Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
31. maj. 2023

Vi på venstrefløjen bør tage kunstig intelligens alvorligt

Tak til Morten Nørholm for at indlede en debat om kunstig intelligens (artificial intelligence, AI red.) blandt læsere af Solidaritet. Jeg synes også, at vi har brug for en kritisk, analytisk tilgang til et fænomen, som de fleste af os kun har anekdotisk viden om. Et fænomen som – måske – har potentiale til at ændre produktivitet og arbejdsdeling i brancher som journalistik, jura, og administration. Jeg vil knytte et par ord til Mortens betragtninger, for fremskridt i teknologien må ikke blive tilbageskridt for menneskene

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Replik til Morten Nørholms artikel om kunstig intelligens d. 19. maj.

Morten Nørholm definerer ChatGPT som underholdning på linje med TikTok. Jeg vil mene, at chatbotten – og AI i almindelighed – er langt mere end underholdning.

Om vi har at gøre med en teknologisk udvikling på linje med dampmaskinen, Google eller lommeregneren, ved vi ikke endnu. Men jeg tror på det, når jeg hører og læser, at AI har potentiale til at ændre videns-, kultur- og serviceproduktion.

Om det vil ske, afhænger bl.a. af de valgte forretningsmodeller, af den indlagte censur (og dermed begrænsninger) og af den regulering, der vil komme. Men en AI-illustration har allerede vundet en fotokonkurrence. AI bliver brugt til kodning på danske arbejdspladser, og mine egne små eksperimenter viser – i modsætning til Mortens – at chatbotten ret hurtigt kan blive en hjælper i administrativt arbejde.

AI kræver opmærksomhed fra venstrefløjen og fagbevægelsen

Den hurtige entré i millioner af hjem og arbejdspladser varsler – måske – en udvikling i produktiviteten, som vil ændre vilkårene for mange professioner. Og netop det bør vække en opmærksomhed hos de faglige organisationer og venstrefløjen.

For hvordan vil vi tackle en øget produktivitet? Vil vi overdænge hinanden med informationer fra hver vores chatbot, eller vil vi kæmpe for fire dages arbejdsuge og fordeling af arbejdet?

Vil vi regulere og demokratisere produktionsmidlerne (eller overtage dem), eller vil vi lade tech-monopolerne koncentrere viden, magt og profit? Det bliver en arbejdskamp blandt middelklasse-professioner.

Når middelklassen først bliver truet, kan det rent politisk gå flere veje. Og så må det saftsuseme hellere gå en solidarisk vej end en vej af forsmået individualisme.

Hvis interesser plejer AI?

Morten Nørholm kritiserer desuden den interesse, tech-monopolerne har i at suge viden fra os gennem vores brug af AI. Den kritik kan man kun være enig i. Og man kan tilføje en yderligere bekymring: Vi må være bekymrede for den gigantiske – og usynlige – normativitet, der udgår fra den kunstige intelligens.

Der er således lagt censur ind, så robotten ikke kan spændes for ekstremisme, vold, sex. Man får fx ikke svar, hvis man spørger, hvordan man fremstiller gift eller våben. Chatbotten ”ved” naturligvis godt, hvordan man fremstiller gift og våben, men der er lagt censur ind, så den ikke formidler det.

Hvis man spørger, om man kan bruge alternative lægemidler til behandling, slutter den også altid af med anbefaling om at gå til læge. Det synes alt sammen meget sympatisk, men det er altså ikke et dannelsesudvalg under Folketinget, der har fået et legitimt mandat til at lægge normerne. Det er de store firmaer, som gør det uden demokratisk indflydelse.

Og når meningsdannerne i firmaerne tager stilling til ret og vrang, får de en uhyrlig magt, som de næppe bruger på at bane vejen for et mere socialt retfærdigt samfund.

Så tak for at bringe debatten på banen. Lad den fortsætte. Lad os være på forkant. Jeg synes, at vi skal anerkende kunstig intelligens som en fantastisk mulighed, men som en kniv kan den skære et stykke brød eller stikkes i maven.

Som en god ven sagde første maj som kommentar til chatbotten og anden kunstig intelligens: Fremskridt i teknologien må ikke blive tilbageskridt for menneskene!

Om skribenten

Thomas Lund

Thomas Lund

Thomas er medlem af den lokale Enhedslisten-afdeling på Indre Nørrebro i København, var BZ´er i sin ungdom og arbejder nu - administrativt - med hjemløseområdet i Socialforvaltningen i København. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER