Debat: Splinten og bjælken – hvor er venstrefløjens visioner?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Har man smag for beretninger om katastrofer, sammenbrud og undergang, så er tiden den rette. Specielt for dem, der følger med i det borgerlige Danmarks parlamentariske kollaps. Vigtigst er selvfølgelig sammenbruddet for de to bærende søjler i det borgerlige Danmark siden årtusindeskiftet: Dansk Folkeparti og Venstre.

Hvor ska’ vi hen, du?

Da først Socialdemokratiet (og et stykke ad vejen SF) havde erkendt udfordringerne omkring den ikke-fungerende integration og den skæve udvikling af de forskellige landsdele, så gik luften af Dansk Folkeparti – man havde ikke andet at komme med.

På samme måde med Venstre: Da det ikke længere gav mening at forsøge at samle borgerligheden omkring en “fast og fair udlændingepolitik”, så opdagede partiledelsen, at man ikke vidste, hvor Venstre skulle hen.

“Den “anstændige borgerlighed” snapper panisk efter luft i Venstre og Konservative. De pæne mennesker hos De Radikale kæmper med samme udfordring – selv om de selvfølgelig mener, at det er noget helt andet, når det gælder dem.”

Men andre har også bidraget til løjerne. De radikale har i to omgange leveret mandskab til to (måske nu snart tre) nye partier: Ny Alliance og Alternativet. Ny Alliance blev til Liberal Alliance – inden det endte i fortænkt og studentikos superliberalisme Og Alternativet endte i alt det, som de sagde, de ikke ville: Personlige magtkampe og politisk tomgang. Nu kan man spille på, om Lars Løkke og Jens Rohde finder sammen i et nyt politisk eksperiment “på midten”.

Glistrup på coke

Ny i klassen er Nye Borgerlige – som så ikke er så nye endda. Det er nærmest en ren genfødsel for Glistrups anarko-liberalistiske Fremskridtsparti. Men nu i en ny nordsjællandsk aftapning – Glistrup på coke!

Alt efter temperament kan man grine eller græde. Men bag al forvirringen gemmer der sig en grundlæggende udfordring for borgerligheden. Hvad vil det sige at være borgerlig i en moderne og globaliseret verden? Thatchers, Reagans og “Chicago-skolens” ultra-liberalisme er død – hvis man lige ser bort fra Nye Borgerliges politiske nekrofili.

Den national-konservative tendens skal nok overleve. Men den vil i dansk sammenhæng aldrig kunne samle uden for de mest tilbageskuende og reaktionære miljøer. Den “anstændige borgerlighed” snapper panisk efter luft i Venstre og Konservative. Ord og begreber som retsstat, respekt for den personlige frihed og forpligtigende internationalt samarbejde skal man lede længe efter. De pæne mennesker hos de radikale kæmper grundlæggende med samme udfordring – selv om de selvfølgelig selv mener, at det er noget helt andet og ganske særligt, når det gælder dem.

Hvor er SF og Enhedslistens store politiske projekter?

Men inden alle de venstreorienterede falder helt omkuld i ondskabsfuld fnis og latter over borgerlighedens vanskeligheder, så skal de lige kigge sig lidt omkring. For godt nok hersker der ro og orden på venstrefløjen. Storesøster Mette har et fast greb om sit parti. Hun og hendes nærmeste har rent faktisk noget, der ligner et politisk projekt.

Det samme kan man til gengæld ikke rigtig sige om de to andre små, reformistiske partier. Her har de to mindre søstre – Pia og Mai – godt nok et fast greb om organisation og kommunikation. Men hvori det store politiske projekt består, er straks mere uklart.

Det er i hvert fald svært at få øje på det store selvstændige projekt for omfordeling af magt og ressourcer. Det er der ingen strategi for. Man er selvfølgelig til hver en hver tid leveringsdygtig i “velfærds-maksimalisme” og ambitiøse klimamål, tilsat passende doser af bekymringer omkring verdens gang i det store udland, ny teknologi og kulturlivets kommercialisering. Men ellers råder der en rungende, ideologisk tomhed. Vareproduktionen, den samfundsmæssige arbejdsdeling og produktivitet tager man åbenbart som givet.

Men hvem ved – måske består ”projektet” i virkeligheden bare i at holde storesøster Mette ved magten? Det er der nødvendigvis ikke noget galt i. – Men så sig dog det. Det oprindelige udgangspunkt om omfordeling af magt og penge fra de få til de mange er glemt. Den forestående kommunalvalgkamp vil formentligt dokumentere det. Her vil der med sikkerhed blive talt en masse om frøer og sjældne sommerfugle, cykelstier og affaldssortering. Mern for eksempel ikke så meget om de tusindvis af unge, der forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne godt nok til, at de gennemfører en ungdomsuddannelse – en af arbejderbevægelsens historiske mærkesager.

Jeg skal ikke skose nogen for at grine af de borgerlige – det er nemlig fristende. Men kære venstreorienterede venner: Glem ikke ideen og udgangspunktet om at flytte magten og ressourcerne – fra de få til de mange!