Her skal pengene komme fra. Vejen til 100 milliarder kroner #1 – Slå et smut forbi Finansministeriet og Skatteforvaltningen

Hele korpset af politikere fra de etablerede magtpartier gik sammen med det politiske kommentariat i selvsving sidste efterår. Inflationen rasede, der var krig i Europa, og velfærdssamfundet kørte på pumperne. Tiden kaldte på et stort, bredt samarbejde over midten, der kunne tage ansvar og sørge for at få styr på de utallige kriser.

Selv om Mette Frederiksen havde et smalt flertal med det etablerede centrum-venstre flertal, valgte hun aktivt at gå mod højre og lave en centrum-højre regering med Venstre og Lars Løkkes nye konstruktion Moderaterne.

Hele narrativet omkring SMV-regeringen byggede på krise og nødvendigheden af ansvarlig politik. Derfor måtte styrvoltere til venstre og højre skalles af, så man kunne etablere en fornuftens politik. Fornuft og ansvar sættes her lig med upopulære ”reformer”, der skal øge arbejdsudbuddet, for at skaffe mere råderum. Altså flere penge, som politikerne kan bruge.

Der gik ikke lang tid, før vi var en helligdag fattigere, selv om det meste af befolkningen rasede. Det var ifølge regeringen nødvendigt for at investere flere penge i forsvaret og nå det ærlig talt arbitrære mål om 2 procent af BNP. Det er arbitrært, fordi NATO allerede på nuværende tidspunkt spenderer langt mere på militær end Rusland, også når man trækker USA fra.

Danmarks økonomi er i virkeligheden bomstærk

Det varede dog ikke længe, før nyhederne begyndte at tikke frem om, at dansk økonomi var bomstærk. Konvergensprogrammet i maj 2023 løftede sløret. Pengene væltede ind i statskassen. Råderummet blev opjusteret med 16 mia. kr.

Størstedelen af opjusteringen (ca. 10¼ mia. kr.) skyldtes en underliggende forbedring af de offentlige finanser som følge af mere international arbejdskraft og færre efterlønsmodtagere. Så med et slag var der pludselig masser af penge. Som TV2’s politiske redaktør Hans Redder meget præcist skrev, så var det regeringens fortælling og ikke økonomien, der er i krise.

Grundlæggende er hele den konstruerede situation, hvor Mette Frederiksen og medsammensvorne forsøger at bilde os ind, at den eneste vej ud af krisen er at sende en byge af forringelser efter befolkningen, samtidig med at man ikke foretager de helt nødvendige investeringer i velfærd og grøn omstilling, slet og ret forkert. Der er masser af penge. Faktisk kan man ret hurtigt finde 100 mia. kr.

I forlængelse af den voldsomme opjustering af råderummet, vil jeg argumentere for, at man sagtens kan lægge yderligere 14,5 mia. kr. oven i råderummet. Og det vil endda være tenderende til overforsigtigt.

Strukturel saldo og faktisk saldo kan afspejle hinanden bedre

Danmark arbejder med to opgørelser over statens økonomi. Den faktiske saldo beskriver de helt simple indtægter og udgifter og endelig statens overskud eller underskud. Derudover benytter man også den strukturelle saldo.

Grundlæggende forsøger man med strukturel saldo at se den underliggende økonomiske stilling for Danmark. Dette sker ved at man renser de udsving fra, som kommer fra hhv. konjunkturer og enkeltstående forhold (fx særligt store indtægter fra nordsøolien, omlægninger af pensionsbeskatning, udbetaling af feriepenge etc.).

Den strukturelle saldo skal således give et renset billede af, hvordan økonomien går, hvis man fjerner enkeltstående forhold. Den strukturelle saldo er også basis for det finanspolitiske råderum, som udregnes ud fra en antagelse om nulvækst i det offentlige forbrug. Det betyder, at øgede offentlige forbrugsudgifter mindsker råderummet, mens øgede indtægter fra fx et øget arbejdsudbud giver et større råderum.

Det sker simpelthen, fordi arbejdsudbud betyder flere skatteindtægter, når folk arbejder mere eller går fra at være på offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Her mindskes udgifterne tillige. 

Hvad de ”ansvarlige” politikere tit glemmer at fortælle os, er, at øgede skatteindtægter jo så også øger råderummet. Det nævnes bare aldrig. Tværtimod fremstilles det, som om arbejdsudbud er den eneste vej til øget råderum. En regulær løgn. Dette har jeg tidligere beskrevet mere indgående i denne artikel.

Hvorom alting er, så har vi altså i dag et dualistisk system med to saldoopgørelser, den faktiske og den strukturelle konto.

Danmark har flere penge, end Finansministeriet siger

Problemet er dog, at Finansministeriet systematisk skønner den offentlige stilling alt for negativt år efter år. Jeg har kigget på samtlige august-udgaver af Økonomisk Redegørelse og deres skøn for den offentlige saldo tilbage til 2010. Så sammenligner man disse skøn med de endelige faktiske saldoer, som udregnes af Danmarks Statistik i første kvartal året efter.

Resultatet kan ses nedenfor. Skønnene er konsekvent mere negative. I årene efter finanskrisen er der underskud, men typisk lavere end ministeriet skønner. I nogle år skønner ministeriet massive underskud på den offentlige saldo, men så ender det med markante overskud.

Især de seneste år er forskellene blevet enormt store. I 2020 var forskellen 93 mia. kr. I 2021 på over 137 mia. kr. Og for 2022 over 60 mia. kr. Tager man et gennemsnit for 2010-2022, så har Finansministeriet vurderet den offentlige saldo 49,5 mia. kr. for lavt.

En stor del af dette skyldes problemer med at estimere skatteindtægterne fra den såkaldte PAL-skat (pensionsafkastskat), som betales af de stadigt større pensionsformuer. Dette skaber år efter år systematiske problemer for Finansministeriets skøn.

Samtidig kan man sidde med den mistanke, at Finansministeriet i august-redegørelserne har en klar interesse i at tegne et pessimistiske billede af dansk økonomi op til de efterfølgende finanslovsforhandlinger. Der skal jo ikke gå gavebod i den med store og udgiftstunge tiltag.

Men faktum er, at den evindelige fortælling om, at Danmark har en stram økonomi, der kræver hård offentlig udgiftsstyring, simpelthen er fejlagtig.

Med tanke på at man i gennemsnit over årene har skønnet næsten 50 mia. kr. for lavt om året, så ville man sagtens kunne øge råderummet med yderligere 10 mia. kr. uden at være i nærheden af at være uansvarlig.

Få styr på skattekontrollen og skatteinddrivelsen

En måde hvor man kan øge den strukturelle saldo yderligere er at kigge på vores evne til at indkræve de skatter, der er vedtaget. Tilbage i 2019 skrev jeg denne artikel om, hvor god en forretning det ville være at hyre flere kontrolmedarbejdere til skattekontrollen.

Sammen med min daværende chef, Enhedslistens skatteordfører Rune Lund, afdækkede vi via spørgsmål til Skatteministeriet, hvor enorme beløb den enkelte kontrolmedarbejder kradsede ind. Penge som på grund af snyd og svindel og simple fejl ellers var forsvundet ud af statskassen. Sammen med Dansk Told- og Skatteforbund lavede vi et skøn på, at man med knap 1000 ekstra kontrolmedarbejdere ville kunne øge statens indtægter med ca. 5 mia. kr.  

Siden da har et politisk flertal faktisk hyret 1000 kontrolmedarbejdere, og selv om Rune Lund og jeg blev mødt af stor modstand fra embedsværket, så endte det faktisk med, at man begyndte at indregne en positiv effekt på råderummet. Desværre har man valgt et alt for lavt niveau, der fortsat undervurderer den positive effekt markant.

Analysen er lavet på baggrund af en langt mindre tilførsel i 2017 på få hundrede mand. Provenu-effekten af dette skaleret op til 1000 årsværk giver 1,1-1,3 mia. kr. Og når der så renses for en række andre forhold, så ender Finansministeriet på 600 mio. kr.

Dette er alt for lavt sat. Faktisk skriver ministeriet selv, at vurderingen på de nye 1.000 årsværk er mellem 1 og 7 mia. kr. Jeg formoder stærkt, at hvis der bliver lavet en opfølgende analyse om et par år, så ville man komme til at langt højere resultat end 600 mio. kr. Bare på et kontrolområde, som vedrører kædesvig har man fra 2015-2022 fundet snyd i ni ud af ti kontroller og sendt påkrav for over 6 mia. kr.

Det vil derfor give god mening at øge virkningen på råderummet med yderligere 2 mia. kr. fra skattekontrollen. Og hvis man målretter kontrollen endnu mere efter tung økonomisk kriminalitet, så vil beløbet givetvis være endnu større.

Danskernes gæld til det offentlige inddrives ikke

Det er desværre ikke kun skattekontrollen, der har været i problemer. Også inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige har i årevis været fuldstændig underdrejet.

Danskerne kan af forskellige grunde få gæld til det offentlige. Det kan være skattegæld, manglende betaling af daginstitution, togbøder, biblioteksbøder og så videre. I gamle dage blev dette inddrevet manuelt af skattemedarbejdere.

Men så kom Venstres Kristian Jensen ind i Skatteministeriet som ny høvding. Sammen med en stribe management-typer fik han igangsat et nyt stort automatiseret inddrivelsessystem – EFI – som skulle gøre, at man kunne spare en masse penge på medarbejdere.

Ud røg medarbejderne mens man spændt ventede på, at EFI kom i drift. Dette udviklede sig ad åre til en kæmpe skandale. EFI var stærkt forsinket, og imens voksede bunkerne af restancer i SKAT. EFI – som i sig selv kostede et milliardbeløb – viste sig efterfølgende at inddrive danskernes gæld ulovligt, hvorfor man måtte droppe systemet og påbegynde et nyt system.

Her mere end 10 år senere er det system stadig under udvikling. Resultatet af misæren er, at danskernes restancer er eksploderet. I 2013 var de samlede restancer på 64 mia. kr. I 2021 er restancerne steget til mere end 144 mia. kr.

Tager man kursværdien, dvs. den egentlige pengeværdi, når man tager højde for at en del af skyldnerne ikke kan betale, så er værdien på næsten 35 mia. kr. i 2021 mod 27,5 mia. kr. i 2018, hvor man første gang opgjorde kursværdien på 27,5 mia. kr. Dette fremgår af nedenstående figurer med tal fra Danmarks Statistik.

Politikerne har lavet utallige initiativer for at få styr på danskernes gæld til det offentlige. Men når renterne løber på, så stiger og stiger gælden.

Man burde investere massivt i inddrivelsen, så der blev hyret flere mennesker til manuelt at gennemgå sagerne. Hvis vi permanent kunne nedbringe restancerne med 10 pct. på kursværdien, så ville det give 3,5 mia. kr. i statskassen.

Hvis vi trækker 1 mia. kr. fra som et groft skøn for udgiften til fx. 1000 nye medarbejdere til inddrivelsen, så ville der således være 2,5 mia. kr. i de offentlige kasser. Dette ville også påvirke råderummet, hvis man permanent evner at forbedre inddrivelsen. Det bør være muligt.

Resultat: 14,5 milliarder kroner uden at hæve en eneste skat

Denne første etape har handlet om, hvordan vi med en bedre og mere retvisende opgørelse af den strukturelle saldo og det finanspolitiske råderum kan finde 10 milliarder kroner uden på nogen måde at bedrive uansvarlig finanspolitik.

Hvis man derudover også investerer klogt i skatteforvaltningen og indregner dettes virkning på råderummet på en retvisende måde, så vil man hente yderligere 4,5 milliarder kr. til statskassen.

I alt har vi altså fundet 14,5 mia. kr. uden at hæve én eneste skat. Penge, der vil kunne gå direkte til at løfte velfærden, fjerne fattigdomsydelser og øge investeringer i den grønne omstilling. Hvad venter vi på?