Stærk, feministisk antikrigs-roman om borgerkrigen i Libanon

Romanen Sitt Marie-Rose foregår før og under den libanesiske borgerkrig (1975-1990) og er skrevet, mens forfatteren Etel Adnan var direkte vidne til borgerkrigen – og ikke som meget anden krigslitteratur skrevet efter krigen i et tilbageskuende blik

At forfatteren også er kunstmaler, mærkes i de intense passager hvor hun skildrer krigens vold:

“Volden skyder op fra hver kvadratmeter jord, som om den var en skov af metal (…).  Byen er et elektromagnetisk felt, alle vil kobles på. Den er ikke længere et sted, man bor, den er en skabning, der minder om et afsporet tog”.

Kort før krigen bliver romanens hovedperson, Marie-Rose ringet op af barndomsvennen Mounir, som gerne vil lave et filmprojekt sammen med hende. Marie-Rose og Mounir gik som teenagere på samme kristne fransksprogede gymnasium i det rige Østbeirut. I en periode var de forelskede og nåede at udveksle et enkelt kys, men blev aldrig et par.

Nu bor hun i det vestlige ‘arabiske’ Beirut som fraskilt med sine tre børn, er aktiv med humanitært hjælpearbejde i en palæstinensisk flygtningelejr. Hun lever sammen med en palæstinensisk læge, som hun mødte og blev kæreste med ved begravelsen af Ghassan Kanafani – den palæstinensiske digter og medstifter af PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Kanafani blev dræbt af en israelsk bilbombe foran sit hus i Beirut i 1972.

Marie-Rose arbejder i romanens nutid som lærer på en skole for døve børn i det østlige Beirut, mens hendes tre børn går på en anden skole.

Mounir og de kristne macho-venner

Barndomsvennerne Mounir og Marie-Rose mødes nogle gange og taler om filmprojektet. Med ironisk distance tegnes et klamt billede af Mounir og hans kristne slæng:  Forkælede kristne overklassefyre hvis største glæde det er at gå på jagt i udlandet. For disse kristne mænd er det sjovere at skyde fugle end at knalde.

Og som der står: “Ingen kvinde kan nogensinde give dem samme følelse af magt, som biler kan”. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at de tilslutter sig de kristne militser (falangisterne) og går aktivt ind i borgerkrigen på falangisternes side.  

De kristne maronitter nærer et voldsomt had til ‘muslimerne’. De betragter de ‘muslimske’ palæstinensiske flygtninge, der er blevet smidt ud af først Palæstina og siden af Jordan, som besættere at deres land, Libanon. Palæstinensernes ankomst øger antallet af sunnimuslimer i Libanon og mindsker dermed de kristnes indflydelse, da magten i Libanon fordeles efter religiøse kriterier og religionernes størrelse (et såkaldt konfessionelt system, red.)

Filmprojektet mellem Mounir og Marie-Rose bliver brat afbrudt, da borgerkrigen bryder ud den 13. april 1975, hvor en bus med palæstinensiske fedayiner (guerillaer) bliver bombet af falangisterne og samtlige passagerer dræbt. Blodbadet er i gang.

Marie-Roses bortførelse og afhøring

Et år inde i krigen bliver Marie-Rose på vej fra Vestbeirut til sin skole i Østbeirut kidnappet af barndomsvennen Mounir og hans to falangistvenner og en kristen præst. De anklager hende for at støtte den palæstinensiske modstandsbevægelse og for at leve sammen med en palæstinensisk læge, som sandsynligvis er medlem af PFLP. Og så er hun kendt fra medierne for sin kamp for forbedringer af skolerne, støtte til typografernes strejke og kvindesagen.

Forhøret skildres i små afsnit, fortalt af syv skiftende fortællere, børnene, Marie-Rose, militsmændene, en præst og en alvidende fortæller. Skiftet i perspektiv mellem offer og bødler fremmaler en dramatisk, næsten uudholdelig spænding hos læseren.

De døve børn, hendes elever, er blevet tvangsindlagt til at overvære forhøret, så de kan se, “hvad der sker med forrædere”. Børnene taler i teksten med en kollektiv stemme og udtrykker ønske om at hjælpe deres elskede lærer Sitt Marie Rose (Sitt er en arabisk høflighedstiltale til en kvinde).

De kan ikke høre, men de kan se, at hun er vred: “I dag er Sitt Marie-Rose ikke tilfreds. Hendes øjne er blevet sorte som dalen en sommeraften”.

Marie-Rose reflekterer under forhøret over, at Libanon og den arabiske verden er plaget af sekter og klaner, der skaber splid og hindrer forandring. Hun anklager specielt den franske kolonialisme og katolicismen for at bære hovedansvaret for de libanesiske mænds vold og kvindeforagt. Hun ser palæstinensernes ankomst til Libanon som en positiv ‘åbning’:

“For første gang i den arabiske historie er en gruppe gået i døden for en anden”, hvorved hun nok tænker på, at her i borgerkrigen kæmper de arabisk-palæstinensiske og arabisk-libanesiske frihedskæmpere side om side. Altså et skridt i retning af arabisk enhed. Hun omtaler palæstinenserne med ømhed: “Åh, dette tankeløse og modige folk med en livskraft, der trodser døden”.

Romanen er et fantastisk lille kunstværk om en arabisk kvindes liv under krig. Ikke en kvinde der taler i venstrefløjssprog som fx en Leila Khaled, men en kvinde dybt optaget af retfærdighed og humanisme, og som taler følelsernes sprog.

Oversætter og forfatter

Sitt Marie-rose er flot oversat fra fransk af Ditte Marie Nesdam-Madsen, der i sit efterskrift fortæller, at romanen Sitt Marie-Rose er inspireret af en ‘virkelig’ kvinde. Den kvinde er Marie-Rose Boulus, som blev dræbt af en kristen milits i borgerkrigens begyndelse. Marie-Rose Boulus var indvandrer fra Syrien, underviste døve børn og lavede socialt hjælpearbejde i en palæstinensisk flygtningelejr.

Forfatteren og billedkunstneren Etel Adnan (1925-2021) voksede op i Beirut, gik på fransksprogede skoler og lærte aldrig arabisk, der var forbudt sprog. Hun levede store dele af sit liv i Frankrig og i USA. I starten af 1970’erne vendte hun tilbage til Beirut og arbejdede på fransksprogede aviser, da borgerkrigen brød ud. Her skrev hun Sitt Marie-Rose, mens hun fra sin lejlighed fulgte med i krigen i Beiruts gader. Hun levede resten af sit liv i eksil.

Etel Adnan: Sitt Marie-Rose (Ovo Press, 2024), 145 sider, pris 200 kr.