Slut med grøn omstilling: EU forbereder sig på ressourcekrige og flygtningestrømme

Et udkast til den såkaldte Strategiske Dagsorden – som fastlægger EU’s arbejde og prioriteter over de næste fem år – er for nogle uger siden blevet lækket fra formanden for EU-Rådet, Charles Michel. Udkastet viser desværre, at EU’s regeringschefer stort set har opgivet den grønne omstilling. Opgivet 2030-målet i EU’s klimalov, opgivet 2-graders målet i Parisaftalen. I det hele taget opgivet seriøst at inddæmme EU’s CO₂-udledninger.

Frem for at gøre noget for at forhindre yderligere eskalering af klimakrisen, retter EU nu fokus mod at tilpasse sig klimakrisens konsekvenser gennem øget grænsekontrol og oprustning. Det skal forsvare EU over for de omfattende krige om ressourcer og massive flygtningestrømme, som klimaforandringerne vil bidrage til.

Ambitionerne er blevet væk

Da EU’s regeringschefer i juni 2019 vedtog den seneste Strategiske Dagsorden for de følgende fem år, var kampen mod klimaforandringerne en væsentlig del af teksten. Der var et selvstændigt kapitel om klima og miljø, hvor klimaforandringerne blev beskrevet som en eksistentiel trussel, man skulle imødegå med “en dybtgående transformation af (EU’s) egen økonomi og samfund.”

The European Green Deal og EU’s klimalov blev vedtaget med netop det formål, selvom disse to aftaler imidlertid er blevet kritiseret for ikke at gå tilstrækkeligt langt for at nå målene i Parisaftalen.

På trods af de høje ambitioner er det siden 2019 lykkedes den fossile lobby at udvande, eller endda helt stoppe, stort set alle meningsfulde klimatiltag, som er blevet diskuteret i EU-parlamentet – uanset om der var tale om at nedbringe forurening fra biler eller brugen af pesticider.

Kulsorte lobbyisters indflydelse på EU-parlamentarikere er i dén grad blevet tydelig – også på danske EU-parlamentarikere som for eksempel Venstres Morten Løkkegaard, som mente, det var “urealistisk” at stemme for et stop af engangsemballage på fastfoodrestauranter.

Senest har den store naturgenopretningsplan, der efter flere behandlinger og seriøs udvanding så ud til at blive stemt igennem, tilsyneladende også fået dødsstødet af højreorienterede regeringschefer i EU som Ungarns Viktor Orban og Italiens Giorgia Meloni. Myten om EU som grøn forkæmper forbliver således netop dét, en myte.

Desværre ser det med det lækkede udkast til den Strategiske Dagsorden for 2024-2029 ud til, at EU’s klimapolitik bliver endnu værre, inden der overhovedet er blevet stemt til EU-parlamentsvalget. Væk er det selvstændige kapitel om klima og miljø, væk er bogstaveligt talt alle ord om forurening, miljøbeskyttelse, biodiversitet og European Green Deal.

Den eneste sætning, der overhovedet nævner det grønne, beskriver behovet for at “forberede sig på de nye realiteter, der følger af klimaforandringer”. I stedet skal militærudgifterne hæves “substantielt”, Europas ydre grænser skal kontrolleres hårdere, og den private sektor, særligt det militær-industrielle kompleks, skal sikres højere vækst.

Våben beskytter ikke mod klimaforandringerne

Flere grønne organisationer har naturligvis råbt vagt i gevær, og EU-kampagneleder for Greenpeace Ariadne Rodrigo påpeger rigtigt, at flere tanks og missiler ikke beskytter Europas befolkning over for tørke, storme eller fejlslagen høst.

Mange vil sikkert indvende, at der jo er tale om en forandret sikkerhedspolitisk situation, hvorfor EU’s regeringschefers prioriteter ændrer sig. At russerne står for døren, og at vi skal forberede os. Men Europa bruger allerede mere på militærudgifter end man gjorde i slutningen af den kolde krig. Unionen bruger fire gange mere end Rusland.

Af verdens samlede militærudgifter bruger NATO-allierede USA 38 procent, Europa bruger 12 procent, og Rusland bruger 3 procent. Det ville være selvmorderisk for Rusland at udfordre NATO-landene i Europa militært på nogen som helst måde. Enhver retorik der taler det scenarie op som en seriøs mulighed er i bedste fald uærlig. Det har den anerkendte forsker i international politik Ole Wæver påpeget i Politiken.

Men det er selvsagt heller ikke kun på grund af Rusland, at EU’s regeringschefer ser sig nødsaget til at flytte hele det politiske fokus til militær og grænsekontrol. Det er en konsekvens af den langvarige nølen på den grønne omstilling.

Hvordan vil EU håndtere en halv milliard klimaflygtninge?

Forskningsrapporten Future of the Human Climate Niche anslår i overensstemmelse med flere andre rapporter, at der ved 2 graders global opvarmning vil være mindst en milliard klimaflygtninge på verdensplan på grund af tørke, oversvømmelser, mangel på ressourcer, klimarelateret fattigdom og destabilisering af samfund. Det vil være en fuldstændigt ubegribelig menneskelig katastrofe uden historisk fortilfælde.

Taget i betragtning af hvor elendigt og kynisk EU håndterede flygtningekrisen i 2015, da 1,3 millioner flygtninge kom til Europa, tør man slet ikke forestille sig, hvordan EU vil håndtere det, når potentielt 300, 400 eller 500 millioner flygtninge fra det Globale Syd kommer til Europa som konsekvens af klimaforandringerne.

Eller, det tør EU’s regeringschefer godt. Og skal man tage det lækkede udkast til den nye Strategiske Dagsorden alvorligt, er deres svar endnu mere militariserede grænser, der også med voldelige midler skal kunne holde de hundredvis af millioner mennesker ude fra Europa.

EU’s regeringschefer afslører på den måde deres kynisme. De afslører, at EU’s klimapolitik har været en farce designet til stemmemaksimering. De afslører, at de er villige til at ofre mange millioner liv i det Globale Syd for at lefle for den fossile lobby og højrefløjen i Europa. For så snart de overlevende flygter til Europa, skal EU’s grænsepoliti Frontex nok tage sig af dem.

Vi har én mulighed tilbage for at vælge nogle grønnere EU-parlamentarikere. Og det er her til juni. Da EU-parlamentarikere er valgt over en 5-årig periode, er det sidste chance, vi har for at bruge vores stemme til at gøre en forskel inden 2030, hvor Parisaftalen skal være overholdt.

Men heldigvis er valget til Europaparlamentet ikke vores sidste chance for at råbe op. For der er som bekendt ingen begrænsninger for, hvor ofte man kan demonstrere i Bruxelles’ gader, hvilket landbrugslobbyen allerede har gjort ivrig brug af med stor succes. Det skal grønne organisationer og bevægelser også gøre i langt højere grad fra nu og frem til 2030, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at skubbe EU i en grønnere retning. For EU kommer tydeligvis ikke til at gøre det af sig selv.