Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. juni. 2024

Ukraine: Folkets fred, ikke en imperialistisk fred

Fælles erklæring fra røde og grønne partier, anarkistister, feminister, miljøorganisationer og grupper i solidaritet med den ukrainske modstand og for en social og økologisk genopbygning af Ukraine baseret på selvbestemmelse

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

15. – 16. juni 2024 afholder den schweiziske regering en international konference for en fredsproces i Ukraine. Det sker på Bürgenstock, tæt på Lucerne. Ukraines regering støtter konferencen, som finder sted i en afgørende fase af krigen. I flere måneder har de russiske invasionsstyrker søgt huller i det ukrainske forsvar, som er blevet trængt i defensiven med store tab på begge sider. Den russiske ledelse har annonceret en stor offensiv og angriber befolkningen i millionbyen Kharkiv.

Vi støtter alle skridt mod en fred, der gør det muligt for det ukrainske folk at genopbygge landet med selvbestemmelse. Freden kræver en fuldstændig tilbagetrækning af de russiske besættelsesstyrker fra hele Ukraines territorium. På dette grundlag håber vi, at fredskonferencen i Schweiz vil bidrage til genoprettelsen af Ukraines suverænitet. Betingelserne for det er yderst vanskelige.

Repræsentanter for Putin-regimet har mange gange sagt, at de ikke anerkender et uafhængigt Ukraine og benægtet, at der eksisterer et ukrainsk folk. Putin-regimet forfølger et stor-russisk projekt, undertrykker beboerne i de besatte territorier med terror og har til hensigt at udrydde den ukrainske kultur. Det herskende regime i Rusland begår hele tiden krigsforbrydelser mod den ukrainske befolkning.

Den militære støtte til Ukraine

Den russiske fuldskala-invasion af Ukraine, som begyndte 24. februar 2022, sætter ikke bare spørgsmålstegn ved Ukraines uafhængighed. Den opmuntrer også andre autoritære regimer, der truer nabobefolkninger, besætter territorier og fordriver mange mennesker. For at undgå modstand på hjemmefronten rekrutterer den russiske hær nu også folk fra nabolandene og det globale syd, så de kan tjene som kanonføde.

På grund af den massive og overraskende modstand fra den ukrainske befolkning begyndte Europas og Nordamerikas regeringer at støtte den ukrainske hær i dens forsvar mod de russiske besættelsesstyrker. Det er klart, at de støtter Ukraine for at fremme deres egne interesser i den globale, imperialistiske magtkamp. USA har til hensigt at svække sin russiske modpart, samtidig med at de viser styrke over for det fremadstormende Kina og presser tempoet for de europæiske magter, der både er partnere og rivaler.

Men støtten til Ukraine har altid været selektiv og utilstrækkelig, selvom den amerikanske kongres 20. april 2024 omsider godkendte en omfattende hjælpepakke til Ukraine, efter at den havde været blokeret af det republikanske parti i ni måneder.

Mangelfulde økonomiske sanktioner

På samme måde er de økonomiske sanktioner, som er blevet pålagt af EU og USA mod Rusland og repræsentanterne for Putin-regimet både selektive, ufokuserede og utilstrækkelige.

De forhindrer ikke Rusland i at fortsætte med at eksportere olie, gas og andre strategisk vigtige råvarer for at fylde deres krigskasse. Nogle europæiske lande har endda væsentligt øget deres import af gas fra Rusland siden krigens start. Andre, såsom Østrig, får over 90 procent af deres naturgasimport fra Rusland. Regeringerne i disse lande tvinger gaskunderne til at finansiere Putins krig mod den ukrainske befolkning.

Den schweiziske regering, som er vært for fredskonferencen, har ikke kun givet skattelettelser til russiske oligarker i årtier – den har også nægtet at konfiskere disse oligarkers aktiver siden starten af den russiske invasion.

Som et centrum for international råvarehandel har Schweiz i mange år givet russisk kapital fremragende muligheder for at ophobe rigdomme. Mange af landets borgerlige politikere har med glæde budt disse forretninger velkommen i Schweiz. Gennem salget af produkter med dobbelt anvendelse (produkter der både kan anvendes til civile og militære formål. o. a.) bidrager Schweiz til at udstyre den russiske krigsmaskine. Og endelig letter den schweiziske finanssektor handlen med russisk olie.

En fred i Ukraine skal være for folket, ikke for magthaverne

Både i USA og i Europa er der et stigende antal røster i det politiske og økonomiske etablissement, der ønsker at knytte deres støtte til Ukraine til visse betingelser. De har til hensigt at presse Ukraine til at afstå store territorier og flere millioner mennesker til Putin-regimet. En sådan fred, som er håndhævet af de store imperialistiske magter, vil styrke Putin-regimet og ikke skabe et grundlag for en varig demokratisk genopbygning af Ukraine.

Vi har brug for en fred, der er baseret på og støttet af interesserne hos folk og arbejdere i Ukraine og Rusland. Et sådant perspektiv kan kun lykkes, hvis fagforeninger, kvindeorganisationer, miljøinitiativer og civilsamfundsorganisationer fra både Ukraine og Rusland spiller en ledende rolle i fredsforhandlingerne.

Besættelse er en forbrydelse! Vi går ud fra principper om selvbefrielse, frigørelse og selvbestemmelse for arbejderklassen og alle undertrykte folk og stiller dem over geopolitiske overvejelser. Derfor står vi også i solidaritet med det palæstinensiske folk, som har kæmpet for deres selvbestemmelse i årtier.

Ligeledes støtter vi de kurdiske og armenske folk og alle andre folk, der trues af besættelse, national og kulturel undertrykkelse. På dette grundlag, som støtter den ukrainske modstand mod den russiske besættelse, ønsker vi at bidrage til at udvikle et fælles europæisk perspektiv for radikale socioøkologiske reformer og ultimativt for en økosocialistisk transformation af hele det europæiske kontinent i global solidaritet.

Tolv punkter for en fred for folket

Med dette oplæg til diskussion ønsker vi at bidrage til en international proces for forståelse og politisk afklaring blandt de venstreorienterede kræfter i hele Europa og resten af verden, der deler disse vigtige overbevisninger.

Tolv principper for en retfærdig fred i Ukraine inden for et Europa baseret på solidaritet og økologi.

Vi, undertegnede organisationer og initiativer, ønsker at fremme en fredsproces, der overholder følgende 12 principper:

  1. At opnå en socialt retfærdig og økologisk bæredygtig fred kræver den ubetingede og fuldstændige tilbagetrækning af de russiske besættelsesstyrker fra Ukraine, så hele territoriet genetableres inden for dets internationalt anerkendte grænser.
  2. Rusland ødelægger på systematisk vis byer, infrastruktur og miljøet for at demoralisere befolkningen og udløse en stor flygtningestrøm. Mod denne daglige terror kræver vi, at de “vestlige” regeringer støtter Ukraine i at beskytte sin befolkning og infrastruktur mod de russiske besættelsesstyrkers bomber og missilangreb. Vi er for massiv humanitær, økonomisk og militær støtte til Ukraine fra de rige stater i Europa. Den ukrainske befolkning har akut brug for beskyttelse mod russiske bomber og raketter.
  3. Vi modsætter os forsøg fra “vestlige” regeringer, NATO og EU på at presse Ukraine til at foretage massive indrømmelser til den russiske besættelsesmagt. Vi modsætter os ideen om, at Ukraine skal afstå flere millioner mennesker til Putin-regimet. Det er kun op til det ukrainske folk at beslutte, hvordan man konfronterer denne frygtelige situation med igangværende og muligvis øget besættelse. Vi støtter den væbnede og ubevæbnede modstand fra ukrainere mod den russiske besættelsesmagt.
  4. Vi kræver, at alle russere, der nægter militærtjeneste, får tildelt sikker opholdsstatus i landene i Europa og Nordamerika. Masse-desertering er vigtig for at svække den russiske krigsmaskine.
  5. Vi støtter den politiske kamp fra ukrainske fagforeninger, kvindeorganisationer og miljøinitiativer mod den neoliberale og arbejderfjendske politik fra regeringen under præsident Volodymyr Zelenskij. Denne politik underminerer Ukraines bredt baserede forsvar mod russisk besættelse og gør en socialt retfærdig og økologisk bæredygtig genopbygning umulig.
  6. Vi står i solidaritet med anti-krigsbevægelsen, den demokratiske opposition og de uafhængige arbejdskampe i Rusland. Vi står også i solidaritet med de undertrykte nationaliteter i Rusland, som lider særligt meget under krigen og kæmper for deres selvbestemmelse. Det er især deres ungdom, der bliver udnyttet som kanonføde af Putin-regimet. Disse bevægelser er en nøglefaktor for at opnå en retfærdig fred og et demokratisk Rusland.
  7. Rusland har taget adskillige mennesker fra Ukraine som politiske fanger. Mange er blevet dømt til årtier i fængsel og straffelejre. Vi kræver deres ubetingede løsladelse. Vi kræver, at Røde Kors får lov til at opretholde regelmæssig kontakt med alle krigsfanger. Udveksling og løsladelse af krigsfanger er en forudsætning for enhver retfærdig fred.
  8. Rusland skal betale erstatning til det ukrainske folk. Oligarkerne i Rusland og Ukraine skal eksproprieres. Deres aktiver skal stilles til rådighed for genopbygningen af Ukraine og – når Putin-regimet falder – til den demokratiske udvikling af Rusland.
  9. Vi kræver, at de “vestlige” regeringer straks annullerer Ukraines gæld. Det er en afgørende betingelse for landets suveræne genopbygning. De rige stater i Europa og Nordamerika skal oprette omfattende og bredt baserede støtteprogrammer for det ukrainske folk og genopbygningen af landet. Denne genopbygning skal foregå under demokratisk kontrol af befolkningen, fagforeninger, miljøinitiativer, feministiske organisationer og organiserede kvarterer i byer og landsbyer.
  10. Vi modsætter os alle projekter fra de europæiske og nordamerikanske regeringer samt internationale organisationer, der har til hensigt at påtvinge det ukrainske folk en neoliberal økonomisk dagsorden. Dette ville forlænge og uddybe fattigdommen og lidelserne. Vi fordømmer også alle bestræbelser på at sælge ukrainsk ejendom og aktiver til udenlandske virksomheder. Genopretning og reorganisering af landbrug, industri, energisystemer samt hele den sociale infrastruktur skal bruges til en social og grøn omstilling af Ukraine og ikke bare handle om at levere billig arbejdskraft, korn og brint til de vesteuropæiske lande.
  11. En effektiv militær støtte til Ukraine kræver ikke en ny oprustningsbølge. Vi modsætter os NATO’s oprustningsprogrammer og våbeneksport til tredjelande. I stedet skal landene i Europa og Nordamerika stille de våben til rådighed fra deres eksisterende, enorme arsenaler, der vil hjælpe Ukraine med at forsvare sig effektivt. I denne forstand kræver vi, at våbenindustrien ikke skal tjene kapitalens profitinteresser – tværtimod ønsker vi at arbejde hen imod en samfundsovertagelse af våbenindustrien Denne industri bør tjene Ukraines umiddelbare interesser. Samtidig understreger vi af sociale og presserende økologiske årsager nødvendigheden af at konvertere våbenindustrien til socialt nyttig produktion på globalt plan under demokratisk kontrol.
  12. Vi ønsker at starte en debat om en radikal omorganisering af Europa. Vi ønsker at bidrage til at udvikle et fælles europæisk perspektiv for radikale socioøkologiske reformer og i sidste ende en fundamental økosocialistisk transformation af hele det europæiske kontinent i global solidaritet. Inden for denne ramme støtter vi det ukrainske folks ønske om at blive medlem af EU, selvom vi afviser EU’s neoliberale fundament, der forarmer millioner af mennesker og fremmer ulige udvikling i Europa. Vi ser perspektivet for en tiltrædelse af flere lande i Østeuropa og Sydøsteuropa som en mulighed for at reflektere sammen over, hvordan en sådan radikal socioøkologisk forandring kan igangsættes i hele Europa – herunder en fælles energistrategi, økologisk industriel konvertering, progressive pensionssystemer, social arbejdsregulering, solidarisk baseret migrationspolitik, interregionale overførselsbetalinger og militær sikkerhed sammen med omlægning af våbenindustrien. Fagforeninger, feministiske, økologiske, anti-autoritære venstreorienterede og socialistiske kræfter i Østeuropa bør spille en vigtig rolle i denne debat.

Denne erklæring er blevet lanceret i fællesskab af Sotsialnyi Rukh (Social Movement) i Ukraine, Posle Media Collective i Rusland, Bewegung für den Sozialismus / Mouvement pour le Socialisme og Solidaritét – mouvement antikapitalist, feministe, ecosocialiste i Schweiz; Emanzipation – Zeitschrift für ökosozialistische Strategi (i Tyskland, Østrig og Schweiz). Der er også mere end 90 individuelle underskrivere fra mange lande.

Teksten er oversat af Mikael Hertoft og Bjarke Friborg. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.

Hvad er Lucerne konferencen?

Den schweiziske regering har taget initiativ til konferencen, for fred i Ukraine ”indenfor international ret”. Konferencen skal derfor lægge grunden for en varig fred. Den afholdes 15.-16. juni og foregår i bjergresortet Bürgenstock.

”Vi har altid været åbne overfor at invitere Rusland til konferenen, men Moskva har gjort det klart flere, gange, at de ikke er interesseret i at deltage”, siger den schweiziske udenrigsminister Ignazio Cassis.

Samtidig har Ukraine insisteret på at det kun er lande, der respekterer Ukraines ret til at eksistere under international lov, der skal have lov til at deltage. Det er klart, at det ikke er tilfældet for Rusland.

Derfor er det et kernespørgsmål på konferencen, hvornår og hvordan Rusland kan blive inddraget i fredsprocessen, siger udenrigsministeren.

Der har allerede været omfattende diskussioner om udkastet til en udtalelse (et kommuniké) fra konferencen, som kan ventes at blive konferencens resultat.

Diskussionerne på konferencen vil ikke bare være om Ukraine, men om den internationale sikkerhedssituation, situationen for krigsfanger, trusler om atomkrig og fødevare sikkerhed, siger den schweiziske udenrigsminister.

Omkring 90 lande og en håndfuld organisationer har indtil nu registreret deres deltagelse i konferencen. Omkring halvdelen af landene er fra Europa.
Omkring halvdelen af de deltagende lande vil være repræsenteret på højeste niveau og resten af ministre oplyser den schweiziske præsident Viola Amherd. Den danske statsminister Mette Frederiksen har på X meddelt, at hun deltager.

Omkring 4000 betjente vil passe på konferencen. Ifølge Schweiz’ præsident har der været en række cybertrusler mod konferencen samt spredning af falske nyheder på nettet.

+

Om skribenten

Socialnij Rukh - Den Sociale Bevægelse i Ukraine

Socialnij Rukh - Den Sociale Bevægelse i Ukraine

Sotsіalniy Rukh er et venstrefløjsparti, der kæmper for en ny retning for den ukrainske arbejderklasse. Partiet beskriver sig selv som demokratiske socialister. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER