Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. februar. 2022

Støtteauktion for Julian Assange indsamler over 200 millioner på rekordtid

Den hemmelige kunstner og aktivist PAK har i samarbejde med Julian Assange lavet kunstværket Clocks, som skal indsamle penge til Wikileaks-stifterens igangværende retssag. Værket har på få dage rejst flere hundrede millioner kr. i kryptovaluta.

Kunstværket Clocks udvikler sig løbende, og viser antallet af dage, Julian Assange har siddet i fængsel. Billede fra hjemmesiden Censored.

Det kan være dyrt at kæmpe i retssystemet. Spørg bare Julian Assange, der i 2012 blev sagsøgt af sine advokater, fordi han ikke havde råd til at betale deres løn. Men nu er der sjældent godt nyt for den australske pressefriheds-aktivist, der på tredje år kæmper i det britiske retssystem mod at blive udleveret til USA.

Et digitalt kunstværk i form af en såkaldt Non-Fungible Token (NFT) er nemlig blevet udviklet i samarbejde mellem Assange og den anonyme kunstner, PAK. Kunstværket hedder ‘Clock’, og viser antallet af dage, Julian Assange har siddet i fængsel – pr. 8 februar 1.034 dage, eller to år og ti måneder. Clocks bliver udbudt som både et ekslusivt værk og en ‘Open Edition NFT’. Hvor den første derfor bliver et unikt værk, giver den åbne version mulighed for at trykke et uendelige antal eksemplarer. På den måde er kunstværket både tænkt som et unikt værk og en masseproduceret vare, som bliver tilgængelig for alle interesserede. Det er nemlig op til brugerne selv, hvor meget de vil betale. På hjemmesiden https://censored.art/message har de enkelte købere også mulighed for at få tilføjet en personlig hilsen til deres udgave af ‘Clocks’.

Kryptovaluta for millioner

Salget af NFT’erne skal bidrage til at hjælpe Assange økonomisk, og selv om man altså ikke får noget, man kan hænge op i stuen, er der allerede rift om de krypterede bits. Auktionerne på ‘Clock’ foregår via hjemmesiden Censored, og bud afgives i Etherium (ETH). Det er en kryptovaluta på linje med den mere kendte Bitcoin, og selv om prisen på en Etherium ikke er i nærheden af Bitcoin (284.000 kr.), har en enkelt Etherium stadig en værdi på omkring 20.000 kr.

Ifølge Censored er det førende bud på den ekslusive del af værket over 2.000 ETH, hvilket svarer til over 40 millioner kr. Det er dog de mindre bud på det åbne kunstværk, som for alvor trækker penge ind til den juridiske støttefond: Her er der nemlig allerede blevet købt kopier for mere end 200 millioner kr. oplyser hjemmesiden Don’t Extradite Assange.

Risikerer op til 175 års fængsel

Wikileaks-stifteren Julian Assange har været hyppig gæst ved de britiske domstole siden 2019, hvor den ecudorianske ambassade i London overgav ham til myndighederne. Baggrunden for retssagen er en udleveringsbegæring fra USA, som anklager Assange for at have lækket statshemmeligheder, blandt andet i forbindelse med Chelsea Mannings afsløringer af NSA’s omfattende aflytning af verden. At Assange og hans juridiske team fortsat kæmper hårdnakket mod udleveringen, hænger også sammen med, at han ifølge Wikileaks risikerer op til 175 års fængsel, hvis han bliver dømt ved de amerikanske domstole. Anklagerne mod Julian Assange er tidligere blevet fordømt af bl.a. Amnesty International, der også kritiserer hans årelange tilbageholdelse i det topsikrede Belmarsh-fængsel uden for London.

Alle penge fra auktionen går til at dække omkostningerne ved både den igangværende retssag mod Julian Assange, og eventuelle fremtidige retssager i USA, oplyser hjemmesiden Don’t Extradite Assange. Skulle man have lyst til at følge auktionen – eller selv have lyst til at byde på et af de digitale kunstværker – kan man gøre det på hjemmesiden Censored.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER