Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. august. 2021

Amazon påvirkede fagforenings-afstemning ulovligt. Nu skal sagen formentlig gå om

Sagen var ellers gået i glemmebogen, men nu har det amerikanske arbejdstilsyn afgjort, at gigantvirksomheden Amazons metoder var i strid med arbejdslovgivningen, da man fik forhindret fagforeningsdannelse i foråret.

Foto: Elijah Nouvelage

Mens det meste af sommerens fokus har været på Amazon-ejer Jeff Bezos’ tur i rummet, er en anden sag gået i glemmebogen. Tidligere på året stemte arbejderne på virksomhedens varehus i Bessemer, Alabama nemlig imod at indgå i fagforening, endda med en komfortabel sejr til Jeff Bezos og de andre fagforeningsmodstandere. Dengang blev resultatet 1798 – 798 stemmer imod at blive organiserede i (RWDSU).

Forinden havde den forholdsvis lille faglige kamp i den mest konservative del af USA ellers tiltrukket stor opmærksomhed fra både nær og fjern. Afstemningen i Bessemer kunne nemlig danne præcedens for andre af virksomhedens varehuse, hvor arbejderne også ønsker at blive organiserede. Derfor lagde virksomheden med verdens rigeste mand i spidsen store kræfter i at sikre, afstemningen gik som ønsket. Alle de store internationale medier – fra The Guardian til Le Figaro – havde dækket kampen, og Bernie Sanders var personligt taget til Birmingham-forstaden for at give moralsk opbakning til de kæmpende arbejdere. Men lige meget hjalp det: Arbejderne stemte nej, efter massive skræmmekampagner fra techgiganten. Og så kunne Jeff Bezos tage sin cowboyhat på, og hoppe ombord i sin store, penisformede rumraket med ro i sindet, forsikret om, at hans arbejdere forblev uorganiserede. Kampen gik i glemmebogen for de fleste.

National Labor Relation Board: Amazons metoder nødvendiggør omvalg

Nu ser sagen imidlertid ud til at have fået nyt liv. Ved et høringsmøde afgjorde landets nationale ‘arbejdsnævn’, National Labor Relations Board (NLRB) nemlig, at Amazon havde overtrådt lovgivningen i sit forsøg på at holde fagforeningerne ude af virksomheden. Virksomheden havde blandt andet plastret varehuset til med fagforeningsfjendtlig propaganda, og havde manipuleret valglokalet på en måde, der gav indtryk af, at det var virksomheden selv, ikke det føderale arbejdsorgan, der forestod valget. Virksomheden havde også forsøgt at installere overvågningskameraer i forbindelse med valget, hvilket dog allerede dengang blev afvist.

“I juni kunne Washington Post – der ironisk nok også er ejet af Jeff Bezos – afsløre, at virksomhedens knap 1,3 millioner ansatte har dobbelt så stor risiko for en alvorlig arbejdsulykke som gennemsnittet af arbejdere inden for branchen.”

“Arbejdsgiverens håndtering af stemmeafgivningen betød, at virksomheden forsøgte at overtage NLRB’s rolle i at afvikle fagforeningsvalget”, skrev den tilsynsførende sagsbehandler blandt andet i sin rapport, og tilføjede, at stemmeboksene ikke opfyldte kravene, og derfor berettiger et omvalg. I afgørelsen fremhæves det også, at mere end 2.000 ansatte ikke stemte ved valget, og at der var fremlagt overbevisende dokumentation for, at arbejdsgiverens opførsel op til valget var i strid med arbejdsloven. Ifølge kilder der fulgte valget i marts-april, ansatte virksomheden blandt andet flere tusind nye arbejdere i korttidsansættelser, i et forsøg på at udvande antallet af ja-stemmer, og forsøgte desuden at forsinke valget ved at afvise brevstemmer – trods corona-pandemien. Virksomheden købte også reklameskilte langs vejen til varehuset, med opfordring til at stemme så tidligt som muligt. Logikken var, at man på den måde kunne få folk til at afgive deres stemme inden fagforeningen kunne overbevise arbejderne om fordelene ved faglig organisering.

“Amazon har snydt, er blevet fanget med fingrene i kagedåsen, og bliver nu stillet til ansvar”, udtalte RWDSU-formand Stuart Applebaum efter afgørelsen. Han glædede sig over det mulige potentielle omvalg, der også er blevet støttet af den millionstore fagforening International Brotherhood of Teamsters. IBT vedtog i juni måned at sætte hjælp til Amazons arbejdere øverst på dagsordenen.

“Fagforeninger kan ikke. Vi kan.” Toiletter og kantiner på Amazon-varehuset i Bessemer, Alabama blev op til fagforeningsvalget udstyret med en række budskaber fra virksomheden, som skulle skræmme folk væk fra at stemme ja til fagforening.

Amazon – et globalt problem for faglig organisering

Amazon er berygtet for at tilbyde ekstremt dårlige forhold for sine medarbejdere. I juni måned kunne Washington Post – der ironisk nok også er ejet af Jeff Bezos – afsløre, at virksomhedens knap 1,3 millioner ansatte har dobbelt så stor risiko for en alvorlig arbejdsulykke som gennemsnittet af arbejdere inden for branchen. Også andre opsigtvækkende sager har udstillet de elendige arbejdsforhold i virksomheden. I en sag om chaufførernes arbejdstider måtte Amazon indrømme, at flere af arbejderne var nødsaget til at tisse i flasker for at kunne følge med akkorden.

Det er dog ikke kun i Amazon, der er problemer med den faglige organisering: I det hele taget er det amerikanske arbejdsmarked notorisk dårligt hvad angår faglig organisering. Knap 11 % af lønarbejderne i landet er medlem af en fagforening. Til sammenligning er tallet i Danmark omkring 67 %, eller cirka 6 gange højere, og selv om også den danske fagbevægelse har haft store problemer med faldende medlemstal, er det ikke i nærheden af de amerikanske tal. At der alligevel er grund til at følge med i den faglige kamp mod Amazon fra et dansk perspektiv, understreges af virksomhedens planer om at udvide sin tilstedeværelse i Europa. Amazon har allerede 40 varehuse i Europa, og har senest varslet sit indtog på det svenske marked, hvor man åbnede en svensk hjemmeside i oktober 2020. Virksomheden har i forvejen en tilstedeværelse i Danmark via bl.a. online handel og streamingtjenesten Prime, men søger at styrke sin position med flere lokale varehuse, distributionscentre og en dansk afdeling. I de fleste af virksomhedens europæiske varehuse har Amazon dog ikke kunnet forhindre faglig organisering.

Selv om afgørelsen altså er godt nyt for fagforeningsaktivister i både Bessemer og resten af verden, er det sidste kapitel ikke skrevet i sagen om det symbolske varehus i Alabama. Amazon har afvist alle beskyldninger om ulovlig indblanding i valget, og har allerede appelleret afgørelsen. Om valget skal gå om afgøres endegyldigt inden for de kommende uger.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER