Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
12. september. 2022

Kritikken vokser i Rusland, efter ukrainsk lynoffensiv generobrer Kharkiv-regionen

En lynoffensiv i det nordøstlige Ukraine har sendt de russiske soldater på retræte – og de ukrainske traktorer på overarbejde. I Rusland vokser kritikken af den specielle militæroperation’ blandt både højrenationalistiske bloggere, TV-debattører og lokalpolitikere i de store byer.

Efter en lynoffensiv er stort set hele Kharkiv-regionen igen på ukrainske hænder. Illustration: Solidaritet.

Jeg har svært ved at tro mine øjne“. Sådan lød reaktionen fra den ukrainske journalist, Illia Ponomarenko på Twitter, mens weekendens ukrainske offensiv udspillede sig i den nordlige Kharkiv-region. Meget tyder nemlig på, at den russiske invasionsstyrke ser ud til at være blevet taget med bukserne nede i Kharkiv-regionen, hvor Ruslands soldater er flygtet over hals og hoved.

Mens den russiske angrebsstyrke brugte hele marts måned på at indtage den strategisk vigtige jernbaneby Izium, har modoffensiven været anderledes hurtig. Blot én dag skulle de ukrainske soldater bruge på at generobre byen fra den russiske hær. Ifølge en talsperson for de ukrainske specialstyrker, Bohun, skyldes den ukrainske modoffensivs effektivitet overvejende, at man har formået at trække russiske styrker væk fra den nordlige del af landet. Ukraine har ifølge Taras Berezovets narret fjenden til at tro, at man i stedet ville satse på et stort angreb i Kherson-regionen nord for Krim-halvøen.

Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, ser Ukraine nu ud til at have vundet et afgørende slag i Kharkiv. Her betegner man den russiske retræte for ‘panisk’. Ruslands forsvarsministerium afviser dog, at man skulle have lidt nederlag i Kharkiv, og kalder i en pressemeddelelse sit exit for “en planlagt tilbagetrækning, der skal styrke de russiske styrker i Donetsk-regionen mod syd.”

At der skulle være tale om en planlagt omdirigering af militærstyrker modsiges dog af de store mængder militært isenkram, der er blevet efterladt af de flygtende soldater, og som igen har sendt de ukrainske traktor-landmænd på overarbejde. Ifølge The Guardians oplysninger er snesevis af tanks og en række større ammunitionslagre blevet efterladt under den russiske tilbagetrækning. “Rusland har indvilget i at levere flere tunge skyts til Ukraine uden omkostning”, skrev den ukrainske avis Kyiv Post satirisk på Twitter, hvor billederne af russiske tanks på traktor-anhængere florerer.

De ukrainske traktorer er igen kommet på overarbejde, efter den russiske retræte fra Kharkiv-regionen har efterladt store mængder tanks og ammunition. Foto fra Twitter

Vrede over udviklingen i Rusland

Den ukrainske succes på frontlinjen i Kharkiv står i skarp kontrast til Ruslands præsident Vladimir Putins erklærede målsætning om at have erobret hele Donbas inden 15. september. Den ydmygende retræte truer også de russiske forsyningslinjer i områdets naboregion mod syd – og spørgsmålet er, om ukrainerne nu vil fortsætte sydpå under den igangværende offensiv.

“Krigen i Ukraine fortsætter, indtil Rusland har lidt totalt nederlag. Vi har allerede tabt, det er kun et spørgsmål om tid”

Udviklingen har også givet anledning til en kraftig reaktion i det russiske bagland. Her har højreradikale russiske bloggere kritiseret den russiske ‘militæroperation’, som efter deres mening nu er dømt til at fejle. Blandt de mest fremtrædende pessimistiske stemmer er den tidligere FSB-officer Igor Girkin, der af mange regnes som én af arkitekterne bag separatist-bevægelserne i Donbas og Luhansk, samt den russiske invasion af Krim-halvøen.

“Krigen i Ukraine fortsætter, indtil Rusland har lidt totalt nederlag. Vi har allerede tabt, det er kun et spørgsmål om tid”, skrev han på beskedtjenesten Telegram. Igor Girkin, der også går under agentnavnet Strelkov, har tidligere kritiseret den russiske invasion for ikke at være konsekvent nok, og opfordrede tidligt i krigen til en mobilisering af hele den russiske hær.

Det er dog ikke kun i den højreradikale blogosfære, utilfredsheden breder sig. Også i russisk fjernsyn er tonen begyndt at blive mere kritisk, og den tidligere sejrssikkerhed er afløst af frustration.

“Vi er nået til et punkt, hvor vi bliver nødt til at indse, at det bliver totalt umuligt at besejre Ukraine”, sagde den tidligere viceleder af Dumaen, Boris Nadezhdin i et debatprogram på russisk fjernsyn. Nadezhdin opfordrede ligesom Igor Girkin til, at man enten mobiliserede hele landet, eller trak sig ud af Ukraine.

En række andre medvirkende i programmet beskrev ligeledes den nuværende situation som uholdbar. “Folk troede, at vores største problem i Odesa ville være, at de lokale ville kramme os for hårdt i begejstring. Men efter 24. februar står det klart for os alle sammen, at det slet ikke var tilfældet”, forklarede den politiske kommentator Alexei Timofeev.

Efter den russiske invasion er gået i stå, er kritikken begyndt at spire i Rusland. På russisk fjernsyn debatterer man nu, om ‘den specielle militæroperation’ var en fejl.

Anklager om højforræderi i Putins hjemby

En af de mest opsigtsvækkende protester mod invasionen i Rusland kom dog allerede inden weekendens offensiv i Kharkiv. Onsdag 7. september sendte en gruppe lokalpolitikere i St. Petersborg et åbent brev til Dumaen, hvor de anklagede Putin for forræderi mod Rusland. Den dramatiske anklage blev ikke mindre symbolsk ladet af, at den var underskrevet af politikere fra Smolninsky, Vladimir Putins hjemby.

“Vi beder dig om at trække dig fra din post. Dine synspunkter er håbløst forældede og er blevet en hæmsko for Ruslands udvikling.”

“Vi mener præsident Putins beslutning har skadet Ruslands sikkerhed og landets borgere”, lød det i brevet, der var forfattet af lokalpolitikeren Dmitry Paluga, og underskrevet af et ukendt antal andre politikere fra St. Petersborg.

Reaktionen på anklagerne er kommet prompte. Ifølge en af brevets medunderskrivere, Nikita Yuferev, har politiet i St. Petersborg bedt ham om at møde op på den lokale politistation, hvor han står anklaget for at “miskreditere den russiske regering.”

Også i Moskva er der antræk til politiske spændinger. Her sendte en gruppe lokale politikere dagen efter St. Petersborg-brevet en opfordring til præsident Putin, hvor man opfordrede ham til at træde af.

“Vi beder dig om at trække dig fra din post. Dine synspunkter er håbløst forældede, og er blevet en hæmsko for Ruslands udvikling”, stod der i erklæringen.

Om Kreml-regimet har tænkt sig at lytte til protesterne står foreløbigt hen i det uvisse. De seneste udmeldinger fra Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov kunne dog være et tegn på, at det interne politiske pres også påvirker den politiske top.

“Vi vil ikke afvise forhandlinger, men de bliver sværere, desto længere tid processen bliver forhalet”, sagde Lavrov søndag. Den udmelding stod i kontrast til beskeden fra Ruslands repræsentant i FN, Gennady Gatilov, der i august afviste en fredsaftale.

Også Ukraines præsident Zelensky har afvist fredsforhandlinger, efter Rusland henover weekenden gengældte offensiven i Kharkiv med missilangreb mod en række af landets kraftværker. “Terrorister er og bliver terrorister”, sagde Zelensky, der i sin daglige tale søndag 11. september sammenlignede Ruslands hævnaktioner med terrorangrebene mod USA i 2001, og understregede, at man er langt fra en fredelig løsning: “Kulde, sult, mørke og tørst er ikke nær så skræmmende og dødbringende som jeres ‘venskab'”.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere