Storbyerne efter corona: Tid til by-skat?

Tætbefolkede byer er blevet nævnt som tabere i en tid med smittespredning og social distance. Indtil videre tyder det dog ikke på, at storbyernes rolle som økonomiens dominerende tyngdepunkt er truet. Politisk bør coronakrisen derfor udnyttes til at gøre den økonomiske geografi mere lige igennem en by-skat.

Af David Kempel

Storbyernes udvikling er et varmt emne. I Danmark har planerne om en ny ø ud for København skabt stor uenighed og debat. Pandemien vil utvivlsomt sætte sit aftryk på verdens byer, men krisen vil i sig selv næppe føre til grønnere, mere socialt retfærdige byer.

I kølvandet på forårets nedlukning har flere spået, at storbyerne står over for en nedgangstid. Folk vil væk fra de tætbefolkede områder, hvor smitterisikoen er stor, og ud i hus med have, hvor der er plads til at boltre sig i privaten, når isolation og distance er mantraet. Mere online og mere hjemmearbejde vil gøre rejsetid mindre relevant. Og for flere vil afvejningen af afstand til byen over for mere plads tippe til fordel for mere plads. Det burde i teorien give lavere boligpriser og mindre trafik i byen.

Men et forstærket ønske om at komme ud af byen fjerner ikke de grundlæggende problemer, som den by-centrerede økonomi lang tid før pandemien skabte. Den strukturelle udvikling, der producerer overkoncentration i storbyerne og afmatning i landdistrikter, er i bedste fald upåvirket af pandemien – og i værste fald intensiveret.

Storbyerne som kontrolcentre

Historisk set har tætbefolkede centre næsten altid fungeret som dynamo for udvikling. Den tendens er særligt blevet forstærket siden industrialiseringen i 1800-tallet.

Politisk magt centraliseres typisk i takt med, at kommunikationslinjer forbedres. Det skete i Danmark med opbygningen af både en stærk centraladministration og en lydhør lokaladministration i løbet af 1700-tallet. Og det blev yderligere forstærket med jernbaner, dampskibe og telegrafen i 1800-tallet.

Økonomisk centralisering er fulgt i kølvandet på to strømninger. Den ene drejer sig om et skifte fra lokal energiproduktion til mobil energiproduktion: fra stedbundne vandmøller til transporterbar olie. Det muliggjorde koncentration i store bycentre. I dag fungerer cloud computing på samme måde ved at bringe computerkraft fra datacentre udenfor byen ind til kontorerne i byen.

Det andet element er centraliseringen af systemdesign. En væsentlig andel af præindustriel produktion lå i den lokale arbejdsindsats. Men masseproduktion og standardisering førte til, at innovation og procesoptimering blev flyttet til et centralt kontrolcenter. Et eksempel er minedrift, som er gået fra at handle primært om tilstedeværelsen af resurser i jorden til at dreje sig om centraliseret analyse af data – såkaldt smart mining.

Læg hertil, at der siden 1990’erne har været en tendens imod en kulturel opvurdering af den ‘urbane livsstil’, og der tegner sig et billede af, at storbyerne i dag står som samfundets geografiske tyngdepunkt.

Krisen har styrket tendensen til centralisering

Af disse trends har pandemien egentlig kun svækket den kulturelle tiltrækning til bylivet. Begunstigelse af online kommunikation har styrket den politisk centralisering, som i de mange pressekonferencer der bliver streamet direkte fra ministerier eller styrelser i det centrale København.

Stigende online kommunikation har ligeledes styrket centraliseringen af virksomhedernes operationer. Det mest åbenlyse eksempel er de store tech-virksomheders stigende markedsværdi, stillet over for lokale serviceerhvervs nedtur. Men pandemien har også understreget, at værdien i den by-orienterede økonomi skabes i centraliseret systemdesign af f.eks. algoritmer og forskning.

Nærhed til storbyens laboratorier, kontorer, hovedsæder og ministerier er altså stadig et afgørende parameter. Hvis en forskydning finder sted vil det være fra storbyens indre kerne til dens allerede attraktive forstæder. Ønsket om mere plads kan for de flestes vedkommende stadig ikke indfris uden at gå så meget på kompromis med afstand til storbyens og dens forstæders arbejdspladser, at pendling-kilometerne bliver uoverkommelige – selv med flere hjemmearbejdsdage. Og dertil kommer situationen for de mange, som ikke kan tage arbejdet med hjem foran computeren.

Tid til en by-skat?

En af de mest provokerende – men gennemtænkte – løsninger på storbyens overkoncentration kommer fra Oxford-økonomen Paul Collier. Han foreslår en by-skat. Collier ræsonnerer, at en del af værdiskabelsen for den enkelte, højtbetalte specialist ikke blot stammer fra vedkommendes evner men også fra vedkommendes position i storbyens netværk af værdiskabelse – i kontrolcenteret.

En specialist i storbyen må altså tilskrive en del af sin indkomst til selve storbyen. Derfor bør en del af indkomsten beskattes med henblik på at opveje de skadelige ‘koncentrations-dynamikker’, som storbyens attraktivitet således medfører. Det ville være det mest socialt retfærdige at gøre.

Den kommunale udligning gør indirekte det samme, men den måler groft sagt på social nød fremfor storbyens værdiskabende effekt, og den er derfor mindre anvendelig som styringsmekanisme end en by-skat.

Hvem vil politisk støtte en sådan tankegang? Ikke dem, der er rædselsslagne for, at storbyens vækstmotor skal gå ned i gear. Men det burde progressive med fokus på social retfærdighed gøre.

Hvis krisens sprængning af de vanlige begrænsninger skal udnyttes til fordel for bedre storbyer og en mere retfærdig økonomisk geografi, bør det ikke kun handle om flere grønne områder og omdannelse af boulevarder til bilfri cykelstier – hvor godt det end er. Krisen kan også bruges til at promovere radikale tiltag for mere social retfærdighed i den økonomiske geografi.