Venstrefløjen elsker aktivisme. Er det spild af tid?

Er du rød, er sandsynligheden for, at du er fan af aktivisme stor. Mens du sjældent ser en konservativ lave fakkeloptog for bedre parkeringsmuligheder i København, eller en venstrebonde lænke sig fast foran Enhedslistens hovedkontor med krav om mere sprøjtegift, står de røde klar med diverse happenings. Hvad enten det handler om at arrangere folkekøkken, blokere en gasledning eller en god gammeldags demonstration foran et rådhus, er billedet det samme.

Mislykket aktion

I min tid på venstrefløjen har jeg lært, at desto længere man befinder sig til venstre, desto større er kærligheden til det aktivistiske. Jeg har sjældent mødt en SUF’er, som ikke fremhæver politisk aktivisme som det allervigtigste i deres politiske virke. Og kaster man et blik udover den offentlige samtale, kan man godt forstå dem. #Metoo, Extinction Rebellion og Fridaysforfuture er alle eksempler på aktivistiske bevægelser, som har formået at sparke dagsordener fra fortovskanten og sociale medier ind i Folketinget.

“Én af os havde købt en hvid pavillon som dem, man har med på Roskilde Festival. Den skulle gøre det ud for en skole, men blev hurtigt blæst i stykker og stod derefter pilskæv midt på hovedtorvet.”

Jeg ved ikke, hvad disse bevægelsers hemmeligheder er, men selv har jeg aldrig været særlig succesfuld inden for politisk aktivisme. Min karriere som politisk aktivist sluttede brat, da jeg i 2. g lavede den måske mest utjekkede aktion på hele Midtsjælland. Jeg var medlem af SF Ungdom i Roskilde-afdelingen, hvor vi havde fået sendt en pressemeddelelse afsted til medierne, som lovede mere, end den kunne holde.

I protest mod forholdene i de danske folkeskoler havde vi skrevet, at vi ville lave en aktion, hvor vi byggede en skole midt på pladsen foran togstationen. Vi lovede endda, at den blev bygget af mursten, og at der ville være skolebørn til stede. På dagen havde vi ikke fået arrangeret nogen af delene. Én af os havde købt en hvid pavillon som dem, man har med på Roskilde Festival. Den skulle gøre det ud for en skole, men blev hurtigt blæst i stykker og stod derefter pilskæv midt på hovedtorvet.

Skideballe fra journalisten

Alt sammen havde nok været til at bære, hvis ikke det var fordi en ældre herre var kommet fra lokalavisen. Han kastede et blik på den skæve pavillon, og brød derefter ud i et raserianfald. At han var kommet hele vejen ud til vores aktion på en lørdag, hvor der var blevet lovet en murstensbygget skole, var altså for galt, lød det. Heldigvis var en person fra moderpartiet SF til stede. Hun kiggede på journalisten og sagde: ”Nu går vi en tur”. Hvad de helt præcist snakkede om, ved jeg ikke, men da de kom tilbage, var han faldet til ro. Han tog et enkelt billede af vores pavillon og tog afsted igen. Vi slap for den helt store skideballe, selvom den nok havde været fortjent.         

“Hvor mange har deltaget i en aktion og kastet kræfter efter projekter, hvor man bagefter kan stille spørgsmålet: Hvad i alverden gjorde det godt for?”

Jeg opnåede ikke andet end en forkølelse og en sur lokaljournalist den dag. Der var i hvert fald ingen skoler, som blev bedre af dén aktion. Hvis det kun handlede om mig, så ville det være lige meget. Forkølelser forsvinder af sig selv, og journalisten mødte jeg aldrig igen. Men jeg kan ikke lade vær med at spørge mig selv om, hvor mange aktivister gennem tiden, der har stået i mine sko. Hvor mange har deltaget i en aktion og kastet kræfter efter projekter, hvor man bagefter kan stille spørgsmålet: Hvad i alverden gjorde det godt for? Og hvis det er tilfældet, har venstrefløjen så ikke et problem? 

Fokus på effekt  

For at få svar på det spørgsmål hiver jeg fat i Steve McFarland. Han har været ansat i Enhedslisten fra 2017 til 2019 som organisationskoordinator, hvor han blandt andet arbejdede med modstanden mod ghettoloven. Han har også jævnligt lavet workshops om, hvordan man bedst arbejder som aktivist. I øjeblikket arbejder han i organisationen CARE, som har at gøre med klima og nødhjælp.

Med en baggrund fra USA og inspireret af borgerrettighedsbevægelser var det med en vis overraskelse, at Steve mødte venstrefløjen i Danmark. ”Da jeg kom til Danmark, blæste det mig bagover, at venstrefløjen har nogle vaner, som måske er dannet i 1968, og som de bliver ved med at gentage uden at kigge så meget på effekten”, siger Steve.

I sine oplæg for aktivister prøver Steve at få folk til at fokusere på effekten af, hvad de gør – virker det eller virker det ikke? ”De fleste gange folk demonstrerer, kan jeg spørge: Hvad betyder det egentlig for nogen? Der er ikke ét rigtigt svar på, hvad der virker – det kan være underskriftsindsamlinger, fakkeloptag osv. Det vigtige er, at  I skal være i stand til at svare på, hvorfor man gør det, man gør”.

“De fleste gange folk demonstrerer, kan jeg spørge: Hvad betyder det egentlig for nogen?”

Spørger man Steve, er det langt fra altid tilfældet på venstrefløjen. Det er et problem for sagen, mener han. ”Os på venstrefløjen lider mest, hvis vi spilder energi og ressourcer, for det er de andre, som har pengene, og det er os, som har færrest ressourcer”.

Se bare på borgerforslagene, lyder det fra Steve. I alt er det blevet forsøgt 1.099 gange at stille borgerforslag. For et borgerforslag kan blive behandlet i Folketinget, kræver det 50.000 underskrifter. At få 50.000 danskere til at finde NemID frem og levere en underskrift kræver sin aktivist. Af samme grund er det kun lykkedes i 33 af de 1.099 tilfælde at skaffe underskrifter nok. 5 af de 33 stillede forslag er efterfølgende blevet til lovgivning. Med andre ord er succesraten på nuværende tidspunkt og i runde tal, at 5 ud af 1.000 borgerforslag lykkes med at blive vedtaget, mens resten ikke gør.

“Fordi man ikke kan lade være”

Kigger man på tallene, kan jeg næppe være den eneste aktivist, der har stillet det kætterske spørgsmål: Virker det overhovedet? Alligevel fortsætter idealister deres aktivisme. For at finde ud af hvorfor, har jeg kontaktet nogle af dem, som må betragtes som de ultimative idealister. Fredsvagten har stået på slotspladsen foran Christiansborg i 20 år i protest mod krigen i Afghanistan og Irak. Den dag i dag står de der stadig, blandt andet for at vise modstand mod atomvåben, NATO og i protest mod behandlingen af den afghanske befolkning ved krigens afslutning.

Men hvad nytter det, at et par mennesker møder op med et fredsflag og en vogn og stiller sig foran de mennesker, som styrer landet, hvis ingen rigtig længere tager notits af dem? ”Jeg kan sagtens følge dig i at tænke, at det er fuldstændig lige meget, at vi står tre forkølede mennesker og et par lommetyve, og folk tænker: Gå dog hjem”, siger Bo Richard. I sin tid var det ham, som fik idéen til Fredsvagten, og selvom aktivitetsniveauet er faldet en del sammenlignet med for 20 år siden, er han stadig en del af projektet.

”I den store globale målestok virker det nok ikke særlig meget. Det er ikke sådan, at politikerne har stået i kø for at høre, hvad vi mener”, siger Bo.

Men hvorfor gør I det så?

”Det har jeg tænkt meget over de seneste dage, også fordi jeg er lidt smånedtrykt på grund af nogle andre ting. Jeg kan bare ikke lade være.” Da det blev besluttet at starte en krig i kølvandet på angrebet på World Trade Center 11. september 2001, fulgte Bo udviklingen med tårer i øjnene. Krigen var for ham at se et ekstremt overgreb på uskyldige befolkninger, som handlede om en grådig jagt på ressourcer. Han kunne ikke bare se passivt til. ”Nogen blev nødt til at gøre noget”, siger Bo.

Bo’s fortælling forstærker indtrykket af, at det i bund og grund handler om at lave aktivisme for at få en bedre følelse i maven – ikke fordi det gør en forskel på de mennesker, man kæmper for. ”Her kan jeg kun tale for mig selv. Jeg kan ikke frasige mig følelsen af, at jeg gør det for min egen skyld. Før i tiden var jeg kværulant – det er jeg sådan set stadigvæk – men mit liv har fået en anden betydning udover det. Jeg er blevet berømt. Godt nok kun i små cirkler, men stadigvæk”.

For Bo er formålet om at kunne ranke ryggen, fordi han ikke har været passiv, når verden brænder. ”Det handler om at vise et eksempel på det gode liv. Jeg har fået en stolthed ud af det. Jeg kan se mine børn i øjnene og sige: Jeg prøvede.”

Camping-kritik og store drømme

Har Bo og Fredsvagten fat i den lange ende? Spørger man Silas Harrebye, som er lektor ved RUC og forsker i aktivisme, skal man ikke være for hurtig til at kimse af de aktiviske drømmere. De allermest hard-core, resultat-fokuserede aktivister skal vogte sig for at dømme indsatsen på den baggrund, mener han.

“Vi bliver nødt til at drømme stort.”

Silas Harrebye

I forskningsverdenen omtales dén aktivisme, som har et snævert fokus på resultater, som ”camping-kritik”. Det dækker med Silas Harrebyes ord over, når ”vi går og brokker os over, at der ikke er rent nok i køkkenet. Og når vi har boet på camping-pladsen rejser vi videre. Det bliver en forbrugerkritik, som ikke grundlæggende gør op med den måde camping-pladsen fungerer på”.

I den forbindelse opfordrer Silas Harrebye til at drømme – og gerne på en måde, hvor vi ikke befinder os i småtingsafdelingen. ”Vi bliver nødt til at drømme stort. Hvis vi vil ændre vores samfund, skal vi ikke bare dreje på håndtagene. For at kunne gøre det, bliver vi nødt til sammen at drømme om et større alternativ. Det kræver mod, visioner og kreative processer”, siger han.

Om pointen om at turde at drømme stort er grund nok til at stille sig under Fredsvagtens regnbuefarvede faner, er jeg ikke så sikker på. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går: Hvornår skal du stille kritiske spørgsmål til effekten – eller manglen på samme? Hvornår skal du have det lange lys på? Om man som læser vælger den ene eller den anden yderkant står frit for. Selvom det kan virke som en kedelig pointe, ligger sandheden nok et sted midt imellem.