Skotsk uafhængighed handler om almindelige skotter, ikke om Alex Salmonds ego

Af Pete Ramand og James Foley (oversat med tilladelse fra Scottish Independence Is About Ordinary Scots, Not Alex Salmond’s Ego, Jacobinmag, 1. april 2021 af Niels Frølich)

Forud for det skotske valg i maj er førsteminister Nicola Sturgeon indblandet ind i en voldsom ballade med sin forgænger, Alex Salmond, der i sidste uge dannede sit eget parti. Sammenstødet mellem de to vil helt sikkert dominere valgkampen, men det er også en afledning fra de demokratiske problemer, der er indbygget i uafhængighedsbevægelsen.  ​​​​ 

Hvis valg til Skotlands lokalparlament ellers sjældent optager den globale nyhedsdagsorden, begyndte dette at ændre sig efter folkeafstemningen i 2016 om Brexit. Afstemningsresultatet afslørede en splittelse, da et betragtelig flertal (62 procent) af de skotske vælgere foretrak at forblive i Den Europæiske Union i modsætning til deres engelske kolleger. Mange iagttagere antog, at skotsk uafhængighed uundgåeligt ville følge efter – og indtil for nylig pegede den offentlige mening vedblivende i den retning. Uden fortilfælde viste 22 på hinanden følgende meningsmålinger gennem hele slutningen af 2020, at et flertal af skotterne gik ind for at opløse Storbritannien.

Uafhængighed er også stadigvæk det politiske flagskib for det regerende parti i parlamentet i Edinburgh, Det skotske Nationalparti (SNP). Nationalisterne har været ved magten siden 2007. Efter den seneste folkeafstemning i 2014 og ydmygelsen af det engang mægtige skotske arbejderparti ved de britiske valg i 2015 har partiet i praksis regeret uantastet. Nu hvor valget den sjette maj til Holyrood – det skotske parlament - nærmer sig, viser meningsmålinger, at SNP har kurs mod endnu en sejr, muligvis en af partiets største nogensinde.

Nicola Sturgeon, SNPs højtprofilerede førsteminister, fremstiller sig selv som Hillary Clinton-fan. Hun har ledet SNP-regeringen på dens øverste eller næstøverste post i næsten femten år, og den nylige valghistories love antyder, at hun burde være faldet for længst. I sit ’populistiske øjeblik’ har de europæiske vælgerbefolkninger været hårde ved insidere og karrierepolitikere, som har siddet for længe. Hendes ideologiske dagsorden – globalisering af erhvervslivet, erhvervspaternalisme og liberal feminisme – har over hele verden været opskriften på valgnederlag. Mange opfattede Sturgeon som socialdemokrat, da hun blev partiets leder i 2014, men meningsfulde forandringer i politikken har været sparsomme. Og alligevel nyder hun med chancerne imod sig rekordhøj tilslutning.

Men problemerne har ikke desto mindre tårnet sig op forud for valget. Sturgeon har lige overlevet et mistillidsvotum stillet af de skotske konservative, hvis grundlag er et meget omtalt mundhuggeri med Alex Salmond, hendes forgænger som førsteminister og SNPs leder. Salmond blev i 2019 anklaget for talrige tilfælde af seksuel chikane og overfald, men blev frikendt for alle forhold; han har efterfølgende anklaget sin efterfølgers indercirkel for at stå bag en sammensværgelse for at ’få’ ham ned med nakken.

I sidste uge frikendte en officiel undersøgelse Sturgeon for konkrete forseelser. Men en separat, noget mere politiseret parlamentarisk undersøgelse kritiserede Sturgeon-regeringens ”i alvorlig grad mangelfulde” behandling af klager og konkluderede, at Sturgeon havde vildledt parlamentet. Noget der måske er mere skadevoldende er, at de oprindelige, kvindelige klagere har anklaget den skotske regering for at ’droppe’ dem. Salmond er ikke den eneste SNP-politiker, der er blevet anklaget for seksuel chikane eller mobning og kritikere angriber SNPs ledelse for at have udvist overbærenhed overfor folk, der var loyale overfor ledelsen og som havde forset sig. Dette er et stort problem, fordi den skotske regerings legitimitet delvis hviler på, at den forinden havde taget #MeToo alvorligt.

I fraværet af en realistisk opposition til SNP har disse kontroverser domineret bataljerne forud for valget. ​​ Og en chok-meddelelse i slutningen af sidste uge øgede blot fornemmelsen af, at valget bliver et slag mellem konkurrerende personligheder. Salmond har introduceret et nyt redskab, der ved valget skal bruges på uafhængighedssiden, Alba-partiet. Præsentationen var et pr-mæssigt flop med tekniske bommerter under streamingen, hvor Salmond åndede tungt ind i kameraet i lange perioder (noget, der ikke så godt ud, når man tager anklagerne mod ham i betragtning).

Alligevel ser det ud til Alba kan udnytte en række klagepunkter mod Sturgeons udgave af en progressiv neoliberalisme. Partiet vil tiltrække [en vifte af] udbrydere fra SNP, fra konservative på landet til ’kønskritiske’ feminister, der er kritiske overfor en politik, der er positiv overfor transkønnede til socialdemokrater med rødder i Gruppe 79 – en historisk, venstre-nationalistisk fraktion, der udgjorde udgangspunktet for SNPs nuværende ledelse. Men selvom forskellige kræfter således vil søge at kanalisere Salmond-Sturgeon-konflikten til egen fordel, må dette ikke skjule deres grundlæggende ideologiske enighed. ​​ 

Hvad slags uafhængighed?

Salmonds nye parti vil føre sig selv frem som en nyttig taktisk tilføjelse til den parlamentariske uafhængighedsblok. SNPs medlemsskare og den brede Ja-bevægelse er efter at have brugt uhyre mængder tid og penge på sagen, nervøs for, at deres historiske øjeblik vil glide dem af hænde. Der hersker en vag, men ægte følelse af, at udviklingen henimod SNPs historiske mål er gået i stå.

Den stigende støtte til uafhængighed, der er opstået under Sturgeon, voksede som noget afgørende frem af en krise uden fortilfælde i fredstid i den britiske stat, der som årsag havde de Brexit-forhandlinger, der trak i langdrag, og den forkludrede håndtering af pandemien, der fandt sted i dens begyndelse. Denne krise er dæmpet noget i takt med den britiske succes (i forhold til EU) med hensyn til at vaccinere; parallelt hermed er støtten til uafhængighed faldet fra et højdepunkt på 58 procent og nogen meningsmålinger viser nu et flertal for unionen.

I mellemtiden er SNPs interne magtkampe, der føres i fuld offentlighed – i et parti der tidligere var arketypen på et centralt styret parti – blevet den nye norm: Med oppositionspartierne stående på sidelinjen er det regerende parti blevet indviklet i giftige, interne magtkampe.

Den parlamentariske opposition til SNP er måske ynkelig, men den kæmpestore, venstreorienterede samfundsbevægelse for uafhængighed er i stigende grad blevet kritisk overfor Sturgeons ledelsesstil. Mange stiller nu åbent spørgsmålstegn ved, om SNP overhovedet har til hensigt at opfylde det formål, der lå til grund for dets dannelse, nemlig at levere uafhængigheden.

Især omgiver tvivl SNPs neoliberale plan for uafhængighed, som de fleste nu opfatter som et levn fra en æra, der gik forud for pandemien og klimaproblemerne. Det, at Sturgeon ikke har ajourført en strategi, der er baseret på at kopiere Irlands ’keltiske tiger’-model fra 1990erne med lave skatter og store udenlandske investeringer, er blevet citeret som bevis på, at hun ikke har til hensigt at gennemføre endnu en folkeafstemning.

Sturgeons team har formelt forpligtet sig til en snarlig folkeafstemning, måske i år, måske tidligt i næste parlamentsperiode, dvs. i 2022 eller senest i 2023. Dog er forhindringerne store. Juridisk set og helt sikkert i det internationale samfunds øjne, synes skotsk uafhængighed at være afhængig af samtykke fra Storbritanniens suveræne parlament, hvor aritmetikken er ubarmhjertig. Storbritanniens regerende, konservative parti har ikke i sinde at tillade en folkeafstemning, uanset hvad der sker i Skotland.

Det har Labour, der er i opposition, heller ikke for tiden. Efter en kortvarig åbning under Jeremy Corbyn, der troede, at Labour kunne få brug for de skotske nationalisters støtte for at kunne danne regering, er døren blevet smækket i under Labours ’nye ledelse’. Hans efterfølger, Sir Keith Starmer har kompenseret for sin katastrofale rolle i kampagnen Folkets Stemme (et bud på at gentage folkeafstemningen i 2016 om Brexit) ved at bruge enhver lejlighed til at vifte med Union Jack.

Sturgeon har aldrig overbevisende forklaret, hvorledes hun vil tvinge Westminster til at følge Skotlands vilje som udtrykt ved en folkeafstemning. Og problemerne stopper ikke der. Økonomisk set er problemer, der har eksisteret i lang tid, blevet forstærket af corona-krisen. I generationer hvilede Skotlands potentielle velstand på penge fra Nordsø-olien, der under Margaret Thatcher engang udgjorde en væsentlig del af Storbritanniens indtægter.

Mens Norge brugte sin olie til at blive en af verdens rigeste og mest stabile økonomier, stod Skotland overfor massearbejdsløshed og i dens kølvand narkomisbrug, fremmedgørelse og en rodfæstet ulighed, mens Thatcher brugte indtægterne som hjælp til at gennemtvinge en neoliberal omstrukturering af den britiske økonomi.

Men olien er i nedgang, både i omfang og økonomisk relevans. Disse problemer forstærkes, når man medregner den stigende klimabevidsthed. Lige meget hvad så ville et uafhængigt Skotlands finansunderskud være betragteligt. Helt sikkert for stort til EUs neoliberale regler, der kræver, at medlemslande ikke har et budgetunderskud på over 3 procent. Når man tager i betragtning, at Sturgeon helt og holdent har opbygget sin egen argumentation for uafhængighed på EU-medlemskab, udgør dette forhold en anseelig forhindring.

Det er ikke det samme som, at det udgør en uovervindelig forhindring, når man tager villigheden til at afvige fra årtiers økonomiske ortodoksi i betragtning. Og når det er usandsynligt, at kapitalismen kan levere stigende indkomster i de kommende årtier, står socialister med en stærk sag: Det er nu tiden er inde til et demokratisk ’brud’ med den neoliberale globaliserings spændetrøje.

Der er al mulig grund til at antage, at Skotlands venstreorienterede uafhængighedsbevægelse skulle være sympatisk indstillet overfor en dagsorden, der er bygget op over folkelig suverænitet over økonomiske nøgleressourcer. Hvad der er vigtigere, så synes de herskende klasser på verdensplan efter pandemien at være villig til at bryde mange af de gamle regler. Men SNPs ledelse synes næsten i den grad at være besluttet på at være den gamle neoliberale pædagogiks flinke elev.

Tilbage til det normale?

Problemet er således mindre den abstrakte mulighed for uafhængighed og mere den fattige vision. Selvom den nuværende ledelse af SNP skylder sin magt til sin succes med at mobilisere en venstrepopulistisk bevægelse i 2014 mod nedskæringspolitikken og for det nationale sundhedsvæsen, ænser partiledelsens program for uafhængighed på mærkværdigvis stadigvæk ikke et tiårs globale, kapitalistiske sammenbrud.

Partiets ledelse er helt opslugt af forestillingen om, at Storbritanniens krise er enestående og at det at tilslutte sig det europæiske projekt vil være tilstrækkeligt til at genoprette ’normaliteten’. Når man tager den udbredte skotske modstand mod Brexit i betragtning, er denne fortælling faldet godt i tråd med offentlighedens følelser. Men den hviler på fejlfortolkninger af denne historiske fase af kapitalismen, og ingen har udtænk en ajourført plan for selvstændighed.

I ophidselsen omkring en folkeafstemning ville SNPs plan for uafhængighed blive udstillet som et levn, et produkt af en neoliberal fantasi, der kunne stamme fra en plan fra en tænketank i 1990erne. Forslagene om ’sterlingisering’ – den ensidige brug af (fremmed) britisk valuta betyder at overgive al monetær suverænitet til Bank of England.

Alene af denne grund er forslagene upopulære hos mange partimedlemmer og selv før pandemien, ville de have tvunget Skotland til i årtier at bære nedskæringspolitikkens bodsskjorte. Hvad der er mere grundlæggende, har denne valutapolitik aldrig i den avancerede kapitalisme været afprøvet i virkeligheden, når man ser bort fra undtagelsestilfælde som Panama.

Ligeledes anser mange eksperter ideen om, at Skotland skulle tilslutte sig EU og samtidig bruge den valuta, der tilhører et tredjeland, der ikke er medlem af unionen, som et temmelig tvivlsomt foretagende. Alt dette illustrerer blot de modsætninger, der opstår, når man under nutidens kapitalisme prøver at holde et gammeldags ’centristisk’ program i live.

Sturgeons vision ser nu sig selv viklet ind i alle de modsætninger, den teknokratiske konsensus under sit tilbagetog udviser. Men da uafhængighedsbevægelsen og en stor del af civilsamfundet er blevet opslugt af regeringen, er der få rivaliserende kilder til handling eller autoritet til at sikre et mere sammenhængende syn på den folkelige suverænitet.

Ikke desto mindre står tre afgørende grunde til, hvorfor skotsk uafhængighed burde interessere socialister over hele verden, tilbage. For det første sætter den spørgsmålstegn ved en stat, der udgør et nøgleled i den imperialistiske kæde. På trods af Brexit forbliver Storbritannien en nøgleallieret for amerikansk udenrigspolitik, er permanent medlem af FNs sikkerhedsråd og er et forhenværende imperium, der engang herskede over en fjerdedel af kloden. At reducere dets størrelse og rolle udgør derfor et beskedent, men ikke uvæsentligt bidrag til at svække USAs militære hegemoni.

Under Skotlands sidste folkeafstemning gjorde Argentina opmærksom på udsigten til at kunne fjerne Storbritanniens permanente medlemskab af FNs sikkerhedsråd til fordel for en ikke-kolonimagt, hvis Skotland løsrev sig fra Det Forenede Kongerige. De særlige træk ved SNPs udenrigspolitik – et modsætningsfyldt miskmask, der både er imod atomvåben og for NATO – er mindre vigtige end den grundlæggende indvirkning på statssystemet, som en opløsning af Storbritannien ville være.

For det andet åbner det statsdannelsens sorte kasse. En skotsk uafhængighed udfordrer normen om, at de europæiske forfatninger er færdigtskrevne. Hovedforhindringen for skotsk selvbestemmelse er det næsten fuldstændige fravær af historiske fortilfælde blandt de avancerede kapitalistiske stater i det globale nord. Men det peger også på, hvorledes Skotlands succes kunne ændre dynamikken til fordel for centrifugale bevægelser. For eksempel kunne bevægelser for irsk genforening og catalansk uafhængighed få markant mere vind i sejlene.

For det tredje er der spørgsmålet om klasse og demokrati. Den forrige skotske folkeafstemning i 2014 er et fascinerende studie i politisk sociologi. Modstanden mod uafhængighed kom fra den politiske elite, store erhvervsinteresser og de mest konservative dele af fagbevægelsen. Oven i det kom EU, Barack Obama og det meste af den globale, herskende elite. I modsætning til det blev Ja-bevægelsen den måske største sociale græsrodsbevægelse i skotsk historie og den har slået rødder i arbejderklassen og det Skotland, ’man kører forbi’, noget der holder ved til i dag.

Dette reflekteredes i den demografi, der gjaldt ved afstemningen i 2014. 65 procent af Skotlands mest underprivilegerede vælgere gik ind for uafhængighed. Der var ligeledes flertal blandt dem, der demografisk er defineret som arbejderklasse (53,4 procent).

På den anden side af ’inklusionen’

Det er værd at pinde ud, hvor vigtigt dette er. Store dele af Skotlands fattigste og mest underprivilegerede gjorde i 2014 oprør mod de politiske retningslinjer og de alvorlige økonomiske udsigter, de blev fremført af eliten. Det samme kan man muligvis sige om Brexit, men Ja-bevægelsen var i overvældende grad progressiv: Den var åbent imod nedskæringspolitikken og for indvandring, da disse emner var tabu i Westminsters mainstream.

Politisk adfærd, hvor arbejderklassens vælgere en masse trodser de råd, den gives og fastslår sin egen evne til handling fortjener altid vores opmærksomhed – også når dens kendetegn er tvetydige. Når der som i Skotlands tilfælde er tale om at det i høj grad var en venstrepopulistisk bevægelse, fortjener det et seriøst svar fra socialister, der leder efter positive momenter til brug i en politisk revitalisering.

I samme grad er det Skotlands tragedie, hvor slemt denne ånd er blevet svigtet. Begivenhederne i 2014 gjorde SNP til et af Europas stærkeste massepartier og blev til det endelige, populistiske grundlagt for Sturgeons hegemoni. Men der har været yderst få belønninger til vælgere fra arbejderklassen.

Under SNP har Skotland udover modeord om inklusion kun gjort få fremskridt, hvad angår fattigdom, ulighed og vigtige politikområder som uddannelse. Virkelige politiske resultater glimrer ved deres fravær. Og klassen af professionelle og erhvervsledere har styrket deres greb om den skotske stat og udgør en prætorianergarde imod alle udfordringer af Sturgeons magt.

Ikke desto mindre forbliver selve uafhængigheden et nationalt, folkeligt, demokratisk projekt. Bevægelsen udviser en ekstraordinær evne til selvorganisering. Massedemonstrationer for en opløsning af Storbritannien fortsatte mod Sturgeons vilje indtil nedlukningen af samfundet: Mange af dem var blandt de største i skotsk historie. De bestod i overvældende grad af folk udenfor den politiske og professionelle elite.

Til grund for denne bevægelse lå der et ønske om folkelig suverænitet: Selvstyre, autonomi og offentlig kontrol med staten. Der er kun ringe udsigt til at opnå disse mål under Skotlands fejlslagne selvstyreforfatning. Socialisters opgave er at skille disse sunde instinkter både fra en konservativ nationalisme og fra Sturgeons tilbagevenden til en vision fra 1990erne om en neoliberal globalisering.

 ​​ ​​​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​​​