Kommunalvalg i København: Få det store overblik

I sidste uge kom valgplakaterne til kommunal- og regionsvalget 2021 (KRV) op at hænge. Der var mange ansigter, nye som kendte, der alle lovede både bedre klima og billige boliger. Da jeg nåede toppen af Langebro, var alle de smarte slogans og store løfter blevet én stor pærevælling i mit hoved. ”København kan mere,” lokker Socialdemokraterne. ”Vi tror på København,” proklamerer Venstre. Jeg besluttede mig for at undersøge ligheder og forskelle imellem kandidaterne i København, for at komme til bunds i, om alle virkelig siger det samme, eller hvor kampene ligger.

Jeg har samlet data på de 10 øverste kandidater på listen fra hvert af de otte partier, der allerede sidder i Borgerrepræsentationen. Oplysningerne stammer fra Danmarks Radio, som har samlet informationer om alle landets kandidater i databasen Din stemmeseddel. I København har Alternativet dog kun ni kandidater, mens to fra Dansk Folkeparti (DF) i skrivende stund ikke har angivet nogen information. Det giver i alt 77 kandidater. Svarene er ikke vejet i forhold til partiernes stemmeandel, men giver et nogenlunde billede af den næste Borgerrepræsentation.

DR har bedt kandidaterne forklare deres tre mærkesager. Et par stikprøver viser, at de fremhævede tre mærkesager ikke altid flugter med dem, kandidaterne fremhæver andre steder. Men for at gøre det sammenligneligt, antages det, at de tre mærkesager opgivet til DR må være de vigtigste for kandidaterne. Herudover har de fleste kandidater nævnt deres alder, deres uddannelsesniveau samt deres politiske forbilleder.

Mærkesagerne er blevet kategoriseret i forskellige temaer. Det er selvsagt en kompliceret øvelse, hvor en del nuancer går tabt, men har den fordel at de bliver sammenlignelige på tværs af kandidater. Her har jeg kigget på, hvad der er den vigtigste hensigt med en given mærkesag, og jeg har sondret imellem at bruge et emne som eksempel – over for at have det som en mærkesag. Hvis f.eks. en kandidat nævner cykelstier med begrundelsen, at der skal være bedre infrastruktur for cykler, tæller det som en mærkesag vedrørende temaet transport. Nævnes cyklisme som en del af grøn omstilling, ryger den i kategorien klima. Det har ført til i alt 30 forskellige mærkesager.

Klima, børn og boliger

Med oversigten over mærkesager bliver det tydeligt, at især tre emner optager kandidaterne. Så det er ikke helt ved siden af, at mange kandidater mener det samme. Klima er ikke overraskende øverst på dagsordenen på tværs af hele spektret. Derefter kommer en kategori vedrørende børn, der dækker alt fra børnehaver og folkeskoler til fritid og idræt. Det er samtidig et område, hvor kommunerne har stor indflydelse.

En fællesnævner for kategorien er, at kandidaterne har motiveret deres mærkesag med børns trivsel. Som når en kandidat f.eks. har fremhævet minimumsnormeringer for børnenes skyld. Er børnehaver derimod fremhævet med fokus på pædagogers arbejdsvilkår, tilhører mærkesagen kategorien for kommunalt ansatte. Det samme gælder idræt; ingen kandidater stiller op til kommunalvalget med idræt som mærkesag, fordi de vil have kommunen til at fostre flere elitesportsudøvere. Det handler om børns trivsel.

Den tredjestørste mærkesag er bolig. Det handler typisk om billigere boliger, selv for borgerlige kandidater fra f.eks. Venstre, der dog i denne sammenhæng har haft ideologisk konsistens nok til at fremføre liberale løsninger på boligproblemet, såsom en lempelse af planloven. Efter de tre store mærkesager er det egentlig en bred palet af emner. Mærkesager som byudvikling, transport, og lokaldemokrati viser, at kommunalpolitikken har sit særpræg, selvom de store temaer kan stjæle dagsordenen.

Alder og køn

Lad os i første omgang kigge på aldersfordelingen blandt kandidaterne. Gennemsnitsalderen ligger på 44,6 år, hvilket er 3 år ældre end gennemsnittet for hele byens voksne befolkning. Den ældste kandidat er 82 år, og den næstældste er 79 år. De stiller begge op for Dansk Folkeparti. Den yngste blandt de 10 øverste på partilisterne er 21 år, og stiller op for De Konservative. Der er 16 kandidater under 31 år, hvilket svarer til 21 pct, hvorimod det tilsvarende tal for hele byens befolkning er 35 pct. Halvdelen af alle kandidater er imellem 32 og 46 år.

De Radikale og Socialdemokraterne stiller med de yngste kandidater. Enhedslisten føres an af tre kvinder i slutningen af 50’erne, men har til gengæld hele tre kandidater under 30 år. Det er næstflest efter De Radikales fire, der også er det klart yngste parti. Alle spidskandidater er mindst 45 år eller ældre, bortset fra Sisse Marie Welling fra SF, som er 35 år. Så selvom kandidaterne her i snit er et par år yngre end ved folketingsvalget i 2019, har vi at gøre med en flok, der er ældre end den befolkning, de vil repræsentere. Det er faktisk den omvendte situation af Folketinget, hvor medlemmerne er 3 år yngre end landets voksne befolkning.

“Alle partier undtagen DF byder faktisk på en liste, hvor over halvdelen af kandidaterne er kvinder, og alle partier minus De Konservative og DF har en kvinde som spidskandidat.”

Vi kan også kigge på kønsfordelingen. På trods af at køn som sådan ikke er angivet, kan det udledes fra billede og navn. Her viser opgørelsen, at der er en nogenlunde ligelig fordeling med et lille overtal af kvindelige kandidater. Alle partier undtagen DF byder faktisk på en liste, hvor over halvdelen af kandidaterne er kvinder, og alle partier minus De Konservative og DF har en kvinde som spidskandidat.

Selvom jeg sagtens kan have overset noget, skal det nævnes, at der ikke er tegn på andre kønsidentiteter end kvinde/mand blandt kandidaterne, f.eks. særligt fokus i mærkesager. Kun en enkelt kandidat nævner LGBT+ som en mærkesag, og det er som tredje prioritet. Ret beset dækker data ikke kandidaters kønsidentitet, men ud fra mærkesager kan vi konkludere, at det for de 77 kandidaters vedkommende kun er 3 pct., der har seksuelle minoriteter som en mærkesag. Det kan sammenholdes med, at ca. 0,5 pct. af befolkningen ifølge Projekt Sexus opfatter sig som ikke-ciskønnede og 8,3 pct. som ikke-heteroseksuelle.

Uddannelseskløft

Når det kommer til uddannelsesniveauet er det et aspekt, hvor kandidatmassen slet ikke er repræsentativ for hovedstadens befolkning. Faktisk har hele to ud af tre kandidater enten en ph.d.-grad, en længere videregående uddannelse eller er universitetsstuderende. Det er væsentligt højere end for København, som allerede ligger i den høje ende med næsten én ud af fire højtuddannede.

Sammenholdt med landet som helhed, hvor kun ca. én ud af ni har været en tur forbi elfenbenstårnets øverste etager, er kandidatfeltet i hovedstaden fra en anden planet. Ikke overraskende er Dansk Folkeparti partiet med de lavest uddannede kandidater. Mere uventet er det nok, at Alternativet stikker ud, og har noget færre kandidater med ikke-universitetsbaggrund end gennemsnittet.

For Socialdemokraterne ville det være en PR-gave, at kunne stille med kandidater, der i den her sammenhæng var mere på linje med hele befolkningen end resten af feltets. Men selv om S ikke har nogle doktorer på listen, kniber det alligevel med repræsentativiteten. Over halvdelen af partiets topkandidater har afleveret en afhandling.

Politiske (u)enigheder

Når vi kigger på den politiske fordeling hos de to højdespringere klima og bolig, er der et tydeligt mønster: Klimaet er blevet populært. En kandidat fra De Radikale vil ”skabe det første kommunale klimavalg”, mens en kandidat fra De Konservative ifølge valgplakaten har den simple dagsorden at ”indfri klimaløftet.” Det har han måske glemt at cleare med resten af sit parti, der ellers overvejende slår sig op på at være bilejernes fortalere.

Sjovt nok har Alternativet, det gamle klimaparti, ikke udtrykt overvældende interesse for emnet i denne omgang. Men man må sige, at deres dagsorden har vundet indpas. Klimaet får støtte fra venstre til højre, selv to ud af tre DF’ere springer ud som klimatosser. Faktisk er det hele 51 pct. af kandidaterne, der har klima som mærkesag, så alt andet lige, kan Københavnerne efter valget altså roligt læne sig tilbage og afvente klimakrisens løsning.

Drejer man blikket imod valgets anden varme kartoffel, boliger, er der en klar drejning imod venstrefløjens dagsordener. Enhedslisten er her det store protestparti, men også Socialdemokraterne vil nu gøre noget ved dét lokum, de selv har siddet på så længe.

Nogle få unge fra Venstre, samt DFs spidskandidat på 79 nævner også boligproblematikken. Bare fordi man er liberal eller nationalkonservativ vælter millionerne til huskøb altså ikke ud af ærmet. Men hvis de gør, skal man stemme på De Konservative, der med al tydelighed er partiet for vinderne på boligmarkedet – ingen af deres kandidater har bolig som mærkesag. Under halvdelen af alle kandidaterne nævner bolig som mærkesag, dog er der stor opbakning blandt de forventeligt to største partier, Socialdemokratiet og Enhedslisten, fra hele 65 pct. af kandidaterne.

Man kunne fristes til at tro, at Socialdemokratiet har en strategi om at overdøve kritikken fra venstrefløjen i borgerrepræsentationen ved at overtage dens store mærkesag. Kender man lidt til historien, kan der selvfølgelig stilles spørgsmålstegn ved troværdigheden af løftet om en ny boligpolitik, hvis det skulle vise sig muligt at samarbejde med højrefløjen om at beholde den gamle.

Den kommunale spændetrøje

Kigger man på de borgerlige kandidater i Københavns mærkesager, lader de til at have svært ved at komme udenom venstrefløjens mærkesager. Kigger vi på opbakningen til udsatte i forhold til støtte til erhvervslivet, står det også klart, at der på kommunalt plan er større bevågenhed om velfærd end vækst.

Det kunne skyldes, at borgerlige i byen er mere venstreorienterede end borgerlige i resten af landet, hvilket en sammenligning med andre kommuner kunne afsløre. Det kunne også henføres til de større ideologiske vinde, der efter pandemien blæser i retning af mere stat. Mest af alt handler det nok om, at det i kommunalt regi netop drejer sig om at profilere sig på at levere dén velfærd, som Folketinget har lovet.

Det peger samtidig på et dybere problem: Kommunalpolitik foregår i et indskrænket politisk rum, som staten har tømt for lokalautonomi. Det kan nemt komme til at handle om konkrete kommunale services, som børnehaver eller plejehjem, og det bliver hurtigt en ret kedelig debat, hvor en børnefamilie og en pensionist aldrig bliver enige eller klogere.

I den anden ende af spektret står problemer som klima og boligmarked, der tydeligvis ikke kan løses alene inden for kommunalpolitik. Når de borgerlige lover mere Metro og venstrefløjen kræver stop for Lynetteholmen, er der næppe nogen af dem, som tror på, at de kan få deres ting gennemført uden statens godkendelse.

Unge vil have mere fokus på boliger og psykiatri

Med det store helikopterperspektiv på kandidaterne, får man også et overblik over, hvad der er på spil for de unge kandidater. Her er det ikke overraskende boligspørgsmålet, der får sindene i kog. Det er netop et problem, der rammer de unge særdeles hårdt.

Dernæst er et emne som psykiatri og mentalt helbred også vigtigt for de unge. Det understreger den mentale helbredskrise, som påvirker især unge i disse år. Her er det også interessant, at psykiatrien står højt på dagsordenen blandt de lavere uddannede. Hele 40 pct. af kandidater med gymnasial baggrund samt 33 pct. af studerende – imod kun 9 procent for alle kandidater – peger på psykiatrien som mærkesag.

Det kunne tyde på, at for politisk marginaliserede grupper er den mentale helbredskrise blandt de største problemer. Vores samfundsmodels manglende evne til at skabe lykkelige borgere er blandt de mest valide beskyldninger imod det liberale, kapitalistiske demokrati, men til årets kommunalvalg tager størstedelen af kandidaterne altså ikke greb om netop denne udfordring – i hvert fald ikke for den nuværende generation af unges vedkommende.

Forbilleder fra Obama til Olsen-Dyhr

DR har begået en lille genistreg ved at spørge til kandidaternes politiske forbillede. 63 ud af de 77 kandidater i undersøgelsen har angivet et eller flere politiske forbilleder. Ved at analysere de svar, kan man også identificere de mest autoritetstro, eller loyale om man vil, partikulturer.

“Fra nutidens kommune-sossere skorter det ikke på opbakning til de neoliberale koryfæer, der lagde det 20. århundredes socialdemokrati i graven.”

Denne liste topper Socialdemokraterne med en hengivenhed til egne toppolitikere, der langt overstiger resten af gruppen. Godt nok nævner ingen deres nuværende statsminister, Mette Frederiksen. I stedet tæller listen folk som Poul Nyrup, Ritt Bjerregaard og Jens Kramer Mikkelsen. Fra nutidens kommune-sossere skorter det således ikke på opbakning til de neoliberale koryfæer, der lagde det 20. århundredes socialdemokrati i graven.

Hos De Konservative er afgudsdyrkelsen formentlig et udtryk for Schlüters nylige bortgang, imens der hos DF er tale om en Pia Kjærsgaard-effekt. På venstrefløjen er det hos SF’erne Pia Olsen Dyhr, der får øjnene til at løbe i vand, mens Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper har en stor stjerne hos de københavnske kandidater for Enhedslisten. Af andre interessante observationer kan det nævnes, at intet mindre end Winston Churchill kan gøre det for to af de borgerlige kandidater, imens to fra De Radikale fremhæver selveste Barack Obama.

Den næste borgerrepræsentation vil være ældre og væsentligt bedre uddannet end resten af byen, men den kommer ikke til at løbe tør for ambitioner.