Tanker om en ny kold krig

I lyset af Putin-regimets zarkurs er det nærliggende at købe argumentet om autokratiets kamp mod den frie og demokratiske verden. Det skorter da heller ikke på bekræftelser af den diskurs.

At regimet i Rusland udøver et autokratisk og ufrit styre er åbenlyst. Og at kommunikationskrigen i Rusland også bygger på en sammenfaldende konfliktlinje er ligeså klart. Og begge sider nyder snævert set godt af den dikotomi, for intet er så samlende som den ydre fjendtlige magt, der sigter på hjertet og nerven i ‘os’.

For autokratier, eller blot lande med stigende autokratiske tendenser, er der (alt for) mange af, og de befinder sig ikke alle i det klassiske fjendeland

Det er bare ikke så enkelt. Og selv hvis det var, så er det heller ikke ønskeligt. 

For autokratier, eller blot lande med stigende autokratiske tendenser, er der (alt for) mange af, og de befinder sig ikke alle i det klassiske fjendeland. Blandt EU’s medlemsstater har Ungarn og Polen gennem en årrække udviklet stadigt klarere autokratiske træk og udemokratiske former. 

Nationalkonservative og andre politiske højrekræfter har presset demokratiske institutioner, og tredelingen af magten er under nedbrud. Udvidelsen af magtbeføjelser og underminering af helt grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper og frihedsrettigheder – herunder angreb på (blandt andet religiøse og seksuelle) minoritetsrettigheder – er en regulær trussel mod selve de grundsten, som demokratiet er gjort af. 

Frie verden med “valgautokrati” og ’halv-konsolideret demokrati’…

I Europa-Parlamentet har man ligefrem kaldt Ungarn for et “valgautokrati“. Organisationen Freedom House bruger ord som ’hybridregime’ om Ungarn, og Polen er et ’halv-konsolideret demokrati’. Det har man i EU taget alt for let på alt for længe. Hvis man gerne vil vide mere, så er det blot at gribe den borgerlige kommentator Anne Applebaums bog Twilight of Democracy. Applebaum tegner et dystert billede af det, som borgerligt-liberale ofte betegner ‘den frie verden’.

USA, der for nogen er demokratiets og frihedens frontpost nummer 1, er i disse år scene for en heftig politisk polarisering og kamp mellem lignende højrekræfter og det mere liberale republikaner-segment. En kamp, der også inddrager de politiske institutioner. Den tidligere republikanske præsident Trump er stadig mere end aktiv i amerikansk politik, og hvis Republikanerne vinder næste præsidentvalg, så er der regulær risiko for, at USA tipper i en mere autoritær retning.

Med det seneste valg i Israel er også det land på vej i samme bekymrende retning. Den historisk ekstreme regering har lanceret et regeringsprogram med en række genkendelige angreb på de demokratiske institutioner i det politiske system – noget, der har fået hundredtusinder af israelere på gaden i massive protestdemonstrationer.

Med andre ord blæser der en autokratisk vind med autoritære tendenser – eller fuldblods-autoritære ledere – i verden. En vind, man som demokrat i sagens natur må være i et modsætningsforhold til, uanset hvor den findes. 

Men problemet med terminologien ‘kold krig’ er netop det. 

Det er ikke en ‘kold krig’ mellem demokratier og autokratier

Pointen er, at vi ikke er i en kold krig mod Ungarn, Polen, Trumps USA eller Israel. Statsministerens rejse til Egypten, EU’s ambivalente forhold til Tyrkiet er andre eksempler. Og derfor er det ikke bare korrekt, at der er en ‘kold krig’ mellem demokratier og autokratier. 

De forenklede fjendebilleder er nyttige for dem, der vil tegne historien. Men de kan være farlige, fordi de gør os blinde for det, der i virkeligheden er i gang. Der er al mulig grund og pligt til at forholde sig kritisk til Kina, både styret i Kina og Kinas rolle på verdensscenen. Men de kræfter, der arbejder for at fremdyrke en regulær “kold krig” mod Kina, spiller næppe uden at have et forsvar for USA’s hegemoni i motiv-bunken.

Kold-krigs-retorikken – forsimplet, farlig og forblændende

Kold-krigs-retorikken er, som den altid har været, forsimplet, farlig og forblændende. I en verden med en historisk stærk cocktail af systemudfordrende kriser, er det ikke en ny kold krig, der er brug for.

Hvis det, der ikke så hjælpsomt betegnes for vestlige værdier – men som retteligt er fælles værdier om en regelbaseret orden, aftale-systemer og retsstatsprincipper, demokrati og pluralisme, menneskerettigheder – skal vinde fodfæste igen og igen kunne inspirere globalt. Så skal vi først og fremmest vise, de er bedst. Og at vi selv tror på dem og efterlever dem. Og finde vej for at fremme dem i en multilateral regelbaseret orden, med stærke institutioner. Vi kan ikke klare os uden.

Lige nu går det i den gale retning i vores egen baggård.