Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. maj. 2021

Kald en spade for en spade. Den israelske stat begår et grusomt overgreb i Østjerusalem

Den israelske aggression i Østjerusalem kalder på international fordømmelse. Det er Davids kamp mod Goliat, ikke en konflikt, hvor alle er lige gode om det, sådan som man får indtryk af i mainstream-pressen.

Israelsk militær anholder en kvinde i Sheikh Jarrah. Foto: Oren Ziv
Denne artikel tager cirka 5 minutter at læse.

Så har der igen været sammenstød mellem palæstinensere og israelere i Jerusalem. Uroen mellem de to befolkningsgrupper startede i lørdags, og israelsk politi har opløst adskillige protester. Det er langt fra første gang, der er uroligheder i Sheikh Jarrah, som er et fortrinsvis palæstinensisk boligkvarter i den østlige del af byen. Under den igangværende Ramadan har der løbende været sammenstød mellem Hamas og israelsk militær, og hvis de to stridende parter skal finde en diplomatisk løsning, kræver det ifølge Kristeligt Dagblads Mellemøst-korrespondent, at der bliver lagt pres på udefra. Og i BBC kan man læse om, hvordan Israel har sendt missiler ind over Gazastriben – men først efter raketter blev sendt den anden vej mod Jerusalem.

Kan du selv høre det? Sammenstød, uro og diplomatiske løsninger. Er det en reportage fra en fodboldkamp, hvor nogle hooligans har slåsset lidt med hinanden? Eller måske en eller anden politisk demonstration, der er gået lidt over gevind? Retorikken om sammenstød og missiler, der flyver rundt på begge sider, får det nærmest til at lyde som om, der er tale om to konfliktende grupper, der nok er lige gode om det. Kunne de dog ikke bare tage sig sammen, og finde en fælles løsning? Lad os kalde en spade for en spade: Det, der sker lige nu, er et angreb på selve palæstinensernes ret til at bo i Jerusalem. For selv om det kan være svært at udlede fra mainstream-pressens beretninger, er volden ikke bare opstået ud af det blå, eller fordi nogle palæstinensere har villet lave rav i gaden. Den er derimod udløst af en march gennem bydelens muslimske kvarter i anledning af ‘Jerusalem Day’, der er en fejring af sejren i 1967. Titusinder af ultranationalistiske israelere gik mandag gennem gaderne, under kraftig beskyttelse fra det israelske militær. Overvej for en kort bemærkning, hvordan du ville have det, hvis en besættelsesmagt hvert år fejrede sin sejr over dig ved at marchere gennem dit boligkvarter. Ville du også føle en smule uro i din krop? Kunne det ligefrem føre til sammenstød?

“Er der noget andet sted i verden, den israelske apartheid-politik ikke ville blive kaldt ved sit rette navn?”

De palæstinensere, der lige nu kæmper mod invasionsstyrkerne og de rabiate bosættere, er helt almindelige mennesker, der forsvarer deres hjem. Og de er i den grad oppe mod en overmagt. For kampen står ikke mellem to ligeværdige parter, sådan som man kunne tro, når man læser de neutrale pressetelegrammer fra Ritzau og BBC. Det er hypermoderne tanks og kamphelikoptere, som slås med børn og voksne udstyret med hjemmelavede bomber og brosten. Det er rædselsslagne civile, der må flygte fra chokgranater sprængt i deres hellige moské, Al-Aqsa – og som kan se hundredvis af rabiate bosættere stå og fejre dét, de troede var Moskeen sat i brand. Det er David mod Goliat – men i nutiden er rollerne byttet om, så det er den israelske krigsmaskine, der indtager rollen som kæmpen. De fanatiske israelske bosættere – som nu tæller 500.000 mennesker i områder, der af FN bliver betragtet som ulovlige – forsøger at sætte endnu en række palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah på gaden. Det er som et grusomt ekko af fortidens ‘Nakba’-katastrofe, hvor hundredtusinder af palæstinensere blev smidt på porten, for at gøre plads til jødiske familier. Hvordan ville du reagere, hvis folk, der havde smidt din bedstefar ud af sit hjem for 70 år siden, kom for at sætte dig på gaden? Ville du tænke i diplomatiske løsninger?

Én ting er, at Times of Israel beskriver det som ‘palæstinensiske optøjer‘. Eller at en nyliberal amerikansk politiker som Andrew Yang benytter lejligheden til at udtrykke sin uforbeholdne støtte til Israel i kampen mod ‘terroristerne’. Men kunne man ikke sætte det journalistiske forventningsniveau bare en smule højere i de danske medier? Hvorfor skal vi gang på gang læse om ‘uroligheder’ og sammenstød i området, uden at der bliver sat ord på, hvem der bærer ansvaret? Er der noget andet sted i verden, det israelske militærs aggressioner ikke ville blive kritiseret sønder og sammen, snarere end at gøre det til en konflikt mellem ligeværdige kombattanter?

Måske spiller angsten for at kritisere Israel – af frygt for beskyldninger om anti-semitisme – en rolle. Mens Mette Frederiksen tager på PR-tur hos den højre-ekstreme ‘Bibi’ under hans valgkamp, udbreder hun samtidig myten om “antisemitisme på venstrefløjen og i indvandrermiljøer“. Det sætter selvfølgelig sine spor hos pæne journalister, der gerne vil blive i det gode selskab. Men man kan ikke bebrejde den almindelige nyhedslæser for at få et misvisende billede af konflikten, så længe de borgerlige danske medier undlader at fortælle om Goliats overgreb på David. I borgerlige danske medier som Jyllands-Posten bliver der skrevet om “en hastigt eskalerende voldsspiral” under en overskrift, der tydeligt iscenesætter Hamas som aggressoren. I Politiken opremses døde og sårede monotont, uden at der bliver sat ord på konfliktens egentlige udspring. Er der nogen, der har en holdning? Ingen af de 10 største danske medier har foreløbigt givet udtryk for en sådan på lederplads.

I Solidaritet siger vi tingene som de er: Benyamin Netanyahu opfører sig igen som en krigsforbryder i forsøget på drive flere palæstinensere ud af deres hjem. Hans afvisning af overhovedet at ville lade Den Internationale Krigsforbryder-domstol undersøge mulige forbrydelser, siger mere end noget andet, hvilken type der står i spidsen for landet. Med Netanyahu i spidsen, fortsætter Israels militære amokløb på Gaza og Østjerusalem kort tid inden Eid-festen, hvilket næppe heller er tilfældigt. Mediernes ensidige fokus på raketangreb fortæller heller ikke historien om, at hele det palæstinensiske folk har rejst sig i massiv protest overalt i de besatte områder. De fortjener international opbakning, mens Israels statsterror skal fordømmes vidt og bredt.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere