Skolens demokrati er solgt til pengestærke fonde

Skoleforsker Lucas Cone udtaler i folkeskolens fagblad: ”Gennem hele skolehistorien i Danmark har landets folkeskoler samarbejdet med virksomheder. Men de seneste ti år er arbejdsfordelingen begyndt at ændre sig. Tidligere støttede virksomheder og fonde typisk op om politiske tiltag. Hvis Folketinget for eksempel besluttede, at skoleelever skulle have bedre styr på reglerne i trafikken, kunne olievirksomheden Shell finde på at udarbejde undervisningsmateriale om færdselsreglerne. Fondene i dag vil hellere definere fremtiden. De går ud med deres svar på de helt store spørgsmål på uddannelsesområdet. For eksempel hvad det vil sige at lære”.

Lidt efter lidt er det således blevet almindeligt, at fonde helt inde i skolens dagligdag har overtaget dagsordenen for pædagogik og undervisning, og politikerne har stiltiende accepteret det. På den måde er grebet om demokratisk vejledning og samfundsmæssigt tilsyn med skolen langsomt faldet ud af statens hænder.

I dag bestemmer Lego-fonden, at ´leg og læring´ er hovedsagen – og hvis nogen bliver oprørske, støder Samfonden til hjælp med ´karakterdannelse´.

Karakterdannelse i USA, Storbritannien og Danmark

Med støtte fra religiøse fonde er det allerede udbredt i USA og Storbritannien at ville ensrette skoleelevers personlighed for dermed at forsøge at skabe konforme børn og unge, som formes til lydighed og taknemmelighed, så det er nemt at indgå i et erhverv og i teams. Det sker for eksempel i Birmingham, der med fond-støtte fra det amerikanske religiøse og spirituelle John Templeton Foundation har oprettet et stort karakterdannelses-center på University of Birmingham.

Herhjemme har Aalborg Universitet i maj 2021 søsat ´Program om karakterdannelse på erhvervsuddannelserne´. Og i folkeskolen er nu et tilsvarende karakterdannelses-projekt søsat med Svend Brinkmann som forskningsvejleder.

Projektet skal inden 2026 udbredes til 10 folkeskoler (målet er på sigt 100), og bagved er en række organisationer, skoler og fagpersoner. Heriblandt er Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og Danmarks Lærerforening (DLF) samt en støttegruppe på ni, eksempelvis psykolog Lene Tanggaard og lærings- og evalueringsekspert Thomas Aastrup Rømer, der begge sammen med psykolog Svend Brinkmann i de senere år har arbejdet for et større fokus på dannelse.

Karakterdannelse skal få bestemte dyder ind i personligheden

Baggrunden for karakterdannelse formuleres i projektbeskrivelsen: ”Mennesker og livet er skabt i en skabelsesorden. Mennesker er åndsvæsener. Mennesket lever dog i et åndeligt relationsbrud med svage eller mistede relationer til fire afgørende livskilder: det guddommelige, næsten, naturen og sig selv. Det kan føles som et helvede. Det er synd og skam og efterlader mennesket fortabt med en længsel efter frelse og genoprettelse af de fire livsgivende og livsopretholdende relationer […]”. (s. 26)

De åndelige, kulturelle og menneskelige værdier er altså ifølge karakterdannelsesbevægelsen angiveligt gået tabt, og den kulturelle arv er opbrugt. Derfor skal karakterdannelsesbevægelsen virke for en effektiv gendannelse af ånd og relation til det guddommelige, naturen, sig selv og andre mennesker.  

Man vil dermed forme børns og unges væsen og væremåde og på sigt omdanne folkeskolen med 100 udviklingshuse for at udvikle, udfolde og udbrede karakterdannelse.

Hvad er der galt i at ville karakterdanne børn og unge?

Nu er der intet galt i, at man i skolen har værdier, heller ikke religiøse værdier. Faktisk må man sige, at kriteriet for at blive en god underviser har at gøre med så stort et ord som kærlighed.

Og selvom der på ingen måde kan udstikkes garantier for, at ens undervisning altid lykkes – det er netop denne risiko, der er med til at definere undervisning – så håber man altid som lærer, at det betyder noget, hvad man har med i skoletasken. Ja, man tror selv på det. Tro, håb og kærlighed er med i skolen, men det er forkert at ville missionere for og indoktrinere skoleelever.

Søren Kirkegaard påpegede allerede dette i Kjerlighedens Gjerninger: ”Den Strenge, den Herskesyge, han mangler Bøielighed, og han mangler Føielighed til at opfatte Andre; han fordrer sit Eget af Enhver, vil, at Enhver skal omskabes i hans Form. Studses til efter hans Snit paa Mennesker”.

Med andre ord: Det, der er galt med karakterdannelsesbevægelsen, er, at man vil ind i børns og unges sind og inderste personlighed og med udtænkte mål og metoder forme, omskabe og ´studse dem til´, så de passer til de voksne, der vil forme og styre ud fra egne interesser.  

Er børn og unge ringere stillede mennesker?

Angiveligt ser karakterdannelsesbevægelsen skolens børn og unge som ringere stillede medmennesker: ”Børn og unge (der) mistrives, har lavt selvværd, mangler livsmod, er ensomme, taler grimt, mobber hinanden, mister læringslysten, har voldelig adfærd, overskrider grænser eller isolerer sig med psykisk mistrivsel.”

Disse ´ringere stillede´ medmennesker ser man som sin opgave at udforske og påvirke for at finde effektive metoder, så de kan tilpasses til de angiveligt rette værdier. Disse værdier ses i lyset af et nærmere angivet kristent livs- og menneskesyn, som defineres ud fra særligt ophøjede dyder.

Men for det første er det et ulige forhold mellem nogle (voksne), der har magt i skolesystemet og andre (børn og unge), der ikke har magt til at kunne sige fra.   

For det andet udforsker man empirisk, hvad der virker, så mennesker kan blive dydige – og udover, at det er lidt af en gåde, hvordan man effektivt kan måle om et menneske er dydigt – så nævnes ikke med ét eneste ord noget om at udvikle kritisk sans eller dømmekraft.

Dette er ikke inden for folkeskolens brede formål om demokrati, lighed og frihed, hvor retten til at sige nej – og dermed muligheden for at handle kritisk imod mainstream – er helt afgørende.

På baggrund af ovenstående anser jeg karakterdannelsesprojektet for at være en del af en særdeles uheldig tendens, hvor private fonde reelt har overtaget skoleforskningen og indholdet i skolen.

Demokratisk set er noget helt galt

Hvordan kan man give modspil på både et overordnet samfundsmæssigt niveau og på et konkret skolemæssigt? Det spørgsmål beskæftiger professor i pædagogik og uddannelse Gert Biesta sig indgående med. Biestas tænkning er et forsøg på at give alternativer til de dominerende fløje i uddannelsesforskningen.

Han stiller sig på frihedens, demokratiets og det enkelte menneskes side, og med begrebet ’Verdensvendt Uddannelse’ plæderer han for at lade pædagogikken vende hjem til undervisningen. Dette indebærer, at lærernes ´varme hænder´ igen kommer til at styre i skolen – og ikke ´eksperters´ skoleforskning.

Jeg spurgte ham for nylig i et interview (udgivet som appendix til hans bog Lad kunst undervise, Klim 2024), hvordan han mener, at det påvirker skole, uddannelse og forskning i forhold til demokrati, når man ser eksempler som karakterdannelses-projekterne i Danmark og Birmingham.

Biesta peger på, at det er en tendens, der ses globalt, og han mener, det er en skandale, at politikerne i demokratiske samfund tillader, at private fonde styrer uddannelsespolitikken.

”Når skoler blot ses som midler, hvormed store firmaer kan lave profit, så er der noget, der er gået helt galt, set i et demokratisk perspektiv”.

Alle alarmklokker bør kime

Samlet set bør alle alarmklokker kime, og man må politisk spørge, hvordan et så upædagogisk og udemokratisk skoleforskningsprojekt kommer så langt i systemet, at det allerede nu er ude og gøre sig gældende i folkeskolen?

Man bør kræve politikernes fulde opmærksomhed og spørge: Hvad har I tænkt jer at gøre for at forhindre skolepolitikkens farvel til demokratiet? Hvordan kan det fastholdes, at folkeskolen er et politisk og demokratisk anliggende, som er offentligt finansieret og under statens demokratiske tilsyn?

Vagt i gevær

Som signaturskribent om skolen har jeg med dette indlæg problematiseret fondes alt for store indflydelse på skolen og skoleforskning. De, der tilslutter sig Karakterdannelsesbevægelsen og arbejder for udbredelsen af denne, har i mine øjne et ansvar for at sige nej til at ville danne og forme andre menneskers (børns og unges) personlighed og karakter.  

Karakterdannelsesbevægelsen er på en ensrettende, totalitær måde indgået i et formaliseret forskningssamarbejde med Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet som forskningsvejleder.

Det siges direkte, at forskningsprojektet kan, og skal, måle effekten af karakterdannelsesbevægelsens formning af børn og unges personlighed:

Men det, at man som menneske igennem hele livet forsøger at finde sin egen ´form´, har at gøre med, hvordan man eksisterer i livet og verden som sådan. I skolen bør der derfor peges på mulighederne for at være et subjekt i eget liv – ikke objekt for andres ønsker om at forme og danne til ensretning og særligt udvalgte dyder. Allerede Søren Kierkegaard så, at det er ´strengt og herskesygt´ at ville opfatte andre mennesker, som nogle, man skal ´forme, omskabe, studse til´.

Måske føler folk i karakterdannelsesbevægelsen sig på rette vej, fordi man jo ´bare´ følger med anvisninger i dag om at se børn og unge som mennesker, der skal gøres noget ved og med, så de kan komme ud i den anden ende af OECD-skolen og bidrage til erhvervslivets produktion, vækst og gevinst.

Men i mine øjne er man på vildveje, hvis man ubetænksomt følger, hvad der bliver sagt fra dem, der har (den økonomiske) magt – hvis man ´bare´ siger ja og underkaster sig noget forkert som det at ville forme og danne andre mennesker helt ind i deres personlighed– så støtter man noget forkert.

Børn og unge er som elever i skolen i et asynkront magtforhold til de voksne, der omgiver dem, de har tillid til os voksne. Vi kan ikke svigte denne tillid. Det handler om noget så gammeldags som vores ære og værdighed. Jeg føler, at i et demokratisk land er ethvert barn, der er udsat for hjernevask – mit barn. Derfor råber jeg vagt i gevær.