Tysklands opgør med fortiden er ikke længere et forbillede
I 1980´erne begyndte tyske institutioner for alvor at konfrontere deres lands fortid. For historikeren Enzo Traverso viser de tyske reaktioner på ødelæggelsen af Gaza, at de ikke drog den rette lære. Kritisk Revy bringer i anledning af Auschwitz-dagen 27. januar dette interview med historikeren Enzo Traverso.

Et interview af Elias Feroz med Enzo Traverso
‘Germany’s Reckoning With the Past Is No Longer a Model’, Jacobin, 25. januar 2025
Efter mere end femten måneder har krigen i Palæstina endelig nået i det mindste en indledende pause – forhåbentlig efterfulgt af en permanent våbenhvile i de kommende måneder. Ødelæggelserne i Gaza er af et hidtil uset omfang: Ifølge en nylig rapport fra Guardian er næsten 50.000 gazaboere – omkring 2 procent af befolkningen – blevet dræbt, og over 100.000 andre er såret, heraf mange med invaliderende skader.
Omkring 90 procent af befolkningen er blevet fordrevet, og de fleste har intet at vende tilbage til, da næsten to tredjedele af bygningerne i Gazastriben er beskadigede eller ødelagte.
Under hele krigen var der især to lande, der skilte sig ud med deres uforbeholdne støtte til Israel: dets ældste støtte, USA, men også Tyskland. Ledelsen i Berlin har ofte henvist til en særlig Staatsräson »statsræson«, baseret på tyskernes historiske ansvar for Holocaust, når man nægtede at fordømme eller i det mindste indstille den militære støtte til Israel. Men det sammen med det faktum, at mange troværdige internationale observatører har anklaget Israel for folkedrab, har fået millioner i landet og rundt om i verden til at spørge, om Tysklands opgør med sin egen mørke fortid var så grundigt og meningsfuldt, som man tidligere har troet.
Enzo Traverso, der er historiker med speciale i det moderne Europa, er kendt for sin forskning i kritiske temaer som krig, fascisme, folkedrab, revolution og kollektiv hukommelse. Hans seneste værk, Gaza Faces History, undersøger Gaza-krigen som en kombination af koloniarv og humanitære kriser. I bogen kritiserer han også instrumentaliseringen af erindringen om Holocaust – især af Tyskland – og diskuterer dens forandring fra at være et universelt lærestykke i undertrykkelse til en fortælling, der bruges til at retfærdiggøre et aktuelt folkemord. Her taler han med Jacobin om den tyske stats opførsel siden krigen i Gaza begyndte, og hvilken lære han drager af udviklingen med hensyn til at udvikle en universalistisk og internationalistisk erindringspolitik, der er reel.
Elias Feroz:
Den tyske regering gentager ofte sit engagement i international lov, men anerkender på trods af, at adskillige menneskerettighedsorganisationer som fx Amnesty International rapporterer om dem, sjældent overtrædelser af international ret, når det går ud over palæstinenserne. Hvordan forklarer du denne ambivalens?
Enzo Traverso:
Den tyske regerings reaktion på krigen og folkedrabet i Gaza er ikke helt overraskende. Den er i overensstemmelse med den erindringspolitik, som Tyskland har ført i mange år.
I denne sammenhæng fungerer Gazakrisen som en afslørende prøve, der fremhæver et bekymrende skift i, hvordan erindringen om Holocaust behandles i Tyskland, og som underminerer det eksemplariske arbejde,
Tyskland har gennem flere årtier gjort meget for at behandle og komme overens med sin fortid. Jeg siger ikke dette som upartisk observatør, men som italiener – en person fra et land, der ikke fuldt ud har anerkendt eller taget ansvar for sin fascistiske og kolonialistiske fortid. Som italiener har jeg ofte set op til Tyskland – ikke nødvendigvis som et perfekt forbillede, men som et land, der har formået at engagere sig i og konfrontere sin egen historie på en måde, som mit eget land ikke har gjort.
I midten af 1980´erne indledte Tyskland en vanskelig og smertefuld proces, der gik ud på at genoverveje sin fortid. I mindst to generationer blev mindet om nazisternes forbrydelser en hjørnesten i den tyske historiebevidsthed, og det så jeg som et enormt fremskridt. Det lykkedes Tyskland at omdefinere sin opfattelse af statsborgerskab og gå fra en identitet baseret på rent etniske rødder til et politisk fællesskab, der omfattede alle borgere, uanset deres etniske oprindelse eller deres overbevisning. Denne bemærkelsesværdige præstation blev i høj grad, hvis ikke primært, muliggjort af arbejdet med erindringen om Holocaust.
Men med tiden blev erindringen om Holocaust i Tyskland gradvist omdannet til en politik, der gik ud på ubetinget støtte til Israel. Det, der engang var et eksempel på historisk opgør, er blevet en ramme, som efter min mening bidrager til at udviske kritiske perspektiver og muliggør handlinger, der er i modstrid med selve de principper om retfærdighed og ansvarlighed, som denne erindring skulle opretholde. Det beklagelige resultat af denne proces er, at international ret i dag kan overtrædes eller ignoreres for at støtte Israel betingelsesløst.
Elias Feroz:
Hvornår mener du, at denne ændring skete?
Enzo Traverso:
Disse præmisser var på mange måder allerede til stede i forbindelse med oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949. Jeg tror, at dette skift skete gradvist, da kimen til en sådan ændring fra starten var indlejret i Holocaust-erindringen. Nogle af de indbyggede modsætninger i denne udvikling kan spores tilbage til begivenheder som Jürgen Habermas’ kritik af Ernst Nolte, hvor han argumenterede for, at Tysklands integration i Vesten hvilede på erindringen om Auschwitz. Denne tilpasning af erindringen om Holocaust til vestlige værdier lagde grunden til Tysklands urokkelige støtte til Israel.
Under diskussionerne om de erstatningslove, der skulle kompensere de jødiske ofre for naziregimet i 1950´erne, var forskellene ikke særligt tydelige, men de underliggende præmisser var allerede til stede. På tidspunktet for det historiske vendepunkt stod konfrontationen mellem et Tyskland, der forsøgte at anerkende Holocaust og de nazistiske forbrydelser som en hjørnesten i den tyske historiebevidsthed, og et andet Tyskland, der klart foretrak en undskyldende tilgang til den nazistiske fortid. I den sammenhæng var det klart, at Habermas skulle støttes, især mod Nolte og den tyske revisionisme.
I mange år lod det til, at disse farer relativt set var under kontrol og marginale i forhold til de betydelige fremskridt, Tyskland havde gjort med hensyn til at fremme de demokratiske rettigheder. Nu befinder vi os imidlertid i en paradoksal situation. Tyskland, som har udviklet sig til en multietnisk, multikulturel og multireligiøs nation, kræver ubetinget støtte til Israel fra alle sine borgere, inklusive dem der kommer fra tidligere kolonilande eller er af palæstinensisk oprindelse. Denne udvikling kan ses som en påfaldende ironisk konsekvens af den tidligere tilpasning af Holocaust-erindringen til en vestlig identitet.
Elias Feroz:
I slutningen af sidste år udtrykte Tyskland tvivl om, hvorvidt landet ville håndhæve Den Internationale Straffedomstols arrestordre mod Benjamin Netanyahu, hvis han besøgte landet. Hvordan afspejler denne tøven spændingen mellem Tysklands historiske ansvar for Holocaust og dets forpligtelse over for international lov?
Enzo Traverso:
Jeg tror, at efterkrigstidens Tyskland, ligesom mange andre europæiske lande, udviklede en erindring om Holocaust og nazisternes forbrydelser, som ofte negligerede eller marginaliserede det nødvendige arbejde, der gik ud på at tage fat på kolonialismens historie. Selv om fokus på Holocaust er vigtigt, har det overskygget eller minimeret erindringen om kolonialismen, hvilket har skabt en spænding, som blev mere tydelig efter den 7. oktober.
Denne »tvivlsomme« erindringspolitik er forudsætningen for at ignorere den koloniale dimension, som Israels besættelse af Gaza og Vestbredden udgør. I den tyske og vesteuropæiske diskurs fremstilles Netanyahu som repræsentant for jøderne som ofre. Derfor er palæstinenserne ikke et fordrevet folk, men en ny legemliggørelse af antisemitismen. Det er argumentet bag den tyske beslutning (som andre vestlige ledere har fulgt) om ikke at gennemføre ICCs arrestordre.
Elias Feroz:
Risikerer disse lande ikke at skade deres omdømme, eller at det ovenikøbet får juridiske konsekvenser, hvis de ignorerer ICCs arrestordre, især i lyset af det stigende pres for at overholde international lov?
Enzo Traverso:
Jeg er ikke juridisk ekspert, men jeg kan sige, at efter USA, som yder den primære økonomiske og militære støtte til Israel, er Tyskland Israels næstvigtigste militære støtte. Uden USAs støtte ville Israel ikke have været i stand til at udføre ødelæggelsen af Gaza og dræbe titusinder af palæstinensere. Men efter USA spiller Tyskland en afgørende rolle i den militære støtte til Israel.
Det betyder, at Tyskland i dag er medskyldig i folkedrabet i Gaza, ligesom Frankrig, Italien og Storbritannien er. Men Tysklands engagement er særligt vigtigt, både hvad angår dets rolle og dets symbolske vægt. For størstedelen af verdens befolkning betyder det, at mindet om Holocaust er blevet et politisk redskab i kolonipolitikken: Mens de jødiske ofre for nazismen skal mindes, kan [man bare] udslette palæstinensiske liv.
Elias Feroz:
Som italiensk historiker, der underviser i USA, hvordan tror du, at Tysklands urokkelige støtte til Israel – der foregår inden for Staatsräsonens ramme – påvirker landets internationale image?
Enzo Traverso:
Først og fremmest tror jeg, at det internationale billede af Israel er blevet uigenkaldeligt ændret. For den offentlige mening i det såkaldte globale syd har Israel længe symboliseret undertrykkelse, kolonialisme og nu folkemord. Men det billede har også ændret sig i Vesten. Der er nu en klar uoverensstemmelse mellem det vestlige politiske establishments officielle holdning og den voksende offentlige skepsis over for den ubetingede støtte til Israel.
Tyskland indrømmede på en måde hykleriet i sin officielle holdning ved at formulere det som et spørgsmål om Staatsräson. Begrebet Staatsräson er meget tvetydigt. I mit essay sporede jeg dets opståen og udvikling fra det tidligt moderne Europa til i dag. Staatsräsonen afslører en modsigelse inden for retsstatsprincippet:
Loven kan betvivles, fornægtes eller overtrædes på grund af en højere pligt – Staatsräsonen.
I dette tilfælde gælder pligten det ubetingede forsvar af Israel, selv om Israel tydeligvis begår krigsforbrydelser eller folkemord. Den implicitte betydning er: Ja, Israel begår krigsforbrydelser, undertrykker palæstinenserne og begår sandsynligvis folkedrab, men vi accepterer det på grund af statens overordnede interesser.
Elias Feroz:
Hvilke konsekvenser har begivenhederne i det sidste halvandet år for den fremtidige erindringspolitik, både i Tyskland og mere generelt?
Enzo Traverso:
Det, der i dag sker i Gaza, tvinger os til at genoverveje den måde, vi forholder os til erindringspolitik på. Vi er nødt til at formulere et mere afbalanceret forhold mellem de forskellige dimensioner af den kollektive hukommelse. Det var det, jeg mente tidligere [i interviewet]. Vi er nødt til ikke kun at inkludere erindringen om fascismen, de nazistiske forbrydelser og Holocaust, men også erindringen om imperialismen og kolonialismen, som også er vigtige aspekter af Europas fortid. Vi har ikke råd til udelukkende at fokusere på ét aspekt af den kollektive erindring og negligere de andre.
Det er især vigtigt, fordi EU er blevet et immigrationsområde. Millioner af immigranter – de fleste af dem med en oprindelse i tidligere koloniserede lande – er nu en del af Europa. Det gælder for alle europæiske lande, også Italien, som historisk set både har været et udvandringsland og i årtier et indvandringsland.
Vores erindringspolitik har i mange tilfælde blot været en følge af menneskerettighedsretorikken og har ofte tjent som begrundelse for imperialistisk og nykolonialistisk politik. Det er på tide at sætte en stopper for det.
Elias Feroz:
Er der behov for at genoverveje begrebet »historisk skyld«, da det jo ofte fører til generalisering og mangel på nuancer?
Enzo Traverso:
Begrebet historisk skyld er værdifuldt, hvis det sættes ind i en sammenhæng. Der findes ingen evig, uforanderlig skyld, der står udenfor historien.
Man kan henvise til den berømte debat, der fandt sted i Tyskland i 1945 efter udgivelsen af Karl Jaspers’ essay »The Question of German Guilt« [”Spørgsmålet om Tysklands skyld”]. Jaspers skelnede mellem forskellige typer af skyld: kriminel skyld, politisk skyld, moralsk skyld og metafysisk skyld. Skyldbegrebet skal nuanceres, gentænkes og omdefineres.
I stedet for at tale om historisk skyld vil jeg tale om historisk ansvar. Jeg blev født over tyve år efter det etiopiske folkemord, som den italienske fascisme begik i 1935-36. Jeg er ikke skyldig i det fascistiske folkemord, men jeg tror, at jeg ville være skyldig, hvis jeg som italiensk statsborger ignorerede mit lands fortid og nægtede at påtage mig det historiske ansvar, der er forbundet med den. Som ansvarlig italiensk borger kan jeg ikke ignorere de forbrydelser, der hører til mit lands historie.
I den forstand er forholdet mellem skyld og ansvar dialektisk. Der findes et historisk ansvar, som bør være retningsgivende for en ansvarlig udenrigspolitik. En ansvarlig udenrigspolitik i dag ville først og fremmest betyde at stoppe folkedrabet i Gaza.
Elias Feroz:
Du kritiserer sidestillingen af palæstinensere med nazister, som er almindelig i visse dele af det tyske politiske og mediemæssige establishment, for at være historisk revisionisme. Alligevel nævner du i din bog, at nogle af den israelske hærs (Israel Defense Forces, IDF) handlinger minder dig om Schutzstaffel (SS). Er den slags beskrivelser ikke kontraproduktive, og strammer de ikke netop den knude mellem hukommelse og historie, som du forsøger at løse op for?
Enzo Traverso:
Jeg skriver i min bog, at begrebet folkedrab er et juridisk begreb. Et legalt begreb. Jeg understreger også, at jeg som historiker nogle gange er meget i tvivl og er nødt til at være forsigtig med at bruge dette begreb, da det ikke hører hjemme i samfundsvidenskaberne eller i historieforskningen.
Der findes en normativ definition af folkedrab, som er en legal, juridisk definition. Jeg mener, at denne definition fuldstændig svarer til situationen i Gaza i dag. Men ikke alle folkedrab er ens eller kan udskiftes med hinanden. Gaza er ikke Auschwitz – hvad angår omfang, motivation, fænomenologi osv. er det indlysende og meget klart. Mange mennesker (især i Tyskland) tror, at det at tale om folkedrabet i Gaza betyder, at man »relativerer« Holocaust. Det er skammeligt. At gøre krav på mindet om ét folkedrab for at retfærdiggøre et andet folkedrab er moralsk og politisk uacceptabelt. Mindet om Auschwitz bør mobiliseres for at forhindre nye folkemord, ikke for at retfærdiggøre dem.
Historiske sammenligninger betyder ikke, at de sammenlignede begivenheder er ens; de er analogier, der hjælper os med at fortolke nutiden. Selvfølgelig kan billederne af ikke bare SS, men også Wehrmacht-soldater, der begår forbrydelser på østfronten under Anden Verdenskrig, sammenlignes med de krigsforbrydelser, som IDF begår i dag i Gaza og på Vestbredden. De hundredvis af videoer og podcasts, der viser israelske soldater stå smilende ved siden af ydmygede palæstinensere eller ved siden af ligene af palæstinensiske ofre, eller mens de sigter mod civile, minder om billederne af de krigs- og folkemordsforbrydelser, der blev begået af tyske soldater under Anden Verdenskrig, af italienske soldater i Etiopien, på Balkan og i Grækenland og af den franske hær i Algeriet i slutningen af 1950´erne.
Jeg mener, at disse sammenligninger tydeligt fremhæver de fænomenologiske ligheder, der findes i alle´kolonialistiske og fascistiske imperialistiske forbrydelser. Det er afgørende, at man foretager den slags sammenligninger, fordi de tjener som en advarsel, og den advarsel er gavnlig.
Elias Feroz:
Nogle vil måske hævde, at dine historiske sammenligninger er stødende, især i betragtning af den vægt, du lægger på det enestående ved Holocausts grusomheder. Hvad ville du sige til de kritikere, som finder dine sammenligninger upassende eller problematiske?
Enzo Traverso:
Vi er nødt til at være meget tydelige i denne sag: Jeg sammenligner ikke Gaza med Holocaust. Jeg hævder ikke, at det, der sker i Gaza i dag, er en gentagelse af Holocaust. Jeg siger blot, at det, der sker i Gaza i dag, er folkedrab.
Holocaust var et folkedrab. Udryddelsen af armenierne var et folkedrab. Udryddelsen af hereroerne var også et folkedrab. Folkedrab kan variere meget i deres fænomenologi, ødelæggelsesmetoderne og de befolkningsgrupper, de er rettet mod.
Vi er selvfølgelig nødt til at anerkende eksistensen af antisemitiske metaforer, som hævder, at jøder altid har fremstillet sig selv som ofre, og at de nu opfører sig præcis som nazisterne. Det er et typisk antisemitisk argument, men også et undskyldende argument. Folkemordet i Gaza bruges f.eks. ofte til at bagatellisere nazismen og dens forbrydelser. Vi må afvise den slags demagogi.
Men vi kan ikke censurere eller overse folkemordet i Gaza, blot fordi vi frygter denne form for reaktion. Det er uacceptabelt. Vi kan ikke sige til palæstinenserne: Vi beklager, men vi kan ikke handle imod den vold og undertrykkelse, I lider under, for det kunne blive et påskud for at grave gamle antisemitiske metaforer frem. Kampen mod antisemitisme er ikke uforenelig med kampen mod den koloniale undertrykkelse af Palæstina.
Israel er en del af det internationale samfund og skal bedømmes ud fra de samme politiske og juridiske kriterier, som gælder for alle stater og medlemmer af dette samfund. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at skabe en pervers situation, hvor antisemitisme indirekte legitimeres. Hvis europæere, især tyskere, føler, at det er deres pligt at forsvare Israel betingelsesløst for at bekæmpe antisemitisme og racisme, vil mange mennesker måske konkludere, at antisemitisme ikke er så slemt. Hvis det at kritisere Israels handlinger i Gaza stemples som antisemitisme, vil den logiske konsekvens være, at man må være antisemit for at stoppe et folkemord.
Præmissen bag hele diskursen om at støtte Israel betingelsesløst, uanset omstændighederne, er fuldstændig irrationel. Det er resultatet af en mærkelig idé om Israels indbyggede uskyld. Før i tiden forklarede en antisemitisk fordom, at jøderne af natur var skadevoldere, ikke på grund af deres adfærd, men simpelthen på grund af deres eksistens; i dag foregiver en tilsvarende tåbelig og uansvarlig diskurs, at jøderne af natur er uskyldige eller godartede: De er ofre og kan ikke blive gerningsmænd. Det er den omvendte version af en gammel åndsformørket fordom.
Elias Feroz:
Du hævder, at palæstinenserne betaler prisen for Europas historiske skyld over for jøderne. Hvordan påvirker denne dynamik Europas moralske status i dag, og hvad afslører den om kontinuiteten – eller fiaskoen – i dets etiske forpligtelser?
Enzo Traverso:
Jeg har skrevet flere essays, hvor jeg forsøger at forklare, at den mest relevante og betydningsfulde form for racisme i Europa i dag ikke længere er antisemitisme, men snarere islamofobi. I Italien kommer regeringschefen, Giorgia Meloni, fra en postfascistisk bevægelse. Før hun blev premierminister, var hun stolt af sine politiske rødder i denne tradition, som omfatter det fascistiske regime, der vedtog antisemitiske love i 1938. På samme måde repræsenterer Marine Le Pen i Frankrig en antisemitisk politisk arv. Men i dag fremmer bevægelser som det højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland ikke åbent antisemitismen i sin officielle retorik, og det opretholder tætte forbindelser med Israel. Samtidig kan vi ikke ignorere den stigende islamofobi i den vestlige verden, som er rettet mod flygtninge og indvandrere, især muslimer, og som fremstiller dem som en trussel mod Europas »jødisk-kristne« identitet.
Dette skift i racismens dynamik betyder, at antisemitismen ikke længere er den primære form for racisme i nutidens Europa. I det 21. århundrede er racismen blevet omstillet, og hvis man udelukkende fokuserer på antisemitismen, risikerer man at blive brugt som påskud for at retfærdiggøre islamofobisk og racistisk politik. Det er især tydeligt i Tyskland, hvor AfD forsvarer Israel med næb og klør, samtidig med at det fremmer indvandrerfjendtlige og antimuslimske tiltag. Så mens antisemitismen stadig skal bekæmpes, er det tydeligt, at kampen mod den i stigende grad bliver instrumentaliseret.
Elias Feroz:
I betragtning af at Gaza-krigen er en del af en igangværende konflikt, hvordan former vores nuværende opfattelse af begivenhederne så fremtidens erindringskultur?
Enzo Traverso:
En våbenhvile er blevet godkendt – en midlertidig våbenhvile, men langt fra en varig eller fredelig løsning.
Den folkemorderiske krig har uopretteligt skadet Israels globale image og forvandlet landet fra en nation, der engang blev set som et svar på Holocaust, til en undertrykkende kolonistat, der minder om Sydafrika i apartheidtiden. I dag er den palæstinensiske sag blevet central for alle, der går ind for principperne om frihed, retfærdighed og lighed, også selv om den sag hverken kan identificeres med Hamas eller det fuldstændigt miskrediterede Palæstinensiske Selvstyre.
Elias Feroz:
I den tyske debat står Holocaust i centrum for erindringspolitikken på grund af Tysklands (og Østrigs) historiske ansvar, mens Nakba – selv om den er central for palæstinenserne – stort set ignoreres. Denne asymmetri afspejles også i perspektiverne, da israelerne husker Holocaust og palæstinenserne Nakba – ofte uden at inddrage den anden sides erfaringer. Hvordan kan der udvikles en erindringspolitik i den tysktalende verden, som forbinder disse historiske erfaringer, gør begge siders lidelser synlige og muliggør dialog uden at sætte spørgsmålstegn ved de respektive lidelseserfaringer eller forværre de politiske spændinger?
Enzo Traverso:
Tyskland er ansvarlig for Holocaust, men ikke for Nakba. Det er grunden til den asymmetri, du nævner, og det forklarer, hvorfor Forbundsrepublikken Tysklands historiske bevidsthed og kollektive hukommelse i efterkrigsårene var bygget op omkring Holocaust.
I dag har konteksten imidlertid ændret sig. På den ene side fordi Tyskland er blevet et multietnisk og multikulturelt samfund med mange borgere af palæstinensisk oprindelse eller som kommer fra de tidligere kolonilande; på den anden side fordi Israel retfærdiggør sin undertrykkende og folkemorderiske politik ved at påberåbe sig Holocaust og kampen mod antisemitisme. I en sådan situation er denne asymmetri ikke længere acceptabel.
Man kan ikke sætte lighedstegn mellem Holocaust og Nakba, men begge tragedier bør anerkendes og respekteres. Det er den nødvendige forudsætning for en frugtbar erindringspolitik, som kræver lighed og gensidig forståelse. En kamp mod antisemitismen, der er baseret på benægtelse af Nakba og palæstinensernes lidelse, er både uetisk og ineffektiv.
Enzo Traverso underviser på Cornell University. Hans seneste bog er Revolution: An Intellectual History, der senere på året udkommer på Solidaritets Forlag.
Elias Feroz er freelanceskribent. Han fokuserer bl.a. på racisme, antisemitisme og islamofobi samt erindrings-politik og -kultur.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER