Bag kunstnernavnet 'Afsky' gemmer sig den mere borgerlige betegnelse Ole Pedersen Luk. Han er solo-drivkraften bag black metal-projektet, og er netop nu pladeaktuel med albummet 'Ofte jeg drømmer mig død'. Pressefoto.
22 min. læsetid

’Afsky’s nye album er en gribende og progressiv fortælling om klasser og uretfærdige livsvilkår. Det er en fortælling, der benytter sig af black metal genrens kraftfulde virkemidler for at blotlægge følelseslivet hos historiens stemmeløse for os alle – og som samtidig bryder med genrens reaktionære traditioner.


Af Simon Chievitz

På mange måder er black metal en propagandistisk genre i den traditionelle forstand. Det er fortællinger om kamp, fortabelse, fortid og naturen, der ofte står i centrum for denne ekstreme metalgenre. ”Black metal ist krieg” er et mantra fra den tyske kunster Nargaroth. Genren i sig selv vil sige dig noget, men paradoksalt nok er black metal også én af de genrer, der forekommer absolut mest utilgængelig.

Vokalen er, traditionelt set, lyse forvrængede skrig, der kræver årevis af træning – før de kan dechifreres. Ved siden af vokalen, som står helt centralt i lydbilledet, er trommerne. Deres rolle er oftest insisterende og ”i dit ansigt” med dobbeltpedaler, hvor stortrommen slås an som et maskingevær. Et alternativ er en variation, hvor lilletrommen bliver ”blastbeatet”, dvs. tævet i et hæsblæsende tempo. Guitaren bliver ”tremolopicket”, dvs. spillet i 32-dele eller med 4 anslag per taktslag.

Derudover er guitaren ofte kørt igennem distortion-pedaler af forskellig slags, så tonen aldrig bliver klar, men støjen omkring den bliver rå og kommer i centrum. Det hele er pakket ind i en æstetik, hvor lydproduktion ofte, helt bevidst, er meget primitiv og spilles mest på instrumenter, der ikke stemmer helt. Denne galskab og støj er nok til, at folk, der ikke er metalhoveder i forvejen, oftest står af. For de fleste andre metalhoveder ville det nemme valg være at sætte Iron Maiden på, hvor du kan få dine riffs og episke historiefortællinger serveret på en langt mere tilgængelig måde. Men for dem, der vover sig ind i denne skov af støj, som ved første øjekast er kaotisk og ufokuseret, dukker der små åbninger og nuancer op, der byder på noget genkendeligt og – i sin sørgmodighed – ofte smukt.

Bagved støjen på guitaren, ligger der små, oftest triste, melodistykker, som man ville kunne have fundet som temaer … den klassiske musik havde bevæget sine symfonier omkring. Mere direkte parallelt er måske folkemusikken, hvor den specielle nordiske black metal har en tendens til at trække sin stemningsmæssige og lyriske inspiration fra.

En utilgængelig genre?

Når man lytter til black metal på black metallens præmisser, oplever man ofte fortællingen igennem små variationer i harmonierne i guitaren, små ændringer af stemningerne under akkordernes bas-tone som tordner derud af. Det er disse små, livgivende forskydninger, der gør, at musikken adskiller sig fra de klassiske metalgenrer, som ofte er meget eksplicitte med, hvad de vil med lytteren – eksempelvis præsentere et fedt riff eller en energi, du kan banke rundt sammen med dine venner til. Jeg vil kalde black metal for en grundlæggende ‘indadvendt’ metalgenre. Genren er ligesom din på overfladen overrumplende ven, der forsøger at teste alt og alle for at holde folk på afstand – så de ikke opdager den ekstreme skrøbelighed, der gemmer sig bag facaden. Således er det kun de mest loyale fans, der kommer tæt på det sårbare i genren. Når du har overgivet dig til støjen, kulden og kaosset og ikke lader dig desorientere, står du udsat og alene i en stor, dyster skov, som er fuld af fare, men som også er familiær og rummer lysninger, hvor du er tryg og kan tage dybe indåndinger i varme omgivelser.

Skal du i den rette stemning til resten af artiklen? Hør hele albummet – ‘Ofte Jeg Drømmer Mig Død’ her.

Spændinger og det uforløste

På undersiden af guitaren, benytter genren sig af skjulte melodier i en uvenlig form, hvor den svælger i disharmonier, som tilføjer til den umiddelbare lydsides opbygninger af spændinger og uforløsthed. Det er dette uforløste, man skal kunne omfavne som den mest almindelige tilstand i musikken og lade sig fylde op af – for at kunne være i den. Hvis man gør det, oplever man de små lysninger og varmen i et kraftigt lys, når musikken lader sig bryde ned i et roligere udtryk – eller når melodien så endelig laver en lille justering, og man faktisk får den forløsende harmoni, man har været forvist fra det meste af en sang. Det er det spil mellem spændinger og forløsninger i en evig kamp – som forløsningen altid er ved at tabe – der er genrens musikalske grundmotiv. Denne kamp går ligeledes igen i black metalens lyriske univers af forskellige tematikker i alt fra kampen mellem årstiderne eller kristendommen.

“For de fleste andre metalhoveder ville det nemme valg være at sætte Iron Maiden på, hvor du kan få dine riffs og episke historiefortællinger serveret på en langt mere tilgængelig måde. Men for dem, der vover sig ind i denne skov af støj, som ved første øjekast er kaotisk og ufokuseret, dukker der små åbninger og nuancer op, der byder på noget genkendeligt og – i sin sørgmodighed – ofte smukt.”

Det er på en gang mestringen af black metallens musikalske grundkamp og et anderledes progressivt potentiale i det lyriske univers, Ole Luk med sit projekt Afsky og deres nye udgivelse ”Ofte Jeg Drømmer Mig Død”, der gør denne plade til en stor blackmetal-plade og som en interessant åbning for venstrefløjen til at reflektere over genrens potentiale.

De stemmeløses skrig

Ole Luk har valgt at benytte et tekstunivers fra den danske litteraturhistorie, der omfatter Sofus Clausen, H.C. Andersen, Emil Aarestrup og Jeppe Aakjær, samt to digte med ukendt forfatter. Fælles er, at det er lidelsesfulde skrig fra bondestanden, der bliver formuleret. Det handler om de nederste på samfundsstigen, hvis navne historieundervisningen aldrig vil lære os. Det er deres længsler, kampe og nederlag, der bliver beskrevet.

Grebet, der sætter fattige menneskers lidelse i centrum for musikkens tekstunivers, er for så vidt et yderst traditionelt greb, som også kendes fra folkemusikken. Det lyriske spænd er interessant fra åbningssangen ’Altid Veltilfreds’, der ironisk svælger i og foretrækker sin egen dårligdom, hvis alternativet er de bedre stilledes liv. Tanken er her, at det må være et hårdere liv end de fattiges, når de rige i deres liv skal tænke på andet end blot overlevelse.

Jeppe Aakjærs ”Tyendes Sang” er et kald til samling og oprør, og Sofus Clausens triste digt ‘Imperia’ beskriver det trøstesløse liv, som det økonomiske system i sig selv lever som en destruktiv kraft, der længes efter værdier at eksistere sammen med. Det er et liv fyldt med armod og død, der beskrives i de valgte digte. Et sørgmodigt univers med en længsel efter en udvej, der går igen i teksterne. Foruden Tyendes Sang – hvor frigørelsen gennem politisk kamp stiller sig som en mulighed – er det et dystert univers med sårede sjæle. En rolig grav er hvad ens drømme som undertrykt reduceres til. Det er blikke på og stemmer fra en trøsteløs tilværelse, hvor døden er alt for nærværende som både befrielse og trussel – den eneste vej ud af trældommen. Der er med ”Ofte, jeg drømmer mig død” tale om et socialrealistisk blackmetal-album.

Black metallen underbygger budskabet

Med black metal som fortolkende ramme får disse armodsdigte et lydligt udtryk. Følelserne og udbruddene i digtene føres op til overfladen og med sine musikalsk definerende træk giver black metallen beskrivelserne et aggressivt og kraftfuldt udtryk. Guitaren er markant med sine støjende, forvrængede, hastige og konstante anslag, understøttet af insisterende trommer og lidelsesskrig. Det bibringer et hektisk kraftfuldt følelsesunivers.

Den store ufremkommelige og forvirrende skov, black metal traditionelt set formår at hensætte sin loyale lytter til, er på ”Ofte jeg drømmer mig død” skiftet ud med de brede, golde marker. Guitaren spiller som i det meste black metal en dobbeltrolle i at skabe landskaber og stemninger. Den præsenterer nemlig også små melodistykker og temaer. De kendetegnes ved deres disharmonier og giver en klaustrofobisk spændingsopbygning i numrene. Parallelt til tekstuniverset findes forløsning oftest først ved sangenes langsomme død eller små breakdowns ned i rolige og/eller akustiske stykker, der er lytterens små åndehuller.

