Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
19. maj. 2021

Techgiganterne redigerer dit nyhedsfeed om Palæstina, og ingen må få at vide hvordan eller hvorfor. Hvem sagde cancel-kultur?

Hvad bestemmer dit feed på de sociale medier, og hvilke nyheder, der når frem til dig? Må opslag om Palæstina ikke blive sponseret, og hvorfor viser Google Maps kun slørede billeder af Gaza? Det er der ingen der ved – og det er et stort demokratisk problem, skriver redaktør Morten Hammeken.

Algoritmens magt. Ingen ved, hvordan spillereglerne på de sociale medier egentlig fungerer. Illustration: Anton Moss / Solidaritet.
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

I sidste uge skrev jeg om den israelske stats militære offensiv i Sheikh Jarrah, og hvorfor jeg mener landet må betragtes som en apartheid-stat. Det var det utvivlsomt vigtigste emne at dække for Solidaritet, ikke mindst i lyset af den seneste uges udvikling. Overgrebene på den palæstinensiske civilbefolkning fortsætter, men reaktionerne i hele verden har vist, at den palæstinensiske sag lever i bedste velgående. Det er forfriskende at se danske politikere som Uffe Elbæk melde klart ud, at Israel de facto er en apartheidstat, og at den som sin sydafrikanske forgænger skal boykottes.

Den ser ud til at blive læst og delt rimeligt meget. Skal vi ikke prøve at booste den, for at se om den kan nå endnu længere ud?”, foreslog en af mine kollegaer på et redaktionsmøde. Det virkede indlysende; skal man som medie være til stede på de sociale medier, er man selvfølgelig nødt til at gøre brug af deres redskaber. Så det gjorde vi, altså boostede artiklen, i et forsøg på at få Palæstina længere ind i de danske stuer.

Eller rettere, vi prøvede.

Artiklen blev afvist på Facebook inden for 2 minutter. Forklaringen kom i form af et automatsvar: Annoncer må ikke have stødende, opsigtsvækkende, provokerende eller overdrevet voldeligt indhold. Det affødte kun flere spørgsmål. Hvad er der nu galt med at være opsigtsvækkende? Hvad kunne vi have overset i opslaget, der kunne beskrives som stødende eller overdrevet voldeligt? På forsidebilledet ser man en palæstinensisk kvinde blive anholdt af israelske soldater. Var det mon dét, der var for provokerende at vise? Efter at have gennemgået opslaget, måtte konklusionen være, at det var en fejl. Vi forsøgte derfor at booste det igen, men fik samme automatiske afvisning.

Hvorfor kunne lige netop dén artikel ikke få lov at blive boostet? Var det omslagsbilledet? Var det brugen af ord som ‘besættelse’ og ‘overgreb’ i forbindelse med ‘Østjerusalem’? Har Facebook automatisk afvist indhold med ord som ‘Israel’ i overskriften i sidste uge? Bliver man også frataget muligheden for at annoncere, hvis man skriver andre ord – som ‘Edward Snowden’, ‘Tibet’ eller ‘Kurdistan’?

“Bag de åbenlyse eksempler på SoMe-censur, er der et langt mere bekymrende spørgsmål, der trænger sig på: Hvad med alle de ting, som bliver censureret, uden vi overhovedet ved det?”

Ingen ved det! Og det er humlen i problemet. De millioner af mennesker, der bruger de sociale platforme som deres primære kilde til nyheder, har ingen anelse om, hvad Facebook egentlig tillader, eller hvorfor de som brugere ser lige netop dette eller hint opslag. Kun de færreste gider bruge tid på at detailstyre deres feed med hvilke opslag, der skal komme øverst. For langt de flestes vedkommende er det derfor Facebook, Instagram og Twitters algoritmer, der suverænt bestemmer, hvad folk må vide noget om. Og det er et enormt demokratisk problem.

For én ting er at ‘prædike for koret’ af folk, der allerede læser ens artikler. Hvordan får man taget debatten om fx Israels diskriminerende politik længere ud? Hvordan får man ændret på opfattelsen i de danske parcelhus-stuer, eller nede på den lokale pub? Hvordan gør man det politisk uholdbart at holde hånden under Israels forbryderiske opførsel? En del af svaret er selvfølgelig: Ved at markere sig synligt på gader og stræder, sådan som millioner verden over har gjort det i den forgangne uge. Det er også vigtigt at tage snakken rundt om middagsbordet med venner og familie, så folk, der ikke ser sig selv som politisk interesserede, kan få øjnene op for sagens vigtighed – eller i det mindste er blevet gjort opmærksom på de reelle fakta. Men i en tid, hvor sociale medier er blevet et uomgængeligt vilkår for alle nyhedsproducerende medier – og hvor næsten hver fjerde dansker under 35 år udelukkende får nyheder gennem de sociale medier (et støt stigende tal) – er der heller ingen vej uden om dem, hvis man vil forsøge at påvirke den politiske samtale.

De sociale medier ligner på overfladen neutrale idéudvekslings-steder, men bag de mange tusinde linjers kode, og billederne af venners søde børn, gemmer sig dybt politiske kamppladser, hvor nogle får mere taletid end andre. Det bliver man konstant mindet om i den verserende konflikt i Palæstina. Da israelske soldater stormede Al-Aqsa-moskeen censurerede Instagram øjeblikkeligt det hashtag, folk brugte til at følge med i udviklingen. Da en video gik viralt, hvor en israelsk bosætter praler med at have stjålet en anden families hus, var Facebook med det samme klar til at fjerne videoen. Medie-imperiet Google bryster sig normalt af deres minutiøse kortlægning af verden på Google Maps – men når det kommer til Gaza, er alle billeder af området grynede og utydelige, formentlig efter ønske fra Israels militær.

Og den slags åbenlyse eksempler på censur er ikke en gang det værste. For bag dem er der et langt mere bekymrende spørgsmål, der trænger sig på: Hvad med alle de ting, som bliver censureret, uden vi overhovedet ved det? Bliver medier som Solidaritet eller al-Jazeera nedprioriteret i Instagram eller Googles algoritmer, fordi vi har bragt billeder af den israelske bombning af al-Jalaa mediehuset – og hvor længe skal man i så fald ‘straffes’? Hvorfor kan Adam Milstein få lov at kalde Ilhan Omar for ‘terrorist’ på Twitter, mens andre får lukket deres kontoer for langt mindre? Og hvem har egentlig besluttet, at selfies skal vises hyppigere til Facebooks brugere end tekst-opslag?

Spillereglerne på de sociale medier og de store søgemaskiner er totalt uigennemskuelige; ingen aner hvem der har skrevet dem, eller hvornår og hvorfor hammeren falder. De store techgiganter gemmer sig bag en række vage retningslinjer, og bortforklarer muren af hemmelighedskræmmeri som ‘forretningsinteresser’. Men i takt med, at SoMe bliver stadig fleres vigtigste – og ofte eneste – kilde til nyheder, vokser behovet også for at gøre op med den lukkethed, der kendetegner dem. Som dækningen af den aktuelle konflikt i Palæstina viser, bruger platforme som Facebook og Instagram aktivt deres magt til at censurere én side af sagen, og dermed fordreje folks opfattelse af konflikten.

Techgiganterne praktisererer med deres styring af folks nyhedsfeed en cancel-kultur, der er langt mere alvorlig, end når en virksomhed skifter navnet på en ispind. Det er på høje tid, at de bliver underlagt mere demokratisk kontrol og krav om åbenhed, så vi kan få svar på nogle af de mange spørgsmål, der blæser i vinden.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere