Ukraine – et håb om fred

Vi er for længst holdt op med at se krigen som en lokal konflikt mellem Rusland og Ukraine. På begge sider ses krigen nu som et afgørende opgør mellem Rusland på den ene side og USA/NATO på den anden – om end krigens mange ofre stort set udelukkende er ukrainere og russere.

Ingen kan være interesseret i, at dette blodbad fortsætter. Bortset fra rustningsindustrien, som overalt oplever gyldne tider.

Det militært-industrielle kompleks opnåede med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 sin største triumf. Triumfen blev bestemt ikke brugt til at afmontere USA’s militære overlegenhed. Det amerikanske hegemoni er i høj grad blevet brugt militært siden Sovjetunionens opløsning: i Serbien, Afghanistan, Irak og, i mindre omfang, mange andre steder.

I forholdet til Rusland kunne det i godt og vel et årti efter Sovjetunionens opløsning i 1991 se ud, som om den kolde krigs modsætningsforhold mellem Sovjet/Rusland/Warszawa-pagten på den ene side og USA/NATO på den anden var forsvundet. At nye relationer baseret på samarbejde og tillid dermed kunne slå rod.

Men sådan gik det ikke. En første større konflikt kom allerede i 1999, da NATO-landene besluttede at bombe Beograd for angiveligt at forhindre et folkemord i Kosovo. Rusland så helt anderledes på den situation, nemlig at Vesten hjalp de kosovo-albanske oprørere i deres kamp for løsrivelse fra Serbien – et land med nære historiske relationer til Rusland.

Ruslands røde linjer

Mere fundamentalt viste det sig, at hverken EU- eller NATO-udvidelserne mod øst kom til at omfatte Rusland. Der blev forespurgt fra russisk side, men de amerikanske og europæiske svar var nej. Med NATO’s udvidelser i 1999 og 2004 – hvor den vestlige militæralliance blev udvidet med lande, der tidligere var med i Warszawa-pagten – eller – som de baltiske lande – indgik i Sovjetunionen, og med Putin som russisk præsident fra år 2000 kølnedes forholdet mellem Rusland og Vesten hurtigt.

I 2007 gjorde Putin det klart i en tale holdt ved den årlige sikkerhedskonference i München, at Rusland betragtede NATO-udvidelserne som både udtryk for fjendtlighed og løftebrud fra vestlig side. Bedre blev det ikke med NATO’s beslutning året efter ved topmødet i Bukarest om at stille NATO-medlemskab i udsigt for de to tidligere sovjetrepublikker Ukraine og Georgien.

Det fik de russiske magthavere til at drage den konklusion, at Vesten, og særligt USA, fortsat betragtede Rusland som en strategisk modspiller. At Putin var inviteret med til mødet i Bukarest gjorde bestemt ikke beslutningen mere spiselig for russerne. Om den russiske reaktion skrev den daværende amerikanske ambassadør i Moskva, William Burns, i en indberetning: ”Ukrainsk tilslutning til NATO er den tydeligste af alle røde linjer for den russiske elite (ikke bare Putin)”.

Men USA havde ingen respekt for Ruslands ’røde linjer’. Beslutningen om at stille Ukraine et NATO-medlemskab i udsigt kom i en tid, hvor det var gængs tale hos amerikanske forskere og politikere, at der globalt kun fandtes én supermagt, nemlig USA. Andre magter blev placeret i andre kategorier. Præsident Barack Obama omtalte eksempelvis Rusland som (kun) en ”regional stormagt”.

Ikke helt ulig den måde Hitler og hans kumpaner opfattede Tysklands situation efter Første Verdenskrig, begyndte Putin og magteliten i Rusland at se Ruslands situation som karakteriseret af omringning og ydmygelse. Man så den europæiske del af Rusland omringet af såvel allerede iværksatte som planlagte NATO-udvidelser. Og man oplevede det som ydmygende at blive kategoriseret og behandlet som den svage part i det modsætningsforhold, der fortsat tegnede sig i relationen til USA.

Det var i dette klima, at der i Rusland, blandt andet omkring filosoffen Alexander Dugin, udviklede sig en højre-nationalistisk og revanchistisk strømning, igen med klare ligheder til den tyske udvikling i 1930’erne. Når Putin taler om, at Ukraine egentlig ikke er et selvstændigt land, men et skrabsammen af dele, der tidligere har hørt under Rusland, og dele, der har hørt under andre lande såsom Ungarn og Polen, må man sige, at han søger argumenter for en revanchistisk position, hvor perspektivet er at vinde tabt land og tabt storhed tilbage.

Hermed er i det mindste noget af det russiske syn på baggrunden for den aktuelle krig i Ukraine tegnet op. Den vestlige version lyder helt anderledes. Kernen i den er, at Ukraine som en uafhængig nation har ret til selv at bestemme, hvem man vil være i alliance med. Rusland har ingen ret til at blande sig.

Krigsudbruddet i 2022

Inden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 havde der allerede været adskillige træfninger mellem vestlige og russiske interesser i Ukraine. Fra russisk side støttede man pro-russiske kræfter i landet og lagde op til et fortsat tæt økonomisk og politisk samarbejde mellem de to lande. Fra vestlig side begyndte efterretningstjenester og NGO’er i stigende grad at støtte pro-vestlige kræfter i Ukraine.

I 2014 kulminerede modsætningerne i Majdan-opstanden, hvor den pro-russiske præsident Janukovitj blev tvunget væk fra sin post og flygtede til Rusland. Rusland kaldte det et kup og svarede igen med at annektere Krim og støtte et væbnet oprør i Donbas i det sydøstlige Ukraine.

Mens Ukraine under præsident Zelenskijs ledelse med vestlig hjælp byggede op til at tilbageerobre de oprørs-kontrollerede områder, forlangte Rusland over for USA/NATO en forhandling om sikkerhedspolitiske indrømmelser til Rusland, herunder en afklaring af Ukraines status. Det afviste USA kategorisk, og hvad der måtte have været af kompromis-søgende europæiske initiativer, faldt til jorden. 24. februar 2022 invaderede Rusland så Ukraine.

I det vestlige narrativ om krigen beskrives den russiske invasion som et helt og aldeles uprovokeret overfald på et andet land. Men givet forhistorien er der ingen tvivl om, at Rusland følte sig provokeret.

Skal gammelt russisk hjerteland nu blive en del af NATO? Skal NATO’s militære anlæg nu komme så tæt på Moskva? Skal Rusland acceptere en militær og geopolitisk udvikling, som USA aldrig nogensinde selv ville acceptere, hvis Rusland forsøgte noget tilsvarende i Mexico eller Cuba? I den russiske forståelse er krigen således fremprovokeret af NATO’s ekspansive strategi og en manglende forhandlingsvilje fra vestlig side omkring russiske sikkerhedsinteresser over for NATO.

Invasionen var en uklog beslutning

Folkeretsligt set kan Ruslands krig i Ukraine ikke forsvares.  Forklaringer om at invasionen skulle forhindre et folkemord i de østlige regioner af Ukraine (helt parallelt med hvad USA hævdede i forbindelse med Kosovo-konflikten i 1999), forekom ikke troværdige.

Rusland har helt klart krænket et andet lands suverænitet, og især derfor vil det være vanskeligt at vinde opbakning i det internationale samfund for en fastholdelse af de annekterede områder.  

Ikke mindst på grund af den brutale suverænitetskrænkelse fremstår invasionen af Ukraine i dag som en uklog russisk beslutning. Krigen har kostet Rusland utrolig meget: menneskeliv, materielle afsavn, men også slut på økonomisk samarbejde med USA og Europa, finsk og svensk medlemskab af NATO – samt et Ukraine, der mindre end nogensinde ønsker at være forenet med russerne.

Jo, krigen var provokeret, og, nej, Putin var ikke klog nok til at lade provokationen ligge og søge indflydelse på andre måder end en omfattende og brutal krig.

Hvad vil Rusland opnå?

Der har været fremsat mange bud på, hvad målsætningen med den russiske invasion var. Var hensigten med ’den specielle militære operation’ udelukkende at genvinde indflydelse over Ukraine? Eller var det begyndelsen til en langt større offensiv, som også kan komme til at omfatte andre dele af det tidligere Sovjetunionen, herunder de tre baltiske lande, som jo er blevet medlemmer af NATO?

Meget tyder på, at Ruslands målsætning først og fremmest var at starte en proces, der kunne holde Ukraine ude af NATO, og dernæst forsvare den russisk-sindede del af befolkningen i Ukraine. Man håbede på, at det pro-vestlige ’kup’ i 2014 kunne gøres om, nu til Ruslands fordel.

Imidlertid undlod den ukrainske ledelse at overgive sig. Præsident Zelenskij stod fast og organiserede en hårdnakket kamp mod invasionsstyrkerne. Det, der skulle have været en kortvarig militær operation, blev til en langvarig krig. Men dog fortsat en krig, der i det væsentlige er begrænset til Ukraine

En alternativ opfattelse – nemlig at krigen kan ses som blot starten på en revanchistisk kamp, hvor Rusland vil tilbageerobre land, der tidligere har tilhørt Rusland eller Sovjetunionen – får næring både fra øst og vest. Revanchistiske kredse i Rusland argumenterer for en sådan udvikling, og Putin er også selv deltager i koret med sine ganske selektive fortolkninger af, hvilke områder der med ’historiens ret’ bør tilhøre Rusland.

Der vises tilbage til fordums storhedstider, men belejligt nok aldrig til de lange, historiske perioder, hvor det europæiske Rusland var betydeligt mindre, end det er i dag. Der findes hyppige debatter i russisk TV, hvor der aggressivt tales om at tilbageerobre de baltiske lande, bombe Berlin og London sønder og sammen osv. Krigsretorik er der ikke mangel på.

Men under retorikken med ønsker og trusler om genskabelse af russisk storhed – og under truslerne om atomkrig, om så skal være – forekommer realisme og rationalitet fortsat at karakterisere Putin og kredsen omkring ham. I hvert fald så meget, at Rusland for eksempel ikke er parat til at risikere en altomfattende atomkrig som prisen for at erobre de baltiske lande.

Domino-teorien

I Vesten tolkes krigen i stigende grad som blot en begyndelse på et krigerisk Ruslands forsøg på at erobre områder, som tidligere tilhørte eller adlød den russiske stormagt. I Politiken 16. marts formulerede Anders Fogh Rasmussen det således: ”Hvis Putin vinder i Ukraine, vil han ikke stoppe der. Hele Europas frihed, fred og fremtid står på spil”. Lignende formuleringer kommer fra flere og flere europæiske statsledere.

Det giver mindelser om ’domino-teorien’, som var rettesnor for amerikansk udenrigspolitik i 1950’erne og 60’erne: Hvis først ét land – som for eksempel Vietnam – faldt til verdenskommunismen (repræsenteret ved Sovjetunionen og Kina), så ville flere hurtigt følge efter. Domino-teorien viste sig ikke at holde vand. Det vil den nye teori formentlig heller ikke gøre.

For ligesom der ikke fandtes nogen masterplan for kommunismens udbredelse til hele verden, så findes der næppe heller nogen autoritativ plan for Stor-Ruslands genopståen i Europa. Med andre ord: Krigen drejer sig om Ukraine, og – selvom vestlige ledere hårdnakket benægter det – om Ukraine skal være medlem af NATO eller være et neutralt land.

Hvad er løsningen på krigen?

Men selvom konfliktens kerne således kan defineres ret præcist, er det svært at se nogen løsning på krigen. Mistilliden til og dæmoniseringen af den anden part synes hele tiden at nå nye højder.

Mens man i Vesten taler om Ukraine som blot en begyndelse på en langt mere omfattende russisk aggression, tales trusselsbilledet tilsvarende op fra russisk side. Man har bidt mærke i udtalelser fra amerikanske politikere om, at målet med at støtte Ukraine i krigen er at svække og tildele Rusland et nederlag.

Det bekræfter blot Putin og den russiske magtelite i, at NATO-medlemskab til Ukraine (og Georgien) netop vil udsætte Rusland for en øget trussel fra Vesten. Efterhånden som krigen varer ved, uden at der i øvrigt sker større forskydninger på slagmarken, bliver fortællingerne om den anden parts onde hensigter til stadighed gentaget og udvidet. Dermed vokser såvel risikoen for en spredning af den militære konflikt som vanskelighederne ved at bringe det ukrainske blodbad til ophør gennem en våbenhvile og fredsforhandlinger.

