USA – Hvad er faren for, at samfundet bryder sammen?

Oprindeligt offentliggjort som ”Peril of Civil Breakdown”, New York Review of Books, 7. november 2024. Copyright © 2024 Steven Simon og Jonathan Stevenson

Da USA for to år siden stadig var rystet af begivenhederne den 6. januar, antydede vi, at muligheden for en voldsspiral, der nærmede sig borgerkrig, alvorligt skulle overvejes.ⁱ

Det er stadig uklogt at afvise det. MAGA-feberen har næsten ikke lagt sig, og Donald Trump ligger i et meget tæt kapløb med vicepræsident Kamala Harris om præsidentposten. Uanset hvem der vinder folkeafstemningen, vil valget næsten helt sikkert i valgmandskollegiet blive tæt, som det var tilfældet ved valgene i 2016 og 2020. Reformen med hensyn til stemmetælling og loven om forbedret præsidentskifte fra 2022 gør bekræftelsen af de afgivne stemmer mindre sårbar over for manipulation, selv om demokraterne fortsat er bekymrede for, at republikanerne vil forsøge at forhindre den. En sejr til Harris vil utvivlsomt udløse voldsomme juridiske udfordringer fra Trump, og hans tilhængere kan med opmuntring fra ham ty til en eskalerende magtanvendelse for at forsøge at sikre deres politiske mål.

I sin årlige trusselsvurdering for 2025 udtalte ministeriet for hjemlandets sikkerhed (DHS):

Vi er især bekymrede over et sammenfald af faktorer i år, herunder voldelige ekstremisters reaktioner på indenlandske sociopolitiske udviklinger – især valgperioden i 2024 – og internationale begivenheder, som indenlandske og udenlandske voldelige ekstremister sandsynligvis vil bruge til at retfærdiggøre angreb eller opmuntre til disse.

Desuden er nogle republikanske og demokratiske kongresmedlemmer bekymrede for, at politisk vold – hvor der optræder mange dræbte og sårede – kan ødelægge kontinuiteten i regeringsførelsen, og nogle foreslår en forfatningsændring for at løse problemet. Selv om der er grund til at tro, at den alvorligste fare fra Trumpismen er overstået, at relativt få højreekstreme aktivister er villige til at gribe til våben, og at forskellige lokale voldsudbrud ikke vil eskalere til et omfattende sammenbrud af civilsamfundet, er der også grund til at tvivle på den slags optimistiske vurderinger.

USA mærket af samfundsmæssig ustabilitet og ekstremisme

I dag emmer den politiske situation i USA af samfundsmæssig ustabilitet. En ekstremisme, der får næring fra internettet, har skabt den form for afmagt over for modstridende holdninger, som er befordrende for vold. Voldsparate grupper vinder frem ved at give udtryk for intens fjendtlighed over for en føderal regering, der opfattes som hårdhændet og overdrevent beskyttende over for minoriteter – en holdning der lige under overfladen i årtier har floreret i nogle dele af USA. Dens rødder går tilbage til borgerkrigen og den mislykkede genopbygning, og den er blevet næret af myten om den tabte sag, de vedvarende virkninger af Jim Crowⁱⁱ og en konstant strømning, der handler om hvidt overherredømme. Hvide kristnes følelse af kulturel belejring og af et behov for at genvinde deres politiske magt har skærpet racismen og fremmedhadet og hænger utvetydigt sammen med støtten til Trump, politisk vold i almindelighed og angrebet [på Kongressen] den 6. januar 2021 i særdeleshed. Det er værd at tage i betragtning – om end det er spekulativt – at myter, der kan sammenlignes med dem, som hersker i USA, gav næring til højrefløjens modstand mod Weimarrepublikken, og at et flertal af tyskerne i begyndelsen af 1930’erne faktisk støttede ekstremistiske partier på højre- eller venstrefløjen, og at midterpartierne var blevet opslugt.ⁱⁱⁱ

USA har i modsætning til Tyskland efter 1. verdenskrig ikke lige tabt en ødelæggende krig og er ikke plaget af en værdiløs valuta, men en lignende politik baseret på kulturel fortvivlelse ser ud til at have opslugt det republikanske parti.

Opsving for en voldelig politik, der går ud på at beskytte de etablerede amerikaneres interesser mod immigranternes, er ikke noget nyt i USA, og begivenheder, der fandt sted for årtier siden, er stadig kraftige katalysatorer. Den begivenhed, der måske huskes bedst, er FBI’s og Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms’ 51 dage lange militariserede belejring og sluttelige »dynamiske indtrængen« med 16 kampvogne i 1993 i Branch Davidian-lejren i Waco, Texas. Toogfirs medlemmer af den kristne sekt – som gik ind for polygami og pædofili og finansierede sig selv ved at sælge våben på våbenudstillinger – og fire forbundsagenter blev dræbt. Episoden forstærkede den paranoide frygt på højrefløjen for, at forbundsregeringen ville forbyde private våben, hvilket fik mainstreampersoner som formanden for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, og radiopersonligheden Rush Limbaugh til kryptisk at opfordre til oprør mod Clinton-regeringen. Militser bredte sig hurtigt. På toårsdagen for Waco sprængte Timothy McVeigh – en utilfreds militærveteran, der var begejstret for white power-bevægelsen – som »gengæld« en lastbilbombe i Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City, der dræbte 168 mennesker.

En energisk indsats afskrækkede andre fra flere angreb, og efter 11. september fortrængte jihadistiske trusler bekymringerne for indenlandsk ekstremisme. Men i takt med at den nationale politik er blevet mere omstridt, er den mytiske tiltrækningskraft ved begivenhederne i Waco og Oklahoma City vokset. Trump valgte Waco til sit første store vælgermøde efter i 2023 at have meddelt sit kandidatur til præsidentposten og fremstillede valget i 2024 som »det sidste slag«.

Over en fjerdedel af republikanerne hævder, at vold vil være nødvendigt for at forhindre racemæssig og kulturel nedbrydning. Hvor mange, der virkelig ville gribe til våben, og hvad der præcist ville få dem til at skyde, er stadig uklart. I en meningsmåling fra juli 2022 foretaget af University of Chicago’s Institute of Politics var 28 procent af alle vælgere – herunder 37 procent af våbenejerne, omkring 35 procent af republikanerne og cirka 35 procent af de uafhængige – enige i, at »det snart kan blive nødvendigt for borgerne at gribe til våben mod regeringen på et eller andet tidspunkt.« Disse tal var sandsynligvis ret usikre. Ved at stille mere specifikke spørgsmål i en undersøgelse fra juni 2024 fastslog politologen Robert Pape, at 10 procent af de adspurgte – en tredjedel af dem var våbenejere – mente, at magtanvendelse var berettiget for at forhindre Trump i at blive præsident, mens 7 procent, halvdelen af dem våbenejere, støttede magtanvendelse for at genindsætte Trump i præsidentembedet.

Fire ud af ti amerikanere har våben i hjemmet

Mellem 2020 og 2022 købte amerikanerne 60 millioner våben, noget der for hvert af de tre år oversteg våbensalget i noget andet år i det 21. århundrede. I 2022 boede 42 procent af de voksne amerikanere i husstande med skydevåben, hvilket var en stigning fra 32 procent i 2010. Covid-pandemien ser ud til at have stimuleret isolation i frygt og tilskyndelsen til at købe våben. National Rifle Association har opmuntret til en våbenbaseret paranoia – for eksempel i et tweet med en kvinde, der står med en riffel og formaner dem, der oplagrer mad, om, at de også hellere må skaffe sig våben til at forsvare den. Højreorienterede personer har et betydeligt flertal af de privatejede våben i USA og er langt mere tilbøjelige end venstreorienterede til at begå voldelige, ekstremistiske handlinger. Alligevel var halvdelen af førstegangskøberne i denne periode kvinder, næsten halvdelen var farvede, og alle var primært drevet af forventningen om et samfundsmæssigt sammenbrud, som våbenejerskab i sig selv har en tendens til at styrke. Våbnenes popularitet, de fleste konservatives absolutte forhold til Second Amendment^iv og våbenlobbyens politiske effektivitet har gjort det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at indføre en meningsfuld våbenkontrol.

FBI registrerede i 2021 en stigning i hadforbrydelser på 11,6 procent i forhold til 2020, hvor afroamerikanere var det hyppigste mål, og angreb på jøder og LGBTQ-personer steg. Dette kan være tegn på en mere udbredt social og politisk tilbagevenden til fortiden i USA.

Derfor kan de ildevarslende undersøgelsesresultater ikke affejes som bragesnak fra lænestolen. Reformlovgivning og hårde straffe som følge af [angrebet] 6. januar kan afskrække de halvhjertede fra at deltage i voldelige handlinger, men deres langsigtede afskrækkende virkning er uklar. En hurtig og effektiv reaktion kan nogle gange kvæle et oprør i opløbet, men den kan også få dem, der er usikre, til at bevæbne sig, følge de frelste og gå under jorden og iagttage bedre sikkerhedsforanstaltninger og benytte en mere resolut militær tilgang. (Nordirland er et eksempel, man kan høre i baggrunden.) Efter den 6. januar gik FBI og justitsministeriet primært efter deltagere, der var lette at identificere og lokalisere, fordi de med glæde begik forbrydelser for rullende kameraer, mens de uden ophør snakkede med hinanden på de sociale medier og kommunikationsplatforme. Det er let at hugge hovedet af en modstandsbevægelse, når den stikker hovedet op over brystværnet. Og nogle af de nuværende militsledere, som Scot Seddon fra American Patriots Three Percent, ser ud til at være excentriske, uduelige charlataner.

Nogle ledere på højrefløjen kan dog have lært af deres sløsede operationelle sikkerhed den 6. januar. Få dage efter, at man var trængt ind i Capitol, erkendte Oath Keepers-lederen Stewart Rhodes, at en vellykket revolution krævede, at oprørerne samlede våben og skjulte deres spor. Amerikanske militser har en tendens til at handle i overensstemmelse med en teori om »modstand uden ledelse«, hvor relativt små, spredte grupper eller enkeltpersoner på egen hånd starter oprør, men begivenhederne den 6. januar antydede, at de ansporet af Trumps kodesprog ville kunne foretage pragmatiske justeringer i retning af et organiseret oprør.

Antallet af dem, der er villige til at gribe til våben mod den amerikanske regering eller på vegne af en autoritær leder, kan synes relativt lavt. Men udfordringerne for dem, der skal håndhæve loven, er betydelige. Mobiliseringen efter den 6. januar resulterede ikke i en revision af de retshåndhævende, amerikanske myndigheders prioriteringer og praksis for at marginalisere og inddæmme militsbevægelsen. Siden angrebene den 11. september har forbedringer af det amerikanske anti-terrorapparat – herunder Transportation Security Administration, Joint Terrorism Task Forces, Department of Homeland Security (DHS) og forskellige ændringer af Foreign Intelligence Surveillance Act – effektivt imødegået jihadistiske trusler. Men de politiske begrænsninger for at løse de problemer, der bidrog til 11. september, var minimale: Angrebene chokerede alle amerikanere, understregede behovet for bedre terrorbekæmpelse og skabte en bred konsensus om, hvordan det skulle opnås.

Indenlandsk ekstremisme truer den nationale sikkerhed

Hvor forfærdelig den 6. januar end var for de fleste amerikanere, var det ikke, som terroreksperten Brian Michael Jenkins har udtrykt det, den »begivenhed, der gennemgribende opildnede til dåd«, som 11. september var. Mange republikanere nægter at se 6. januar som værende i strid med det forfatningsbaserede, amerikanske demokrati, endsige som et oprør, og karakteriserer det som en udøvelse af ytringsfriheden, der gik lidt over gevind. Det ekstreme synspunkt, at demonstranterne den 6. januar handlede til støtte for en lovligt valgt præsident, som på svigagtig vis blev nægtet sejren, er et mindretal. Men en kristen nationalisme, der både omfatter en hvid identitet og konspirationsteorier og religiøs glød, giver let plads til en [overbærende] holdning, når det gælder sagen, hvor drenge jo bare er drenge.

Den højreekstreme bevægelse i USA er fortsat bredt funderet. Alligevel er der ikke nogen forbundsmyndighed, der for alvor har ansvaret for indenlandsk terrorbekæmpelse. Den slags myndigheder findes i mange europæiske lande, der har oplevet vedvarende voldelig ekstremisme, især Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Flere faktorer kan gøre det umuligt at etablere en sådan myndighed i USA. En af dem er de politiske lederes villighed til at hylde højreorienteret selvtægt, som – i modsætning til polarisering, identitetspolitik, angreb på demokratiske normer, desinformation og konspirationsteorier – er noget nyt i nyere amerikansk politik. Det er svært at vænne politikerne af med en sådan kynisk praksis, fordi det appellerer til vælgerne at fremstille selvtægtsmænd som forvovne helte. Fejringen af, at Kyle Rittenhouse i 2021 blev frikendt for at have skudt to ubevæbnede antiracistiske demonstranter i Wisconsin – illustreret ved Bonneville amts republikanske centralkomites auktion i Idaho over en tur til en skydebane med ham og en riffel, der lignede en AR-15 ^v, som han havde signeret – er et særligt grelt eksempel.

Texas’ guvernør Greg Abbott og Floridas guvernør Ron DeSantis har bevæget sig i retning af at institutionalisere selvtægt ved at få militserne i delstaterne til at gå målrettet efter migranter, og »Texas Tactical Border Force« er allerede blevet brutalt indsat ved Eagle Pass ved Rio Grande. I New York rekrutterer lederen i Nassau County Bruce Blakeman, der er åbenlys Trump-tilhænger, borgere med våbentilladelse til at blive »midlertidige, særlige vicesheriffer« for at opretholde den offentlige orden i en vagt defineret krise. Selvtægt er endda nået op på forbundsniveau: I 2017 begyndte US Immigration and Customs Enforcement (ICE) i New York diskret at uddanne civile frivillige i brugen af overvågningsteknikker og skydevåben for at hjælpe forbundsbetjente med at håndhæve immigrationslovene. Det er uklart, hvor aktivt programmet fortsat er. Som klummeskribenten fra Philadelphia Inquirer, Will Bunch, der skriver landsdækkende, reflekterede over i en artikel om militserne i Texas og Florida:

Jeg tror, at vores fantasi nogle gange bliver hæmmet af billeder af blå- og gråklædte soldater, der står opstillet på rad og række ved Manassas.^vi Det sker ikke igen. I stedet ligner den anden amerikanske krig mellem staterne meget den blodige pigtråd i Eagle Pass: Lederne af et voksende oprør mod forbundsmyndighederne slipper deres egne militser løs på Den Anden, som i dag er en brunhudet, gravid teenager, der flygter fra fortvivlende forhold i Mellemamerika, og som i morgen kan være alle, der er uenige og siger fra. ^vii

På trods af disse tendenser og forbundsmyndighedernes vurdering af, at indenlandsk ekstremisme nu udgør den største ikke-statslige trussel mod den nationale sikkerhed, er udtrykket »indenlandsk terrorisme« politisk giftigt for de fleste republikanere i Kongressen. Som følge heraf er forbundsstatens strategi for at modvirke den dårligt organiseret. Træning på området, der finansieres af DHS, fokuserer ikke på afgørende grundlag som hvidt overherredømme og erstatningsteorien ^viii; det virker næsten surrealistisk, at et dokument fra DHS og FBI, der definerer den indenlandske ekstremismes kategorier, ikke engang nævner disse begreber. Det nationale center for Terrorbekæmpelse (NCTC), der blev oprettet i 2004 primært for at håndtere transnationale islamistiske trusler, og som er relativt isoleret fra direkte politisk pres, ville være en logisk koordinator af forbundsstatens retshåndhævende myndigheder, der har ansvaret for en række forskellige antiterror-programmer, men NCTC og DHS har ikke fuldstændig adgang til FBI’s filer. Det betyder, at FBI, på trods af sine historiske vanskeligheder med at forene efterretnings- og efterforskningsfunktioner, er hovedansvarlig for at producere strategisk efterretningsmateriale om indenlandsk terrorisme til den amerikanske regering.

NCTC har ikke noget eksplicit ansvar for indenlandsk terrorbekæmpelse, og det er afskåret fra at producere ordentligt efterretningsmateriale om indenlandske terrorgrupper, medmindre disse har operationelle transnationale forbindelser. Det har de normalt ikke. De tætteste forbindelser er mellem indenlandske og udenlandske grupper, der går ind for hvidt overherredømme – noget som undersøgelsesudvalget vedrørende begivenhederne 6. januar belyste – og foregår hovedsageligt online og er ikke tilstrækkeligt omfattende til at berettige NCTC’s involvering. Højreorienterede amerikanske militser – den alvorligste trussel – har en tendens til at være opbygget nedefra og op, ud fra følelsesmæssige, personlige præferencer, som først senere bliver udkrystalliseret til ideologiske holdninger (for eksempel kan anti-vaxxere, der presses til at få indsprøjtninger, blive regeringsfjendtlige aktivister).

Forbundsstrukturen hæmmer i sig selv også koordineringen af terrorbekæmpelsen, som er mangelfuld mellem forbundsmyndigheder og deres delstatslige og lokale modparter. Selv om de amerikanske forbundsmyndigheder har kapaciteten til at indsamle efterretninger og kortlægge højreorienterede grupper, kan de af forfatningsmæssige årsager ikke uden videre bruge dem på hjemmebane. Delstatslige og lokale myndigheder kunne afhjælpe problemet, men de er ikke lovmæssigt forpligtet til at rapportere til forbundsmyndighederne, som derfor må bede dem om at samarbejde. Og hos myndigheder, der ikke er underlagt forbundsregeringen, finder man ofte en opfattelse af et lavere trusselsniveau, uforenelige fortolkninger af deres juridiske forpligtelser og negative opfattelser af statens rolle. I marts afviste delstatsparlamentet i Idaho med nød og næppe – afstemningen var uafgjort – to lovforslag, der ville have fjernet delstatens forbud mod private, væbnede militser og undtaget amerikanske grupper som Ku Klux Klan og de nynazistiske Aryan Nations fra delstatens lovbestemte definition af »indenlandsk terrorisme«. En politibetjent i et amt ville måske ikke betragte en lidenskabeligt regeringsfjendtlig våbenejer som en potentiel trussel eller endda som ideologisk suspekt. En lokal politibetjent kan betragte delstatsregeringen som den højeste myndighed, han eller hun står til ansvar over for. De fleste delstatslige og lokale betjente bekymrer sig om medarbejdernes klager, som kan resultere i begivenheder med mange dræbte eller sårede, og hilser informationer om dem velkommen, men mange trækker på skuldrene af selv ekstreme ideologiske klager. Forbundsmyndighederne er således hæmmet af, at det skorter på effektive samtalepartnere. Resultatet er, at de ikke rigtig ved, hvor mange indenlandske terror-forbrydelser eller -planer der er forekommet eller opdaget. De har forsøgt at afhjælpe problemet ved at notere sig sager, der har en indenlandsk ekstremistisk forbindelse, men det efterlader stadig en betydelig usikkerhed om problemets omfang og dimensioner.

Direkte infiltration er en tredje sårbarhed. Utilfredse politifolk kan være modtagelige for højreekstremisme. Den tidligere FBI-specialagent Jared L. Wise blev anklaget for flere forseelser i forbindelse med den 6. januar, og tre FBI-specialagenters sikkerhedsgodkendelser blev suspenderet på grund af deres tilsyneladende sympati med oprørerne. Shane Lamond, der var inspektør i politiet i Washington, D.C., og som ledede dets efterretningsenhed, er blevet sigtet for at obstruere retten ved angiveligt at have advaret formanden for Proud Boys, Enrique Tarrio, om, at han ville blive arresteret før den 6. januar, og for at have løjet om det over for efterforskerne. Valgte politifolk på amtsligt og lokalt niveau, der er ”modstandere af forbundsstaten”, udgør en større systemisk svaghed. En tilbundsgående undersøgelse foretaget for nylig af politologerne Emily M. Farris og Mirya R. Holman viste, at grupper som Oath Keepers, Proud Boys og Three Percenters med held havde udset sig valgte amtssheriffer, der skulle rekrutteres som såkaldte forfatningssheriffer^ix med fokus på disses tendens til at have en »mytologisk opfattelse af deres myndighed til at lægge sig imellem^x«. Forfatningssheriffer, som der er mange af, har ikke kun en tendens til at lade sager med forbindelse til indenlandsk terrorisme falde, men engagerer sig også i retorik og aktiviteter, der opmuntrer til denne indenlandske terrorisme

Tidligere og aktive militærpersoner – især dem, der mener, at landet ikke værdsætter deres ofre – er på samme måde modtagelige for militsrekruttering; næsten to hundrede personer med militær baggrund er blevet sigtet for forbrydelser i forbindelse med 6. januar. Da Trump overvejede at påberåbe sig oprørsloven for at indsætte amerikanske soldater som reaktion på Black Lives Matter-protesterne i 2020, modsatte den amerikanske militærledelse sig ham. Hvis militæret skulle overvinde sine forbehold – som er baseret på forfatningsmæssige doktriner og institutionel kultur – og gå ind i den hjemlige kamp, kunne nogle menige og officerers højreorienterede indstilling få dem til at udføre en højreorienteret republikaners ordre om at nedkæmpe venstreorienteret aktivisme med ekstreme fordomme eller til at ignorere en demokratisk øverstbefalendes ordre om at forpurre et højreekstremistisk oprør. På trods af den øgede risiko for omfattende indenlandsk terrorisme bør USA’s nationale sikkerhedspolitik derfor fortsat kraftigt fraråde, at det aktive militær indsættes i indenlandsk terrorbekæmpelse. En omfattende retshåndhævelsestilgang, der hovedsageligt behandler højreekstremisme som et kriminelt problem, er den rette.

Det er måske ikke nok i betragtning af de statslige og lokale myndigheders modstand. Modradikalisering gennem borgeruddannelse kan i teorien reducere ekstremismen: Især på højrefløjen har ekstremistiske tilbøjeligheder en tendens til at næres af overdrevne »metaperceptioner« om den anden sides voldsparathed, som uddannelse kan moderere. Men en sådan indsats er notorisk vanskelig at mobilisere i hele samfundet, især hvor politikken – som i USA – allerede er meget polariseret, og hvor regeringsfjendtlige fordomme er rodfæstede mange steder. Der opstår en slags Catch-22-effekt: Udbredt radikalisering kræver effektiv modradikalisering, men kan også gøre den umulig at gennemføre. En alternativ løsning ville være at oprette en amerikansk myndighed med et omfattende nationalt sikkerhedsansvar i stil med MI5 i Storbritannien, som er bemyndiget til at indsamle efterretninger om og udføre operationer mod mistænkte ekstremister. Bureaukratisk set ville det sandsynligvis tage form af et DHS med udvidet bemyndigelse, der er tættere koordineret med NCTC. De forfatningsmæssige forhindringer er ikke uoverstigelige, ligesom tilsvarende forhindringer ikke var det efter 11. september. Hensynet til retssikkerheden kan f.eks. løses ved hjælp af særlige domstole, der ligner de eksisterende domstole for håndhævelse af Foreign Intelligence and Surveillance Act. Men der er en risiko for, at en sådan myndighed vil blive brugt som politisk våben, især af en republikansk regering mod demokrater og venstreorienterede aktivister.

Hvad der kan komme ud af en Trump-sejr?

Det fører til spørgsmålet om, hvad der kan komme ud af en Trump-sejr i november. Han og hans allierede har fremstillet de to mordforsøg mod ham som en slags guddommeliggørelse ved hjælp af martyriet, samtidig med at de har givet næring til konspirationsteorier, der udpeger hans politiske modstandere på venstrefløjen som bagmændene, selv om der ikke er noget bevis for det. Harris’ nominering har tvunget Trump til at improvisere, da han forventede at stå over for en vaklende præsident Joe Biden. Hans desperation har bragt grimme kvindehadske og racistiske tendenser frem; nogle Trump-tilhængere, herunder republikanske kongresmedlemmer, har kaldt hende DEI-kandidat^xi, og han har uden grund [i virkeligheden] sat spørgsmålstegn ved hende, om hun nu også er sort.

Disse reaktioner bringer uafhængige og moderate republikaneres støtte til Trump i fare. Men hans blodige øre og hævede næve efter skyderiet i Pennsylvania den 13. juli var en stærk inspiration for aktivister på den yderste højrefløj. Den politiske mekanisme til at mobilisere dem er velkendt og har udviklet sig fra hans bekendtgørelse om oprettelse af en omfattende kategori af ubeskyttede forbundsstatslige medarbejdere, kendt som »Schedule F«, i slutningen af hans præsidentperiode (selv om den blev tilbagekaldt af Biden) til hans nuværende kampagnes Agenda47-platform og Heritage Foundations Project 2025. I bund og grund ville han erstatte det professionelle, upartiske embedsværk med militante loyalister og derefter bruge dem til at ramme sine politiske fjender.

Hans reaktion på Black Lives Matter-protesterne sendte et ildevarslende signal om, hvordan en ny Trump-regering vil kunne agere uden institutionelle bremser som f.eks. et professionaliseret forbundsbureaukrati. Da højtstående civile og militære embedsmænd vægrede sig ved hans første brug af militæret, udstedte Trump med støtte fra justitsminister William Barr en bekendtgørelse baseret på DHS’ snævre, lovbestemte mandat til at beskytte forbundsejendom og -personale, som gav myndigheden tilladelse til at opstille en slags prætorianer garde, der skulle holde demonstranter væk og gennemtvinge hans personlige lov-og-orden-dagsorden. DHS fandt så på Protecting American Communities Task Force (PACT), bemandede den med personale fra utallige forbundsmyndigheder (nogle uden uddannelse i retshåndhævelse i byer) og sendte hundredvis af dem af sted for at nedkæmpe protesterne i mindst otte amerikanske byer – nogle i køretøjer uden kendetegn og iført kampuniformer med mærker, der var tildækket og nogle, der var indkaldt fra private militærfirmaer.

Det er nemt at forestille sig mulige provokationer, der får en nyvalgt Trump til at slå sin autokratiske autoritet fast. Der kunne bryde masseprotester ud imod et forbundsprogram for massedeportation eller imod fornyet tolerance over for racistiske overgreb fra ordensmagtens side. Med højesterets reelle beskyttelse mod strafferetligt ansvar i ryggen ville Trump have frihed til gennem de etablerede bureaukratiske kanaler at afprøve, det han vil, og kun være underlagt svækket strukturel og politisk kontrol. Der skal ikke meget til at forestille sig, at han udpeger antifa-aktivister som terrorister, påberåber sig oprørsloven og erklærer undtagelsestilstand, selektivt suspenderer forfatningsmæssige beskyttelsesmekanismer og får sine modstandere anklaget for oprør – alt sammen noget, han overvejede i 2020, og som tilhængere som Steve Bannon, den pensionerede general Mike Flynn og Roger Stone i vid udstrækning har slået til lyd for. I november sidste år offentliggjorde Robert Kagan fra Brookings Institution en kronik i The Washington Post, hvor han indtrængende advarede amerikanerne om muligheden for et Trump-diktatur. Senator J.D. Vance, som nu er Trumps vicepræsidentkandidat, sendte et brev til justitsminister Merrick Garland og udenrigsminister Antony Blinken, hvor han foreslog, at Kagan blev anklaget for oprør eller sammensværgelse. Dagens barnlige politiske leflen kan nemt blive morgendagens administrative virkelighed.

Hvis Trump vender tilbage til embedet, vil det, at han ikke behøver at bekymre sig om genvalg forstærke hans forkærlighed for autokrati og hans iver efter at efterlade sig en arv, der ikke ændres. Han vil sandsynligvis lade være med at udnævne forsigtige »voksne« som James Mattis, H.R. McMaster og endda William Barr til vigtige stillinger og i stedet vende sig til ukritiske og ukvalificerede lakajer som Kash Patel. Og Trump vil uden tvivl forsøge at fylde militæret op med generaler og admiraler, der er mere begejstrede for hans ideer end general Mark Milley, den tidligere formand for Joint Chiefs of Staff [generalstaben], som han foreslog skulle henrettes for angiveligt at have forrådt ham. Hvis den indsats mislykkes – og selv hvis den ikke gør – vil Trump måske stiltiende give militsgrupper grønt lys til at handle på hans vegne. Det ville være helt i tråd med hans udbredte opmuntring til selvtægt på højrefløjen. Hans formaning til Proud Boys i september 2020 om at »stand back and stand by« viste sig at være en opfordring til at gribe til våben, som blev fulgt op den 6. januar.

Tegnene på, at Trumps mentale evner svækkes, og at hans retoriske impulsivitet øges, skærper bekymringen for de opfordringer til politisk vold, som endnu en embedsperiode kan medføre. For nylig fik hans verbale angreb på dommerne i sagerne mod ham tilhængere til på de sociale medier at opfordre til, at dommerne skulle bankes, tortureres og slås ihjel. Man ville dermed i højere grad opmuntre sympatisk indstillede delstatslige og lokale retshåndhævende myndigheder til at se den anden vej eller endnu værre samarbejde med dem. Støtten til en voldelig reaktion fra venstrefløjen ville stige markant, som den gjorde blandt demokrater, da republikanerne hævdede, at Bidens sejr var svigagtig, og den faldt først, efter at bestræbelserne på at omstøde sejren tydeligvis var slået fejl. Muligheden for gengældelse fra venstrefløjen leder tankerne hen på scenariet i Alex Garlands nylige film Civil War: et forfærdeligt samfundsmæssigt sammenbrud efterfulgt af en kontrarevolution af midterfløjsoprørere mod en fascistisk diktator.

USA er ikke så let antændelig som Weimar-Tyskland, og de amerikanske militsgrupper ser ikke ud til at have et stærkt netværk. Om de nogensinde vil komme til omfatte mere end de amatøragtige og kollektivt uduelige medlemmer, der hidtil har fyldt deres rækker, er ren spekulation. Radikaliserede republikanere kan i sidste ende være for spredte til at lave et samlet oprør, og Trump kan være ude af stand til at omdanne dem til en samlet operativ styrke. Aktører, der handler alene, ser stadig ud til at udføre de fleste hjemlige ekstremistiske operationer. Men MAGA-bevægelsens utilfredshed er så udbredt, at den udgør et begyndende oprør, og huller i den hjemlige terrorbekæmpelse giver plads til, at den kan blomstre og udvikle sig. Angreb på individuelle politiske personer er steget, og det samme er angreb på politifolk. Forbundsstatens embedsmænd er bekymrede over »målrettet vold« – som Unite the Right-demonstrationen i Charlottesville i august 2017 – som måske ikke umiddelbart bliver til terrorisme, men som i sidste ende kan blive det.

Et samfundsmæssigt sammenbrud i stor skala behøver ikke at omfatte en organiseret masseindsats. Der er ikke brug for målrettede militser, kun voldshandlinger fra et lille antal mennesker, som kan opstå spontant, men som drevet af spiraler af gengældelse udvikler deres eget momentum og form. En afgørende faktor er tilgængeligheden af kraftige massevoldsvåben som AR-15-rifler, som kan dræbe mange flere mennesker hurtigere end jagtrifler eller håndvåben, der købes til beskyttelse af hjemmet eller den personlige sikkerhed.

Hvis bare én aktivist fra den yderste højrefløj besluttede sig for at bruge et sådant våben og skyde på et politisk møde eller en demonstration og dræbe i snesevis eller endog i hundredvis af mennesker, kunne det udløse en større optrapning af den politiske vold. Sidste sommer viste de landsdækkende uroligheder i Storbritannien, som blev udløst af knivdrabene på tre små børn i Southport af en gerningsmand, der fejlagtigt blev identificeret som indvandrer på de sociale medier, hvor kraftig en provokation en enkelt chokerende voldshandling, der uundgåeligt forstærkes af onlinepropaganda, kan være. Højrefløjens vold kan opmuntre nogle på den amerikanske venstrefløj, som dog er mindre tilbøjelig til politisk vold, til at slå igen. Et udbrud af lokal vold, der gengældes, og som breder sig, kan føre til, at de lokale politimyndigheder i stor stil giver op og smider håndklædet i ringen. Selv en liberal amerikansk præsident ville blive tvunget til at reagere med den type midler, som forbundsstaten har til rådighed – mobilisering af retshåndhævelsens udøvere, øget overvågning, indskrænkninger i bevægelsesfriheden – og det ville sætte yderligere turbo på det yderste højre. Uroen kunne tænkes at overskride forbundsmyndighedernes territoriale rækkevidde og give anledning til potentielt voksende lommer af amerikansk territorium under ekstremisternes kontrol. Den slags enklaver opstod under optakten til den amerikanske borgerkrig i »Det bødende Kansas«^xii og andre steder.

Præsidentvalg vindes eller tabes på midten, og moderate og uafhængige synes i stigende grad at være opmærksomme på Trumps farlighed. Den tidligere præsidents vanskelige juridiske situation tvinger ham til at angribe legitimiteten af en større og større del af de amerikanske institutioner – embedsmænd og lovgivende forsamlinger såvel som domstole – hvilket yderligere nedbryder det amerikanske demokrati. Retorikken i hans kampagne har været groft autokratisk og forfatningsfjendtlig, og han har vist klar hensigt om at samle villige republikanske valgtilforordnede i delstaterne til uretmæssigt at nægte at bekræfte valgene uanset højesterets afvisning af teorien om den »uafhængige delstatslovgiver«, som angiveligt retfærdiggjorde en sådan handling. En sandsynlig kæde af begivenheder ville kunne føre til sammenstød mellem borgerne over hele landet: Harris vinder både et flertal i befolkningen og i valgmandskollegiet, de delstatslige embedsmænd og kongressen nægter at bekræfte resultatet, Trump hævder at have vundet, Harris appellerer til USA’s højesteret, det konservative flertal afviser hende, beslutningen går videre til Repræsentanternes Hus, som stemmer Harris eller Trump ind, og der opstår spontane udbrud af lokal uro.

Det er rimeligt at håbe, at moderate og uafhængige vil have fået nok af Trump i november og gøre som de britiske og franske vælgere, der afviste højreorienterede kandidater tidligere i år. En klar afvisning af trumpismen kan måske få MAGA-bevægelsen til at tabe pusten i et stykke tid. Men hvis Trump taber knebent, udråber sig selv til vinder og samler spredte lokale grupper, der har tilbøjelighed til voldelig modstand, for at indsætte ham i embedet, kan en velordnet nedtrapning vise sig at være umulig. Hvis han vinder, kan hans march mod autokratisk tvang være ustoppelig, og det vil inspirere til spirende modstand fra venstrefløjen. Historikeren David Blight har bemærket, at vendepunkter kun kan bestemmes i bakspejlet, og han gør sagen Dred Scott mod Sandford ^xiii, der blev afgjort af højesteret i 1857, til det punkt, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage i optakten til borgerkrigen. Når historikere ser tilbage på denne traumatiske æra i amerikansk politik, vil de sandsynligvis vurdere valget i 2024 – ikke den 6. januar – som den begivenhed, der enten gjorde forudsigelserne om den amerikanske republiks sammenbrud til skamme eller bekræftede dem.

Mellemrubrikkerne er Kritisk Revys.

Steven Simon

Steven Simon er stipendiat med udmærkelse og gæsteprofessor ved Dartmouth. Hans bog Grand Delusion: The Rise and Fall of American Ambition in the Middle East, udkom sidste år.

Jonathan Stevenson

Jonathan Stevenson er seniorstipendiat ved International Institute for Strategic Studies i London og redaktør af tidsskriftet Survival.

i “These Disunited States,” The New York Review, 22. september 2022.

ii Raceadskillelseslovene, der helt op i 1960erne blev brugt til at undertrykke den afroamerikanske befolkning i USA’s sydstater (o.a.).

iii Se Christopher R. Browning, “Hitler’s Enablers,” s. 52–54,i New York Reviw of Books, 7. oktober 2024.

iv Den tilføjelse til forfatningen, der giver borgerne ret til at bære våben (o.a.).

v AR-15-lignede halvautomatiske angrebsrifler er langt den populæreste riffeltype i USA og ejes af 16 millioner amerikanere. Det er også den riffeltype, der indgår i de fleste skoleskyderier (o.a.).

vi Manassas var et strategisk jernbaneknudepunkt, hvor der under den amerikanske borgerkrig udkæmpedes to slag: Det første større landslag i krigen i juli 1861 og det næste i august 1862. Begge blev vundet af Sydstaterne, men det meste af krigen var knudepunktet på Nordstaternes hænder (o.a.).

vii Will Bunch, “Why Are Texas and Florida Building Their Own Large, Sadistic Armies?”, The Philadelphia Inquirer, 23. juli 2023.

viii ’Erstatningsteorien’ går ud på, at skjulte kræfter arbejder på at erstatte hvide indbyggere med ikke-hvide (o.a.).

ix ’Forfatningssheriffer’ er politifolk, der mener, at forbunds- og delstaternes myndigheder er underlagt den lokale sherifs eller det lokale politis myndighed, og at disse er øverste juridiske myndighed med ret og pligt til at afvise eller omgå love, de mener er i strid med forfatningen (se Constitutional Sheriffs and Peace Officers Association, o.a.).

x ’Interposition’, dvs. det at stille sig imellem, er den ret, amerikanske delstater hævder de har med hensyn til at modsætte sig handlinger fra forbundsstatens side, som delstaten mener er i strid med forfatningen. En delstat tiltager ifølge interpositions-teorien retten til at ”stille sig imellem” forbundsstaten og delstatens befolkning ved at handle for at forhindre forbundsstaten i at gennemtvinge love, som delstaten mener er i strid med forfatningen (se Interposition, o.a.).

xi DEI kaldes i USA komplekset af love og programmer, der skal sikre mangfoldighed (diversity), lighed (equity) og inklusion (inclusion), noget den trumpistiske højrefløj er arg modstander af. Når højrefløjen derfor bruger udtrykket ’DEI-kandidat’ er det nedsættende (o.a.).

xii ”Bleeding Kansas” var en miniborgerkig, der i 1854-55 blev udkæmpet mellem dem, der var for slaveri og dem, der var imod, om kontrollen med det nye territorium, Kansas (se Bleeding Kansas, o.a.).

xiii Med afgørelsen i denne sag slog USA’s højesteret fast, at slaver ikke var borgere i USA og derfor ingen beskyttelse kunne forvente fra forbundsstaten eller domstolene. Afgørelsen slog også fast, at Kongressen ingen myndighed havde til at forbyde slaveri på forbundets territorium (Dred Scott v. Sandford (1857), o.a.)