Når formueskatten sætter ild i overklasse-Danmark, véd man, at man er på rette spor

I en ellers lidt tam valgkamp er formueskatten pludselig rykket ind som et af de varmeste temaer. Det skete, da Socialdemokratiet fulgte efter Enhedslisten og fagbevægelsen og kom med deres eget forslag til en formueskat.

Socialdemokratiet foreslog en skat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kr. Enhedslisten foreslår tilsvarende 1 procent på formuer over 35 millioner kr. Fagbevægelsens Hovedorganisation har et forslag på 0,3 procent af formuer over 20 millioner kr.

Ånden var pludselig lukket ud af flasken. Man har ellers skullet spejde længe efter progressive finansieringsforslag i dansk politik de seneste år, hvor SVM-regeringen har betalt stort set alle regninger med det bugnende råderum. Dermed er svaret på, hvor pengene skal komme fra blevet afpolitiseret. Altså bortset fra SVM-regeringens tyveri af Store Bededag.

Klassepolitikken tilbage i centrum

Med forslaget om formueskat er klassepolitikken dog rykket tilbage i centrum af dansk politik. Og det gør overklasse-Danmark bange. Rigtig bange. For formueskatten er den første skattestigning til de rigeste i rigtig mange år, som de for alvor kan mærke.

Jo bevares, der blev indført en top-topskat. Men for de absolut rigeste danskere – virksomhedsejerne – så er den ikke et problem. Man udbetaler bare sig selv udbytte, og så er den ged barberet. Så betaler man max 54 procent i sammensat skat af selskabsskat og aktieindkomst og ikke 61 procent i top-topskat.

Men så nemt undslår man sig ikke formueskatten. Og derfor er hele erhvervseliten, deres medier, deres tænketanke og deres politikere gået fuldstændig i selvsving. Internettet flyder over af de sædvanlige horder af bootlickers, der bekriger formueskatten, som var det dem selv, der skulle betale den.

Faktum er dog, at de færreste key account managers fra Horsens med en BMW kommer til at blive ramt af formueskatten. Men de er dygtige til at efterplapre de talepunkter, som Dansk Industri, CEPOS og Berlingske kommer med.

Nedenfor kommer derfor en gennemgang af, hvorfor de mange aggressive angreb på formueskatten er ikke-problemer eller problemer, som er beskedne og kan håndteres.

Formueskatten ødelægger lysten til investeringer – eller hvad?

Det første angreb handler altid om, at man med formueskatten dræber enhver lyst til at investere og starte virksomheder op. Det har mange af de klagende rigmænd udtalt.

Lad det være sagt med det samme: Ja, skatter på erhvervslivet vil i et eller andet omfang dæmpe lysten til at investere. Det gælder også andre skatter som selskabsskatten og aktieskatten. Men her må man så gøre op med sig selv, om man mener, at en beskeden negativ effekt på investeringslysten skal blokere for et provenu på adskillige milliarder i statskassen, som kan medvirke til at løse væsentlige udfordringer for Danmark.

Hvis formueskatten var så høj, at den enten spiste hele formuetilvæksten eller endda gjorde den mindre, så ville der være et meget klart incitament til ikke at investere. Men når man taler om en skat på 0,5-1 procent – og sammenholder det med udviklingen i de rigeste danskeres formuer – så er det tydeligt, at proportionerne er fuldstændigt fraværende i debatten.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har opgjort formuerne for Danmarks rigeste procent i årene 2020-2024. I gennemsnit er disse formuer steget i faste priser med 7 procent om året. For median-danskeren er tallet til sammenligning knap 1 procent.

Endnu mere ekstremt er det, når man kigger på et par af de super-rige, som har været mest højrøstede i debatten.

Harald Nyborg-milliardæren Erling Daell – som truer med at flytte ud af landet (mere om det nedenfor) – har i perioden 2014-2025 haft en gennemsnitlig årlig formuestigning på ca. 14 procent. Formuen er steget fra 2,3 mia. kr. til 9,9 mia. kr. Dette i faste priser. Det viser tal fra Berlingske og Økonomisk Ugebrevs top-100 over de rigeste danskere.

Helt vildt er det, når Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen også raser løs mod formueskatten. Clausen-familiens formue er steget helt absurd, når man kigger de historiske top-100-tal igennem og laver det om til faste priser. Fra 2014-2025 er stigningen – hold nu fast – på 53,7 mia. kr.! Det er en gennemsnitlig årlig vækst på 16 procent!

Så selv om de rigeste havde afleveret 0,5 pct. eller 1 pct. om året til statskassen, så var de stadig blevet massivt rigere. Havde Daell betalt Socialdemokratiets halve procent over 25 millioner, så havde han i 2014-2025 betalt ca. 330 mio. kr. i formueskat. Det havde betydet, at hans formue var vokset med 7,3 mia. kr. i stedet for 7,6 mia. kr.

Clausen havde betalt 2,2 mia. kr. i formueskat. Mange penge, må man sige. Men det havde kun barberet hans formuevækst fra 53,7 mia. kr. til 51,5 mia. kr.

En formueskat på 0,5-1 procent vil således kun tage en lille del af formuevæksten hos de rigeste danskere. I lyset af at de gennem investeringer fortsat bliver meget rigere hvert eneste år, er det simpelthen useriøst at påstå, at det ikke kan betale sig for dem at investere. Det er rent hysteri.

“Vi flytter ud af landet – se bare på Norge!”

Et af de mest anvendte angreb i diskussionen er Norge-eksemplet. Norge har i mange år haft en formueskat, men da man valgte at hæve den betragteligt, så var der en del norske milliardærer, som flyttede. Konklusionen måtte være, at det også ville ske i Danmark.

Men det er yderst tvivlsomt. Helt centralt her er havelågeskatten eller exitbeskatningen, som den rettelig hedder. Den er et værn mod, at rige virksomhedsejere kan flytte deres store aktieværdier i skattely. Vælger man som virksomhedsejer at flytte i skattely, så kræver den danske stat 42 procent af de urealiserede aktiegevinster i skat – svarende til hvis man havde solgt dem og skulle betale aktieindkomstskat.

De danske milliardærers formue er alt overvejende bundet i deres ejerskab af virksomheder, typisk via unoterede aktier. Så der er dømt milliardregning ved havelågen til Erling Daell, når han truer med at flytte. Så mon ikke det er tomme trusler.

Det er rigtigt, at en del norske rigmænd forlod Norge, da formueskatten blev forhøjet i 2022 – men det var, fordi der var et stort hul i den norske havelåge, som muliggjorde skattemigration. Indtil slutningen af 2022 var det nemlig muligt at flytte ud af Norge og undgå havelågeskatten – såfremt man lovede, at man ikke ville sælge sine aktier inden for fem år.

Det er klart, at når Norge både har en sådan undtagelsesregel og samtidig forhøjer deres formueskat, så inviterer man til skattemigration. Norge har siden fjernet dette skattehul, og det har også medført et markant fald i skattemigration blandt rigmænd i Norge. 

Danmark har aldrig haft denne form for undtagelsesregler i vores havelågeskat – og derfor vil vi næppe stå med samme problem med rigmænd og virksomhedsejere, der drager i skattely i hobetal.

Hvad med iværksætteren?

Et af de angreb, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen var ret dårligt forberedt på, var påstanden om, at formueskatten ville ramme iværksættere, der har en virksomhed, som er blevet værdiansat til mange millioner – men som stadig ikke har opbygget en omsætning, profit eller egenkapital, der gør dem i stand til at betale et stort beløb i formueskat. Her kom Mette Frederiksen for alvor på glatis i en af de præsidentagtige debatter mod Troels Lund Poulsen.

Faktum er dog, at det også her viser sig, at de blå har en ret dårlig sag. For det første er den formuestatistik – som man ville skulle basere sine skøn på, hvor meget folk skal betale i formueskat – ret klar. Tidligere direktør i personstatistikken v. Danmarks Statistik (og min gamle chef) Niels Ploug forklarer det meget fint på Linkedin:

”Når Danmarks Statistik værdisætter virksomheder, sker det i vid udstrækning på baggrund af den bogførte egenkapital. Det vil sige værdien af de aktiver (fx maskiner), der findes i virksomheden, fratrukket gæld. Det er vigtigt at have sig for øje, for den værdi vil i mange tilfælde ikke være lige med virksomhedens markedsværdi. Det er en forsigtig vurdering baseret på faktisk eksisterende værdier – og ikke på eventuelle fremtidige indtjeningsstrømme”.

Ploug forklarer videre, at der laves en ganske beskeden korrektion, som kan afvige fra dette. Men til syvende og sidst vil en ung iværksætter med en god idé, en fremtidig stor forretning og en lille egenkapital, næppe betale formueskatten.

Og det ved rigmændene og deres håndlangere jo godt. For da den selvsamme personkreds i netværket ”vækstigenerationer” lobbyede for at lempe arveskatten for virksomhedsarvinger, så lykkedes det dem – ud over at få sænket skatteprocenten fra 15 procent til 10 procent – også at få et retskrav på skematisk værdiansættelse af virksomhederne. Og hvad betyder det så?

Tidligere vurderede SKAT virksomhedens fremtidige potentiale. Med den skematiske værdiansættelse beregnes værdien i stedet ud fra virksomhedens bogførte egenkapital og indtjening de seneste fem år.

Det lyder umiddelbart rimeligt, men det kan give problemer for virksomheder, der står over for stor vækst. Hvis man allerede nu kan forudse højere indtjening i de kommende år, bliver det ikke taget med i værdien. Med den nye metode ser man nemlig kun på historiske tal – ikke fremtidige muligheder. Derfor betyder ændringen også, at staten mister omkring 800 mio. kr. om året.

Jeg nævner det i forbindelse med formueskat, fordi der allerede findes et lignende princip i arveskatten. Her bruger man også en skematisk værdiansættelse, som bygger på tidligere indtjening og egenkapital – ikke på virksomhedens fremtidige vækst eller markedsværdi.  

Når nu Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har givet den skattelettelse til milliardærerne, så kunne man i det mindste have peget på denne i forhold til iværksætternes angreb på formueskatten. For det ville være helt naturligt, at man overførte princippet 1:1.

Debatten om formueskat udstiller demokratiets begrænsninger i en kapitalistisk økonomi

Hele debatten om formueskatten viser, hvordan demokratiet kan komme under pres, når vi har en ulige spilleplade. Rigmændene har uanede ressourcer til at poste penge i borgerlige tænketanke, medier og politiske partier. De har en kæmpe overhånd, som i denne tid viser sin fulde styrke.

Og selv om argumenterne tit ikke holder i byretten, så kan de ved vedvarende pres ændre folkestemningen. Da valget gik i gang, var der opbakning til formueskatten, men det er vendt til et svagt flertal imod skatten. Folk, som ikke har dyrket den finere teknik bag formueskatten, bliver selvfølgelig påvirket af så massiv en modkampagne. Og det understreger demokratiets svære kår i en stadigt mere ulige verden.

Man skal jo bare skue til USA og se, hvordan oligarkerne med Elon Musk og Peter Thiel i spidsen har bemægtiget sig det politiske system. De ejer aviser, sociale medier og nu det politiske system. De kan nu forme politikken, så de kan rage endnu mere til sig, og blive endnu mere rige.

I den forstand er det næsten tragikomisk af Dansk Industri, Dansk Erhverv m.fl. har lavet en kampagne under overskriften ”Hvem skal eje Danmark?”. Really? Deres svar er tydeligvis, at det skal ganske få hovedrige virksomhedsejere.

Faktum er, den rigeste procent – svarende til ca. 60.000 mennesker – ejer 25 procent af den samlede danske formue. Det er lige så meget formue, som de nederste 77 procent af befolkningen – svarende til 4,6 millioner mennesker – ejer.

Og som vi så ovenfor. Selv med en formueskat på 1 procent, så vil Daell, Clausen og alle de andre milliardærer have en årlig formuevækst hvert år på 5, 10, 15 procent, mens vi andre skal være glade, hvis vores formue vokser 1-2 procent. Det kræver ikke en ph.d. i matematik at gennemskue – og hvis den udvikling fortsætter de næste 30-40 år, så vil den rigeste procent eje endnu mere af den danske formue.

I den forstand løser en formueskat på 0,5-1 procent ikke den grundlæggende ulighedsdynamik. Den vil svagt dæmpe den. Skulle man løse det problem, ville det kræve markant højere formueskatter med drakoniske skatteprocenter.

Men formueskatten på fx 1 procent vil trods alt betyde, at der kommer et stort milliardbeløb i statskassen. De penge har vi brug for i en tid med store udgifter til klima, forsvar og demografisk modvind fra flere ældre, der presser velfærden.

Og det er sgu da det absolut mindste, man kan forlange af mennesker, der i forvejen skovler penge ind, at de også bringer ofre. Så det ikke kun er lønmodtagere, der skal på pension som 72-årige og får taget deres helligdage, som skal vise offervilje for at holde den danske økonomi flydende.