Uffe Elbæk: Hvad pokker sker der på Kunstakademiet og i den kulturpolitiske debat?

“Smagsdommeri og rindalisme.” Det er helt misforstået, når politikere blander sig i kunstens frie udtryk, skriver Uffe Elbæk.

Af Uffe Elbæk, MF (Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti)

Jeg har fået en direkte opfordring fra en læser om at skrive en klumme om buste-sagen på Kunstakademiet. Og tak for den opfordring. Men jeg har – hånden på hjertet – været usikker på, hvordan jeg skulle gå til opgaven. For på den ene side synes jeg ikke, at den kunstneriske og æstetiske udførelse af sænkningen af den meget omtalte kopi-buste af Frederik 5. var særlig genial og gennemtænkt. Mere om det senere. På den anden side er jeg ikke et splitsekund i tvivl om, at jeg står lige ved siden af både studerende og medarbejdere på Kunstakademiet, når jeg ser den næsten aggressive højrefløjskritik, der vælter ned over stedet i disse uger og måneder.

Derfor har jeg også, inden jeg skrev denne klumme, spurgt en række nuværende studerende på Kunstakademiet og tidligere medarbejdere samme sted, hvad pokker der er op og ned på denne her sag. Og deres svar afspejler meget godt kompleksiteten af de konflikter, der for tiden udfolder sig i og omkring Kongens Nytorv.

Alle jeg har snakket med anerkender, at det selvfølgelig er fagligt relevant at diskutere Danmarks kolonihistorie, strukturel racisme, kønsidentiteter og magtforhold i samfundet, alt sammen i et kunstnerisk og skabende perspektiv. Men samtidig er der også flere, der siger, at der på akademiets grundskole godt kan være en noget hård diskussionskultur.

Den svingende undervisningskvalitet på Kunstakademiet

Men den gennemgående bekymring i min lille mini-undersøgelse var – måske ikke overraskende, hvis man lige tænker sig om – den udhuling af Kunstakademiets økonomi, som har fundet sted igennem rigtig mange år (også i min tid som kulturminister). Hvilket igen har betydet nedprioritering af fag-værksteder og manglende eller ikke-eksisterende kvalificeret en-til-en-undervisning af de studerende. Så den svingende undervisningskvalitet var et langt større problem, for dem jeg talte med, end den meget omtalte buste-sag.

“… den aktuelle kritik af Kunstakademiet er jo ikke bare en kritik af en konkret handling. Det er et angreb på selve institutionens legitimitet og de studerendes og medarbejdernes kunstneriske og faglige frihed.”

Netop derfor synes jeg også, at det er vigtigt både i min rolle som kulturordfører for Frie Grønne, men også som tidligere kulturminister, at stå på politisk mål for Kunstakademiet, og dermed forsvare uddannelsen mod politiske angreb – i denne sag ikke mindst fra mine borgerlige kollegaer på Christiansborg.

For den aktuelle kritik af Kunstakademiet er jo ikke bare en kritik af en konkret handling. Det er et angreb på selve institutionens legitimitet og de studerendes og medarbejdernes kunstneriske og faglige frihed. Hvis disse angreb så bare var isoleret til nogle mere eller mindre aggressive kulturordførere fra et af højrefløjspartierne, var det måske ikke det store problem. Men desværre oplever jeg, at den negative holdning – ja, manglende kærlighed – til Kunstakademiet, når langt ind i regeringspartiet. Og på en dårlig dag kan jeg ligefrem frygte, at den rækker helt ind i kulturminister-kontoret i Nybrogade.

Det er derfor, jeg råber vagt i gevær. For vi politikere skal gennem finansloven bevillige de nødvendige penge, så uddannelsen kan undervise de studerende på det høje niveau, vi forventer af en kunstnerisk elite-uddannelse som Kunstakademiet.

Politikere på skråplan

Vi er først ude på et politisk skråplan, hvis vi politikere begynder at blande os i undervisningen og ikke mindst den kunst, de studerende producerer. Listen er lang over de autoritære samfund, der fra statslig side har defineret, hvad der er god, smuk og sand kunst. Bare tænk på Italien under Mussolini, Spanien under Franco, Tyskland under Hitler, Sovjetunionen, Kina og senest hos Trump i hans kommentar om, hvad der er smuk og rigtig arkitektur.

