Sygeplejerskerne, det tredje kvindeoprør og Luca-effekten. Er en generalstrejke på vej?

Den borgerlige mediemaskine, besserwisserne og diverse politiske meningsdannere har gjort, hvad de kunne for at underminere sygeplejerskernes troværdighed. Men det er ikke lykkedes. Sygeplejerskerne, jordemødrene og det øvrige sundhedsfaglige personale har igen slået alle rekorder.

“Den socialdemokratiske fagforeningsmodel er blevet udstillet som kejserens nye klæder for tusindvis af offentligt ansatte.”

Derfor skider politikerne, fagbureaukratiet i kvindefagenes fagforbund og en samlet arbejdsgiverfront grønne grise over udviklingen. For der er intet i sol, måne og stjerner, der tyder på, at kampen for ligeløn og afskaffelse af tjenestemandsreformen vil aftage. Udsigten til en kæmpe konfrontation – to år før de indledende armbøjninger tages til OK24 – ser kun ud til at blive større og større.

Solidaritet på tværs af grænser

Jordemødrene for ligeløn har taget arbejderbevægelsens idé om solidaritet på tværs af landegrænser til nye højder og har skabt netværk med deres skandinaviske kolleger. Kampen mod uligeløn er blevet international, som det ses med de tyske sundhedsarbejderes advarselsstrejker, der ruller med krav om 2.200 kroner mere i løn om måneden.

Den globale #MeToo bevægelse er blevet til arbejdskamp i flere og flere lande, og har slået to fede streger under, at kvindekamp er klassekamp, og klassekamp er kvindekamp; og at det tredje kvindeoprør skal finde sin løsning i arbejderklassens vigtigste våben: Strejken. Glem alt om stemmeboksen. Skal der opnås progressive forandringer og resultater til gavn for almindelige mennesker, så kræver det fællesskabets styrke og kollektiv handling. Det er det, som klimabevægelsen allerede har forstået ved at kalde til klimastrejker.

Status quo, vanetænkning og fastlåste forståelsesrammer er blevet udfordret og sprængt som luftkasteller. Den socialdemokratiske fagforeningsmodel er blevet udstillet som kejserens nye klæder for tusindvis af offentlige ansatte. Den Danske Model er blevet afsløret som en barriere for alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper som fx fængselsbetjente. Fagtoppens evner ud i taktiske skift og omstilling er lig nul.

Nervøs fagbevægelse fra kælder til kvist

Der er grund til panderynkning i fagtoppen. De kan se, at store dele af de offentligt ansatte er ved at genlære erfaringerne fra tidligere arbejdskampe, og de er desuden toptunede, når det handler om at bruge de digitale platforme til at skabe opmærksomhed, mobilisering og klare krav. Foreningen af Danske Sygeplejersker og Jordemødre for Ligeløn har været anskueligheds-undervisning i, hvordan fremtidens fagoppositioner skal styre slagets gang, når fagtoppen ikke kender eller vil kende deres besøgelsestid.

“Hvis titusindvis af Luca’ere ser dagens lys, så vakler fagtoppens og de gamle magtpartiers problemformulerings-privilegium eller ideologiske hegemoni.”

Kombinationen af historie fra hverdagen i den offentlige sektor og markante politiske krav er blevet fagtoppens største hovedpine. Og bliver læringskurven ikke meget stejl inden udgangen af 2022, så vil fagtoppen i Forhandlingsfælleskabet miste styringen over begivenhederne. De vil fremstå som mistillidsrepræsentanter, der varetager alle andres interesser end deres medlemmers.

Men fagtoppen får kyndig hjælp fra Berlingske Tidende, som viser, hvor meget den herskende klasse inklusiv de gamle politiske magtpartier frygter udviklingens radikalisering. For hvis der er noget, de magtfulde har blik for, så er det udsving i klassekamps-pendulet, som svinger mod venstre, solidaritet og klassekamp. Det er derfor, Berlingske Tidendes artikler, ledere og analyser emmer af klassehad og er et sindbillede på det, der foregår i samfundets elite.

Den herskende klasse, fagtoppen og det politiske parnas har tilmed fået sat navn og ansigt på al deres frygt, had og foragt, nemlig sygeplejersken Luca Jonathan Pristed, der er talsmand for Den Nationale Gruppe for Arbejdsnedlæggelser.

Han er blevet symbolet på en ny, militant linje, som ikke er set i mange år blandt offentligt ansatte, og som har ført til en kædereaktion af ti ugers overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og punktstrejker rundt om på landets hospitaler – og de  har fået mere medieomtale end den ti uger lange overenskomststrejke.

Det var ti uger, der rystede magthaverne, fagtoppen og hele det politiske system. Et nybrud af afgørende dimensioner, som blot er et forvarsel om, at det 21. århundrede kan betyde en markant revitalisering af massestrejker og massedemonstrationer.  

