Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
18. januar. 2023

Engelske sygeplejersker strejker i dag: ”Patienterne dør, fordi politikerne nægter at lytte”

I dag strejker de engelske sygeplejersker landet over. Matt Tacey og Mel Stewart er blandt de sygeplejersker, der har fået nok af de umenneskelige arbejdsforhold, som de fortæller om her

De engelske sygeplejersker Matt Tacey og Mel Stewart fortæller her om, hvorfor sygeplejesker over hele landet nedlægger arbejdet i dag og i morgen den 18. og 19. januar 2023. De kommer også begge til København for at fortælle om situationen.

Den seneste tid har aviserne i Danmark været fyldt med skrækhistorier fra det offentlige, engelske sundhedssystem, NHS. Ambulancer, der holder i kø, og patienter der dør på skadestuerne, fordi de ikke kan komme videre i systemet.

Forholdene denne vinter er blevet så svære for de engelske sygeplejersker, at de har besluttet sig for at nedlægge arbejdet. Det gjorde de kort inden jul, 15. og 20. december 2022. Og det gør de i dag og i morgen den 18. – 19. januar. Strejkerne er de første i 106 år, forklarer Matt Tacey til Solidaritet.

Han arbejder som sygeplejerske i psykiatrien, mens hans kollega Mel Stewart, der også er med på et Zoom-opkald fra England, arbejder på et offentligt hospital med akutte, svært syge patienter.

”Som sundhedsprofessionelle udfører vi vores job for at tage os af andre, og for at gøre det bedste, vi kan. Men udfordringerne med rekruttering og den lave løn har en meget ødelæggende effekt på os og på vores kolleger. Vi ser patienter og deres familier, som lider, og vi ser det som en direkte konsekvens af regeringens manglende handling. Det påvirker i høj grad vores velvære,” siger Mel Stewart til Solidaritet.

Hun forklarer, at hun forrige fredag blev tilkaldt til den medicinske afdeling på hospitalet, fordi der var alt for mange patienter. Hun var der i 2 timer og fik fem opgaver, hvoraf hun kun nåede at udføre én af dem.

”Patienterne har det så dårligt, men du har simpelthen ikke tid til at gøre det arbejde, som du er ansat til at gøre,” forklarer hun.

Mød britiske sygeplejersker, som strejker for højere løn og mere tid til patienterne.

Hør Mel Stewart og Matt Tacey onsdag den 1. februar kl. 17:00-19.00 hos Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden, i Frederiksborggade 15, 4. sal (lige ved Nørreport St.)

Venter 12 uger på en diagnose

Mel Stewart og Matt Tacey kommer begge til København for at fortælle om deres arbejde og deres kamp for bedre forhold. De deltager i et offentligt møde onsdag 1. februar kl. 17-19, som Solidaritet afholder i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden i fagforeningens lokaler, Frederiksborggade 15.

Det er også derfor, de begge har sagt ja til at blive interviewet om, hvad der foregår i det engelske sundhedssystem – set fra deres synsfelt. Matt arbejder ikke i NHS. Han arbejder i et psykiatrisk sundhedsteam, men han oplever også et system, som slet ikke kan følge med efterspørgslen.

”Hvis en praktiserende læge henviser nogen til et lokalt psykisk sundhedsteam til en vurdering, en diagnose og behandling, kan man risikere at skulle vente op til 12 uger. Det vil sige 3 måneder, bare på at få en vurdering. Det er ikke behandling. Det er bare for at få en vurdering. Og i nogle situationer er 12 uger for lang tid, fordi folk tager deres eget liv,” forklarer han og fortsætter:

”Som sygeplejerske, der er uddannet inden for mental sundhed, vil du gerne yde psykisk sundhedspleje og støtte, når folk har brug for det. Men fordi vi er så underbemandede, fordi vi har et højt sygdomsniveau, er vi ikke i stand til at yde det. Og det gør ondt. Det påvirker vores velbefindende. Vi går hjem og tænker på det. Vi tror, at vi har svigtet vores patienter, fordi vi er direkte involveret. Men det er ikke os, der har svigtet, det er vores regering og deres beslutninger, der begrænser os.”