For magthaverne i Vesten, i Rusland og i Ukraine giver krigen tilsyneladende fortsat mening, men for mange mennesker, heriblandt undertegnede, er krigen først og fremmest udtryk for meningsløs organiseret ondskab og unødvendige lidelser for millioner af mennesker. Fra det perspektiv er der kun én løsning – fred.

Lige nu virker en fredelig afslutning på konflikten langt borte. Men alle krige hører på et tidspunkt op og afløses af fred eller i det mindste våbenhvile. Selvom krigen i øjeblikket forekommer fastlåst og uafvendelig, så vil krigen på et eller andet tidspunkt blive afløst af fred.

Freden kan være forhandlet af to parter, hvoraf ingen har kunnet vinde krigen, eller den kan være dikteret af en vindende part. Uanset hvad, så betyder en våbenhvile og indledningen af fredsforhandlinger et ophør af myrderierne på slagmarken.

Fredsforslag

Med denne viden in mente burde der være stærke bestræbelser på at skabe fred i Ukraine. Det er der dog ikke i øjeblikket. I krigens førte måneder var der hyppige møder om fred mellem russiske og ukrainske repræsentanter. I april 2024 var man efter forhandlinger i Istanbul ifølge nogle iagttageres vurdering tæt på at nå et kompromis, der kunne afslutte konflikten. Men opmuntret af Vesten valgte Zelenskij at gå efter en ren ukrainsk sejr, og siden da har såvel USA/NATO som Ukraine sagt, at der ikke er noget at forhandle om, før alle russiske tropper er ude af Ukraine.

Derfor kom der heller ikke noget ud af det kinesiske fredsudspil, der blev fremlagt 24. februar 2023, præcis på étårsdagen for den russiske invasion. På det tidspunkt gik det godt for Ukraine i krigen, og man så med stor optimisme frem mod en planlagt offensiv senere på året. Vesten afviste fredsudspillet som useriøst og énsidigt – en karakteristik som en læsning af den kinesiske tekst dog ikke understøtter.

Det kinesiske udspil lagde ud med helt grundlæggende at imødekomme det ukrainske hovedkrav om, at landets suverænitet skal respekteres: ”Alle landes suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet skal effektivt opretholdes”. Dernæst fulgte en indrømmelse til russiske interesser. ”Ét lands sikkerhed skal ikke forfølges på bekostning af andre landes sikkerhed.”

Andre punkter drejede sig om at få processer i gang hen imod en våbenhvile og fredsforhandlinger, at løse den humanitære krise i konfliktzonen, at beskytte civile og krigsfanger, at holde atomkraftværker uden for kamphandlingerne og at forhindre anvendelsen af atomvåben.

Alt i alt var der tale om et afbalanceret udspil, som kunne have startet en proces henimod fred. Men forslaget faldt på USA/NATO’s benhårde modstand mod at gå ind i forhandlinger, der kan resultere i indrømmelser til Rusland.

Hvor længe skal krigen blive ved?

Man kan være meget enig i det principielle: at Rusland skal standse sin illegitime krig i Ukraine. På den anden side må man spørge: Hvor længe skal vi blive ved med at tåle en krig, hvor den ene part vil støtte Ukraine, så længe som det tager at besejre Rusland, og hvor den russiske side svarer, at jo mere støtte Vesten giver til Ukraine, jo længere vil krigen vare. Er det en ny 30-årskrig, vi skal have på grund af stædige og magtfikserede politiske ledere?

Mens tiden går uden at der tages initiativer til fred, tiltager forhærdelsen og forbitrelsen hos Putin og hans medspillere, og flere og flere elementer kendt fra det brutale stalinistiske undertrykkelsessystem genindføres.

Stadig må vi dog huske: Fred er en mulighed! Det tog fem år at forhandle freden på plads efter 30-årskrigen. Det bliver heller ikke nemt i dette her tilfælde, men det er på tide at komme i gang.

Det er et problem, at krigen udspiller sig mellem verdens to stærkeste militærmagter, som begge synes forblændede af egen magtbrynde og krigens tilsyneladende uafvendelighed. Og dermed ude af stand til at tænke i baner af kompromis og forsoning. Vi må håbe, at Kina og andre lande – som ikke er suget ind i det gensidige had og den gensidige mistillid, der nærer krigen – vil gøre endnu et forsøg på at få en fredsproces i gang.