En kulSort regering

Kjeld Hansen argumenterer i sit indlæg bragt tidligere på ugen i Solidaritet for, at det danske landbrug er en yderst dårlig forretning. Det må i så fald gøre det meste af Danmark til en dårlig forretning, i hvert fald når det gælder klimaet. Mere end halvdelen af de ca. 43.000 kvadratkilometer, som udgør kongeriget Danmark, bliver nemlig brugt til landbrugsjord, hvoraf det meste både rent økonomisk og klimamæssigt er en falliterklæring. Hvad vil vi egentlig med et landbrug, der på mange måder er forældet, som propper mere end halvdelen af afgrøderne i hovedet på grise, og som hænger som en tung klods om benet på den grønne omstilling?

Desværre er diskussionen om landbrugets fremtidige rolle i Danmark svær – ja nærmest umulig – at tage op. Selv moderate forslag, som at tage de enormt CO₂-forurenende lavbundsjorde helt ud af landbrugsproduktionen, falder for døve ører – og smides i en socialdemokratisk syltekrukke, hvor man lader håndtering af klimakrisen være op til landmændene selv. Hvis den enkelte landmand kunne få lyst til at tage de våde marker helt ud af produktion, er der store penge at hente, helt op til 128.000 kroner pr hektar, men ellers skal de selvfølgelig bare fortsætte, som om intet var hændt.

Den nye tilskudsordning til landmændene er endnu et eksempel på, at nogle mennesker og producenter får i rigt overmål, når det handler om at tilgodese deres tabte arbejdsfortjeneste, mens andre må holde for. Mink-milliarder og lavbunds-bonusser til landbruget – afgifter på fly eller oksekød til andre. Klimarådets anbefaling af en markant forøgelse af CO₂-afgiften falder også for døve ører, selv om økonomiske eksperter siger, at CO₂-afgift faktisk kan gennemføres uden negative konsekvenser.

Stort set alle såkaldte klimatiltag foregår på landbrugets præmisser, og deres interesser vejer tilsyneladende tungere end at bremse klimakatastrofen. “Vi må ikke spænde ben for landbruget”, lød det i november fra fødevareminister Rasmus Prehn. Det lader på mange måder til, at Socialdemokratiet er blevet ”det nye Venstre”.

“Lige meget hvilken retning, man drejer hovedet i, bliver klimakrisen underkendt af den socialdemokratiske regerings spidser”

Trods tænketanke og økonomiske vismænds beregninger kommer man ikke udenom, at der kommer en regning, som skal betales, hvis klimakrisen skal løses. Her er den socialdemokratiske politik klar: Det er forbrugerne, der skal betale CO₂-regningen, ikke den industri og det landbrug, som har produceret den i første omgang. Med det ideologiske udgangspunkt på plads, kan diskussionen så fortsætte om, hvor mange ekstra skatter vi som individer skal punge ud til staten for at forsøge at lappe på den klimakrise, den kapitalistiske produktionsform har skabt.

Alt imens kan forsvarsminister Trine Bramsen fejre på Facebook, at staten spilder de indkasserede penge på 27 nye kampfly, der samlet kommer til at koste mindst 56 milliarder at holde på vingerne. De penge kunne have finansieret den grønne omstilling to gange. Og så har vi endda ikke regnet den egentlige omkostning ind i tallet – nemlig klimaprisen for kampfly. Foruden at fodre en gal krigsmaskine, er de nemlig også en kulsort investering, der ifølge norske Dagsavisen kommer til at udlede dobbelt så meget CO₂ som de nuværende F-16 kampfly – og F-35 flyene brænder 5.600 liter flybrændstof af hver time, de er på vingerne.

Lige meget i hvilken retning, man drejer hovedet, bliver klimakrisen underkendt af den socialdemokratiske regerings spidser. Kaare Dybvad vil rive gode almene boliger ned for at bygge nyt (den globale byggebranche står for 38 % af verdens CO₂-udledning). Dan Jørgensen sørgede i februar for, at der kommer en kæmpe fossil-gasledning til Lolland-Falsters sukkerfabrikker. Og senest har transportminister Benny Engelbrecht så lanceret endnu en vanvidsplan: Der skal bygges nye motorveje for milliarder!

Det er svært at se socialdemokratiets såkaldte klimaambitioner som andet end et tyndt lag grøn fernis. De langsigtede ambitioner om klimamål i 2030 eller oliestop i 2050 dækker over en politisk linje, hvor man ikke vil gøre noget, der kan pille ved samfundets indretning – og de folk, der tjener penge på den. Men hvad så med de grønne partier, der skulle skubbe på en grøn dagsorden? Regeringen har tilsyneladende fundet ud af, at ‘forståelsespapiret’ med Enhedslisten og SF egentlig er ligegyldigt, så længe man ikke får sat stolen for døren. Alternativet er atomiseret, mens også De Radikale i de seneste meningsmålinger står til at blive halveret. På den anden side af spektret er Venstre også gået i opløsning, de har næppe travlt med at få udskrevet nyvalg.

Den gode nyhed er, at de grønne bevægelser heldigvis ser ud til snart at kunne mobilisere til at gå på gaden igen, efter et langt år med lockdown og stilstand. Det eksterne pres, de kan lægge på politikerne, bliver der for alvor brug for, hvis der skal rokkes ved en kulsort regering, som med investeringer i forældet landbrug, kampfly og vilde motorvejsplaner ikke lader til at have forstået alvoren.