Vinter i Ukraine

Muddersæsonen bezdorizhzhia er slut, og vinteren er kommet til det krigsplagede Ukraine. Ruslands krig er dog langt fra gået i vinterhi, selv om det kolde vejr har sat en dæmper på udviklingen. Efter et efterår med en række strategisk vigtige sejre til ukrainerne i nord (Kharkiv) og syd (Kherson), er den russiske invasionshær trængt i defensiven, og fronten rykker sig ikke længere mærkbart.

Utålmodigheden vokser i Rusland, hvor man var blevet lovet en hurtigt overstået ‘specialoperation’, men nu sidder fast i dét, der ligner en langvarig krig. Den russiske regering har da også opgivet prætensionerne, og kalder nu krigen for en krig, mens man løbende forsøger at genbeskrive definitionen på en ‘sejr’. Aktuelt ser den russiske ambition ud til at være en fastfrysning af fronten ved de territorier, man stadig holder fast i. Det område dækker Krim-halvøen samt det meste af Luhansk og omtrent halvdelen af Donetsk. Størstedelen af disse områder blev allerede de facto besat af Rusland i 2014, og mens Ukraine har tilbageerobret cirka 54 % af det tabte land siden invasionen begyndte i februar, er omtrent 18 procent af landet stadig besat.

Den russiske regering har nu erkendt, at det logistisk set ikke er muligt for hæren at holde fast i det erobrede. Man har derfor skåret fronten ind til benet. Hvor tilbagetrækningen fra Kharkiv i september var en kaotisk affære, skete retræten fra Kherson under den nye hærchef Surovikins opsyn på en noget mere kontrolleret måde. Skulle det også blive nødvendigt at trække sig fra flere områder – som der lige nu spekuleres kraftigt i, at Rusland forbereder sig på i Zaporizhzhia – vil Surovikin kunne pege på den moderate succes i Kherson som et eksempel til efterfølgelse.

Missilterror møder gengældelse

Slagteren fra Syrien. General Dommedag. Kært barn har mange navne, og det samme kan siges om krigsforbrydere. En sådan har Putin indsat i det ukrainske krigsteater i form af Sergei Surovikin, der fik sine tilnavne for en gennemført hensynsløs krigsførelse i Syrien.

Under Surovikin har den russiske hær også anlagt et nyt strategisk perspektiv på krigen. Det er ikke længere realistisk at erobre hele Ukraine, og selv mindre ambitiøse planer – som at indtage Odesa, afskære Ukraine fra Sortehavet og forbinde udbryderrepublikken Transnistrien med resten af Rusland – er nu rent russisk drømmeri. Derfor handler det nu om at tvinge Ukraine til forhandlingsbordet, så man kan få gennemtvunget en porøs fredsaftale, der kan bekræfte de annekterede områder som russiske over for verdenssamfundet, og give den ramponerede russiske hær tid til at blive genopbygget.

“Ukraine sender et klart signal om, at fortsatte angreb på civile mål kan blive mødt med gengældelse dybt inde i Rusland, og rokker ved den russiske selvforståelse af krigen som en fjern slagmark.”

Til det formål har Slagteren Surovikin sat sig for at ramme civilbefolkningen så hårdt som muligt, ganske som han gjorde det i Aleppo. De iranske ‘Shahed’-droner blev en overgang brugt til at terrorisere ukrainerne, men er nu ikke blevet set i over tre uger. Rusland er formentlig allerede løbet tør for dronerne, der måske også har svært ved at klare de kolde temperaturer.

Næste fase af den russiske terror har været at sende flere hundrede krydsermissiler ind over landet. De har til opgave at ødelægge så meget af landets energiforsyning som muligt, så folk må risikere at fryse ihjel eller flygte til Europa. Det er en åbenlys krigsforbrydelse, der kan føjes til en efterhånden meget lang liste, men foreløbigt har det ikke virket efter planen. Tværtimod har Ukraine nu optrappet angrebene på russisk territorie, og angrebet en oliefabrik i Kursk, samt flybaser i Saratov og Ryazan.

I såvel russiske som vestlige medier udlægges de ukrainske modangreb flere steder som en eskalering af konflikten. Men først og fremmest er der tale om militære, ikke civile mål. Proportionelt må ukrainerne derfor siges stadig – i modsætning til russerne selv – at agere inden for krigens spilleregler.

Derudover er det langt fra første gang, Ukraine angriber mål på russisk jord. Foruden sommerens missilangreb på en række baser på Krimhalvøen – der af Rusland betragtes som russisk jord – har ukrainske helikoptere allerede i foråret angrebet mål i Belgorod, ligesom specialstyrker har udført sabotage mod russiske baser. Til gengæld er angrebene nu meget længere inde i Rusland end hidtil, og angrebet på basen i Engels, Saratov var afstandsmæssigt lige så langt fra den ukrainske grænse som Moskva. Det sender et klart signal om, at fortsatte angreb på civile mål kan blive mødt med gengældelse dybt inde i Rusland – og rokker ved den russiske selvforståelse af krigen som en fjern slagmark.

Fra Vestens side lader de nye ukrainske angreb ikke til at have rokket ved støtten til Ukraine. “Vi opfordrer ikke Ukraine til at angribe uden for egne grænser”, lød det tirsdag fra det amerikanske udenrigsministerium, der dermed også understregede, at man heller ikke vil stå i vejen for angrebene – så længe våbnene ikke kommer fra USA. Meget tyder på, at man for at tilfredsstille dén betingelse har ombygget nogle gamle sovjetiske droner til formålet. Det udstiller samtidig det russiske luftforsvar, der – som meget andet af det russiske militær – fremstår overvurderet.

Blodig kamp om Bakhmut

Mens den russiske militærmaskine er sat i bakgear i det meste af Ukraine, forsøger Rusland fortsat at vinde terræn i Donetsk. Her er den lille by Bakhmut blevet omdrejningspunkt i én af krigens blodigste fronter, der vækker minder om skyttegravene i Somme.

De færreste militæranalytikere kan regne ud, hvorfor Rusland smider så mange kræfter i at erobre en forholdsvis ubetydelig by som Bakhmut, der ovenikøbet er blevet omdannet til en ruin under flere måneders konstant artilleribeskydning. Mange spekulerer derfor i, at byen er blevet et prestigeprojekt for Putin, der skal bruge en fortælling om fremgang efter det katastrofale tab af Kherson.

Til at sikre ham den hårdt tiltrængte sejr, har Putin sat sin gamle ven fra St. Petersborg, Yevgenij Prigozhin i spidsen for at indtage byen. Han er under krigen trådt ud af skyggen som leder af den private hær, Wagnergruppen. Wagner bliver ofte omtalt som lejesoldater, men det er mere rammende at kalde dem en paramilitær gruppe under den russiske stat. De parerer nemlig kun ordrer fra Putin, der tidligere har brugt dem til at udføre det mest beskidte arbejde i bl.a. Syrien, Sudan, Mali og Donbas. Wagnergruppen vurderes under krigen at være vokset til 40.000 soldater, og Prigozhin har blandt andet rekrutteret nye soldater blandt indsatte i russiske fængsler.

Dronebilleder fra kampene i og omkring Bakhmut viser, at det russiske forsøg på at erobre byen har en høj pris (advarsel: Dette link indeholder død og ødelæggelse). Ikke desto mindre fortsætter Wagners forsøg på at indtage byen, hvilket har fået mange – herunder Prigozhins tidligere løjtnant, Marat Gabidullin – til at spekulere i, at han forsøger at bruge offensiven til at fremme sin egen magtposition i Kreml. Når man på den måde viser sin hånd i magtspillet, skaber det imidlertid også fjender. Er det mon et tilfælde, at beskyldninger mod Prigozhin om homoseksualitet fra en tidligere cellekammerat dukker op netop nu? Kampen om Bakhmut kan vise sig at få stor betydning for den hovedrige restauratørs muligheder i russisk politik, hvilket også er med til at forklare det uforholdsmæssigt store fokus på en udbombet by på størrelse med Esbjerg.

En drøm om forår

Krigens afslutning har stadig lange udsigter. Det gjorde den russiske præsident Putin klart i en tale onsdag, hvor han igen luftede truslen om et atomangreb på Ukraine. Kigger man bag den dramatiske retorik, er en sådan eskalering dog næppe sandsynlig. Rusland er gentagne gange blevet advaret af ‘neutrale’ samarbejdspartnere som Indien og ikke mindst Kina om, at det ville krydse en rød linje for dem. Selv om Putin efterhånden er en presset mand, ville et sådan træk få uoverskuelige konsekvenser. Han forsøger derfor at få stabiliseret fronten, og vil formentlig gøre klar til endnu en mobiliseringsrunde i starten af 2023, med alt hvad det medfører af kaos og yderligere økonomisk deroute.

“For Putin er der nu kun sejr – eller nederlag og mulig afsættelse i horisonten.”

For ukrainerne handler det nu om at holde stand, og at overleve en barsk vinter med strømafbrydelser og udmattelseskrig frem mod foråret. Samtidig skal landet forsøge at fastholde sine allieredes opmærksomhed på krigen, mens disse kæmper med deres egne problemer: Fra højreekstremisters kupforsøg i Tyskland til økonomisk kaos i Storbritannien og en amerikansk Kongres med splittet flertal, er der rigeligt at se til på hjemmefronterne. Oveni det gør VM i Qatar, inflationskriser og oprør i Iran og Kina det svært at fastholde verdens opmærksomhed på Ukraine – og dermed sikre fortsat opbakning til landets forsvar. Som en symbolsk reminder til verden om, at krigen stadig raser, blev præsident Volodymyr Zelenskyy i går udnævnt til Time Magazine’s ’Man of the Year’.

Selv om antitank-våben, artilleri og ammunition er de mest tydelige udtryk for den fortsat store opbakning blandt de vestlige lande til Ukraine, sker den vigtigste del af udrustningen i det skjulte i form af NATO-træning af soldater. EU’s udenrigschef bekræftede på et nyligt besøg i Kyiv, at man ville intensivere træningen af ukrainske soldater, ligesom også USA planlægger en stor udvidelse af træningssamarbejdet. Samtidig gearer den amerikanske militærindustri op til kraftigt at øge produktionen af våben, der kan bruges i Ukraine, blandt andet ved at tredoble produktionen af artilleri-ammunition.

Med de stramme sanktioner på den russiske økonomi vil det gøre styrkeforholdet mere jævnbyrdigt med Rusland, hvis skrantende økonomi har svært ved at følge med oprustningen. Det nyligt indførte prisloft på russisk olie lader også til allerede at skabe problemer for den russiske olieimport, der er landets vigtigste handelsvare. Få dage inde i prisloftets indførsel er russiske tankskibe allerede begyndt at hobe sig op ved Bosporus, hvor de tyrkiske myndigheder nægter at lade dem sejle igennem uden forsikring af lasten. Forsikringsmarkedet sidder G7-landene tungt på, så de russiske tankere får næppe lov at sejle videre, så længe de ikke accepterer prisloftet på $ 60. Hvis de vestlige lande formår at gennemtvinge loftet, kan man senere stramme skruen yderligere, og dermed presse den russiske olieeksport i knæ.

Alligevel er der ingen udsigter til, at den russiske invasion bliver afblæst lige foreløbig. For så længe Putin ikke møder nævneværdig intern modstand, lader hullet i den ukrainske skyttegrav til at være blevet for dybt til, at han kan klatre op af det igen. Udadtil tror den russiske præsident stadig på succes i Ukraine, måske fordi han ikke har andet valg: For Putin er der nu kun sejr – eller nederlag og mulig afsættelse i horisonten.

Foreløbigt er krigen gået i hårdknude, og fronterne er fastfrosset som jorden i Kyiv, hvor temperaturen i næste uge ryger under frysepunktet. Putin håber, at foråret kan give hans pressede invasionsstyrker et tiltrængt boost, mens også Ukraine taler i triumferende vendinger om første halvdel af 2023. Zelensky’s nære rådgiver, Mykhailo Podolyak ytrede i starten af november optimisme om, at man kunne vinde krigen inden for 4-6 måneder. Mens vintersneen falder over Ukraine, drømmer både den russiske invasionsmagt og de ukrainske forsvarere således om, at forløsningen kommer med foråret.