Dele af fagtoppen har affejet og negligeret Luca Pristed med bemærkninger om, at der findes en Luca i alle fagforbund, fagforeninger og faggrupper. Men de ved godt, at hvis titusindvis af Luca’ere ser dagens lys, så vakler fagtoppens og de gamle magtpartiers problemformulerings-privilegium eller ideologiske hegemoni.

For det kan godt være, at Luca Pristed var en fagforenings-grønskolling, men han var kun 360 stemmer fra at vælte Kristina Robins, formand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden. Kristina Robins fik 3.289 stemmer, og Luca Jonathan Saverio Pristed fik 2.930 stemmer. Når det er så tæt, viser det noget om en enorm resonans blandt medlemmerne, og kan det ske for DSR, kan det ske for alle. Derfor er nervøsiteten stor i fagbureaukratiet fra kælder til kvist.

Så fagtoppen frygter Luca-effekten, mere end de frygter regeringen og arbejdsgiverne. For selvom al erkendelse kommer drypvis og som regel for sent, er femøren ved at falde mange steder i fagtoppen og hos Socialdemokratiet. Hvis Mette Frederiksen ikke leverer på spørgsmålet om at afskaffe tjenestemandsreformen, og sikrer et markant løft i 20 milliarder kroners klassen til alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper inden OK24, så er udsigten til storkonflikt og måske også en overenskomststridig storkonflikt før OK24 mere end realistisk.

Generalstrejke er (stadig) det bedste våben

Det rejser spørgsmålet om elefanten i rummet. Hvad skal der ske før OK24, og hvad kommer der til at ske ved OK24, hvis ikke Mette Frederiksen indfrier kravet fra det tredje kvindeoprør, alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper?

Fagtoppen håber på, at Mette Frederiksen får fjernet presset fra medlemmerne ved, at lønstrukturkomiteen afsætter en stor nok sum penge, der kan afholde medlemmerne fra at lave en 2.0 XL-udgave af sygeplejerskestrejken ved OK21.  Men håb er ikke en strategi. Og at håbe, at den socialdemokratiske regering løser den opgave, som politikerne ikke har løst i over 50 år, er håbløst. Det kommer ikke til at ske.

“Historien har vist, at brugen af generalstrejke altid har været arbejderklassens bedste og mest effektive våben. Det er et våben, der paralyserer samfundet og bliver fremkaldervæske på, hvem der grundlæggende set har bukserne på.”

Socialdemokratiske regeringer eller socialdemokrater har aldrig i nyere historie leveret grundlæggende progressive forbedringer til arbejderklassen, hverken i den offentlige eller private sektor. Deres historiske, reformistiske ambitioner er for længst blevet udskiftet med versionerne af nyliberalisme med små korrektioner som f.eks. Arne-pensionsreformen som et røgslør for, at socialdemokraterne er hovedansvarlige for, at nutidens og fremtidens lønmodtagere skal arbejde, til de er langt op i 70’erne.

Det er naivt og udtryk for uvidenhed om arbejderhistorie, hvis man tror, at Mette Frederiksen vil afsætte 20 milliarder kroner fra 1. januar 2024 og i al fremtid til kvindefag og andre lavtlønsgrupper.

Derfor er spørgsmålet om generalstrejken for første gang siden påskestrejkerne i 1985 blevet aktualiseret på baggrund af både sygeplejerskernes strejke og udviklingen af den slagkraftige fagopposition Foreningen af Danske Sygeplejersker. Men først og fremmest på baggrund af de 10 uger med overenskomststridige arbejdsnedlægger og punktstrejker samt tilslutning fra andre faggrupper, særligt SOSU’erne, FOA-grupper og 3F-grupper.

For det er dette nybrud, som dagsordensætter generalstrejken. Ikke som et opråb fra et Facebook-opslag eller fra den gruppe af mennesker, som altid råber generalstrejke, og som fejlagtigt tror, at arbejderklassen er en slags teaterhær, man kan kalde på scenen, når nogen finder det betimeligt.

Historien har vist, at brugen af generalstrejke altid har været arbejderklassens bedste og mest effektive våben. Det er et våben, der paralyserer samfundet og bliver fremkaldervæske på, hvem der grundlæggende set har bukserne på. Generalstrejken efterlader nemlig regeringen, politikerne og den herskende klasse som skibbrudne på åbent hav. Og det er lige præcis det, vi har brug for, hvis uligeløn skal kastes på historiens mødding.

Hvis vi lærer af de bedste erfaringer fra sygeplejerskernes strejke, fagoppositionen og Luca-effekten, og hvis vi forbereder os på at opbygge slagkraftige netværk på tværs af fag, så vil kvindefagene og andre lavtlønsgrupper kunne strejke sig til et historisk opgør mod den sexistiske og ulighedsskabende tjenestemandsreform – og dermed få løn som fortjent nu og i al fremtid. Og det er jo det, som fagbevægelsen er sat i verden for.