Sofie Lippert: Hvem tager ansvar for min generations mentale helbred?

Ventetiden for at få psykologhjælp gennem en lægehenvisning er eksploderet oven på en pandemi, der tog halvandet års ungdom fra en hel generation. Formative år blev til hjemmeundervisning og social distancering, og nu kan man få lov at vente tre en halv måned, hvis man ikke mentalt er vendt lige så godt tilbage til hverdagen, som resten af samfundet synes at være.

Min generations mentale helbred er blevet en bold, der kastes frem og tilbage mellem regionerne og Psykologforeningens ansvarsfralæggelse. Regionerne siger, at de lange ventelister skyldes, at psykologerne tager for få patienter ind, eller at der er for få psykologer til deres ydernumre. Psykologerne siger, at der er for få ydernumre og dermed altså for få psykologer, der har ret til at tage lægehenviste patienter ind. Jeg ved ikke hvem af dem, der har ret. Som politisk aktiv interesserer det spørgsmål mig selvfølgelig. Men som 25-årig kvinde der har gennemlevet en verdensomspændende pandemi og ser unges mentale helbred knække omkring mig er jeg egentlig fuldstændig ligeglad med, hvem der har det egentlige ansvar – jeg vil bare have, at nogen finder en løsning nu!

De seneste otte år som aktiv i SF Ungdom har jeg lært samtlige argumenter for, hvorfor unge skal have adgang til gratis psykologhjælp udenad. Jeg kan sige ”når du brækker benet får du hjælp, når du knækker psyken står du alene” og ”hver krone investeret i unges mentale helbred kommer fem gange igen” i søvne. Og jeg kan høre borgerliges manglende argumenter imod det blive pakket ind i ”der er ikke noget, der er gratis”, når jeg lukker øjnene.

Politisk sejr strandet i regionens pengekasse

Derfor var det uden sammenligning den største politiske sejr, da gratisordningen med finansloven for 2021 blev udvidet, så alle unge under 25 med angst, stress eller depression kan få deres behandling hos en psykolog betalt rub og stub af det offentlige. En sejr, der gjorde en reel forskel for mennesker jeg kendte. Mennesker, der havde brug for hjælp.

Højrefløjens ordbogsargument var efter mange år blevet skiftet ud med en dommedagsprofeti om eksploderende ventelister. Jeg tror ikke de opdagede at vi gav dem ret. At vi anerkendte at selvfølgelig vil ventelisterne eksplodere, når vi giver alle adgang til hjælp og ikke lader mental sundhed være et privilegium for dem med penge på lommen. For vi havde ikke kæmpet så hårdt for at gøre det gratis, hvis ikke det havde været et problem, at det er pissedyrt at få hjælp. Hvis ikke prisen havde afholdt alt for mange fra at få hjælp.

“Vi havde ikke kæmpet så hårdt for at gøre det gratis, hvis ikke det havde været et problem, at det er pissedyrt at få hjælp. Hvis ikke prisen havde afholdt alt for mange fra at få hjælp.”

Nu ligger der 28,5 millioner kr. i regionernes kasser, der skulle være gået til psykologhjælp til unge. Penge, der ikke bliver brugt af en eller anden årsag, som regionerne hvert fald ikke mener, det er deres ansvar at løse. 28,5 millioner kr. kunne lige nu sikre mere lighed i sundhed ved også at give dem, der ikke har råd til at betale kassen for at få hjælp, et lys for enden af tunnelen.

For mens psykologerne med ydernumre, hvor det offentlige bidrager til betalinger, har ventetider, der udskyder hjælpen til langt ind i 2022, kan du ringe til en psykolog uden offentligt tilskud og få en tid i næste uge. Har du råd til at lægge 1.000 kr. er hjælpen pludselig inden for rækkevidde. Uligheden i sundhed blev ikke betydeligt mindre af det historiske skridt ved sidste finanslov. Der er stadig en verden til forskel på hvilken adgang, man har til behandling, når man bliver syg, alt efter hvad der står på bankkontoen.

Det handler både om uligheden mellem rig og fattig, og uligheden mellem somatisk syg og psykisk syg. Bild mig ikke ind, at Anders Kühnau, formand for Løn- og praksisudvalget i Danske Regioner, i ramme alvor havde sagt, at det var fordi kræftlægerne tog for få patienter, at der var tre en halv måneds ventetid på kræftbehandling.

Min generation ofrede halvandet år af vores ungdom for at redde ældre generationer fra en somatisk sygdom. Vi gjorde det med oprejst pande – og vi gør det gerne igen. Men jeg får ondt i maven, når den epidemi af mistrivsel blandt unge, der skyldes alt fra de seneste års nedlukninger til et hyperindividualiseret samfund, ikke tages seriøst af dem, der sidder på magten. Jeg beder ikke om en national nødstilstand. Jeg beder bare om, at de politiske sejre, vi brugte otte år på at kæmpe igennem, ikke bliver gemt i en skrivebordsskuffe, fordi ingen lige vil tage ansvar for faktisk at sikre unge fri og lige adgang til hjælp, når psyken knækker.