Skolen skal være god

Både politikere og forskere siger, når man går dem på klingen, at de godt véd, at skolen er blevet et hamsterhjul med alvorlige forringelser, der forhindrer god undervisning. Men handling for en god skole udebliver.

De lappeløsninger, der kommer på bordet nu, er ikke tilstrækkelige. Det handler derimod helt direkte om at få de grundlæggende værdier og ankrene til demokrati, frihed og ligeværd tilbage. Demokratisk medindflydelse blev frataget lærerne, da lærerrådsmøderne i 1990 blev afskaffet. Hvordan skal lærerne kunne møde eleverne med demokrati, når de ikke selv bliver mødt demokratisk?

Lærernes efter- og videreuddannelse blev derefter nedlagt i 2000. Det var ellers her, man som lærer og forsker i undervisning og pædagogik fik et stort erfarings- og praksisorienteret baggrundstæppe af indsigt, viden og kendskab til børn og unge.

I stedet har vi i dag DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) som hovedleverandør til forskning i pædagogik og undervisning, men lederen af DPU´s indstilling er, at man skal være ´u-interesseret´. Hvad skal lærerne og skolen bruge den slags forskning til?

Nej, skolen er ikke god med politikere som ledere, der understøtter økonomisk rentabilitet ved international sammenlignelig måling og testning af elevernes læringskompetencer.

Viden er magt, og det er selvfølgelig godt, at nogle politikere og forskere i skole og uddannelse siger, at de støtter og forstår problemerne i skolen. Men hvis det kun er i teorien, hvad nytter det så?

Politikerne har lige så stille tilladt, at skolepolitikken i høj grad styres af erhvervsdrivendes milliardbevillinger, som dog ikke gives uden visse skolepolitiske forventninger (i en på forhånd ´veldrejet´ retning). Som resultat heraf blomstrer lejrforskningen i Danmark, man flokkes fra alle sider om guldet. Alt sammen uden nævneværdige indsigelser fra venstrefløjen.

Skolen er blevet indrettet efter tonedøv forskning

Sideløbende med at politikerne har frataget lærerne medindflydelse og har indtaget pladsen for bordenden i klasseværelset, er forskerlaget over lærerne vokset med lynets hast. Det flyder over med løse forskningsspørgsmål og forskningsemner om folkeskolen.

Man glemmer forskningen et øjeblik efter, man har læst den, fordi den er så langt væk fra skolelivet. Her er et par eksempler på forskningen: ”Hvilken betydning har mangelfulde matematikkundskaber for unges evne til at skabe en stabil og uafhængig voksentilværelse?” ”Kan en læseindsats for svage læsere også fremme trivslen blandt elever?” .

Disse er blandt nogle af de forskningsemner inden for folkeskoleområdet, der for nylig har fået midler fra Danmarks Frie Forskningsfond. Så står man måbende og må lytte til, at folk, der ikke er læreruddannede, kan komme med letkøbte påstande om, at man skulle kunne sætte god undervisning på formel, langt væk fra det praktiske skoleliv hvor tingene ikke kan eller skal forsøges rettet ind efter bestemte dessiner eller bud.

Langt væk fra en skole med skolekomedier, morgensang og et indhold, der vækker børns og unges lyst til at stå op om morgenen og komme hen i skolen for, med liv og sjæl, selv at deltage i den daglige undervisning.

Nej, i dag presses test og eksamen nærmest ned i halsen på børn og unge, og det fører til en skole, der mere end noget andet kan opleves som et stressende hamsterhjul.  Kampen for at verdens natur og livets gang med både tanker, følelser og handling skulle være fundamentet i skolens hverdag – den kamp er aflyst.

Skolen er blevet fanget i politikernes ønske om kontrol

Jeg har fulgt folkeskolen i en del år, både som uddannet lærer og som politisk interesseret borger. Jeg vil være bramfri og sige ligeud, at jeg mener, at den skole vi kender – skolen med frihed, ligeværd og demokrati i dagligdagen – er ved at uddø.

Selvom der stadig foregår gode ting i skolen, bliver alt holdt op imod test og måling med henblik på at sige til eleverne, hvad de skal bidrage med: ”Lær og bliv dannet, så I kan udvikle jer til at være en del af samfundsmaskineriet.”

Ægte fri undervisning og pædagogik, hvor det drejer sig om, at den enkelte – selv og i fællesskab – finder ud af tingene, og altså ikke bare skal bruges i andres tjeneste (fx forbrugersamfundets), er kørt af sporet.

Skolen er fanget i kontrol og styring; den er blevet en virksomhed, hvor politikere er blevet ledere, der skal sikre økonomisk rentabilitet ved international sammenlignelig måling og testning af elevernes læringskompetencer.

Med Pisa-undersøgelser, nationale test, inklusion, klassekvotienter (der stadig er for høje) og reduceret tid til lærernes forberedelse forstummer al samtale om pædagogik og reel undervisning. Lærerne er i forlængelse heraf blevet sat ud på et sidespor. De er blevet underordnede medarbejdere, der skal sikre udbyttet til det accelererende forbrugersamfund.

Børn og unge behandles i stadig stigende grad som grise i opdræt – de skal effektivt formes, dannes og lære, så de kan blive til kommende rentabel arbejdskraft.

Min indvending er kort sagt: Man opnår ikke glade, frie mennesker, der har lyst til livet og arbejdet ved tvang, sådan som det foregår i dagens skole.

Skolen skal være god

At skolen er blevet en kultiveringsfabrik, der skal producere arbejdskraft til forbrugersamfundet er sket, mens venstrefløjen har snorksovet: Man har stiltiende tilladt OECD´s anvisninger på at styre skole og uddannelse lige lukt mod afgrunden.

Det er ved at være i allersidste sekund, at de styringslag af politikere og forskere, der ligger som en tung dyne over skolen og lærerne, afskaffes, så skolen og lærerne igen kan tage over og sørge for en god skole.

Kampen for en god skole kræver mod til at gå imod strømmen, væk fra den alt for nemme ja-sigen til økonomisk rentabilitet med international sammenlignelig måling og testning af elevernes læringskompetencer.

Kampen for skolen kræver at sige nej til at fortabe sig i lejrforskning, sige nej til fondsmidlernes styring af skolelivet. Kampen skal føres, for hvis man bare stiltiende følger med udviklingen, så understøtter man det forkerte.  

Skolen er ikke god

Aldrig har forskningslaget over lærerne vist været så massivt og samtidig så meget på afstand af praksis, som efter man afskaffede lærernes egen efter- og videreuddannelse DLH (Danmarks Lærerhøjskole) i 2000. Herefter er der fabriksagtigt blevet spyttet skoleforskere ud fra DPU og fra landets øvrige universiteter – men hvor er forbindelsen til skolelivet blevet af?

Aldrig har demokratiet i skolen vist været sat så meget ud af spillet som efter afskaffelsen af lærerrådsmøderne i 1990. Herefter styres skolen af politikere. Men hvordan tror man da, at børn og unge skal kunne mødes med det demokrati, som man siger, at samfundet ønsker, men som man altså med handling har afskaffet?

Lærerne ømmer sig under tyngden fra dette forsknings- og lederlag, som – måske mere end man tror – bidrager til, at skolen i dag ikke er god.

Der er, med andre ord, god grund til at fokusere på en anden skole- og pædagogisk forskningspolitik i Danmark, hvis man altså vil tættere på skolens hverdag og genopdage, hvad det egentlig drejer sig om.

Derfor skal politikere og forskere holdes fast på, at det, de siger, at de vil gøre, også er det, de faktisk viser med handlinger. I dag er magten fuldstændig taget fra lærerne, for selvom (også) lærernes egne politikere i DLF (Danmarks Lærerforening) har de bedste intentioner, så afspejler ordene sig ikke i handling.

Venstrefløjen har en opgave i at give skolen tilbage til lærerne, sætte politikere og forskerne uden for skoledøren for i stedet bede dem om at vende tilbage til Christiansborg, universiteterne og fagforeningerne og dér genoptage (sam)talen om demokrati, frihed og ligeværd – men sæt venligst handling bag ordene fremover. For skolen skal være god.