“Vi har prøvet tough on crime. Nu er det på tide at være smart on crime”

Redaktionel bemærkning: Artiklen indeholder voldsomme beskrivelser og et sprog, der kan være ubehageligt for nogle.

“Hvor lang en straf skal du give mig, for at fjerne min opvækst?” spørger Martin Christian Celosse-Andersen i en rolig tone. Det er en opvækst der blandt andet bød på, at han som 7-årig overværede sin stedfar begå selvmord med et jagtgevær. 

Selvom Martin Andersens historie tog ham igennem et brutalt kriminelt miljø, er han i dag kommet ud på den anden side, og han er optaget af, hvordan man mest effektivt laver et exit-program. Til dét formål har han måttet reflektere over sig selv og sin egen historie. 

“Da jeg kommer hjem den dag kan jeg mærke, at der er øretæver i luften. Der lugter af øl,” fortæller han. Efter stedfaderens selvmord er Martin Andersens mor efterladt alene med tre børn og et indre kaos. Siden har hun fundet voldelige mænd, der bor sammen med dem lidt uden for Næstved. “Jeg kan huske det blå reb, han bruger,” fortæller han, da han gengiver hændelserne op til den episode, der forevigt har printet sig ind hos ham. Martin Andersen overværer som 7-årig, at hans mor bliver bundet og voldtaget af stedfaren. Under episoden stivner han.

“Når man kæmper med et monster, skal man passe på, at man ikke blive et monster.”

“Der lover jeg mig selv, at det bliver sidste gang – jeg ikke kan beskytte hende,” fortæller Martin Andersen om sin vej ind i et hårdt kriminelt miljø, der blandt andet handler om en indre forråelse, men også et moral-kodeks om at kunne beskytte mennesker, han holder af. Den næste gang, han ser sin mor i overhængende fare, bryder han ind og sparker stedfaren over skinnebenet. “Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på hospitalet med tre brækkede ribben,” siger Martin Andersen. Herfra udvikler hans ide sig om, hvad der skal til for at beskytte moderen. “Det er ikke nok at ville noget. Dengang forstod jeg verden som et barn, så jeg ville være stor, stærk og farlig,” siger han.

Martin Andersen ender første gang i detentionen som 14-årig. Næstved var på det tidspunkt kendt som en by, hvor der blev slået på tæven, især når soldaterne fra kasernen tog i byen. Martin Andersen, der på dengang var i konfirmationsalderen, havde kaster sig ud i slagsmål med nogle af dem. Selvom han var under den kriminelle lavalder , tog Sydsjælland og Lolland Falsters politi ham med i detentionen.

De fleste steder er det at komme i den slags håndgemæng ikke noget karrierefremmende, men i kriminaliserede miljøer forholder det sig anderledes. “Rygtet begyndte at gå, og folk ville vide, hvem ham den 14-årige, der gik og bankede soldater, var for en,” siger Martin Andersen. Herfra gik det for alvor stærkt på den kriminelle løbebane, der til sidst gjorde ham til en særdeles berygtet figur i et af de hårdeste kriminelle miljøer i Danmark.

Ud af miljøet på trods af exitforløb

For Martin Andersen selv, var det hans døtre, der gjorde forskellen. Hvis han skulle være en bedre far for dem, stod det klart for ham, at han måtte ud af miljøet. Men ifølge Martin Andersen var det mere på trods af statens exit-forløb, end det var på grund af det. Derfor har Martin Andersen også sat sig for at forbedre mulighederne for dem, der forsøger at træde ud af kriminaliserede og radikaliserede miljøer.  

“Hvis formålet er at smadre folk og knuse dem som mennesker. Så virker isolationsfængsel”

Han føler også, at det burde være på tide, at Danmark genovervejede sit fængselsvæsen. “Vores fængsler har nu færre fængselsbetjente per ansat end Albanien,” siger han. Det er samtidig sket i en tid, hvor man har strammet til med brug af strafceller og isolation. Martin Andersen har selv været igennem turen og véd fra egen krop og sind, hvad isolation gør ved et menneske. 

“Man forstår sig selv gennem sin interaktion med andre. Når ens verden bliver begrænset til 8 kvadratmeter og når man ingen kontakt har med andre, så begynder man som menneske at flyde ud. Efter 6 ugers tid kunne jeg ikke holde øjenkontakt, da jeg fik besøg af min daværende kæreste,” forklarer Martin Andersen.

Ifølge ham blev det starten på en negativ spiral, der gjorde, at han blev mere aggressiv og mere tilbøjelig til at optrappe konflikter med personalet. Han er slet ikke i tvivl om, at overdreven brug af isolation leder til mere vold imellem personale og fanger. 

Tough – eller smart?

“Samme veje fører til de samme destinationer. Vi er nødt til at skifte retning,” forklarer han. I sit eget arbejde med et NGO-forankret exit-program arbejder han med at øge deltagernes sociale og interpersonelle kompetencer. “Det er ikke fordi, at jeg er imod, at man går øje for øje og tand for tand. Man skal bare huske på, at de her mennesker skal ud i samfundet igen, og hvad så?” spørger han retorisk. 

“Hvis I tror, at folk i kriminaliserede miljøer er ressource-svage, så tænk over det her: Man har indført paragraf 81a, bandeparagraf, dobbelt livstid, PET, NEC, PED, TFØ, opholdsforbud, Al Capone-metoden hos Told og Skat og samførselsregister – og alligevel overlever og udvikler de her miljøer sig. Hvis vi ønsker, at folk skal forlade disse miljøer, skal vi åbne døren og give folk ressourcerne til at komme ud,” understreger Martin Andersen. For ham er der brug for en helt anden tilgang til problemet: “Vi har prøvet tough on crime. Nu er det på tide at være smart on crime”, forklarer han afsluttende.