Vejen fra parcelhus til panik er kortere end nogensinde. Venstrefløjen må i offensiven

Til tider bryster danske politikere sig af flexicurity-modellen. Usikre ansættelser og et solidt, socialt sikkerhedsnet skaber tilsyneladende en god økonomi. Så god, at udenlandske politikere til tider ønsker at importere modellen til deres egne lande.

Emmanuel Macron har omtalt den som et forbillede i Frankrig, og skiftende regeringer i Italien har også ladet sig inspirere af den. Tilmed i USA har Bernie Sanders besunget flexicurity-modellens fortræffeligheder.

Usikre vilkår giver ængstelige mennesker

Problemet er nu, at modellen ikke længere eksisterer. Nok er det stadig nemt at fyre danske arbejdere, men i efterhånden mange år har overførselsindkomsterne ikke tilnærmelsesvist fulgt med prisudviklingen.

Mens ydelserne ikke er fulgt med priserne, er dagpengeperioden kun gået en vej. I 1993 blev den sat ned fra i princippet uendeligt mange år til syv år. I 1995 til fem år. I 1994 til fire år. I dag er den på to år.

Når folk bliver fyret, melder den økonomiske usikkerhed sig langt tidligere, end den ellers har gjort. Med SF’s Karsten Hønges ord er vejen fra parcelhus til panik blevet langt kortere end før. Folk klæber sig derfor ængsteligt til de ansættelser, som giver sikkerheden i hverdagen, og angst æder sjæle op.

Til gengæld er beskæftigelsen i det danske samfund pæn. Langt de fleste er i arbejde – men det arbejdende folks store andel af den arbejdsduelige befolkning dækker over markante forskelle.

Mange folk er i løse ansættelser. Mange såkaldte freelancere er reelt ansatte af firmaerne, som på den måde undslipper at yde den sikkerhed, der bør følge med et arbejde. Og samtidig giver disse prekære ansættelser ikke adgang til den sikkerhed, der følger med faste stillinger med overenskomst. Det gælder ikke kun adgangen til de noget vingeskudte dagpenge. Det gælder også pensionsopsparinger, ferie og retten til løn under sygdom.

Ingenting tyder på, at folk aktivt søger disse løse ansættelsesformer. Tallene viser derimod, at folk tager til takke med disse ansættelser, da de ikke kan finde andet arbejde.

Fleksibiliteten er større end nogensinde. Sikkerheden er lavere, end den har været i mange, mange år. Og når Frankrigs Macron og Italiens Matteo Renzi har ladet sig inspirere af flexicurity-modellen, har det da også været fleksibiliteten, der har tiltalt dem.

Vi skal ikke kun have en anden regering

I dag på Første Maj og alle andre dage er det ikke kun venstrefløjens opgave at stå imod denne udvikling. Selvfølgelig skal venstrefløjen forsvare de tilbageværende murbrokker i velfærdsstatens ruiner. Men venstrefløjen – partierne, bevægelserne og fagforeningerne – skal sammen kunne formulere et alternativ. Venstrefløjen skal efter mange år i defensiven nu til angreb.

For nylig diskuterede Lars Trier Mogensen dette paradoks i en radioudsendelse på P1. Betingelserne for en offensiv og succesfuld venstrefløj er til stede. Uligheden er på niveau med tiden før første verdenskrig, klimaet på katastrofekurs, og bag hjørnet lurer krigen. Imens braser velfærden sammen om ørerne på os på landets hospitaler og ude på plejehjem og i institutioner.

I denne situation gør Socialdemokraterne, som socialdemokraterne har for vane, og holder gang i en centrumhøjre-regering, hvis politik kun øger uligheden og gør hverdagen mere usikker. Sammen er de tre regeringspartier tilsyneladende blevet enige om, at det virker, hvis man fortæller folk, at de skal arbejde noget mere og ellers holde kæft.

Men vi har ikke kun brug for en anden regering. Vi har brug for en anden politik. Højrefløjen har tidligere talt om, at der er sket et paradigmeskifte i indvandrerpolitikken fra tidligere tiders såkaldte blødsødenhed til nutidens endog meget hårdhændede behandling af asylansøgere. Tiden er inde til et paradigmeskifte inden for den økonomiske politik.

Solidariteten mellem palæstinenserne og aktive danskere viser sig i usædvanligt mange og store demonstrationer mod krigsforbrydelser og folkemordet i Gaza. Kravene om reel klimakamp mod landbrugets CO₂-udslip, Cheminovas fiskedrab og Nordic Wastes giftige mudderkvælning af Randers-borgernes økonomi, det skal forureneren selv betale.

Solidaritet har tidligere udgivet en serie på fire artikler, hvor man finder 100 milliarder kroner til statens finanser. Penge, der kan gå til velfærd og klima. Det er ikke vidtgående foranstaltninger, der skal til. Mon ikke man også kunne finde flere penge, hvis man tillod sig at gå lidt mere drakonisk til værks.

Så lad denne Første Maj – arbejdernes internationale kampdag – blive dagen, hvor den progressive venstrefløj blæser til angreb og åbent står ved, at vi ønsker et andet samfund. Et samfund med respekt for den enkelte arbejder og den enkelte arbejdsløse. Et samfund der viser solidaritet med de svageste herhjemme – og ude i verden. Et samfund der vægter naturen højere end profit. Et samfund med mere folkemagt og mindre pengemagt. Man kunne kalde dette samfund for et socialistisk samfund.

God kampdag!