Svar til Kjeld Hansen: Nederlandene har (også) brug for en landbrugsrevolution!

Landmand og forfatter Kjeld Hansens skrev for en måneds tid siden en artikel i Solidaritet, der handler om at sige farvel til dansk landbrug. Den handler mest om, at det er en elendig forretning, og sammenligner landbrugssektoren i Nederlandene og Danmark. Hvor vi herhjemme dyrker 62 % af jorden, er nederlændernes forbrug kun 48 %, selv om de tjholener 693 mia. kr. på at eksportere landbrugsvarer.

Det er muligt, at nederlænderne er langt bedre til at udnytte billig arbejdskraft, ny teknologi, gødningsstoffer, pesticider, antibiotika og vandressourcer. Ifølge informationer fra Nederlandene har det dog en enormt stor pris for miljøet. 

Hansen mener, at forskellen på dem og os er, at man i Nederlandene producerer langt flere højværdiprodukter end dansk landbrug, der stædigt satser på masseproduktion f.eks. høns, svinekød og mælk. Men det gør de sandelig også i Nederlandene, hvor der årligt produceres 22 millioner svin under samme industrielle vilkår som Danmark. Hertil kommer mindst 12 millioner kvæg og 112 millioner fjerkræ, og ligesom de danske bønder suger de gladeligt masser af penge ud af EU.

Nederlandsk miljøaktivist: Der er brug for en revolution

Med afsæt i Kjeld Hansens påstand om, at man her kan finde et forbillede for dansk landbrug, henvendte jeg mig derfor til NOAH’s søsterorganisation i landet, hvor jeg talte med miljøaktivisten Geert Verstegen. Hans svar var klart: ”Nej tværtimod, det vi har brug for her, er en revolution for at gøre landbruget bæredygtigtigt”. Tingene står ifølge Verstegen meget skidt til, både hvad angår klimamålene, biodiversiteten og indbyggernes helbredsproblemer. Det skyldes til dels luftforurening fra biler, men ikke mindst ammoniakdampe fra det lokale landbrug.

“Geert Verstegen mener ikke, at løsningen ligger i moderne teknologi, men først og fremmet i ændrede handels- og forbrugsmønstre.”

Ifølge Geert Verstegen er et af de største problemer i det tæt befolkede land – hvor der bor 17 millioner mennesker på et område lidt mindre end Danmarks – at landet er den næststørste eksportør af fødevarer i verden, kun overgået af USA. 80 % af alt, hvad der avles og dyrkes, bliver sendt ud af landet, hvilket giver et enormt miljøpres, dels i form af transport, og dels på grund af et enormt energiforbrug til den omfattende blomster-, grøntsags- og dyreproduktion. Hele den nederlandske grøntsagsproduktion i de mange drivhuse er afhængig af naturgas, som bliver udvundet fra undergrunden i den nordlige del af landet, og gassen er også altafgørende for opvarmning og madlavning i hele landet. Et ”uheldigt” biprodukt af udvindingen af gas er et stigende antal jordskælv i den nordlige del af landet. Det skyldes, at den gas, de har hentet op, dels skader bygninger, og at jorden i store landområder falder sammen grundet de tømte lagre i undergrunden.

Havvand truer drikkevandet

Jordskælv og fossilgasser er dog langt fra de eneste problemer. Oveni kommer et enormt vandforbrug – uanset smarte ‘drypløsninger’ – og man har alvorlige problemer med grundvandssænkninger, som også truer Amsterdam, der er bygget på pæle, og som derfor udtørres.

Grundvandssænkningerne indebærer, at der trænger havvand ind under digerne, og saltvandet synker ned i grundvandet. Det er en kæmpe trussel, da det meste af Nederlandene ligger under havets overflade. Man kan derfor spørge sig selv, om en fortsat vandforsyning til en befolkning på 17 millioner mennesker, 200 millioner dyr og mange millioner drivhus-kvadratmeter er holdbar på længere sigt? Er det holdbart at sende den absurd store blomsterproduktion ud i resten af verden med fly på daglig basis? Den nederlandske eksport er uanset teknologiske fif og vandbesparende drypsystemer en enorm klimabelatsning.

Geert Verstegen pointerer, at det aldrig kan blive bæredygtigt at producere grøntsager, tulipaner, roser og bær året rundt i alle de drivhuse, der fylder op i landskabet, og da slet ikke i den målestok, som det lige nu foregår i. Hertil kommer, at alle de arealer, hvor de dyrker blomster der eksporteres, kunne bruges til traditionel dyrkning af afgrøder.

De nederlandske landmænd hælder ligesom deres danske kolleger alt for meget gylle ud på markerne, i et omfang, der langt overskrider EU’s bestemmelser. Det resulterer også i helbredsskadelige ammoniakdampe i luften, der forårsager sygdom og alskens gener for folk i nabolaget. Når de forsøger at lave metangas ud af gylle, som består af 98 % vand, er energiforbruget endvidere så stort, at resultatet udgør et negativt pres på miljøet, og deres anlæg forhindrer heller ikke luft- og lugtgener. Man slipper heller ikke for et stort overskud af nitrat og fosfor, der er bundet til de tørrede efterladenskaber af gyllen.

En økologisk fremtid for Nederlandene?

Den økologiske produktion er noget mere beskeden end den danske. Ifølge Geert Verstegen er der dog en del gårde på nogle frugtbare ‘poldere’ (vadehavsøer) i Zuiderzee, hvor man dyrker afgrøder uden pesticider ved hjælp af biologiske bekæmpelsesmidler. Her har man også taget nye teknologiske løsninger, som droner og satellitter i anvendelse, for at styre, hvad der foregår ude på markerne. I modsætning til Kjeld Hansen mener Geert Verstegen dog ikke, at løsningen ligger i moderne teknologi, men først og fremmet i ændrede handels- og forbrugsmønstre.

“… med en så absurd stor import og eksport, kan landbruget i Nederlandene aldrig blive bæredygtigt i forhold til dets destruktive klimaaftryk.”

Ligesom det danske landbrug, kan de nederlandske landbrug og gartnerier ikke klare sig uden en kæmpe import af pesticider, sojabønner og kunstgødning. Derfor man kan sige sig selv, at med en så absurd stor import og eksport, kan landbruget i Nederlandene aldrig blive bæredygtigt i forhold til dets destruktive klimaaftryk. Ligesom i Danmark og det meste af verden, er det store kapitalinteresser der bestemmer, og branchen er også afhængig af billig, østeuropæisk arbejdskraft, som slider og slæber til en lav løn, uanset hvor meget de lokale fagforeninger forsøger at forbedre forholdene.

Den store nederlandske eksport hænger helt og holdent sammen med de store gasfund i den nordlige del af landet i 60’erne. Uden den ville den intensive produktion aldrig kunne lade sig gøre. Med andre ord har man bygget en industri op på en farlig energiafhængighed af naturgas, som kun kan ændres ved en grundlæggende omstilling til vedvarende energi eller ”gammeldags” dyrkningsmetoder, samt et stop for den enorme grøntsags-, løg- og blomsterproduktion, der køres og flyves ud af landet året rundt. Hvorvidt de nordligste byer og huse ender i dybe slugter og huller, som bliver forårsaget af de tømte gaslagre, er en helt anden snak, men er også et forhold, man bliver nødt til at forholde sig til, når man kigger på de samlede omkostninger for de nuværende produktionsforhold.

Geert Verstegen siger, at miljøbevægelsen i Nederlandene kæmper for en kraftig begrænsning af den animalske produktion, og for at udvikle et marked og et forbrug af årstidernes grønt, som kan dyrkes i landet under åben himmel. De vil have sat en stopper for den enorme import/eksport, der er ødelæggende for klima og miljø, både nationalt og globalt.

Der vil sikkert være mange der tror, at det er et forældet synspunkt, som både NOAH i Danmark og deres nederlandske søsterorganisation, Milieudefensie fremlægger, når de siden 1960’erne har efterspurgt, at vi begynder at tænke globalt og dyrke lokalt. Men vi bliver nødt til at begynde at indregne den enorme klimapris der er på at transportere enorme mængder fødevarer og foderstoffer rundt med flyvemaskiner, sådan som man gør i Nederlandene. På samme måde skal vi også begynde at tage højde for det store ressourcespild af fødevarer, der forældes og rådner i vestlige butikker og husholdninger. Det er den eneste måde at gøre noget radikalt ved CO2-udslippet på.

Vi kan og må ikke se bort fra bæredygtigheds-perspektivet i lokal selvforsyning af fødevarer, både i Europa og resten af verden. Millioner af menneskers jord udsættes i dag for ‘land grabbing’ af internationale konsortier, som vil dyrke monoafgrøder til eksport. Og en del af det problem skyldes netop den nederlandske landbrugsmodel, hvor man gennem billig eksport frarøver andres lande muligheden for at udvikle en egen, lokal produktion. Problemet er både, at det frarøver folk fødevaresuverænitet, men også at bæredygtigen går fløjten, når nederlandske blomster skal flyves verden rundt. Der er derfor rigeligt med grunde til at være skeptisk over for den nederlandske industri – der ligesom den danske har brug for en revolution.