Disse er blot nogle enkelte historiske og nutidige eksempler på regimer, der har forsøgt at definere, hvad der er god og opbyggelig kunst. Som regel har de også en mening om, hvad der er en rigtig familie. Rigtig mandighed. Rigtig kvindelighed. Ja, hvad der er de rigtige følelser at have for det land, man bor i – her i landet, taler de vammelsødt om ”danskhed”, så det er tæt på, at ens blod må fryse til is. Alt hvad der afviger fra denne rigtighed, denne normalitet, er farligt, ødelæggende, undergravende, degenereret, grimt, urent – ja, ekstremistisk.

Det var først i forbindelse med, at jeg skulle skrive denne klumme, at jeg satte mig ned og så den meget omtalte video af nedsænkningen af busten af Frederik 5. Og jeg må blankt indrømme, at den video ikke fik mig op af stolen. Hverken på den gode eller dårlige måde. For der er tale om en ikke særlig interessant gips-kopi af en original-buste. Selve nedsænkningen af busten i Københavns havn er symbolmæssigt banal, og den antiracistiske undertekst til videoen synes jeg er floskelpræget. Kort sagt: Det hele er underligt uinteressant – det er min holdning som privatperson og kunstelsker.

Skønheden i det modbydelige

Men når jeg passer mit arbejde som politiker, er denne holdning fuldstændig irrelevant. Som politiker er min opgave som sagt intet andet end at give Kunstakademiet den nødvendige økonomiske og organisatoriske ramme, der gør, at vi her i landet kan uddanne kunstnere på højest mulige kvalitetsniveau. Alt andet er smagsdommeri, rindalisme og ”den-der-betaler-bestemmer-musikken”-pseudo-logik.

Selvfølgelig skal vi have kunst, vi kan slå os på. Blive provokeret af. Fordi kunsten opgave blandt andet er at vise alt det, vi ikke har lyst til at se eller mærke. Alle de sider af menneskelivet, der lugter, er frastødende, nedgørende, undertrykkende og voldelige. Handlinger og følelser født ud af magtsyge, jalousi, mindreværdsfølelse, misundelse eller seksuel tiltrækning eller fortrængning. Bare tænk på et maleri af Francis Bacon, så ved du, hvad jeg snakker om. Skønheden i det modbydelige.

“Som politiker er min opgave intet andet end at give Kunstakademiet den nødvendige økonomiske og organisatoriske ramme, der gør, at vi her i landet kan uddanne kunstnere på højest mulige kvalitetsniveau. Alt andet er smagsdommeri, rindalisme og ”den-der-betaler-bestemmer-musikken”-pseudo-logik”

Det er dette kunstneriske, eksperimenterende frihedsrum, jeg altid vil forsvare. Uagtet om jeg synes, at det enkelte værk er vellykket eller ej. Det er det, vi kalder armslængde-princippet, som indtil nu har været grundlaget for al kulturpolitik i Danmark. Uagtet hvem der havde regeringsmagten, for øvrigt. Hvis man vil lave om på eller ligefrem skrotte dette princip, skylder man i det mindste en meget god forklaring.

Den autoritære undertone, der løber som en understrøm gennem de kommentarer og udfald, som for tiden rettes mod Kunstakademiet generelt og mere specifikt buste-aktionen, gør mig oprigtigt bekymret kulturpolitisk. Og i det perspektiv tænker jeg: Hvis buste-aktionen kan vække så voldsomme følelser, har den da alene af den grund været relevant.  

For buste-aktionen og den efterfølgende debat har tydeliggjort de kulturpolitiske modsætninger, der i dag præger Christiansborg. Hvor vi har partier der mener, at kunstens værdi skal måles op ad værdier som det gode, det smukke og det sande. Og så har vi partier, der vil stå vagt om, at kunsten også skal være salt i såret.

Det er vidt forskellige kultur og kunstsyn.

Hvilken igen betyder, at afhængig af hvilken kulturpolitisk skole, der får lov til at definere kunst- og kulturpolitikken, vil Danmark enten blive et mere og mere indadvendt, nationalkonservativt samfund. Eller vi vil åbne os over for den mangfoldige kosmopolitiske verden, vi er omgivet af. Jeg ved godt, hvilken skole jeg vil arbejde for.