Snedker: Vi må vise solidaritet med hinanden – en storkonflikt kræver bred opbakning
Alle faggrupper bør vise hinanden solidaritet, når der forhandles overenskomst, mener bygningssnedker Bodil Wedele. Hun har organiseret støtte til de danske sygeplejersker, da de strejkede. Og nu deltager hun også i Solidaritets arrangement med de engelske sygeplejersker
Der er forskel på folk, og der er forskel på fagene. Men på trods af det, bør grupperne vise solidaritet med hinanden. Det mener Bodil Wedele, der er bygningssnedker til daglig.
Hun blev i 2021 frikøbt i to uger af sin lokale 3F-afdeling BJMF (bygge-, jord- og miljøarbejderne) i Valby. De to uger brugte hun på at rejse rundt til byggepladser for at tage billeder af alle de byggearbejdere, som støttede op om sygeplejerskernes kamp.
Solidaritet har ringet til hende, mens hun er på arbejde, og hun skal lige finde et sted, hvor hun kan tale i telefon uden for meget larm.
”Alle kender nogen, der er sygeplejerske, så der var stor opbakning. De arbejdere, som renoverede Bispebjerg og Herlev Hospital ville også gerne bakke op. Så på begge hospitaler lavede vi en aktion sammen med sygeplejerskerne,” fortæller Bodil Wedele.
Billederne lagde hun op på de sociale medier, og de blev især delt af sygeplejersker, som var glade for at blive støttet i deres kamp for bedre løn.
Støtte til de engelske sygeplejersker
I Bodils Wedeles lokalafdeling havde man i 2021 besluttet, at man gerne ville bakke op om sygeplejerskerne. Denne gang er det så de engelske sygeplejersker, som får støtte. I dag den 1. februar deltager sygeplejerskerne Mel Stewart og Matt Tacey i et arrangement arrangeret af Solidaritet og Dansk Sygeplejeråd.
Den 2. februar skal de to sygeplejersker høre om, hvordan den danske model fungerer i 3F Valby, forklarer Bodil Wedele. Hun er glad for at dele sin viden med arbejdere i andre lande, der til gengæld kan fortælle om deres kamp og systemer.
”Det er vildt, hvad der foregår i England nu. Jeg var selv på studietur til England i 2015, hvor jeg hørte om 0-timers kontrakter for første gang. Nu har vi dem også i Danmark,” fortæller hun og fortsætter:
”De er altid lidt foran os på den dårlige måde, selvom systemerne selvfølgelig er meget forskellige.”
Vi ville stå stærkere med fælles krav
Der forhandles netop nu overenskomst på det private område. Og Bodil Wedele ser frem til at blive præsenteret for et forhandlingsresultat. Hun håber, at de faglige grupper på det private område vil vise solidaritet med hinanden, hvis der er nogle grupper, som kommer ud med rigtigt dårlige aftaler.
Det skyldes, at det er det samlede afstemningsresultat på tværs af faggrupperne, som afgør, om der udløses konflikt. Det er på trods af, at faggrupperne forhandler dybt forskellige overenskomster.
”Vi ville alle sammen stå stærkere, hvis vi kunne blive enige om nogle enkelte fælleskrav. Det er meget nemmere at kommunikere ud, at netop disse krav skal være opfyldt for alle, for at vi alle kan stemme ja. Men det bruger vi desværre ikke,” forklarer Bodil Wedele.
Hun nævner, at byggefagene ofte har stemt nej til deres overenskomst, men fordi overenskomsten for andre grupper blev stemt igennem, bliver det samlede resultat ofte et ja.
Også medlemmerne af HK Privat har stemt deres overenskomst ned, da de i 2010 ønskede at afskaffe 50-procents-reglen, som betyder, at der skal være en organiseringsgrad blandt HK’ere på mindst 50 procent på en arbejdsplads, før der kan indføres overenskomst. Samlet set blev forliget dog stemt igennem.
En mulig storkonflikt kræver bred opbakning
På det offentlige område er reglerne anderledes. Her er det hver enkelt faggruppe, som beslutter, om de vil stemme nej til en overenskomst. Derfor kunne sygeplejerskerne strejke, selvom de var den eneste faggruppe, der havde afvist forhandlernes forlig.
De modtog ikke meget opbakning fra de andre faggrupper på det offentlige område. Men i BJMF i Valby valgte man at vise sin sympati ved at frikøbe Bodil Wedele, så hun kunne rejse rundt til byggepladser og dokumentere, at der var støtte til kampen ude blandt almindelige arbejdere.
”Jeg har hørt flere eksperter sige, at der er risiko for storkonflikt ved de her forhandlinger. Og hvis det sker, er det meget vigtigt, at vi har en bred opbakning. Det er så vigtigt, at vi bakker hinanden op på tværs af faggrupper,” siger hun, inden hun skal tilbage til arbejdet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER