Abortrettigheder er skrevet i sandet, ikke mejslet i sten
I gamle dage flygtede danske kvinder til Polen for at undslippe at skulle tvangsgennemgå en uønsket graviditet. I dag må polske gravide flygte til udlandet, hvis de vil have en abort. Og det er symptomatisk for abortens historie. Som rettighed er den aldrig for alvor sikker
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Frihed, lighed og (selvvalgt) moderskab.
I disse dage gør Frankrig gør abort til forfatningssikret ret. Vigtigt og godt, men også ret sent taget i betragtning af, hvor meget en sådan rettighed – og mangel på det samme – kan påvirke vores liv.
Mens de fester i Frankrig, forbydes abort så eftertrykkeligt i Alabama – at selv fertilitetsbehandling må lukke ned af frygt for at krænke befrugtede ægs rettigheder.
Et skridt frem og et tilbage – det synes at være temaet, hver eneste gang vi taler om abort. Og altid er dét, der jo dybest set bare er et personligt valg over egen krop, til debat.
I dag – 50 lange år efter at feminister fik tilkæmpet sig retten til den lovlige og sikre abort – er der stadig en række indvendinger, der har meget lidt at gøre med de rettigheder, som jo dybest set er tale om her: Retten til at fravælge at gennemgå en uønsket graviditet og fødsel.
Ikke drama, bare en rettighed
“Scenen er dramatisk: På én etage på Rigshospitalet kæmper man for at redde meget små, for tidligt fødte børn. Lige ovenover udføres aborter på fostre op til næsten samme alder”, skrev Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, da vi tidligere diskuterede abortgrænsen.
Nej, der er intet dramatisk over at forebygge præmature fødsler og give sikre kropslige rettigheder til abortsøgende samtidig. For der er afgrundsdyb forskel på de ønskede graviditeter og de, som ikke er.
Det stopper ikke ved ulogiske sammenligninger. Et typisk eksempel er myten om, at flere og flere unge “bruger abort som prævention”. På trods af at antallet af aborter er bare raslet ned, siden de blev lovlige i 1973.
For de allerfleste er abort en velovervejet beslutning, som langt størsteparten efterfølgende mener, er den rigtige for dem. Og hvis rettigheder ikke gælder alle, er der ikke meget ved dem. Uanset om den abortsøgende er teenager eller 35-årig mor til to, om hun var fuld, blev voldtaget eller glemte præventionen.
Der er også myten om, at de abortsøgende efterfølgende fortryder i hobetal.
”Flere undersøgelser viser, at unge under 30 år på sigt fortryder en abort”, mente spidskandidaten for Kristendemokraterne i København, Jesper Hausgaard at vide i sidste kommunalvalgkamp.
Selvom al statistik på området peger i en anden retning. Tværtimod viser såvel international forskning som Danmarks førende eksperter på området – Mødrehjælpen – at det modsatte er tilfældet. Kun omkring en tiendedel af abortsøgende får en efterreaktion.
Den andel svarer for øvrigt sådan cirka til andelen af fødende, der får en efterfødselsreaktion, uden at man af den grund kalder en gennemført graviditet ubærlig. Efterreaktioner – uanset om det er efter en fødsel eller efter en abort – skal altid tages alvorligt, for det er bestemt en alvorlig situation at være i. Men man skylder alle at bruge de rigtige tal fremfor at puste til myter og frygt.
Når rettigheder lader vente på sig
Efter lang tids debat meldte Etisk Råd i august ud, at de anbefalede at hæve abortgrænsen fra 12 til 18 uger. Siden er der ikke sket en dyt. Ud over et par temamøder er forhandlingerne i folketinget slet ikke gået i gang.
I ventetiden er seks kvinder, der ønskede en abort efter uge 12, blevet afvist. Seks mennesker, der enten må søge til udlandet eller skal tvinges til at gennemføre en uønsket graviditet.
Det er ikke værdigt, slet ikke taget i betragtning af, at vi ved, at ikke alle graviditeter opdages før uge 11-12. Særligt blandt de med uregelmæssig menstruation og de, der lever et udsat og kaotisk liv.
Personligt synes jeg, at en abortgrænse i 22. uge er det bud, der giver mest mening. Det er den uge, vi har sat som den medicinske abortgrænse. Det er her, hvor man lægefagligt skelner mellem abort og tidlig fødsel. Og misdannelses-scanningen ligger først i uge 20-21.
Og så tillader vi jo i forvejen aborter i op til 22. uge i Danmark. Men i dag skal de bøvles igennem et abortnævn, så graviditeten bliver unødigt fremskreden. Hvis de overhovedet får lov til afbryde den.
Men også en fremrykkelse til 18. uge er et stort fremskridt, så længe det bliver en personlig rettighed. Ikke en bevilling fra et nævn.
Retten til egen krop er en grundfæstet ret i et demokratisk samfund. Og angreb på den minder os om, at det ikke er nok at kæmpe for at få rettigheder – det er lige så vigtigt at kæmpe for at beholde dem. Gradbøjning af folks ret til at bestemme over egen krop kan i værste fald være et skridt på vejen til totalitære tilstande. Som i Alabama. Eller Polen.
Alternativet til fri abort er ikke ingen abort – det er farlig og ulovlig abort. Og dem rummer også danmarkshistorien mange gruopvækkende eksempler på. Så lad os mejsle rettigheden til abort i sten – det kan kun gå for langsomt.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER