Kjeld Hansen: Farvel til dansk landbrug

Dansk landbrug er en elendig forretning. Selvom vi har nogle af verdens mest effektive agro-producenter, og de har 62 pct. af landet som produktionsareal, så henter de kun småpenge hjem fra eksportmarkederne. Den kendsgerning er vigtig at holde sig for øje, når politikerne skal forhandle klimaplan med landbrugets lobbyister.

Men hvad så med den globale befolkningstilvækst? Kommer de nye milliarder af verdensborgere ikke til at gå sultne i seng, hvis dansk landbrug skal skære ned på svinekød og mejeriprodukter? Nej. Det er kun i reklamefilm, at danske landbrugsvarer mætter andre befolkningsgrupper end velnærede velhavere i vores industrialiserede nabolande som Tyskland, Sverige og England. Langt størstedelen af eksporten går til de europæiske lande, mens Kina, Norge, USA og Japan er de store eksportmarkeder uden for EU.

Den barske kendsgerning er, at dansk landbrug reelt intet betyder i den store verdens madhusholdning. Uanset hvor mange reklame-millioner landbrugslobbyisterne investerer i tv-spots, der dramatiserer en stor global fortælling, så har dansk landbrugsproduktion kun betydning for danske landmænd og for danskerne og deres natur. Stort set.

Det siger næsten sig selv, at sådan må det være. Alene ud fra vores produktionsarealers yderst beskedne størrelse er det indlysende, at vi hurtigt må komme til kort i det globale fødevare-ræs. Denne påstand vil blive bekræftet, hvis man et øjeblik studerer de nøgne produktionstal. Lad os gøre det.

Økonomisk fordel og klimagevinst i at droppe svineeksport

Korn, det dyrker vi på lidt over halvdelen af de danske marker, der beslaglægger to tredjedele af nationens areal. I et rimeligt normalt år løber høsten op i 9-10 mio. tons. En pæn stor dynge og isoleret set kan den virke vildt imponerende, indtil man sætter den danske høst i forhold til den globale produktion på 2.604 mio. tons. Der præsterer vi så blot 0,38 pct. 

Ovenikøbet fyldes hovedparten af den danske kornhøst i svinene, så det reelle bidrag til at dække den globale efterspørgsel på planteprotein er ikke-eksisterende. Tværtimod. Oveni det danske kornbjerg skal der lægges en årlig proteinimport på 1,6 -1,8 mio. tons soja for at dække foderbehovet hos danske svin og kvæg. Uden hjælp fra de store sojafarme i Argentina og Brasilien ville dansk landbrug være ilde stedt.

Den danske tænketank Concito har påvist, at den danske import af soja har betydelige negative klima- og miljøeffekter. Efterspørgslen på foderproteiner presser til stadighed naturområder og biodiversitet i især Sydamerika og medfører en betydelig udledning af drivhusgasser. Concito skønner, at dansk landbrugs import forårsager et udslip af ca. seks mio. tons CO₂ om året. Det svarer til over 80 pct. af udledningen fra samtlige danske personbiler.

ØKONOMIEN taler også for at ophøre med en 120 år gammel tradition for at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser. Tankevækkende er det både nationaløkonomisk og landbrugsfagligt at se på, hvor meget mere der kunne tjenes på en eksport med fokus på frugt og grønt, frø og blomster samt specialiserede afgrøder som f.eks. plantebaserede proteiner. 

Nederlandsk forbillede

For to årtier siden søsatte nederlandsk landbrug en teknologisk revolution under kampråbet ”dobbelt så mange fødevarer med halvt så mange resurser.” I dag er træskolandet verdens næststørste eksportør af landbrugsvarer, kun overgået af USA. 

Lad os sammenligne landbrugssektoren i Nederlandene og Danmark. Landene har stort set samme areal, men hvor vi dyrker 62 pct., dyrker nederlænderne kun 48 pct. Alligevel scorer det nederlandske samfund hele 693 mia. kr. på eksporten af landbrugsvarer (2019) – og det er endda efter at have mættet deres egen befolkning på 17 mio. mennesker. De danske agro-producenter haler kun 119 mia. kr. hjem årligt, og det er kun, fordi fiskeriets fangster medregnes. Tallene er opgjort af EU-kommissionens statistiske kontor.

Så hvem tilhører fremtiden, må det være relevant at spørge. 

Umiddelbart er forskellen på dem og os, at man i Nederlandene producerer langt flere højværdiprodukter end dansk landbrug, der stædigt satser på masseproduktion af billige bulk-varer som f.eks. svinekød og mælk, men der gemmer sig mere i forklaringen. Nederlænderne er også langt bedre til at udnytte ny teknologi, gødningsstoffer, pesticider, antibiotika og vandresurser. 

Mastodont på lerfødder

Danske landmænd praler ofte med at være verdens dygtigste. Det gælder måske nok, når det handler om at trække smågrise ud af en so, men ikke når det kommer til den økonomiske bundlinje. Forklaringen er den, at Danmark – i modsætning til de fleste andre lande vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd – er blevet på det samme udviklingstrin i de seneste 50 år i den landbrugspolitiske evolution. 

Vi fastholder stædigt masseproduktionen af billigt flæsk, mælk og smør i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land som Danmark burde være i stand til. Den blindgyde er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der er endt i. Men det er vi. Det koster dyrt, både for klimaet, naturen, landbefolkningen og samfundets pengekasse.

“Vi fastholder stædigt masseproduktionen af billigt flæsk, mælk og smør i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land som Danmark burde være i stand til.”

Skibsværftsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af en gammeldags fødevareindustri. Den producerer mad nok til fire gange flere mennesker, end der lever i Danmark, men prisen er svimlende høj, mens indtjeningen er lav. Tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd, osv. Mastodonten står og vakler på sine lerfødder og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud. 

Landdistrikterne forrest i den grønne omstilling

Til trods for at vi kan importere stort set alle fødevarer til billigere priser end vore egne, så fortsætter vi med at højglanspolere myten om Danmark som et landbrugsland. Og vi går til yderligheder, som når Tulip i Randers sender sine svin til Tyskland for at få dem opskåret af østarbejdere på sulteløn, for derefter at reimportere de samme svin, men nu forklædt som Tulip Danish Bacon.

Lad os slå fast, at erhvervsudvikling på landet ikke er i modstrid med fremtidens grønne omstilling. Den burde landbruget være klar til. Men skal landdistrikterne tage teten på grønne dagsordener, så kræver det politisk vilje. I stedet for nye tilskudsordninger til flere svinefabrikker og kvægstalde, så bør politikerne satse på regulær udvikling. En halvering af den ekstremt store husdyrindustri vil frigøre arealer i størrelsesordenen 1 mio. hektar til fremtidssikre produktioner af proteiner.

Vi, der bor herude, vil gerne se ambitiøse investeringer på det grønne område. Landdistrikterne kan blive dem, der leverer de grønne løsninger, som efterspørges så højlydt. Og hvis vi er modige og dygtige, så kan de grønne løsninger blive kimen til et væksteventyr for hele Danmark. Men det kræver, at vi lægger fortiden bag os. Mere flæsk og flere mælkeprodukter er ikke fremtiden, hverken for eksportindtjeningen eller for dansk landbrug.