Tidligere formand for Klimarådet: Sådan kommer Danmark i mål med klimamålet

Peter Birch Sørensens interesse for miljøproblemer blev i sin tid vakt af bogen »The Limits to Growth«. Snart et halvt århundrede senere mener den tidligere formand for Klimarådet, at Danmark både vil kunne opretholde den økonomiske vækst og komme i mål med målsætningen om at mindske udslippet af drivhusgasser med 70 procent. Læs her hvordan.

Af Kim Kristensen

På døren ind til Peter Birch Sørensens kontor på Københavns Universitet hænger en tegning af Wullfmorgenthaler. Der er møde i Dyrenes FN. I salen lytter giraffer, løver, krokodiller og andre dyr til en langøret kanin på podiet. De er kommet for at høre en skelsættende tale.

»Jeg har gode og dårlige nyheder,« fortæller kaninen de delegerede på rækkerne. »De dårlige er, at en del af vores arter uddør. De gode er, at menneskeheden er ved at slå sig selv ihjel, og inden længe har de af os – som ikke er udslettet – magten på jorden«.

Peter Birch forklarer, at han har hængt tegningen op, fordi de studerende altid har ét spørgsmål: »Hvordan kan det være, at vi ikke kan blive enige om at gøre noget, når alle er enige om, at der skal gøres noget«.

Efter at den 64-årige tidligere overvismand i november 2018 stoppede som formand for Klimarådet, er han nemlig tilbage på Københavns gamle kommunehospital på Østre Farimagsgade, som i dag huser Økonomisk Institut. Her underviser Peter Birch Sørensen i faget miljø-, ressource- og klima-økonomi. Hvilket som bekendt ikke er med hans gode vilje (altså at han er tilbage).

Peter Birch Sørensen havde gerne fortsat som formand for Klimarådet, men det ønskede daværende energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke, da hans fireårige periode udløb. Formandsskiftet kom efter et offentligt skænderi mellem Peter Birch Sørensen og Lars Christian Lilleholt om Klimarådets seneste rapport, der havde kritiseret den daværende VLAK-regeringens klimapolitik. Formanden kaldte politikken »uambitiøs«, og energi-, forsynings- og klimaministeren svarede igen ved at kalde kritikken »volapyk«.

Men Peter Birch Sørensen er ikke bitter. Forsikrer han. Økonomen har siddet i et utal af råd, kommissioner, udvalg og ekspertgrupper. Og erfaringen er, at eksperterne oftest ender med at få ret. Hvilket også vil vise sig at være tilfældet, når det gælder hans anbefalinger om dansk klimapolitik.

Ikke bombet tilbage til stenalderen

»Det når man med en kombination af en hel masse ting,« svarer Peter Birch Sørensen, da jeg spørger, hvordan Danmark når målet om at mindske udslippet af drivhusgasser, eller CO₂, med 70 procent i 2030 i forhold til sammenligningsåret 1990.

Peter Birch Sørensen griner, hvilket ikke er så underligt. Spørgsmålet er det, som han – og alle andre eksperter – hele tiden bliver stillet, efter at regeringen og dens støttepartier aftalte de 70 procent i det såkaldte forståelsespapir. Et mål De Konservative og Dansk Folkeparti senest har tilsluttet sig, hvilket kun efterlader Venstre., Liberal Alliance og Nye Borgerlige uden for … om ikke det gode så i hvert fald det grønne selskab.

»Dansk Industri har jo lige lagt en plan på bordet for, hvordan vi når 65 procent bare med brug af kendte teknologier,« fortsætter Peter Birch Sørensen med henvisning til, at Dansk Industris (DI) 150 forslag til, hvordan den grønne omstilling kan kombineres med vækst i erhvervslivet. »Det er ting, vi har snakket om i adskillige år, og som DI mener, at vi kan skalere op, så vi når det tal«.

Forslagene handler om at udbrede eldrevne varmepumper i varmeforsyningen, opstille vindmøller og solceller, omstille bilerne til el, og energirenovere bygningerne. Landbrugets udledning af drivhusgasser er selvfølgelig et særligt problem, fordi det skyldes husdyrene og dyrkningen af jorden. Men selv det er ikke noget uoverskueligt problem, fordi sammensætningen af dyrenes foder kan ændres, og/eller gyllen bruges som biogas.

Pointen er bare, at det aldrig bliver lige så billigt som med de fossile brændsler at lave tingene på en anden måde. Omvendt bliver det heller ikke urimelig dyrt. Det behøver ikke koste mere end 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Og det er alene med de kendte teknologier, forklarer Peter Birch Sørensen:

»I et normalt år stiger vores bruttonationalprodukt mellem én og halvanden procent, så det er mindre end et halvt års økonomisk vækst, som vi skal give afkald på. Det svarer til 150 kroner pr. dansker pr. måned. Det er jo ikke noget, som bomber os tilbage til stenalderen«.

Når det alligevel ikke er helt så enkelt, skyldes det markedsøkonomien. I konkurrencen mellem virksomheder og lande om at kunne producere varerne billigst, kan selv små omkostninger få afgørende konsekvenser for de enkelte producenter.  

70 procent

At Danmark endte på netop tallet 70 er nu lidt af en tilfældighed. Socialdemokraterne havde foreslået 60 procent i reduktion, mens Enhedslisten, SF og De Radikale foreslog de 70 – men for de to sidstnævnte partiers vedkommende først en uge før valgdagen (forinden havde de foreslået henholdsvis 60 og 65 procent).

Men Peter Birch Sørensen understreger, at tallet 70 ikke er »fuldstændig vilkårligt«. Miljøorganisationer har regnet sig frem til, at hvis Danmark skal yde sit proportionale bidrag til den såkaldt strenge fortolkning af Paris-aftalen om at holde den globale opvarmning på 1,5 grader, så lander vi på de 70 procent. Aftalen fra 2015 taler om, at den langsigtede målsætning er at begrænse den globale temperaturstigning til under 2 grader – og om at arbejde for at begrænse stigningen til de 1,5 grader.

»Desværre ser det ikke ud til, FN’s Klimapanel kommer frem til, at der bliver brug for at gøre mindre end det aftalte,« siger Peter Birch Sørensen. »Tværtimod. Klimapanelet har hidtil skærpet advarslen, hver gang der er kommet en rapport. Klimaforandringerne går hurtigere, end vi troede«.

Selv om landene har forpligtet sig til at fremlægge nationale reduktionsbidrag -og altså bidrage til den samlede reduktion i udledningen af drivhusgasser – er der ikke aftalt noget om tempoet. EU har på vegne af Danmark og de øvrige medlemslande fremlagt ét samlet reduktionsbidrag. Bidraget lyder på en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40 procent i 2030, som skal fordeles landene imellem gennem EU’s egne forhandlinger.

Energistyrelsen forventer, at Danmark i fravær af nye klimapolitiske tiltag vil udlede drivhusgasser svarende til 44,2 millioner tons CO ₂ i 2020. Målet om de 70 procent kræver, at udledningerne i 2030 kommer ned på 21,2 millioner tons, altså en stor halvering på 23 millioner tons i forhold til 2020. Spørgsmålet er så, om sænkningen skal foregå i et konstant tempo på 2,3 millioner tons pr. år over det næste årti? Eller om det er klogere at starte langsomt for at slutte hurtigt til sidst i forventning om, at teknologien bliver billigere og bedre for hvert år, der går?

Peter Birch Sørensen kalder det fristende at vælge den sidste løsning. Alligevel advarer han mod det:

»Problemet er dels, om vi kan tage os sammen til at skrue tempoet op, når vi når dertil. Og dels at det, som betyder noget for klimaet, er, hvor meget vi samlet set, og altså akkumuleret, har udledt af CO₂ i atmosfæren. Og hvis vi venter med at reducere udledningen, kommer vi altså i mellemtiden til at udlede mere CO₂, end hvis vi havde gjort det i et jævnt tempo. Så i 2030 kan det godt være, at vi er nået ned på 70 procent mindre udledning end i 1990. Men vi har samlet set udledt mere, end hvis det var sket i et jævnt tempo«

»Hovedargumentet«

Peter Birch Sørensen advarer samtidig mod at tro, at Danmark vil kunne få mere for pengene ved at opkøbe udledningsrettigheder fra andre lande. I stedet for at anvende trecifrede milliardbeløb på at sænke udslippet af drivhusgasser i Norden en smule, bør de nordiske regeringer bruge pengene i eksempelvis Polen, har det senest lydt fra en norsk forsker.

Det, som virkelig betyder noget, er nemlig, hvis Danmark kan udvikle grønne teknologier, som gør det billigere for lande som netop Polen at reducere deres udslip af drivhusgasser. Hvis Danmark med andre ord bliver et »udstillingsvindue« for den grønne omstilling.

Peter Birch Sørensen: »Den effekt får du ikke, hvis du bare betaler polakkerne for at reducere lidt mere, end de ellers ville have gjort. Demonstrations- og teknologiudviklings-effekten ser jeg som hovedargumentet for først og fremmest at gøre tingene hjemme hos os selv. Hvis det, som Danmark gør, ikke påvirker omverdenen, så kan det sådan set være ligegyldigt, om vi betaler polakkerne eller ej. Under alle omstændigheder er det en dråbe i havet i forhold til de globale udledninger. Det drejer sig om at få andre lande til at gøre det samme som os. Men hvis det viser sig at være urimelig dyrt at nå de sidste fem procent, og altså komme fra 65 og til de 70 procent – og vi kan se, at teknologien inden for få år vil blive billigere – så kan man da godt ud fra pragmatiske hensyn sige: ”Så når vi de sidste procent ved at hjælpe med til at reducere andre landes CO₂-udledninger”. Så fanatisk skal man heller ikke være«.

Tunge ende nedad

Godt nok støtter et stort flertal af danskerne regeringens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med de 70 procent, men det er langt fra alle, der er klar til at bidrage med ekstra skattekroner. Tidligere på måneden afslørede en rundspørge, som analyseinstituttet Gallup havde foretaget for Berlingske, at kun 44 procent af de adspurgte er klar til at betale mere i skat for at løse klimaproblemerne, mens 46 procent ikke er det (de resterende svarer »ved ikke«).

Ikke mindst kritiseres de grønne afgifter for at vende den tunge ende nedad. Føde, varme og elektricitet til lys og køleskabet er nødvendige goder, som typisk udgør en større del af forbruget for familier med lave indkomster sammenlignet med mere velstående familier. Selv om stigende afgifter på fossile brændsler og landbruget isoleret set godt kan gå mest ud over lavindkomstfamilier, behøver det dog ikke blive tilfældet. Vismændene har således konkluderet, at det er relativt let at kompensere lavindkomstfamilier via ændringer i beskatningen af indkomst. Det kan for eksempel ske ved at justere i den såkaldte grønne check.

»Der er masser af knapper, som vi kan skrue på i velfærdssamfundet for at modvirke denne effekt,« siger Peter Birch Sørensen. »Og hvis man er bekymret for, at det rammer folk i landdistrikterne, fordi transport bliver dyrere, så er der udligningsordninger mellem kommunerne. Det er bare et spørgsmål om at bruge de politiske redskaber til at få den ønskede indkomstfordeling. Ofte så præsenteres det som om, at nu indfører vi en CO₂-afgift uden at gøre andet. Men der kommer jo for pokker penge i kassen, som kan deles ud til de hårdest ramte. Du vil selvfølgelig altid kunne finde en person, som bliver ramt på grund af et atypisk forbrugsmønster, men du kan undgå en systematisk omfordeling fra fattige til rige«.

Grænserne for vækst

Det var bogen »The Limits to Growth«, som i 1972 vakte Peter Birch Sørensens interesse for miljøproblemer – og blev en af årsagerne til, at han startede med at læse økonomi. Bogen var en alarmerende beskrivelse af den eksponentielle udvikling i verdens forbrug af råvarer. Men modsat myten lød forudsigelsen ikke, at verden ville gå under, inden det 20. århundrede var omme. Den præsenterede derimod flere scenarier for, hvordan tingene kunne udvikle sig, alt efter hvilken global politik der ville blive ført.

I dag forklarer Peter Birch Sørensen, at han har fået et mere »nuanceret billede« af sammenhængen mellem vækst og miljø«, og den tidligere overvismand vil da også være kendt af mange som ham, der i 00’erne altid krævede, at vi arbejdede mere og længere. At der var brug for velfærdsreformer. Eller for hvad mange ville kalde nedskæringer.

»Dengang havde vi stadig det såkaldte holdbarhedsproblem, nemlig at vi ikke ville kunne få finansieret velfærdsstaten i fremtiden på grund af befolkningsudviklingen,« fortæller Peter Birch Sørensen. »Og når politikerne hverken ville hæve skatterne eller forringe velfærdsydelserne, så var der kun én løsning: At få folk til at arbejde mere, så de kunne betale noget mere i skat. Men folk skal selvfølgelig ikke arbejde og forbruge mere, end de har lyst til«

Peter Birch Sørensen mener derfor ikke, at den letteste løsning på klimakrisen blot er at skrue ned på arbejdet og dermed også forbruget. Ikke bare har staten brug for skatteindtægterne. Sygehusene skal kunne tage imod 24 timer i døgnet, politiet rykke ud og forsvaret være på vagt.

»Hvis arbejdstiden bliver sat betydeligt ned, så vil vi være nødt til at have en noget større del af arbejdsstyrken ansat i den offentlige sektor,« siger Peter Birch Sørensen. »Hvilket vil kræve en stigning i skattetrykket i en situation, hvor folk i forvejen har givet afkald på en stigning i deres indkomst før skat. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om politiske præferencer«

»Umættelig behov«

Peter Birch Sørensen rejser sig og går hen til computeren på sit skrivebord for at finde en graf frem over udviklingen i det samlede materielle forbrug i verden tilbage fra 1970 og til og med 2017. Jeg har spurgt, om han er enig i den økonomiske grundantagelse om, at mennesker har umættelige behov. »Menneskets behov og ønsker er utallige i omfang og yderst forskelligartede,« skrev Alfred Marshall i 1890 i »Principles of Economics«, som blev standardteksten for generationer af økonomer. »Det uciviliserede menneske har ikke mange flere ønsker end et umælende dyr, men for hvert fremskridt stiger antal og omfang … han ønsker et større udvalg af ting og ting, der kan tilfredsstille nye behov, som vokser frem i ham«.

Peter Birch Sørensen peger på grafen på computerskærmen over verdens forbrug af biomasse, ikke metalliske mineraler (grus, sten, ler – og andre byggematerialer), fossile brændsler og metaller. Fra 1970 til 2017 steg det globale forbrug af materialerne fra 25,8 milliarder tons op til 91,2 milliarder tons, og der er ingen tegn på aftagende vækst i forbruget. Det er indiskutabelt, at verden som helhed endnu ikke har formået at skabe såkaldt grøn vækst. Altså kombination af et stigende nationalprodukt og en faldende belastning af miljøet.

»Vi kan fortsat have vækst, hvis vi bliver bedre til at udnytte ressourcerne eller øger kvaliteten af produkterne,« siger Peter Birch Sørensen. »Det vil bare være en anden form for vækst, en kvalitativ vækst. Men det vil stadig være en vækst, der slår ud som vækst i bruttonationalproduktet. Vækst i bruttonationalproduktet kan nemlig både tage form af, at vi producerer mere af det hele på samme måde som hidtil. Eller at vi skaber mere værdi med det samme materiale. Men det er jo afgørende for miljøet, på hvilken måde væksten skabes. Derfor synes jeg, at debatten om økonomisk vækst nogle gange er for primitiv, fordi man netop ikke sondrer mellem forskellige typer vækst«.

Men mener du også, at mennesker har umættelige behov?

»Jeg tror meget, at vi måler vores behov ud fra, hvad vi ser, at andre har. Så det er meget afhængigt af den samfundsmæssige kontekst. Lykkeforskningen tyder jo på, at fortsat økonomisk vækst i de rige lande ikke nødvendigvis gør folk mere lykkelige. Men i de fattige lande er der en ret klar sammenhæng mellem den materielle levestandard – og hvor godt folk oplever deres liv. Så længe der er fundamentale behov, som ikke bliver tilfredsstillet, vil økonomisk vækst være velfærdsfremmende. Men når du kommer ud over et vist niveau, kan du begynde at diskutere, hvor meget gladere du bliver. Det er der, hvor jeg står i dag«.

Fakta: Peter Birch Sørensen

• 64 år, født i Nørre Åby på Fyn som søn af to lærere. Bor i Charlottenlund med sin hustru, billedkunstneren og skulptøren Lone Sørensen, som han har to voksne børn med.
• Cand. polit. fra Københavns Universitet 1980. Ph.d. i økonomi 1985. Professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet siden 1995. Vismand i Det økonomiske Råd 1997-99. Overvismand 2004-10 Vicedirektør i Danmarks Nationalbank, 2010-11 Formand for regeringens Produktivitetskommission 2012-14.
• Formand for Klimarådet 2015-19. Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, som i 2014 blev nedsat i medfør af klimaloven 2014, som blev vedtaget med stemmer fra De Radikale, Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Konservative. Ifølge klimaloven skal rådet blandt andet vurdere Danmarks opfyldelse af klimamålsætninger og internationale forpligtelser. Klimarådet vælger selv sine opgaver. Regeringen må ikke kræve, at rådet tager bestemte emner op eller lader andre ligge. Det består af en formand og seks medlemmer. 

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen. Han har for nyligt udgivet bogen “Det Hærdede Stål” om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.