Uffe Elbæk: Boykot Israel – økonomisk, politisk og kulturelt

Mens jeg skriver denne klumme, gennemfører det israelske militær endnu engang sine voldelige operationer ind i Gaza striben, verdens største åbne fængsel.  Og endnu engang er de militære mål ikke bare Hamas-stillinger, men den palæstinensiske civilbefolkning: Kvinder, børn og ældre. Det er en modbydeligt blodig konflikt mellem et af verdens stærkeste militære apparater og en tilsvarende fattig, politisk isoleret og forsvarsløs befolkning. En kamp mellem jagerfly og stenslynger. En fuldstændig ulige kamp på besættelsesmagtens præmisser.

“Rædslerne bliver bare ved. Måned for måned. År for år. Tilsvarende bliver vi i Folketinget bare ved med at sige det samme, når det gælder konflikten mellem besættelsesmagten Israel og den palæstinensiske befolkning”

At Hamas har affyret raketter mod Israel ændrer ikke det billede. Det, vi snakker om, er en skruppelløs, ja, ufølsom besættelsesmagt, som siden krigen i 1967 har opbygget et apartheid samfund bestående af A- og B-mennesker. A-menneskene er den jødiske befolkning – både i staten Israel og i de besatte områder. B-menneskene er den palæstinensiske befolkning. Det er lige så rædselsfuldt, som jeg beskriver det – og mere til.

Hvordan formidler man den hverdags-vold, den palæstinensiske befolkning oplever både på Gaza-striben og på Vestbredden hver eneste dag? Hvordan sætter man ord på den desperation og den sjælelige fastlåsthed et barn eller et ungt menneske i de besatte områder må føle, når al håb om en fredelig og retfærdig verden bliver taget fra dem. Igen og igen og igen. Hvad sker der med mennesker der ikke engang har håbet at klynge sig til?

Forestil dig, at du var født i Gaza-striben eller på Vestbredden. Hvor du ikke selv kan bestemme, hvor du må bo, rejse, arbejde eller uddanne dig. Hvor alle regler i hverdagen er defineret af besættelsesmagten Israel. Et liv, som er uhyggeligt tæt på at være tømt for værdighed, selvrespekt og mening. Det må være som at være levende død. Det er palæstinensernes hverdag.

Og rædslerne bliver bare ved. Måned for måned. År efter år. Tilsvarende bliver vi i Folketinget bare ved med at sige det samme, når det gælder konflikten mellem besættelsesmagten Israel og den palæstinensiske befolkning. Tag bare den forespørgselsdebat, vi havde i Folketinget om Palæstina-Israel konflikten for nyligt.

Ordførerne gik én efter én op på talerstolen og gentog hvad de har sagt masser af gange før. De fleste støttede FN-sporet om en to-statsløsning. Efterfulgt af en kritik af Israel. Men næsten inden denne kritik var blevet formuleret, kom også kritikken af selvstyret og Hamas. Det er nemlig meget vigtigt – for de fleste ordførere – at der er balance i kritikken. Jo, Israel er ikke helt fine i kanten – men palæstinenserne er heller ikke for gode. Sådan lyder den politiske mainstream-logik på Christiansborg.

Men stop lige! Vi snakker om en besættelsesmagt, der gennem mere end 50 år har opbygget et voldeligt, undertrykkende apartheidstyre, som ned i den mindste detalje har skabt to parallelvirkeligheder. Én for den jødiske befolkning. Og én for den palæstinensiske. Det er ikke bare forkert, det er fuldstændig uacceptabelt. Det er tab af alt dét, vi forbinder med at være et civiliseret humanistisk samfund. Vi snakker om et nøje planlagt, forbryderisk overgreb på palæstinenserne. Det er dét vi snakker om. Så lad os i det mindste begynde med at kalde en spade for en spade: Israel er et gennemsyret voldeligt, racistisk og militariseret apartheidsamfund.

Fra undertrykt til undertrykker

Hvorfor er det så svært at sige de her ting højt og klart? Givetvis fordi vi har et moralsk og etisk efterslæb fra Anden Verdenskrig, hvor det var jøderne, der var det undertrykte folk. Hvor millioner og atter millioner af jøder døde i de tyske koncentrationslejre eller omkom på anden vis. Et folkemord af helt uforståelige og ubegribelige dimensioner. Dertil kommer, at der den dag i dag stadig er lommer af voldelig antisemitisme i de fleste lande, også her i Danmark, hvor vores lokale jødiske medborgere i deres hverdag bliver udsat for uacceptabelt spot, hån og overgreb. Men måske netop derfor, er det så fuldkommen uforståeligt, at se staten Israel agere, som den gør – den jødiske befolkning bør jo om nogen vide, hvad det vil sige at være forfulgt og undertrykt.

Men tilbage til debatten i Folketingssalen: Da det blev min tur til at fremlægge Frie Grønnes holdning til konflikten, var mit budskab tredelt. For det første bliver vi nødt til at betegne Israel som det det er: Et rendyrket apartheid-samfund. For det andet er det nødvendigt at se i øjnene, at det ikke er andet end en illusion, når vi i dag siger, at vi arbejder os hen mod en to-stats-løsning. Virkeligheden er, at Israel og de besatte områder fungerer som én stat.

En stat, hvor der er én politisk magt, der bestemmer reglerne: den israelske besættelsesmagt. Der er på papiret et selvstyre på Vestbredden og Hamas findes på Gaza-striben. Men det er Israel der bestemmer alt i begge områder. Økonomisk. Politisk. Militært. Når det er virkeligheden, så var mit tredje budskab i Folketingssalen: Uagtet om det ender med et-stats-løsning, en to-stats-løsning eller en helt tredje løsning, så må kravet til Israel i dag være, at hvis man som borger bor i det samme geografiske område, så har man samme rettigheder. Punktum.

Menneskerettighedsorganisationerne er heller ikke i tvivl

Umiddelbart før og efter debatten i Folketingssalen kom der to afgørende rapporter om situationen i Israel og de besatte områder. Begge rapporter havde stort set den samme konklusion, som underbygger mine argumenter i denne klumme. Først gik den største menneskerettighedsorganisation i Israel, B’Tselem, ud og kaldte Israel et apartheidsamfund. En måned senere gik Human Rights Watch ud med nøjagtig den samme udmelding. Kendetegnede for begge rapporter er deres sobre argumentation og rystende dokumentation af de overgreb, den palæstinensiske befolkning udsættes for. Overgreb, som den israelske regering bærer det fulde ansvar for.

“Hvad gør man med apartheid-stater, der gennemfører forbrydelser på en sådan skala? Man boykotter dem. Både økonomisk, politisk og kulturelt.”

Debatten i folketingssalen og de to rapporter fik mig efterfølgende til at stille udenrigsministeren mere end ti spørgsmål om, hvad hans og regeringens holdning er til disse rapporters konklusioner. Og om det ville få konsekvenser for Danmarks relation til Israel.

Svarene er lige så forudsigelige, som jeg havde frygtet. Nemlig at ja, der finder alvorlige menneskeretskrænkelser sted overfor den palæstinensiske befolkning. Men… og så kommer automat-replikken: ”Problemet med at overholde menneskerettighederne kan dog ikke isoleres til alene at angå den israelske besættelsesmagt”. Og så kører båndsløjfen igen. Derfor må jeg bare højt og tydeligt en gang for alle sige: Israel er et apartheid-samfund. Og overgrebene, som den palæstinensiske befolkning er udsat for, kan kun betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden, hvilket også er præcis dét, Human Rights Watch kalder det.

Hvad gør man med apartheid-stater, der gennemfører forbrydelser på en sådan skala? Man boykotter dem. Både økonomisk, politisk og kulturelt. Det skal vi også gøre med Israel. Boykot staten Israel, ligesom man i sin tid boykottede Sydafrika. Det politiske krav må være: At borgere, der bor i det samme område, skal have samme rettigheder. Dette krav skal være opfyldt, før man overhovedet reelt kan diskutere en et-to-eller-en-helt-tredje-statsløsning i området fra Middelhavet til Jordanfloden.