Black Metal – fra de norske skove til verdensscenen

Black Metal udviklede sig som genre i løbet af 1980’erne. Engelske Venom’s album ‘Black Metal’ fra 1982 regnes som ophav til genrens navn. Andre tidlige eksempler på genren ses hos svenske Bathory og de schweiziske bands Hellhammer og Celtic Frost.

I de tidlige 1990ere eksploderede genren i Norge, hvor en lang række senere ikoniske bands trådte ind på scenen. De norske pionerer tæller navne som Darkthrone, Mayhem, Burzum, Immortal, Satyricon og Emperor.

Mange af musikerne i miljøet blev hurtigt berygtede for andet end musikken. Fra 1992-1996 blev ca. 50 kirker sat i brand i Norge, og flere af de aktive bands som Emperor og Mayhem blev senere dømt for medvirken. Også flere mord blev begået i perioden.

Genren er i dag blevet et globalt fænomen, og har foruden Skandinavien store lokale miljøer i lande som USA, Frankrig, Chile og Japan.

+

De åbninger og skyggesteder mellem armod, vrede, frygt, udmattelse, ensomhed, kaos og overrumpling lykkes særligt tydeligt og effektfuldt på intro og outro-sangene Altid Veltilfreds og Angst. Ole Luk går dog i Imperia unødigt langt i denne effektfuldhed. Akkorderne i introen er så dissonante, at det nærmest bliver et for overgjort statement. På den anden side kan man argumentere for, at Imperia er det mest ørkesløse af digtene, hvor det er selve det undertrykkende økonomiske system, der er aktøren, eller for at parafrasere Marx ”Får alt fast og solidt til at fordufte, og klæder alt helligt af”, men samtidig leder efter varme, nogle værdier – et positivt indhold at eksistere med, der udelukkes af systemets natur selv, da det er er negation og destruktionen – der bliver kun den kolde, økonomiske kalkule tilbage.

45 minutters fantastisk gribende elendighed

En af de første videoer, der blev vist for en større menneskemængde, var optagelser af et tog, der kører fra horisonten imod kameraet ind på en banegård. Efter sigende resulterede den optagelse i, at publikum lige inden toget passerede kameraet sprang op fra deres sæder og ud til siderne, væk fra det tog, som datidens seere troede var på vej ud af lærredet. Indledningsnummeret ’Altid Veltilfreds’ hensætter lytteren i netop denne oplevelse. Et flot akustisk tema sætter scenen med håb, hygge og varme, inden man fryses af blackmetal-guitaren og dobbeltpedal-trommerne, der skimtes ude i horisonten og som et kraftfuldt, insisterende lokomotiv kommer nærmere, indtil det uundgåelige sammenstød. Mit instinkt var at smide mine hørebøffer og undgå sammenstødet, lige inden at guitaren og trommerne sætter sig helt i forkanten af produktionen og fortrænger den lune indledning.

Herfra er Afskys andet fuldlængde-album sendt af sted tilbage i tiden med os som passagerer til dramatiske billeder af en historie fyldt med uretfærdigheder, kamp og død. Og dette med en produktion der lever op til flere traditionelle blackmetal greb, med indspilning af vokal på primitive mikrofoner, billige instrumenter og med brug af få, men velvalgte effekter. Det er et album, der vil lade musikken tale og være umiddelbar. Her er der ikke nogen plastikagtig overproduktion eller vilde gimmicks, konsekvensen af dette valg er, at hvis følelserne og musikken ikke leverer, ville pladen falde ubehjælpeligt sammen.

Uretfærdigheden løber ned ad væggene

De 6 sange på pladen er alle fra 6.30 og op til næsten 9 min. Fra start af med ’Altid Veltilfreds’ fornemmer vi noget overvældende. Den ironiske lyrik får igennem sangens hektiske guitarmelodier og en manisk og desperat vokal et nærmest lakonisk udtryk. ’Tyendes Sang’ lader temaet fra indledningsnummeret dø hen og tager fat med 180 kilometer i timen og med sine ubehagelige melodistykker og dissonante akkorder aftvinger det sig lytterens underkastelse i et kald til kamp, fyldt med den adrenalin, desperation og håb om noget bedre, det kræver at mobilisere en kampvilje trods sandsynligt nederlag.

’Imperia’ er måske højdepunktet på pladen og den mest kompromisløse sang. Efter virkeligt grimme indledende akkorder, går sangen i gang og oversvømmer som en tsunami næsten alle antræk til noget formanende i musikken. Sågar outroen er så kort, at den ikke lader lytteren få vejret. Sangene ’Bondeplage’ og ’Stemninger’ i dur og mol er måske de mere eksperimenterende elementer på pladen. ’Bondeplage’ indeholder flere af de rolige elementer, vi ikke får på Imperia og inkorperer tekst-recitering og små guitarmelodier på undersiden af akkorderne, som dog stadig er helt subtile, plaget og presset såvel i stemning som i mixet. ’Stemninger’- som er lavet over to digte af H.C. Andersen – bryder med de trods alt genkendelige sangopbygninger på resten af albummet og virker mere som nogle fragmenterede og forskellige blikke på de brugte digte om døden, hvor melodiske elementer af vuggevise, kaos og klagesang alle sammen får lov til at bære hver sine dele af sangen. Et spændende nummer, hvor man skal gå med på præmissen om, at det vitterligt er forskellige, opdelte stemninger, der prøves af, for at nummeret lykkes som lytteroplevelse.

Et album med en afsluttende åbning

Sangen afsluttes med pladens længste nummer ”Angst”, det er en storslået, trist, riff-tung og følelsesmættet afslutning. Kaotiske breakdowns og langsom genopbygning. Nummeret bliver ved med at præsentere nye udtryk i den smertefulde guitar. Stemningerne får, i modsætning til Bondeplage, plads og bliver tydelige på nummeret. Efter teksten afsluttes, giver nummeret sig stadigvæk tid til en lang outro.

Vi er tilbage til naturens baggrundslyde og en varm akustisk guitar, som i indledningen af albummet. Som lytter har vi fået en musikalsk renselse, der giver plads til at puste ud og samle kræfter. Der er dog ikke nødvendigvis tale om en ”hjem, ude, hjem” struktur, som man nemt kunne henfalde til at vælge at afslutte med. Man er mere hensat til et sted, hvor indsigter, følelser og fornemmelser har givet plads til … der kan komme noget nyt. Jeg sidder dog med en fornemmelse af, at det sted albummet ender kun er et kortere ophold. Man må træffe et valg om at vende tilbage til en nedslidende hverdag med døden som eneste forløsning eller følge i Jeppe Aakjærs oprørskald, inden det sydende bål og fuglenes uskyldige piben i outroen brænder ud, og det lille åndehul ophører.

Kimen til en kulturhistorie plantes

Black metal har siden sin oprindelse i slut 80erne haft en broget og kontroversiel kulturhistorie, spørgsmålet om hvilke typer kamp der skulle tales frem har været omskiftelig og i perioder fået et politisk og reaktionært islæt. Det er en lang forhistorie, Ole Luk indskriver sig i med dette album. For at forstå hvad der gør ”Ofte jeg drømmer mig død” interessant fra et venstreorienteret synspunkt, er det værd at kigge på nogle nedslag i genrens historie. Hovedskikkelsen i at skabe den nordiske black metal er guitaristen Euronymous med bandet Mayhem fra 1984 i Norge.

Euronymous, der havde fortid i Norges Rød Ungdom, brugte musikken til at opildne til kamp, ikke nødvendigvis politisk eller venstreorienteret kamp, men kamp mod kristendom og mod traditionelle værdier. Det blev blandet med en lyrisk arv fra metalscenen og dødsmetalscenen hvor temaer om blod, lig, indvolde, satanisme, gravpladser, genfærd var det foretrukne. Det blev så tilsat mytologiske elementer og et generelt fokus på døden.

Øystein ‘Euronymus’ Aarseth (th.) med bandkammeraten fra Mayhem, Per Yngve ‘Dead’ Ohlin. Begge mænd er døde i dag: ‘Dead’ ved selvmord i 1991, hvor den ekstremt depressive og indelukkede forsanger skød hovedet af sig selv. Euronymous blev derimod myrdet af et tredje bandmedlem, bassisten Varg ‘Greven’ Vikernes. Han kørte i august 1993 fra Bergen til Oslo, hvor han stak Euronymous 23 gange med en kniv, så han forblødte. Vikernes hævder det skete i selvforsvar. Andre mener derimod, der var tale om en magtkamp mellem Vikernes og Euronymous. Sidstnævnte ejede det meste af rettighederne til musikken fra Vikernes’ soloprojekt, ‘Burzum’. Arkivfoto fra ca. 1987

Fra blasfemi til reaktionær aktivisme

Euronymous var med hans musikshop Helvete i Oslo centrum også samlingspunkt for en lille kreds af undergrunds metalmusikere, han udgav på sit pladeselskab. Det var en mindre subkultur uden nogen større opmærksomhed fra omverden hverken i Norge eller på den bredere europæiske metalscene. Hvor meget end Euronymous talte om mord og kirkebrændinger, var det mere attitude og ikke eksplicit med politiske programmer. Han forsøgte at iscenesætte miljøet over for omverden og prøvede med en grænseoverskridende æstetik og skræmmeeffekter at åbne omverdens øjne for genren.

