Ugen på venstrefløjen – 18. oktober 2024
Venstrefløjens mangeårige kampagne mod brændeovne i København bærer frugt. Alternativet tager os med på tur under vandet i kampen for havmiljøet. Og Enhedslisten har fejret sine første 30 år som folketingsparti. Og så er der nyt fra Preben Wilhjelm. Her er Ugen på Venstrefløjen
Det er uge 42 – skolernes efterårsferie. Det betyder, at energiniveauet på venstrefløjen har været lidt mere stille, end det har været i andre uger. Men I skal ikke snydes for denne uges gennemgang af venstrefløjens bedrifter.
Københavns venstrefløj indfører skrappere regler om brændeovne
Vi begynder i hovedstaden, hvor Borgerrepræsentationen efter flere års tilløb har vedtaget skrappere regler om brug af brændeovne. Selvom brændeovne er rigtig hyggelige i de kolde måneder, udleder de også mange forurenende partikler.
Det betyder, at brændeovne fra før 1. juni 2008 skal sløjfes eller udskiftes inden for de næste 12 måneder. Det fremgår af Københavns Kommunes hjemmeside, at disse gamle brændeovne udleder fem gange flere partikler end brændeovne af nyere dato.
Københavns venstrefløj har ført kamp mod brændeovnene i flere år. Tilbage i 2020 udtalte SF’s sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, at hun helst så brændeovne forbudt i de store byer for at undgå luftforurening.
Brændeovne er ikke blevet forbudt med de nye regler, men venstrefløjens borgmestre er stadig tilfredse med de skrappere regler.
”Nu tager vi et lille men vigtigt skridt i retning af renere luft i vores by. Selvom de er få, så udgør brændeovnene en stor kilde til lokal luftforurening. Heldigvis findes der i dag langt bedre og mere miljøvenlige måder at varme sit hus op på”, udtaler Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod til Københavns Kommune.
SF’s Sisse Marie Welling er også glad:
“Brændeovne er blandt de største lokale kilder til luftforurening, og de ældre brændeovne er de værste. Partiklerne kan for eksempel føre til lungesygdomme, hjertekarsygdomme og kræft. Vores børn er særligt sårbare, da deres lunger og immunforsvar endnu ikke er fuldt udviklet. Allerhelst så jeg brændeovnene totalt forbudt i de store byer, men det her er et vigtigt skridt mod en grønnere og sundere by”, siger hun til Københavns Kommune.
Torsten Gejl på undervandstur
Hvor andre politikere har holdt mere afslappende former for ferie, er Alternativets folketingspolitiker Torsten Gejl hoppet i dykkertøjet. Her tager han på Alternativets Facebook-side os med på en tur under vandet ved Avedøre Holme ved den københavnske vestegn.
Her skal der ifølge planerne opføres ikke mindre end ni kunstige øer, som skal bringe flere industriarbejdspladser til Avedøre, som ligger i Hvidovre Kommune.
Torsten Gejl viste seerne, hvad der går tabt, hvis de kunstige øer bliver opført. Det drejer sig om store arealer med ålegræs, hvor de fiskeunger, der er tilbage i de danske farvande, vokser op og bliver til større fisk.
Torsten Gejl understreger også ålegræssets betydning for at begrænse mængden af CO2 i atmosfæren. En kvadratmeter ålegræs optager nemlig 35 gange mere CO2 end en kvadratmeter regnskov.
Derfor håber Torsten Gejl og Alternativet, at nogle flere politikere vil skænke havmiljøet en tanke, inden man begynder at hælde 47 millioner ton jord i Køge Bugt.
Enhedslisten fejrer 30 år i Folketinget
Det her skulle have været med i sidste uge, men jeg glemte det. Sådan kan det gå.
Enhedslisten kunne 10. oktober fejre 30-års jubilæum som folketingsparti. Partiet fejrede det på sine sociale medier med en video med højdepunkter fra den tid, der er gået og håber samtidig på at tage 30 år mere. Enhedslisten afholdt også en reception og frokost for alle tidligere folketingsmedlemmer.
Faktisk er der to gengangere fra Enhedslistens første folketingsgruppe til den nuværende. Det drejer sig om Jette Gottlieb og Søren Søndergaard.
Enhedslisten fik også en hilsen fra SF med en video af en af de der spilledåser, der spiller Internationale. Meget rørende.
Brug anledningen til at læse denne artikel på Solidaritet, som markerede Enhedslistens 25-års fødselsdag som folketingsparti. Her kan du blandt andet læse om, hvordan nogle punkere gik rundt på ydergesimserne på Christiansborg efter en housewarming-fest i Landstingssalen i 1994.
Nyt fra Preben Wilhjelm
Hvis Preben Wilhjelm var ung, ville han snarere engagere sig i den grønne bevægelse end i et parti. Det kan man læse i et interview med Wilhjelm, som Information har udgivet.
Wilhjelm – som har været partiløs siden 1989 – lægger i interviewet vægt på, at fornyelse kommer fra bevægelser i befolkningen, ikke fra Folketinget.
Næste uge er mange tilbage fra efterårsferie – men til gengæld er jeg på ferie. Der er derfor ikke nogen Ugen på Venstrefløjen i næste uge. Den vender tilbage om to uger.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER