Er medarbejdereje en farbar vej for venstrefløjen?

Der synes på venstrefløjen at brede sig en stor – især teoretisk – begejstring for ideer om medarbejdereje, kooperativer mv. Ofte anføres det eksplicit som et alternativ til nationaliseringer og andre mere direkte former for statslig intervention. Senest har Pelle Dragsted argumenteret imod et forslag – fremsat af et Wolt-bud – om at nationalisere Wolt. Dragsteds alternativ bestod i, at lade restaurant-ejere og bude lave deres egen, fælles bud-virksomhed.

Jeg savner imidlertid en diskussion af denne strategi. Især i lyset af såvel corona- som klima-krise. Her følger en række overvejelser over den problemstilling:

Offentlig vs. privat

Hvorfor skal privatansatte gøres til medejere af deres virksomheder og dermed have del i deres profitter m.v., når offentligt ansatte ikke skal? Ja, svaret på det retoriske spørgsmål er såmænd indlysende: Blev offentligt ansatte medejere af sygehuse, skoler, børnehaver, ældrecentre, DSB, offentlige torve, parker og veje m.m. – ville der være tale om privatiseringer.

I nogle tilfælde endog groteske privatiseringer. Og det ville venstrefløjen selvfølgelig være imod! Men netop dét afslører, at medarbejdereje i den private sektor ikke repræsenterer det bedst tænkelige socialistiske og demokratiske alternativ til den nuværende tilstand. Den realt-eksisterende offentlige sektor i dagens Danmark trumfer trods alle dens fejl og mangler medarbejdereje som demokratisk vision!

Indflydelse til alle

Hvis der er tale om mindre, private virksomheder uden nævneværdig samfundsmæssig betydning, kan det måske være acceptabelt, at medarbejdere bliver medejere og får større indflydelse end andre stakeholdere.

Men når det f.eks. drejer sig om banker, medicinalgiganter og andre strategisk vigtige virksomheder – som alle borgere i samfundet de facto har store interesser i – er tanken om medarbejdereje urimelig. Disse virksomheder har så afgørende betydning for vores liv samt enorm magt og indflydelse i vores samfund – at det er urimeligt, hvis indflydelsen reserveres til dem, der er så heldige at være på lønningslisten.

Det er ikke socialistisk demokrati, man realiserer her. Snarere er det en tilbagevenden til et samfund med stænder, hvor privat ansatte i nøgleindustrier tildeles privilegeret indflydelse på bekostning af andre stakeholdere i samfundet. Og etablerer man sådanne privilegerede stænder, vil det blive endnu vanskeligere siden hen at få etableret et sandt økonomisk demokrati, hvor alle borgere har lige stor indflydelse på økonomien. Altså udtrykt med den almindelige valgrets princip om én person – én stemme!

Plads til jobrotation

Er der så et folkekrav om medarbejdereje blandt medarbejderne? Var det for eksempel et udbredt krav blandt de ønsker, som medlemmer af de privatansattes fagforeninger fremsendte til deres forhandlere forud for OK-20? Hvis det var, er det forbigået min opmærksomhed. Og jeg tror, der er flere grunde til, at kravet om medarbejdereje mere er en romantisk tanke hos visse venstreorienterede end en folkesag blandt privatansatte.

Medarbejdereje af- og interesse i indflydelse på- en bestemt virksomhed kræver, at man har en varig tilknytning til denne virksomhed. At man så at sige er gift med den. Netop denne forudsætning er imidlertid fuldstændig fraværende for en meget stor andel af de privatansatte i Danmark. En lille tredjedel af alle lønmodtagere inden for Dansk Arbejdsgiverforenings områder skiftede således job i 2017. Altså inden for blot et år! Dette giver anledning til 2 overvejelser:

For det første om vi på venstrefløjen ønsker et samfund, hvor mennesker tilbringer størstedelen af deres liv på en og samme arbejdsplads – eller om vi faktisk kan se nogle fordele i, at mennesker netop ikke er gift med bestemte arbejdspladser, men derimod cirkulerer og prøver sig af i forskellige sammenhænge både fagligt og socialt. Personligt er jeg uden tvivl mest stemt for det sidste. Den japanske arbejdsmarkedsmodel har aldrig forekommet mig særligt attraktiv.

For det andet at vi forholder os til den virkelighed, at medarbejdereje og indflydelse i den private sektor reelt betyder, at ejerskabet udbredes – ikke til alle medarbejdere – og i mange virksomheder end ikke til flertallet af medarbejdere, men til en lille gruppe af varigt ansatte kernemedarbejdere.  Og da arbejdere (ufaglærte og faglærte) i øvrigt skifter job mere end funktionærer, er det også oplagt, at forslagene om medarbejdereje især vil tilgodese samfundets øvre sociale lag. Medarbejdereje vil være et middelklasseprojekt. Ligesom mange kooperativer i praksis også vil blive startet op af formuende idealister fra den mere velbjærgede middelklasse. Hvilket yderligere demonstrerer, at visionen om medarbejdereje rummer et meget beskedent demokratiserende potentiale, og i øvrigt har et tvivlsomt klasseperspektiv.