Folk dør på overfyldte skadestuer

Situationen i sundhedsvæsnet har ikke altid været så presset, som den er nu, forklarer Mel Stewart. For otte år siden, arbejdede hun på en skadestue, som tager sig af livstruende situationer – også kaldet A&E (accident and emergency department). Her var det uhørt, hvis en patient skulle vente op til 12 timer på at komme videre i systemet. Forleden oplevede hun en patient, som ventede i 47 timer. 

“En del patienter bliver sat i venteværelset. Nu skal jeg vise dig, hvilke stole de sidder i,” siger hun og drejer sin computer. Hun viser en bordeauxfarvet lænestol med nakkestøtte.

“Nogle patienter sidder i de her stole i 47 timer. De er alvorligt syge, og de har ikke en seng. I A&E-afdelingen har vi ikke adgang til ordentlig mad. De kan få en toast, en sandwich eller et morgenmadsprodukt. For det er slet ikke meningen, at de skal være her. De skal videre til en afdeling.”

Hun forklarer, at det er meget svært at tage sig af alvorligt syge mennesker, når der ikke er adgang til at vaske folk, til at hjælpe dem med at komme på toilettet og meget andet. Det er en helt uværdig behandling, som patienterne møder, men det skyldes, at der kommer flere og flere patienter ind, fordi skadestuen ikke må afvise mennesker. 

“Vi kan ikke sige: ’Undskyld, vi har for travlt. Kom igen en anden dag.’ Det er hele pointen med skadestuen. Vi er offentlighedens direkte adgang til sundhedsvæsenet. Men vi kan ikke give den adgang, fordi patienterne sidder og venter så længe. Og patienter dør, bogstaveligt talt. Patienter dør på grund af det her. Det er derfor, jeg siger, at regeringen enten er dum eller ligeglad. Vi fortæller dem bogstaveligt talt, at folk dør på grund af deres manglende handling. Og intet ændrer sig. Til sidst er der ikke andre løsninger end at strejke.”

Klassekrig kommer bag på regeringen

Mel Stewart har i længere tid deltaget i den politiske debat om forholdene for den offentlige sektor. Men hun oplever ikke, at politikerne lytter til hende. Faktisk har den parlamentspolitiker, som er valgt i hendes distrikt, blokeret hende på sociale medier.

“Mange politikere har adgang til privat sundhedspleje. Så de forstår ikke det pres og den frustration, som offentligheden har, når de ikke kan få adgang til sundhedssystemet. Middelklassen og højtlønnede medarbejdere behøver ikke at bekymre sig om de samme ting, som individer fra arbejderklassen skal. Det er frustrerende. Politikerne er fuldstændigt fjernet fra virkeligheden,” siger Mel Stewart.

Matt Tacey mener, at regeringen har været både uærlig og bedragerisk. Han mener, at de lyver for borgerne, og det resulterer i, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere.

”Politikernes prioriteter er, at de selv skal få det bedre, og at deres venner skal have det bedre. Det har udviklet sig til en klassekrig, hvor det er underklassen og arbejderklassen mod de rige. Og det er regeringens skyld. Det, du ser nu, er, at mange fra arbejderklassen og fagforeningerne samles som én stor arbejderklasseforening, og (den konservative red.) regering er forstenet, fordi de ikke havde forventet, at det her ville ske,” siger han.

12 års udhuling af lønnen

Det er især manglen på personale, som udgør et stort problem i sundhedsvæsnet. Og så er lønnen så lav, at det er svært at tiltrække nye folk til arbejdet. Den lave løn betyder også, at sygeplejerskerne ikke kan slappe af, når de kommer hjem. Mange oplever, at de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de stigende priser på stort set alle basisvarer og energi i England.

“Det er første gang i 106 år, at sygeplejersker er gået ud for at strejke. Det har været en gradvis proces over 12-13 år med stramninger og lønstigninger under inflationsniveau. Vores løn er blevet frosset, og vi har fået tilført færre ressourcer og er blevet underfinansieret. Det har så resulteret i den krise, som vi ser i dag,” fortæller Matt Tacey.

Hvad er jeres krav, hvis I får regeringen hen til forhandlingsbordet?

”Vi beder i øjeblikket om 5 pct. over inflationen. Inflationsraten, som den er i dag, er 14 pct. Så vi beder om 19 pct.

Hvis du ser på udviklingen de seneste 11-12 år, så har sygeplejerskerne reelt tabt 20 pct. af vores løn. Så vi prøver at tage tilbage, hvad man skylder os historisk.

Hvordan har I mistet 20 pct? Er jeres løn ikke blevet reguleret?

”På grund af inflation, små lønstigninger, lønfrysning, har vi mistet vores løn. Hvis inflationen er 5 procent, har de givet en lønforhøjelse på 2 pct, og så har vi mistet 3 pct. Det er akkumuleret siden den konservative regering har siddet ved magten. Og i dag har vi så mistet 20 pct. af vores løn. Tager man højde for stigende leveomkostninger, forstærker det yderligere det tab af indtjening, som vi oplever i øjeblikket.”

Mel Stewart fortæller, at hun i gennemsnit kommer hjem med cirka 1.600 pund om måneden efter skat, hvilket svarer til 13.430 kroner. Når hun har betalt sine regninger og mad, er der ikke meget tilbage, forklarer hun og tilføjer, at hun arbejder som en senior-specialist og derfor ligger ret langt fra bunden lønmæssigt.

Utilfredshed i hele den offentlige sektor

Det er ikke kun sygeplejerskerne, som er utilfredse med forholdene i den offentlige sektor. Over hele landet har forskellige grupper af offentligt ansatte strejket mod årelange nedskæringer og udhuling af lønnen. Togkonduktører, ansatte på universiteter, folkeskolelærere og sygeplejersker har alle valgt at protestere. Det har fået den konservative regering til at foreslå en anti-strejke-lov, som i sidste ende kan få den konsekvens, at personale i kritiske funktioner kan blive fyret for at strejke.

Allerede nu er der dog særlige regler for, hvornår man må strejke i England. Det betyder, at fagforeningerne i hvert distrikt som minimum skal have halvdelen af alle stemmesedlerne fra deres faggruppe tilbage for at kunne strejke. Der kan således godt være flertal for at strejke, men hvis halvdelen af sygeplejerskerne i et distrikt ikke har stemt, kan de ikke få lov til strejke. Mel Stewart kan derfor ikke strejke den 18. og 19. januar, fordi der manglede omkring 100 stemmer i hendes distrikt, forklarer hun.

”Jeg organiserer i stedet en protest på hospitalet for at vise vores støtte, fordi der er mange, som er skuffede over, at de ikke må strejke,” forklarer hun.

Hun tror på, at strejker kan gøre en forskel. Hvis der er nok offentligt ansatte, som strejker, vil landet holde op med at fungere.

”Vi forsøger virkelig at presse regeringen ved at sige, at vi vil nedlægge arbejdet helt, hvis I ikke lytter til os. En strejke vil på kort sigt forårsage en forstyrrelse af systemet. Men på lang sigt er vi nødt til at gøre det – for at vi fortsat kan gøre vores arbejde ordentligt. I vores tilfælde handler det om patientbehandling. I andre tilfælde om uddannelse eller brandslukning. Vi er nødt til at gøre det for at vinde kampen på lang sigt.”


Om skribenten

Lise Møller Schilder

Lise Møller Schilder

Redaktør og journalist på Solidaritet. Kontakt Lise her. Har skrevet for Dagbladet Information, Politiken, Weekendavisen, Børsen, Notat, DEO, STOF-bladet mfl. Læs mere