Anmeldelse af Henrik Saxgren: “Med egne øjne” – Vellykket biografi om en politisk æstetikers udvikling fra venstrefløjsfotograf til kunstner

I efteråret 2025 udsendte Gyldendal en selvbiografi af Henrik Saxgren. Vægten er – trods undertitlen ”erindringer i ord og billeder” – lagt på ordene. Det er blevet en tyk moppedreng på næsten 500 sider med mange fantastiske billeder. Men de fungerer mere som vedhæng til ordene end omvendt.

Henrik Saxgren har sat et afgørende aftryk på dansk fotografi – både som venstrefløjsaktivist, pressefotograf og – i de seneste år – som kunstner med salg af værker til flere anerkendte kunstmuseer, fx Louisiana i Humlebæk.

Fælles fortid

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke en uhildet læser af Henrik Saxgrens biografi. Jeg har kendt Saxgren siden slutningen af 1970’erne, hvor vi mødte hinanden til et boligudvalgsmøde i den nu hedengangne smågruppe Kommunistisk Forbund. Siden har vores veje flere gange krydset hinanden. 

Saxgren var, da vi mødtes, en initiativrig og energisk venstrefløjsaktivist på Nørrebro. Han var bl.a. med til lave et diasshow om kampen for en daginstitution i Todesgade, som han turnerede med i hele landet, og han var samtidig leverandør af højkvalitetsbilleder til flere venstrefløjsmedier – ikke mindst Kommunistisk Forbunds avis Arbejderpolitik. 

Det sidste omtaler Saxgren bemærkelsesværdigt nok ikke i bogen. Arbejderpolitik markerede ellers en opprioritering af det æstetiske udtryk med højkvalitetsbilleder. Og det skyldes ikke mindst Saxgren, der, så vidt jeg husker, også indgik i redaktionen af avisen. 

Saxgren lægger i biografien ikke skjul på sit udgangspunkt på venstrefløjen – eller at hans hjerte fortsat sidder i venstre side. Han skriver levende om bl.a. sin tid som antiautoritær politisk soldat, Tvind-elev (hvor hans fotografiske evner blev stemplet som ukammeratlige!) og boligaktivist. Det politiske engagement er også umiskendeligt i Saxgrens beskrivelse af sin fotografiske dokumentation af BZ-bevægelsen op gennem 1980’erne, hvor han ikke holder sig tilbage i kritikken af Københavns Politi. 

Men KF-tiden bliver i bogen nærmest undskyldt – med henvisning til organisationens flade struktur og møder med ellers udogmatiske mennesker som Tor Nørretranders, Vibeke Sperling og Uffe Elbæk.

Saxgren skriver selvkritisk og spidende om arbejderismen omkring KF – han tager selv arbejde som betonchauffør. Men hans rolle i Arbejderpolitiks udvikling forbigås, selv om det – så vidt jeg kan se – blev et springbræt for hans fotografiske karriere. Han fortæller i stedet kun om sine bidrag til medier som Avisen København og Socialistisk Dagblad.

En god fortæller

Den kritik til trods er Saxgrens biografi vellykket, synes jeg. Han skriver godt om både personlige og politiske begivenheder. Biografien er en tour de force gennem venstrefløjshistorie som Tvind og Byggeren samt om internationale begivenheder som engelske minearbejderstrejker, nellikerevolution i Portugal og sandinisme i Nicaragua. 

Saxgren er god til at beskrive mennesker, situationer og begivenheder samt forbinde sin personlige historie med de politiske begivenheder, han dokumenterer som fotograf, uden at blive overfladisk. Han reflekterer også over sin fotografiske udvikling – i 1970’erne måtte han kæmpe for en æstetik, hvor fotografier ikke beskæres, i de sidste år har han forsøgt at udfordre fotografiets binding til ”øjeblikke” ved at lave ”tidsløse” billeder. 

Selv om biografien naturligt sætter fokus på Saxgrens egen udvikling, er der også mange gode portrætter af andre kendte og ukendte mennesker, han har mødt i sit arbejde. 

Saxgren er en uhøjtidelig fortæller, der med ironisk distance kan fortælle om en ungdom med overmod, men også om angst og modløshed i andre perioder og situationer. 

Personligt kan jeg spejle mig i Henriks beskrivelse af 1960’ernes sorte skole som et intolerant og undertrykkende system, der var drænende for energi og kreativitet. Systemets største force var at lære nogle af os trodsighed og initiere til antiautoritært oprør.

Journalistisk setting

Bogens brug af det dramaturgiske middel, man journalistisk kalder setting, har dog irriteret mig. Setting er at starte et kapitel eller et tema med en konkret situation, der skal gøre læsningen mere levende. 

Setting bruges som åbning af så godt som alle kapitler i bogen. Det sker fra bogens første ord (”Jeg pissede blod.” – afsæt for beskrivelse af et sammenbrud i midten af 1990’erne) og hver gang et nyt tema lanceres (fx ”Jeg dukkede mig instinktivt, da braget kom,” s. 263 som åbning til fotorejser i Nicaragua). 

Setting kan være et glimrende fortællegreb, men det kan også overdrives. 

Det mener jeg fx sker, når biografien i stedet for at følge Saxgrens ellers kronologiske beskrivelse af sit liv fra barndom til nutid, åbner bogen med et kapitel om et fysisk og psykisk stressnedbrud i midten af 1990’erne.

Det er nok en dramatisk åbning, som kan fænge interesse. Men kapitlet ville, tror jeg, have haft langt større dramaturgisk og fortællemæssig tyngde, hvis det var fastholdt i bogens kronologiske orden. 

Åbningskapitlet bruges nu til at fortælle om et personlighedsskift hos Saxgren – fra rastløs energibundt til et mere tilbagelænet og roligt væsen. Det er sikkert rigtigt – men det er ikke et skifte, som man ellers fornemmer i bogen.

Lige så vigtigt som skiftet i Saxgrens personlighed er – opdager man senere i biografien – den fokusændring, der samtidigt sker i hans arbejde: nemlig fra fotojournalistik og -dokumentation til kunstfotografi og fotobøger. 

Og det – skiftet i både personlighed og fokus – ville have stået stærkere i biografien, hvis kapitlet var skrevet ind i bogens kronologiske orden. 

Namedropping – en unode

En anden ting, der har irriteret mig under læsningen, er tendensen til namedropping. Det er ikke et problem i første del af bogen, hvor Saxgren endnu ikke er et navn i mediedanmark eller kunstkredse (undtagen henvisningen til de tre senere kendisser fra KF, hvor kun Vibeke Sperling indtog en politisk drivende rolle). 

Men i sidste del af bogen dukker flere og flere kendte forfattere, journalister mv. op i teksten, efterhånden som Saxgren har etableret sig som en anerkendt fotograf. Nogle gange som integreret element i Saxgrens historie, men mange gange uden. 

Det er synd – og en unode i alt for mange biografier. Og det er helt unødvendigt, for Saxgren er en god fortæller, der evner at folde sin historie ud med præcist afleverede pointer. 

Henrik Saxgren: Med egne øjne – erindringer i ord og billeder
Gyldendal, 2025
496 sider
Vejledende pris: 400 kr.