Borgerlig begejstring bør vække opsigt

Det undrer mig, at forslaget om medarbejdereje er kommet forbi eksempelvis Enhedslistens fagligt aktive uden indvendinger. Eller er de bare ikke blevet hørt – ligesom os andre – i disse tider med strategisk ledelse?

Den borgerlige begejstring for Enhedslistens forslag – som allerede blev fremsat under regeringsforhandlingerne – burde få alarmklokkerne til at ringe. For medarbejdereje ses af de borgerlige som et instrument til at få de ansatte til at arbejde hurtigere og mere. Altså som et instrument til at øge det, de samme borgerlige fejlagtigt kalder ‘produktiviteten’ (Marx skelner i Kapitalen mellem arbejdets intensitet og arbejdets produktivitet. Læs mere her).

“Hvad vil forhindre, at medarbejdereje kommer til at fungere på samme måde som fedterøvstillæg, bonusordninger og KPI´er (effektivitetsmål). Og dermed bliver led i en del-og-hersk strategi, der splitter lønmodtagerne og styrker kapitalens magt?”

Men er det dét, vi har brug for på danske arbejdspladser i dag? Og hvordan med det kollegiale fællesskab og solidariteten på arbejdspladserne? Hvor stor vil opbakningen være til kolleger, der har svært ved at følge med, har mange sygedage, er ramt af stress eller sociale begivenheder i deres privatliv, hvis deres underpræstation koster kollegerne penge? Hvad vil forhindre, at medarbejdereje kommer til at fungere på samme måde som fedterøvstillæg, bonusordninger og KPI’er (effektivitetsmål). Og dermed bliver led i en del-og-hersk strategi, der splitter lønmodtagerne og styrker kapitalens magt?

Hvad kan vi lære af historien?

Til mulig forvirring for læseren er der imidlertid her også et modsatrettet argument, som består i, at det omvendt næppe heller vil være særligt gavnligt, hvis det faktisk lykkedes medarbejderne at få en så stor indflydelse, at de reelt får magten over virksomheden.

Fagforeninger slås i udgangspunktet for, at deres medlemmer skal have så stort et udkomme som muligt formedelst så lille en indsats som muligt. Er det denne tankegang, der kommer til at dominere ledelsen af en given virksomhed, kræver det ikke nogen særligt stor krystalkugle at forudse, hvor det ender.

Der er meget halleluja-stemning på venstrefløjen over kooperativer og medarbejdereje i dag. Jeg savner imidlertid en analyse af, hvorfor netop arbejderbevægelsens kooperative gren historisk var den mindst succesfulde, sammenlignet med parti og fagbevægelse, og i dag for længst er blevet en skygge af det, den en gang var?

En hypotese kunne være, at virksomheder med stor medarbejderindflydelse vil være optaget af at sikre medarbejdernes interesser. De vil f.eks. næppe være de første til at indføre ny teknologi eller nye arbejdsgange, som overflødiggør en del af de ansatte. Ligeledes ville solidariteten måske i nogle tilfælde føre til accept af en alt for lav arbejdsmoral blandt kolleger?

Et muligt strategisk selvmål

Tiden kalder på en stor omstilling af vores økonomi og produktion. Det betyder, at vi står foran at skulle flytte store ressourcer herunder arbejdskraft og dermed beskæftigelse fra nogle sektorer i økonomien til andre sektorer. Det betyder også, at en del produktion simpelthen skal elimineres, fordi den er til skade for klimaet og derfor også for samfundet.

”Hvis medarbejdereje bliver venstrefløjens store vision, kan kapitalejerne sove trygt om natten og arbejde ufortrødent for yderligere neoliberale løsninger om dagen. Deres magt og ejendom vil reelt være uantastet.”

Anden, ny produktion skal til gengæld etableres. Men al erfaring med medarbejdere er, at de vil kæmpe for at bevare deres arbejdspladser. De ønsker ikke at lade sig flytte. Medarbejder-interesser vil derfor i mange tilfælde ikke flugte med samfundsinteresserer; heller ikke når disse er defineret med udgangspunkt i røde og grønne værdier. Og af samme årsag kan det meget vel være et strategisk selvmål at cementere medarbejderinteresser yderligere med medarbejdereje.

Hvad truer egentlig kapitalen i dag?

Det velfærdssamfund, vi kender, dumpede ikke ned fra himlen. Der findes rigelig med historisk dokumentation for, at det opstod, fordi kapitalen så sig konfronteret med en realistisk trussel om ekspropriation og derfor valgte at give store indrømmelser for at imødegå truslen. Truslen om ekspropriation er i dag forsvundet.

Men i stedet for at genetablere den gør Pelle Dragsted – og mange med ham – sig store anstrengelser for at forsikre kapitalen om, at den ikke vil blive nationaliseret, men kun på langmodig, minimal-reformistisk vis, gradvist ændret gennem medarbejdereje. Hvis medarbejdereje bliver venstrefløjens store vision, kan kapitalejerne sove trygt om natten og arbejde ufortrødent for yderligere neoliberale løsninger om dagen. Deres magt og ejendom vil reelt være uantastet.