Tendensen hos Euronymous var dog mere presse-stunts end egentlig aktivisme eller et sammenhængende politisk projekt på trods af sit venstrefløjsophav, men han stod som ideologen i den mest markante organisering af black metal miljøet i start 90erne. I kontrast hertil står bands som Ulver, der også begyndte at spille den her bestemte form for nordisk black metal, men med langt mere eksplicit fokus på eventyr, mytologi og arven fra folkemusikken. Generelt havde de en mere direkte kunstnerisk interesse i at arbejde med den type lyd og udtryk, den nordiske black metal giver af muligheder. Hermed var et skel også allerede skabt inden for genren mellem en musikalsk æstetik og et tematisk indhold, der ikke behøver hinanden, men af centrale figurer i miljøet bliver blandet sammen.

Det som var engang

Da musikeren fra enmandsbandet Burzum, Varg Vikernes, i 1993 slog Euronymous ihjel, skete der på mange måder et tronskifte på black metalscenen, som skulle få politisk betydning for genren. Varg Vikernes blev på mange måder stemmen og referencepunktet for black metal. Han blev berygtet ikke bare for mordet, men også for en aktivistisk tilgang til de kampe, genren blev brugt til at opfordre til.

Nu var det ikke bare at være blasfemisk i sit tekstunivers og i sit udtryk, nu fulgtes det af aktivistiske nedbrændinger af norske stavkirker og forherligelse af de mord, der faktisk blev begået omkring miljøet osv. Der skulle hævnes over for den kristendom, der var Norden fremmed, og som havde bygget sine kirker på steder, hvor der traditionelt set var ofret til Odin. Black metallens ideologi blev viklet sammen i et sammensurium af nordisk mytologi, racisme, traditionalisme og naturromantik. Der ligger hos Burzum en stræben efter ”Det som var engang” – noget rent og oprindeligt, for mennesker der er i naturen og lever med den, fornemmer dens gang og lever frit efter solens, månens, frostens og varmens rytmer. Denne romantiske forestilling om en tabt fortid bliver i miljøet blandet med både homofobi og racisme.

En genre med en giftig subkultur

Der sker en reaktionær og aktivistiske drejning, som lyrisk kommer til udtryk ved, at krig og kamp er mod det ”urene og unaturlige”. Disse nostalgiske grundmotiver konstruerer en naturtilstand, der idealiseres. Det politisk giftige element for black metallen er, at der her nemt indforstås, at det er en kamp for en naturtilstand, hvor den naturlige borger er den traditionelle, hvide nordiske befolkning – med en dertil hørende patriarkalsk familiestruktur. Det er med tiden blevet et referencepunkt for mange blackmetal-kunstnere – dog sjældent eksplicit i sin racisme, men med klare heltefigurer, krig og kamp for noget mere eller mindre ubestemmeligt oprindeligt og ”ægte”, nogen har taget fra dem.  Disse tendenser i lyrikken fik også et aktivistisk islæt ved, at centrale personer fra black metal miljøet faktisk begår mord på homoseksuelle, som man i fx dokumentaren ”Until the light takes us” kan se blive omtalt med en ærefrygtig respekt fra andre centrale musikere fra miljøet. Andet sted i Sverige dræber og dømmes forsangeren for black metal bandet Dissection, Jon Nödtveidt for et efter eget udsagn, rituelt satanisk mord på en algerisk homoseksuel i 1997.

Forsanger Jon Nödtveidt fra svenske Dissection ved bandets sidste koncert i Stockholm i 2006. Nödtveidt begik samme år selvmord. Forinde havde han siddet i fængsel fra 1997-2004 for mordet på den homoseksuelle algierske mand, Josef ben Meddour. Miljøet i black metalscenen er sjældent eksplicit i sin racisme, men optræder “med klare heltefigurer, krig og kamp for noget mere eller mindre ubestemmeligt oprindeligt og ”ægte”, nogen har taget fra dem”, skriver Simon Chievitz.

