Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
12. januar. 2022

Amerikas splittede stater

Årsdagen for stormen på Kongressen i Washington forløb fredeligt, men afspejlede alligevel et stærkt politisk polariseret USA, hvor der lyder advarsler om, at demokratiet er truet med risiko for en borgerkrig.

 

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion  ​​​​ 

Er USA på vej imod en borgerkrig? Det anså knap hver anden amerikaner for sandsynligt ifølge en meningsundersøgelse gennemført for snart et år siden. Ifølge undersøgelsen gennemført af Zogby Poll i februar 2021 fandt 46% af de adspurgte det i enten høj eller nogen grad sandsynligt, at der vil udbryde borgerkrig i USA, mens 43% ikke fandt det sandsynligt (1). Sandsynligheden for borgerkrig blev vurderet størst blandt adspurgte under 30 år, farvede og bosiddende i Midtvesten eller Sydstaterne.

Det noget opsigtsvækkende resultat af undersøgelsen, der blev gennemført online med 873 deltagere, skal givetvis ses i lyset af de voldsomme begivenheder kort tid forinden ved stormen på kongressen d. 6. januar, der kostede fem menneskeliv og over 100 sårede. Om undersøgelsen derfor er repræsentativ og giver et troværdigt, holdbart billede af amerikanernes syn på situationen, kan der stilles spørgsmålstegn ved; men også fra andre sider peges der på risikoen for en borgerkrig.

Professor i statsvidenskab ved University of California San Diego, Barbara F. Walter, der indgår i et rådgivende organ i CIA om lande på vej mod interne konflikter, har ud fra en række videnskabelige kriterier identificeret USA som værende et godt stykke på vejen hen imod en borgerkrig. Professoren har analyseret årsagerne til borgerkrigen i Jugoslavien og studeret ustabile, konfliktramte lande som Irak, Syrien og Sri Lanka, men har nu også sat fokus på sit eget land. Hun følger bekymret udviklingen og advarer i en ny bog How Civil Wars Start om faren for borgerkrig nummer to i USA. Udover stormen på kongressen peger hun blandt andet på forsøget på at kidnappe guvernøren for Michigan og en række voldelige optøjer især i Sydstaterne.

Også andre, heriblandt tidligere højtstående militærfolk, har i medierne givet udtryk for, at stormen på kongressen kan være forvarsel om en kommende borgerkrig i forbindelse med præsidentvalget i 2024.

Republikansk boykot af mindehøjtidelighed

Årsdagen for stormen på kongressen foregik dog ganske fredeligt og blev ignoreret af Donald Trump og hans tilhængere. En mindehøjtidelighed i kongresbygningen var stort set uden republikansk deltagelse – kun tre repræsentanter for partiet var mødt op. De to af dem var tidligere vicepræsident Dick Cheney og hans datter Liz Cheney, der tidligere havde en fremtrædende position i partiet, men er blevet degraderet på grund af sin kritiske holdning over for Trump. I et efterfølgende indlæg på Twitter erklærede Dick Cheney sig “dybt skuffet over, at mange medlemmer af mit parti ikke anerkender vigtigheden af angrebene 6. januar og den fortsatte trussel for vores nation”.

Joe Biden havde i sin tale ved højtideligheden lagt sidste forårs forsonende toner på hylden til fordel for en barsk kritik af Trump. “Vi må gøre det absolut klart, hvad der er sandt, og hvad der er løgn. En tidligere præsident i USA har skabt og spredt et net af løgne om valget i 2020”, lød det fra den nuværende præsident.

Den skarpe retorik bunder utvivlsomt i, at over to tredjedele af de republikanske vælgere ifølge undersøgelser stadig mener, at Trump blev frarøvet præsidentembedet via valgsvindel. Og med et for Bidens politiske projekt afgørende midtvejsvalg senere på året vil kampen om vælgerne skærpes - ikke mindst når Trump i løbet af foråret åbner sit eget sociale medie, der igen vil give ham mulighed for at tale til og opildne millionvis af støtter.

Øgede modsætninger

USA har altid været kontrasternes land; men modsætningerne er blevet skærpet i de senere år på mange felter. Den sociale og økonomiske ulighed er vokset, men også de værdipolitiske forskelle er blevet uddybet og meget mere markante, hvad end det drejer sig om kvinders ret til abort, retten til at bære våben, offentlig sygesikring eller indførelse af coronarestriktioner.

De politiske skillelinjer er også blevet trukket skarpere op, efter at fire unge, mere venstreorienterede kvinder er blevet valgt til Senatet for Demokraterne – ikke mindst Alexandria Ocasio-Cortez, der erklærer sig som demokratisk socialist. Hun er derfor oplagt hadeobjekt og skræmmebillede for Republikanerne og højrefløjen i øvrigt, selv om hendes mere vidtgående krav til bekæmpelse af social ulighed og indsats i forhold til klimaforandringer ikke støttes af flertallet af hendes partifæller.

Netop på klimaspørgsmålet er amerikanerne dybt splittede. Selv om de seneste års voldsomme naturkatastrofer har fået øjnene op hos flere - også nogle republikansk orienterede – om udfordringerne ved klimaforandringer, er der stadig stor uenighed om deres omfang, årsag og hvad der skal gøres. Frygten for arbejdsløshed skaber modstand over for klimapolitiske initiativer, der kan berøre olie- og mineindustri samt andre klimabelastende brancher, selv om grøn omstilling rummer potentialet for masser af job. Men sporene fra tab af tusindvis af job i forbindelse med udflytning af massevis af industrijob som led i globaliseringen skræmmer.

Nyliberalismens konsekvenser

Store dele af arbejderklassen oplever sig som ofre for en udvikling, der i virkeligheden skyldes de seneste årtiers nyliberalistiske kurs søsat af Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien. Siden da er befolkningerne på begge sider af Atlanten blevet fortalt, at globalisering var svaret på de krisetegn i form af lav vækst og øget arbejdsløshed, der slog igennem i 1970´erne.

Med Reagan og Thatcher som de praktiske iværksættere af økonomen Milton Friedmans teorier blev vælgerne lovet, at øget vækst og beskæftigelse ville vende tilbage ved indførelsen af fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital kombineret med fri konkurrence og deregulering, hvilket blev konceptet for både EU´s indre marked og for en række internationale frihandelsaftaler indgået mellem blandt andet USA, Canada og Mexico. Kortvarigt virkede medicinen, men den løb ind i vanskeligheder allerede i begyndelsen af det nye århundrede og ikke mindst fra finanskrisen i 2008.

I det begrænsede omfang den nyliberalistiske politik gav øget fremgang, kom det i stigende grad de i forvejen velstående og især de allerrigeste til gode. Der er ikke sket nogen omfordeling eller nedsivning af velstand til de dårligst stillede i samfundet. Tværtimod er uligheden målt ved Ginikoefficienten øget. I USA har globalisering og frihandel betydet, at store dele af industriproduktionen er rykket til Mexico og andre latinamerikanske lande eller til Kina.

Mange ofte vellønnede arbejdere har mistet jobbet og har i bedste fald fået et nyt, men langt lavere lønnet arbejde i servicebranchen. Tilbage står i industribyer som Detroit tomme fabrikker og forladte boliger som døde monumenter over en svunden tid. For de mange overflødiggjorte fabriksarbejdere ligger en usikker fremtid med afsavn og udfordringer for dem selv og deres børn. Fra en relativ tryg tilværelse kan de komme til - med en omskrivning af titlen på et Brecht-teaterstykke – at opleve USA´s frygt og elendighed. ​​ 

Demokratiske præsidenter som Clinton og Obama gjorde ikke op med nyliberalismen, men sejlede mestendels med på samme kurs. Mange industriarbejdere, der traditionelt har stemt på Demokraterne, følte sig derfor svigtet af Obama og overset af Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016 og stemte derfor på Trump, der fremstod som modstander af globalisering og med sloganet Make America Great Again lovede sikring af job. Om han levede op til det valgløfte, var der nok lidt forskellige opfattelser af. Nogle arbejdervælgere vendte tilbage til Demokraterne og sikrede Biden valget. Føler de sig svigtet af Biden, kan krydset ved næste præsidentvalg nemt gå hen og blive sat ved Trump igen, hvis han bliver modkandidaten.

En ny slags borgerkrig

Om Trump igen bliver præsidentkandidat, vides først om et par år; men umiddelbart taler meget for det i kraft af en stærk opbakning fra støtter i og uden for Det Republikanske Parti. Mere moderate kandidater vil kunne få svært ved at slå ham og vil måske holde sig tilbage af frygt både for en hadekampagne og chikane fra Trump og hans hird og for at forårsage intern borgerkrig i partiet.

Er en ny borgerkrig i USA så et realistisk scenarie? Det kan være svært at afgøre; men det vil i alt fald ikke blive på samme måde som borgerkrigen i 1860`erne mellem Nord- og sydstaterne. For som det påpeges i en vurdering fra den videnskabeligt baserede Brookings Institution, vil der ikke være tale om to blokke af stater over for hinanden med hver sit magtapparat med militær og politi til at udføre og facilitere en krig. Der vil snarere være tale om en konfrontation mellem land og by – være bonderøvenes oprør mod storbyeliten. Oprørerne vil bestå af flere hundrede bevæbnede private militser, der åbent taler om væbnet oprør og allerede i et vist omfang har stået bag væbnede angreb på blandt andet muslimske trossamfund og også deltog i stormen på kongressen, og derfor af FBI blev betegnet som en trussel mod USA (2).

Afgørende vil formodentlig være, om disse militser af forskellig højreekstremistisk tilsnit vil kunne samles i en enig front og vinde bredere opbakning blandt sympatisører til ikke nødvendigvis deltagelse i væbnet kamp, men moralsk og praktisk støtte - og om dele af militæret og politiet vil tilslutte sig kampen, så den ikke kun bliver af ren guerillakrigslignende karakter. ​​ 

Barbara F. Walter påpeger ligeledes, at en anden borgerkrig i USA ikke vil ligne den første i 1860´erne og ej heller hverken den russiske borgerkrig i 1920´erne eller den spanske borgerkrig i 1930´erne. Den vil i stedet begynde med sporadiske voldelige handlinger og terroraktioner og accelerere ved hjælp af de sociale medier. Borgerkrigen vil derfor komme snigende og bag på de fleste. Set i bakspejlet har den historiske udvikling da heller ikke bare været en forudsigelig, stille og rolig proces, men er ofte sket i spring.

Udviklingens uforudsigelighed

De færreste havde forudset Berlinmurens pludselige fald og Sovjetunionens hurtige sammenbrud. Nazisternes magtovertagelse i Tyskland kom også bag på mange, der havde opfattet Hitler og hans kumpaner som mere latterlige end farlige for demokratiet. De fleste havde heller ikke for alvor troet, at Trump ville vinde præsidentvalget i 2016, men opfattede ham mest som en utroværdig provokatør. Alligevel vandt han præsidentembedet og kan gøre det igen i 2024 – eller ikke gøre det.

For historien gentager sig sjældent på helt samme måde. Det overraskende er, at det ikke altid går som forventet og frygtet, selvopfyldende profetier går ikke altid i opfyldelse. Det kan ikke udelukkes, at Trump og en del af hans passionerede støtter taber pusten, at moderate kræfter blandt Republikanerne samler sig om et opgør med Trump, og at myndighederne får stækket de mest ekstreme militser gennem retsforfølgelse og fængsling, som det nu er sket med 30 militsmedlemmer efter stormen på Kongressen.

En mulighed kan også være, at forstærkede kontroverser med Kina og Rusland af Biden kan bruges til at skabe større nationalt sammenhold. Fremmaning af en ydre fjende er et godt gammelt trick til at neddæmpe interne konflikter, hvilket en på hjemmefronten presset Thatcher benyttede sig af ved udbruddet af Falklands-krigen.  ​​ ​​ ​​​​ 

Der kan med andre ord være flere udfaldsrum i forhold til den videre udvikling, hvor midtvejsvalgene i år kan give nogle indikationer. Selv om svaret på, hvad fremtiden vil bringe blæser i vinden, kan der ikke være tvivl om, at der politisk venter store udfordringer forude for Amerikas splittede stater.  ​​ ​​​​ 

Noter

1. Se (https://zogbyanalytics.com/news/997-the-zogby-poll-will-the-us-have-another-civil-war)

2.Se(https://www.brookings.edu/blog/fixgov/2021/09/16/is-the-us-headed-for-another-civil-war/)

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 

 

Om skribenten

Peter Raben

Peter Raben

Læs mere