Spansk aktivist inden valg i Andalusien:
Venstrefløjen står i en historisk krise

Det er høj solskin, da Raúl Camargo skråner over gaden. Solidaritet møder ham på en café tæt på hans arbejde, et stenkast fra Santiago Bernabeu, hvor fodboldklubben Real Madrid spiller. Til dagligt arbejder Camargo i den offentlige administration, men ved siden af er han politisk aktivist i partiet Anticapitalistas, den spanske sektion af den revolutionære sammenslutning Fjerde Internationale.

Camargo var fra 2015-2019 medlem af Madrid-regionens parlament, hvor han var valgt ind på Podemos-listen. Det skete blot et år efter Podemos fænomenale opstart, hvor partiet stormede ind i EU-parlamentet med fem mandater, og gik fra nul til 8 % af stemmerne. Faktisk var det hjemme hos Camargo, i forstaden Rivas-Vaciamadrid, at flere af Podemos stiftere mødtes for at diskutere grundlæggelsen.

Bittesmå sejre og konservativ tomgang

I dag har Raúl Camargo ikke meget godt at sige om Podemos. Han forlod partiet i starten af 2020, da Podemos – sammen med det andet parti Izquierda Unida (Forenet Venstre, red.) – valgte at indgå som juniorpartnere i den socialdemokratiske regering.

“Mange arbejdere bliver nødt til at tage overarbejde, fordi huslejen er skyhøj.”

”I Spanien har vi en regering, som de kalder den mest progressive i historien. Den har lavet nogle få ændringer i arbejdslovgivningen, men ikke fjernet de vigtigste angreb, som den tidligere konservative regering implementerede. Den har heller ikke gjort noget ved den repressive ‘Ley mordaza’ (mundkurvsloven, red.), som begrænser friheden til at protestere, og styrker politiets ret til at undertrykke”, siger han.

Hvad så med mindstelønnen? Det bliver fremhævet som en af regeringens store sejre?

”Det er rigtigt, at mindstelønnen steg. Men det skete faktisk, inden Podemos trådte ind i regeringen. I 2018 faldt Partido Popular-regeringen (Folkepartiet, det største konservative politiske parti i Spanien, red.) ved et mistillidsvotum på grund af korruption. Det første halvandet år havde socialdemokraterne så magten alene, og mindstelønnen steg fra 735 til 900 euro. Men efterfølgende er den steget meget lidt, særligt når man tænker på, at vi har 8,5 % inflation nu.

Beskæftigelsen er høj nu, hvilket skyldes det lille opsving efter pandemien. Samtidig er der mange arbejdere, som bliver nødt til at tage overarbejde, fordi huslejen er skyhøj. Regeringen har ikke gjort noget for at tilbagerulle den arbejdsmarkedslovgivning, som har åbnet for prekære arbejdsforhold, vikarer og midlertidige ansættelser. I det hele taget har det været to meget skuffende år.”

Catalonien fortsat undertrykt

Heller ikke når det handler om det catalonske selvstændigheds-spørgsmål, der længe har været et betændt spørgsmål i spansk politik, er Raul Camargo imponeret over Podemos’ resultater i den socialdemokratisk ledede regering.

”Den gamle konservative regering undertrykte Cataloniens folkeafstemning om løsrivelse hårdt. Da den nye regering kom til magten, lavede Pedro Sánchez en aftale med det catalonske parti ERC om at oprette en forhandlingskommission. Men der er ikke rigtig sket noget. Man har dog løsladt nogle af de ledere, der var blevet fængslet. Men der er tale om en løsladelse, ikke et amnesti.

Catalonien har endnu ikke har fået muligheden for selv at bestemme sin fremtid. Vi i Anticapitalistas forsvarer denne ret. Det er ikke en holdning, som det meste af venstrefløjen deler, heller ikke Podemos og Izquierda Unida. De er i regering, og tør ikke konfrontere deres socialdemokratiske samarbejdspartnere på dette spørgsmål”.

Oprustning uden modsvar

Dagen inden interviewet skriver spansk presse, at forsvarsministeriet ønsker en ekstrabevilling på tre milliarder euro. Raúl Camargo ser opblusningen af militarisme som endnu en del af regeringens svigt.

”Krigen i Ukraine er blevet brugt som undskyldning for en enorm oprustning. Madrid kommer endda til at være værtsby for topmødet i NATO i slutningen af juni. Forslaget om en ekstrabevilling kommer naturligvis fra forsvarsministeriet, som styres af PSOE (Socialdemokratiet, red.). Unidas Podemos har sagt, at de er imod det, men de tager ikke konsekvensen af det, og forlader regeringen som modsvar til oprustningen. De taler meget, men gør ingenting.”

Hvad er alternativet til militarismen?

”Det er at bruge pengene på offentlig velfærd, at genetablere arbejdernes købekraft, og at lave en skattereform, så de rige betaler krisen. Det er dét, der må gøres, i stedet for at bruge flere penge på militær, når Spanien overhovedet ikke er truet udefra. Oprustningen sker i solidaritet med NATO og for at underordne sig USA’s interesser”.

Skuffelse giver borgerlig vind i sejlene i Andalusien

Skuffelsen med regeringen i brede lag af befolkningen er kommet til udtryk i en række regionalvalg. Raúl Camargo hæfter sig ved venstrefløjens store nederlag ved valget i Madrid sidste år, hvor Podemos-stifter Pablo Iglesias tabte, og samtidig trak sig tilbage.

”I Madrid vandt de konservative i PP med Isabel Ayuso i spidsen, hun er en neo-konservativ, lidt i stil med Trump. Men også i Castilla-León har der været regionalvalg, hvor de borgerlige også vandt, og det yderste højre, partiet Vox, fik et stort valg”, forklarer Camargo.