Ud af sværmeriet og ned i materien

Med ”Ofte, drømmer jeg mig død” rammer Ole Luk et spændende sted ind i black metallens kulturhistorie. Her er det ikke en romantisk falden tilbage til noget oprindeligt nordisk eller en svælgen i den naturnære livsstil på landet. Den frie nordiske borger har ikke et frit legende og harmonisk tilhørsforhold til naturen. Naturlivet er bondens liv, der er bundet til sin stand, og hvis rytme og opgaver er dikteret af samtidens ejendomsforhold – de er trælbundne til deres ejere, arbejder med andres jord og spises af med de tarveligste rester. De er nedslidte, har ikke meget rum til glæder og kan, som forløsning i deres liv, drømme om en rolig grav.

I den traditionelle norske black metal frigøres mennesket gennem naturen. Hos Ole Luk er de dømt til et liv som slave af både naturens rytme og produktionsforholdene. Ved at Ole Luk insisterer på at bruge lyrik om de materielle omstændigheder, får vi øje på klasser og en politisk uretfærdighed, som står i kontrast til en traditionel idealistisk historiefortælling i black metal.

Det er en forrykning væk fra en kritik af falske (kristne) ideer som kilden til undertrykkelse. I stedet går sangene ind i kroppen på den bonde, der er på albumcoveret – billedet ”Udslidt” af H.A. Brendekilde – er drattet om af overanstrengelse og må tage afsked med verden til sin konens angstfulde, ensomme, uretfærdigheds-skrig ud i et goldt landskab uden nogen til at høre det. Med dette greb fra socialrealismen med dens blik på faktiske livsvilkår i centrum rykker også det venstreorienterede potentiale ind i black metallens historiefortællinger. Albummet giver et bud på en anden retning for genren, end de reaktionære stemmer der er og har været centrale i black metallens historie.

Det, som burde have været?

Jeg skal ikke gøre mig klog på Ole Luks intentioner, udover det yderst vellykkede kunstneriske projekt ”Ofte, jeg drømmer mig død” er. Men for den engagerede lytter, der sætter sig med teksterne, kan albummet være en åbning, der giver de ansigtsløse og undertrykte i historien en stemme og lytteren et kald på handling – hvis vi ikke vil acceptere, at disse skæbner ikke kun skulle have levet for at dø.

“Det er et nyere dansk mesterværk inden for musik og et sundt indspark i black metallens brogede kulturhistorie, der viser hvor perfekt denne genres musikalske virkemidler kan være til at skabe og genskabe stemninger fra en svunden tid til den moderne lytter. Det er vedkommende folkemusik for et moderne og samtidigt publikum.”

Det kan bruges som en hånd, der rækker tilbage i tiden, tilbage til tidligere klassers undertrykkelse og søger at yde dem retfærdighed. Med den marxistisk kulturteoretiker Walter Benjamins kunne man argumentere for, at der i digtene og deres kraftfulde udtryk gennem black metal kan findes en drivkraft og et stof for revolutionær handling. Hævnen stiller sig for lytteren sammen med solidariteten, som medium for at udfolde et uforløst potentiale, der kan give mening til historiens undertryktes lidelser og kampe.

Det politiske perspektiv, jeg forsøger at mane frem, kræver dog af lytteren, at man faktisk sætter sig ned med digtene (som man får med i en folder, hvis man køber pladen). Musikken accentuerer kun budskabet, hvis man selv opsøger det. Black metallen skjuler lyrikken, men styrker også ordenes udtryk, hvis man aktivt vælger at læse dem. Det er kraftfulde fortolkninger af stor dansk digtning, Ole Luk med sine kompositioner tilbyder den dedikerede lytter.

Det er et nyere dansk mesterværk inden for musik og et sundt indspark i black metallens brogede kulturhistorie, der viser hvor perfekt denne genres musikalske virkemidler kan være til at skabe og genskabe stemninger fra en svunden tid til den moderne lytter. Det er vedkommende folkemusik for et moderne og samtidigt publikum.

Afsky: ‘Ofte jeg drømmer mig død’ (2020) er udgivet på Vendetta Records.


Simon Chievitz er cand.mag. i idéhistorie, underviser på sommeruniversitet på Aarhus Universitet i dansk kultur og laver radio om sport og kultur. Derudover er han bassist i et blackmetal-band, og hyppig festivalgænger til europæiske metalfestivaller.”