Søndag 19. juni er der regionalvalg i Andalusien. Også her lader det til, at skuffelsen med regeringen kommer til at give de borgerlige partier vind i sejlene, vurderer Raul Camargo. ”I meningsmålingerne ser det ud til, at PP genvinder magten, og at VOX også står til fremgang. Hvis PP ikke får flertal alene, kan det betyde, at de vil være afhængige af det yderste højre.”

To venstrefløjslister i Andalusien

Samtidig står venstrefløjen splittet. Raúl Camargo’s eget parti, Anticapitalistas, blev smidt ud af den regionale venstrefløjsalliance, og blev ligefrem frataget deres valgte mandater, efter forslag fra Podemos-ledelsen og med stemmer fra højrefløjen.

“De har forsøgt at få os udelukket fra TV-debatterne, men vi er endt med at blive inviteret alligevel.”

”Det er en absurd situation. Vi havde en klar aftale om at vi, trods bruddet med Podemos, fortsat kunne være i regionalrådet og i den regionale venstrefløjsalliance. Vi blev udvist, hvilket har fået os til at lægge sag an, men retssagen kører endnu, og nu er der nyvalg”.

Resultatet er, at der ved valget 19. juni er to venstrefløjslister, den ene hedder Por Andalucia og har opbakning fra Izquierda Unida, men ikke Podemos, som på grund af et senere skænderi har valgt at udeblive. Den anden liste hedder Adelante Andalucia og støttes af Camargos parti Anticapitalistas.

”De har endda forsøgt at få os udelukket fra TV-debatterne, men vi er endt med at blive inviteret alligevel. Vores hovedkandidat er Teresa Rodríguez fra Anticapitalistas, som er en karismatisk kvinde og velkendt skikkelse i regionalpolitik. ”

Jeg har lagt mærke til, at I også kører en særlig andalusisk vinkel og har allieret jer med to mindre nationalistiske organisationer. Er det et problem?

”De er ikke nationalister, forstået som separatister. De ønsker ikke Andalusiens selvstændighed, men vil bare have mere selvbestemmelse. Det støtter vi. Spanien er en enormt centralistisk stat. Vi kæmper mod den centralisme og for mere regional autonomi”.

VOX: En sammensat højrenationalistisk størrelse

Ligesom ved de seneste valgprocesser, er det ekstreme højrefløjsparti VOX at finde på stemmesedlen til regionalvalget søndag i Andalusien. Raúl Camargo ser dem som et farligt fænomen, og forklarer: ”De stammer fra en splittelse i det konservative parti PP, så det er altså ikke en gruppe ny-nazister eller hooligans. Det er tværtimod historiske mellemledere, stærkt højreorienterede personer som mente, at Rajoy (tidligere spansk premierminister for Partido Popular, red.), var for blød over for Catalonien i starten af 2010’erne. De ville have endnu mere repression.”

“VOX kom ikke over spærregrænsen, da de stillede op til parlamentet i 2015 eller 2016. Men ved valgene i 2019 stormede de ind, og har nu 15% af stemmerne.”

”VOX er en sammensat størrelse, rent ideologisk. På den ene side er de neo-konservative, men på den anden side er der også nogle, som ser mere mod Le Pen, altså en mere social ultra-højrefløjspolitik, som også forsøger at vinde opbakning blandt nogle arbejdere på landet. Det gør de med en anti-immigrant diskurs, blandet med taler for spansk enhed, samt en anti-elite og anti-politiker diskurs. Det er selvfølgelig lidt komisk, når deres leder, Santiago Abascal, er en mand, der aldrig har haft et almindeligt arbejde i hele sit liv.”

VOX kom ikke over spærregrænsen, da de stillede op til parlamentet i 2015 eller 2016. Men ved valgene i 2019 stormede de ind, og har nu 15% af stemmerne, svarende til 52 mandater. Det er dog ikke kun deres vælgerfremgang der bekymrer Raúl Camargo:

”De har også stor opbakning fra dét man kan kalde den dybe stat. Blandt dommere, politimænd, militærfolk. Der har været sager med reaktionære grupper i hæren som diskuterede mulighederne for et statskup. Det kom ikke videre end beskeder på WhatsApp, men det er sektorer som sympatiserer med VOX og den slags er bekymrende”.

Hvad gør venstrefløjen for at stoppe dem?

”Hvis du spørger regeringspartierne, så er deres strategi at man skal tie dem ihjel. Men vi mener, at de er blevet så store, at man ikke kan ignorere dem. Man må bekæmpe og konfrontere dem direkte. Vi må afvæbne deres diskurs og påpege at de selv er børn af eliten.

Det gjorde Teresa Rodríguez for eksempel også i TV-debatten den anden aften, hvor hun gik direkte i kødet på VOX kandidat til regionalvalget i Andalusien. Mens de andre kandidater ignorerede VOX-kandidaten, som havde sagt vanvittige ting om immigranter og kvinder, så konfronterede vores kammerat hende direkte.”

Kampklar til fremtiden

Der er nu gået to år siden Camargo forlod Podemos. På spørgsmålet om, hvorvidt det har været en fordel eller en ulempe, starter han med at skitsere fremtidsperspektiverne:

”Vi tror, at der kommer et uundgåeligt nederlag for koalitionsregeringen. Skuffelsen vil føre til apati og mange sofavælgere. Podemos er for os at se en tom skal. Så snart regeringen taber, vil de ikke have nogen stor finansiel støtte og, det er ikke et traditionelt parti med stærk medlemsorganisering.

Vores kamp handler om at vise, at der fortsat er et kampklart alternativ, selv efter oplevelsen med en skuffende regering. Vi er endnu en lille organisation, men vi er dog landsdækkende. I Andalusien har vi muligheden for at opnå et fint resultat.”

---