Anmeldelse: Dagens ret er socialisme

Pelle Dragsted tager i sin nye bog Donald Trump og Bernie Sanders på ordet. De taler begge om en virkeliggjort socialisme i Norden. Den første bruger sin fordrejende historie til at fremmane et skræmmebillede. Den anden anvender sin udgave af fortællingen som et attraktivt forbillede til brug for et amerikansk ”systemskifte”. Hos Pelle Dragsted kommer nordisk socialisme til udtryk i form af en statsmagt, der intervenerer i markedsøkonomien for at afbøde nogle af dens ulemper, i form af offentlig eller fællesskabsejet infrastruktur, offentlige velfærdsinstitutioner og -ydelser. Men også gennem demokratiske virksomheder (primært andelsforetagender), almene boliger, nogle pensionskasser og selvejende fonde, hvor den største er ATP, samt statslige fonde som Vækstfonden.

Socialistiske produktionsmåder eksisterer således side om side med kapitalistiske i en foranderlig blandingsøkonomi, og socialister kan med fordel betragte de nordiske lande som ‘overgangssamfund’ – et begreb, dele af venstrefløjen i gamle dage anvendte om det, andre kaldte ”den socialistiske lejr”.

Hensigten med ‘nordisk socialisme’, både som begreb og bog, er at gøre socialisme til noget nærliggende og bekendt, frem for en fjern, urealistisk og – set med forfatterens øjne – ikke særlig attraktiv abstraktion med ultimativt fælleseje. Det er altså ikke statsejendom ned til tandbørsten, eller en planøkonomi uden spor af markedsmekanismer, der er målet.

Barren for at tale om og skabe socialisme skal ganske enkelt sænkes. Vi skal ikke sidde og vente på den store sociale og politiske omvæltning, hvor en ny verden som en smuk Fugl Phønix genopstår i asken fra det gamle nedbrændte samfund, og flyver op i himlen. Vi skal i stedet visionært, visions-nært og utålmodigt give os i kast med en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik. Dagens ret står allerede på socialisme.

Medrivende udspil

”Nordisk socialisme” er både velargumenteret og velskrevet, og er med mellemrum peppet op med erindringsglimt og hverdag. Den er alment tilgængelig: Tråde og sammenhænge trækkes flittigt op, så overblikket bevares. Meget er kendt stof for nogle, men alle bliver klogere på ukendte hjørner af historien og økonomiske kringelkroge. Pelle Dragsted er internationalt orienteret, teoretisk og historisk indsigtsfuld og dokumenterende.

Værket er ligefrem medrivende. Det giver optimisme i kampen for progressive og perspektivrige reformer. ”Nordisk socialisme” vil også vække til uenighed og debat. Den vil med garanti afføde mange kommentarer, og forny debatten om socialismen, og kan med fordel bruges i fx studiekredse over bogen med inputs fra kritiske kommentarer og indvendinger. Måske kunne bogen også bruges til, at SF eller Enhedslistens relevante udvalg hvert kvartal sætter et socialistisk reformforslag – på partiets, Folketingets og offentlighedens dagsorden?

“Tredjevejs-socialisme”

Bogen indledes med den angivne indkredsning af nordisk socialisme. Derefter følger en samfundsdiagnose, der fokuserer på magtelitens, eller oligarkiets udemokratiske magt over samfundet og klimakrisen som vor generations største udfordring. Efterfølgende kritiseres Socialdemokratiet for at have opgivet samfundsforandringen, og Pelles egen venstrefløj for at være uden tilstrækkeligt overbevisende ideer, der for alvor kunne sætte socialismen på dagsordenen. Det tilskrives en fastlåst kapitalismeopfattelse.

For nogle er konsekvensen af den fastlåste kapitalismeopfattelse, at overvindelsen af kapitalismen og dens stat udelukkende kan ske gennem en udenomsparlamentarisk magtovertagelse a la Den Russiske Revolution. Andre betoner samspillet mellem parlamentarisk kamp – altså at staten er en kampplads – og stærke sociale bevægelser. Dertil kommer positioner, hvor ikke alene staten, men også kapitalismen er en mere porøs størrelse. Her er der plads til mange nuancer.

En af nuancerne er forfatterens ”tredjevejssocialisme”. Han afviser et pludseligt revolutionært systemskifte, der ”f.eks med ét tager ejerskabet af banker og store virksomheder fra de nuværende ejere”. Det ville ifølge Dragsted ”med stor sandsynlighed føre til en kraftig økonomisk opbremsning og et sammenbrud af produktion og distribution. Det vil føre til en periode med økonomiske tilbageslag og faldende velstand og levestandarder for de fleste”, som en socialistisk regering næppe vil kunne overleve. Befolkningsflertallet vil vende sig imod den.” En socialistisk revolution vil altså være dømt til at mislykkes.

Det er svært at spå om fremtiden. Socialistisk politik hverken skal eller kan være andet end et øjebliksbillede, lænket til den aktuelle situation og dens problemer, eksempelvis klimaforandringerne og corona-pandemien. Det er i hovedsagen også Dragsteds valgte fundament.

Det er sjældent frugtbart, men hvis vi absolut skal bevæge os ud i en meget anderledes fremtidig situation, er det vel svært at forestille sig andet end sammenbrud af produktion, distribution og banksystem, nød og elendighed osv., som betingelsen for et revolutionært systemskifte, ikke et forholdsvis velfungerende samfund?

Systemskiftet Rusland i revolutionsåret 1917 mislykkedes i de fleste henseender, men havde en klar materiel baggrund, og var et resultat af, hvad der bredt kan defineres som klassekamp. Spørgsmålet er, om enhver socialistisk revolution er dømt til at mislykkes og altid vil havne i et diktatur? Historisk set har borgerlige revolutioner – startende med Den Franske Revolution i 1789 – det også med at mislykkes, men har dog hen ad vejen skabt en række stabile demokratier og retssamfund.

Pelle Dragsted kender til økonomiske kriser, kapitalistiske sammenbrud og klassekamp, men teorier om og refleksioner i den anledning er stort set fraværende i bogen, når vi ser bort fra klimakrisen og sammenbrud i de økologiske kredsløb og et rap til identitetspolitikken sidst i bogen. Grundlæggende forklaringer på de økonomiske kriser og klassekamp, der er andet og mere end lønkamp, synes ikke at være værd at beskæftige sig med som afsæt for socialistisk politik.

Systemkritikken i form af påpasseligheden over for statens magt er klart til stede. Når det handler om det økonomiske system, er systemkritikken i kraft af hans idémæssige position mindre markant. Til gengæld er det absolut ikke en gold systemkritik. Alternativerne bringes på banen.

Forfatteren afviser – også i kraft af sine betragtninger over sameksistensen af flere produktionsmåder – et brat systemskifte, og gør sig dermed til dét, nogle ville kalde reformist. Hans udgangspunkt for en socialistisk samfundsforandring er dels et opgør med ”de seneste 30 års nyliberale kolonisering af økonomien”, dels vores rødder i en mere gylden tid forud for de seneste årtiers tilbageslag for den nordiske socialisme. Udtryk som at ”give folkestyret magten tilbage” og ”flytte magten over økonomien tilbage til de nationale demokratier” anvendes adskillige steder.

Materielle interesser over for almenvellet

Vi bevæger os derfra ind i en reflekterende og nuanceret diskussion af reformstrategien for tilbageerobringer og nye landvindinger for en demokratisk socialisme baseret på pluralisme i ejerformer og en markeds- og planøkonomi, der kan supplere hinanden i reguleringen af de problemer, der er forbundet med de to systemer.

Øjnene er åbne for dilemmaer, bl.a. mellem dynamikken i at forfølge egne institutionsbundne, materielle interesser og det almene vel – den fælles samfundsinteresse. Samtidig er kløgten til afvejninger og at finde løsninger til stede, uden en naiv absolut tro på det gode i mennesket. Et godt eksempel er overvejelserne over forskellige former for medeje, traditionelt benævnt Økonomisk Demokrati (ØD).

10 konkrete reformforslag

De generelle betragtninger afsluttes med en præsentation af 10 konkrete og skarptskårne reformforslag til:
– En ekspansion af den demokratiske sektor (kooperativer/andelsforetagender)
– En moderne fondssocialisme
– Et nyt og demokratisk offentligt ejerskab af kritisk infrastruktur og velfærdsinstitutioner
– Et demokratisk tokammersystem i de store private selskaber, hvor det ene kammer er valgt af kapitalinvestorerne, altså aktionærerne, og det andet af arbejdskraftinvestorerne, altså de ansatte. Selskabets beslutninger skal være godkendt af begge kamre
– En demokratisering af finanssektor og investeringer
– Flere boliger og mere jord uden for markedet
– Data- og forskningsresultatsocialisme
– Nye offentlige goder fra gratis tandlæge til værkstedsbiblioteker m.m
– En demokratisk doughnut-økonomi, hvor der på nationalt plan planlægges efter doughnutens ydre rand: klodens bæreevne formuleret som bæredygtighedsmål og efter doughnutens indre rand i form af det socialt acceptable formuleret i form af lighedsmål. Mere demokrati bør også være en dimension, som ophavskvinden til doughnut-billedet Kate Raworth udelader og Dragsted glemmer i denne sammenhæng.
– Fuld beskæftigelse med jobgaranti

“Forfatteren afviser, også i kraft af sine betragtninger over sameksistensen af flere produktionsmåder, et brat systemskifte, og gør sig dermed til dét, nogle ville kalde reformist”

Bogens finale er en hverdagsagtig skildring af det reformerede samfund, dateret mandag 28. august 2042. Det ville have været både spændende og livgivende, hvis fremtidsscenariet foruden lidt lystsluppenhed (ikke at forveksle med løssluppenhed) havde inddraget de dilemmaer, modsætninger og konflikter, der er til stede på analyseplanet og i opfattelsen af historiske forandringer (s. 31). Uenighed er reduceret til de politiske partiers kævleri. ”Outro” smager for meget af utroværdig fredsommelighed og harmoni, altså sødsuppe. Hvem er kreativ og skriver en ny version af dette litterære blik ind i fremtiden?

Få hår i suppen

At en socialistisk politik er og må være lænket til den aktuelle situation, at den skal være noget bekendt og nærliggende, er en god rettesnor for udvikling af systemforandrende reformer i en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik. Det har Dragsted blik for.

Vi har f.eks. med bankskandaler og finanskrise oplevet en samfundsfarlig finanssektor. Den er sammen med udækkede grønne investeringsbehov grundlaget for nogle centrale reformforslag, der trækker på noget historisk eller eksisterende: både realkreditforenings- og sparekassetraditionen og reelle samfundsbanker som Vækstfonden.

Reformforslagene er kortfattede og findes mere udfoldet andetsteds – jeg vil nøjes med at nævne Enhedslistens økonomiske sekretariat på Christiansborgs interessante analyser og en række af Solidaritets udgivelser – men sådan må det være i en bog af den karakter. Reformkravene kan revitaliseres og justeres, når nye kriser og åbenlyse behov aktualiserer dem.

Det hverdagsagtigt fornuftige savner efter min smag i det mindste antydninger af en spraglet overbygning i form af vildere perspektiver som meget mere tid til hinanden og nedgørelse af det materielle forbrug til fordel for såvel naturen som omsorg, læring, kulturel udfoldelse og nydelse. Socialismen er i høj grad et middel til at indløse sådanne mål. Megen, men langt fra al lyst og kreativitet skal være bundet til og handle om at fremme den socialistiske produktionsmåde.

Når det er sagt, skal det ikke skjules, at anmelderen sympatiserer med tanken bag udgivelsen og er enig i mangt og meget. Men der er også uenigheder og steder, hvor Pelle Dragsted slipper mindre heldigt fra sit arbejde. Det handler overordnet set om forståelsen af markedskræfterne og den kapitalistiske produktionsmåde. Hår i suppen? Tja… De kan næppe undgå at sætte sit præg på dét, der serveres.

Barren for at tale om og skabe socialisme skal sænkes. Men venstrefløjen skal også være utroligt bevidst om de forhindringer og udfordringer, vi møder på vores socialistiske vej.

Markedet og kapitalismens natur

En af flere bandbuller mod, hvad Dragsted betegner som “den fastlåste kapitalismeopfattelse”, formuleres således: ”Opfattelsen af markedet som en cancercelle, der automatisk vil brede sig, er et eksempel på den type af besjælinger, som efter min mening er alt for almindelige på venstrefløjen, hvor kapitalismen eller markedet opfattes som en slags levende organisme med eget liv, agens og handlekraft. Kombineret med en pessimistisk indstilling til menneskets natur, der kræver, at vi bør afholdes fra kontakt med skadelige sociale magtrelationer, da vi ellers søvngængeragtigt vil blive drevet mod afgrunden af kapitalismens sirenesang”.

Denne fordømmelse er ingen enlig svale, men går igen flere steder. De besjæler værket, for at blive i bogens retorik. Med andre ord: Vi kan, hvad vi vil – individuelt, som gruppe eller samfund. Der er ingenting i samfundets måde at fungere på, ingenting i den kapitalistiske produktionsmåde, der binder os. Det er måske en for frisk udlægning, men den ligger snublende nær. Viljen er det afgørende, hvilket står i modsætning til en deterministisk opfattelse, hvor det er samfundsstrukturen – et økonomisk system i form af den kapitalistiske produktionsmåde – der bestemmer, hvordan den enkelte, grupper, befolkningsklasser og samfund er og handler.

For mig at se drejer det sig om et både og. Der eksisterer magtfulde samfundsstrukturer, som begrænser menneskets udfoldelse. Vi påvirkes af og indretter os på de økonomiske og mange andre forhold. Men den kapitalistiske produktionsmåde skaber samtidig både klassemodsætninger og kriser såvel økonomiske som økologiske, der fostrer vilje til klassekamp, til at handle og overvinde kapitalismens problemer. Vi er ikke vores skæbnes viljeløse ofre.

“Pelle Dragsteds socialistiske elementer er her som andre steder underlagt kapitalismen, men rummer nogle socialistiske perspektiver.”

Denne position er måske heller ikke fremmed for forfatteren. Især når det handler om klima, bliver Dragsted straks mere ”kapitallogisk” i sine betragtninger. Bandbullen blødes op, når han skriver: ”Akkumulation af kapital er selve motoren i den kapitalistiske produktionsmåde. … Når virksomheder skal investere i nye aktiviteter… tager de deres beslutninger med henblik på at sikre det højst mulige afkast. … Hvis en virksomhed ikke leverer samme afkast som sine konkurrenter, forsvinder investeringerne, aktiekurserne falder og i sidste ende går virksomheden fallit. … Denne vækst eller dø-logik kan ikke bare reguleres væk. Den er selve kernen i den kapitalistiske produktionsmåde”.

Ganske vist handler det ifølge forfatterens begrebsverden kun om privatejede virksomheder. Men essensen er den samme for de kooperative virksomheder, så længe de agerer på et marked. De må i konkurrence med andre skabe et overskud til finansiering af de nødvendige investeringer eller i det mindste sandsynliggøre overskuddet, hvis de skal låne sig til dem.

Det ved Dragsted jo godt, men indskrænker sig til formuleringer som, at demokratiske virksomheder er under pres, og at samfundet er som et økosystem bestående af løst forbundne dele. Pelle Dragsteds socialistiske elementer er her som andre steder underlagt kapitalismen, men rummer nogle socialistiske perspektiver. Vi kan i flæng nævne både ATP, Vækstfonden og det offentlige som skaberen af konkurrencestatens almene produktionsbetingelser.

For Dragsted er begrebet den kapitalistiske produktionsmåde som sagt reserveret den private ejerform. For traditionelle marxister er det betegnelsen for et økonomisk system, som de demokratiske virksomheder og andre socialistiske elementer ikke kan fungere løsrevet fra, og som mere eller mindre sætter sit præg på hele samfundet. Derfor er det relevant at tale om de økonomiske strukturer og systemer som en slags kapitalismens natur og en art levende organisme.

Markedet og markedskræfterne er en uadskillelig del af kapitalismen. De økonomiske kræfter og strukturer kan selvfølgelig ikke eksistere uafhængigt af mennesket. Alligevel kan de dominere og præge menneske og samfund i kraft af den type samfund, vi indgår i.

Når dette er sagt, så må vi naturligvis forestille os en skillelinje, hvor reguleringen af markedet, herunder arbejdsmarkedet, og demokratiseringen af de økonomiske beslutninger bliver så omfattende, at det ikke længere er relevant at omtale det økonomiske system som hverken en kapitalistisk produktionsmåde eller statskapitalisme, men som socialisme.

Markedet før kapitalen

Afsættet for den citerede bandbulle er Dragsteds skarpe skelnen mellem markedet og den sociale form, som markedet har i kapitalismen. Markedet gøres på den måde spiseligt, om end han også skriver om at inddæmme og begrænse markedet. Markedet er i hans øjne ikke en farlig cancercelle.

Det er rigtigt, at marked og markedskræfter har eksisteret længe før kapitalismen. Det nye ved kapitalismen, hvilket forfatteren også er inde på, er, at arbejdskraften kommer på markedet. At der etableres et kapitalmarked. At gaverelationer mellem mennesker svinder ind. At indhegningen af markedet i form af fx håndværkslav, forestillingen om retfærdige priser, eller middelalderens religiøse forbud mod at tage renter og meget mere er brudt ned.

Indhegningen af det førkapitalistiske marked kunne til tider være særdeles hårdhændet. Karl Marx gengiver i Kapitalen et stykke fra en italiensk abbeds skrift. Her fortælles om ”en yderst sindrig vævemaskine”, som konstrueres i Gdansk omkring 1580. Den kan på en og samme tid væve 4-6 stykker stof. Byrådet frygter markedskræfterne, og da ”denne opfindelse vil kunne bringe en mængde arbejdere til tiggerstaven, har man undertrykt den, og opfinderen blev hemmeligt kvalt og druknet”. Lignende hurtigvæve opfindes og spreder sig dog i 1600-tallet, og lige så hurtigt, som de kommer til verden, nedlægges der forbud. I 1685 bliver de forbudt i hele Tyskland, og en vævemaskine brændes offentligt i Hamborg.

Pelle Dragsted skildrer selv akkumulationstvang og vækst som en logisk konsekvens af markedskræfterne. Det er i det mindste en rimelig fortolkning af det citerede om motoren i den kapitalistiske produktionsmåde. Der er altså ikke et skarpt skel mellem markedet og dets sociale form i det kapitalistiske samfund. Markedet og dets kræfter er uanset deres sociale form farlige for samfundet, selv om jeg ikke er blind for ”markedsmekanismernes geniale evner til at koordinere produktion og distribution”, som Dragsted formulerer det. Opgaven er derfor at fokusere på skrappe krav til indhegning og regulering af markedskræfterne, så de ikke dominerer.

Blinde vinkler i de socialistiske reformforslag

De ti socialistiske reformforslag udvider demokratiet. De begrænser elitens oligarkiske magt over samfundet og hermed den økonomiske ulighed. Demokratiseringen åbner for andre mål end vækst, især økologisk bæredygtighed. Så langt så godt. Men de kritiserede måske ikke blinde, men så ”svagsynede” vinkler i forhold til økonomisk kriseteori, klassekamp og markedskræfter sætter også sit præg på udfoldelsen af reformforslagene. De bliver til hår i suppen.

Et par eksempler: Skabelsen af en moderne fondssocialisme, bl.a. lønmodtagerfonde, og et demokratisk tokammersystem i de store private selskaber fokuserer på en demokratisering i form af ansattes kollektive ejerskab til den enkelte virksomhed. Det er fint. Problemet er, at ansatte gøres mere interesserede i, afhængige af og ansvarlige for, at virksomheden klarer sig på markedet i konkurrencen med andre virksomheder og deres ansatte, altså klassefællerne.

”Medarbejderne” (et manipulerende udtryk for, at ansatte og ejere er i samme båd, som også anvendes i bogen) må nødvendigvis bringes ”i stand til at forstå og gennemskue virksomhedens drift og økonomi, så de kan udøve et aktivt og ansvarligt ejerskab.” (s. 297).

At medejerskab og del i udbyttet svækker klassekampen, især når ædetruget bliver temmelig tomt under de tilbagevendende kriser, er en rimelig antagelse, som Pelle Dragsted affærdiger med en flot bemærkning: ”Hele ideen med socialisme er jo at fjerne modsætningerne mellem kapitalejere og lønmodtagere…” (s. 209). Vi er tilbage i diskussionerne af samfundets økonomiske karakter: en løst sammenhængende blandingsøkonomi eller en kapitalistisk produktionsmåde baseret på konkurrence, akkumulationstvang og udbytning.

Generelt set er kooperativer, altså demokratiske virksomheder og deres ejere, underlagt markedet lige som enhver anden virksomhed. De er i deres optræden på markederne ikke pr. definition mere etiske og retfærdige end andre typer af virksomheder på trods af flere eksempler på, at de er det.

Det burde derfor være inddraget i de omtalte reformudspil, at forskellige former for demokratiseringer af ejerskab og på forskellig vis deling af virksomheders udbytte på ingen måde overflødiggør solidariske organisationer som fagbevægelsen og forbrugerbevægelsen samt almenvellet i form af staten. Muligvis endog tværtimod. Her savner jeg nogle klare krydshenvisninger til andre dele af værket (bl.a. s. 101).

En stærk og principfast fagbevægelse kan sikre, at medejendomsret og kooperativer, hvad enten de er medarbejderejede eller ej, i konkurrencen på markedet ikke underbyder hinanden på løn og arbejdsvilkår. I den forstand repræsenterer fagbevægelsens klassekamp almenvellet i indhegning af markedskræfterne.

Det er her centralt for venstrefløjen at værne om den danske arbejdsmarkedsmodel, bl.a. fordi den styrker fagbevægelsens position og magt i samfundet og således vores side i klassekampen, selvom mange af den faglige kamps resultater vedrørende løn og arbejdsvilkår stadig skal følges op af almenvellet i form af statens lovgivning.

Venstrefløjen skal i ethvert reformudspil også huske at være djævlens advokater. At demokratiske erhvervsvirksomheder skal ekspandere med hjælp fra skatteprivilegier og anden særbehandling forudsætter, at ”skatteborgerne” har tillid til, at markedsfordele ikke udnyttes til egen vinding. Almenvellets interesser skal sikres.

Det betyder, at der skal være lovmæssigt definerede grænser for medlemmer og ansattes goder f.eks. begrænsning på lønniveauer og frynsegoder, udbytter og afregningspriser. Det betyder endvidere, at erhvervsstyrelse og skattemyndighed skal have muskler til at kontrollere anvendelsen af de udelelige reserver, som er omfattet af skattefriheden. Det burde have været med i reformudspillet.

”Nordisk socialisme”: Et glimrende udgangspunkt for diskussion

Bogens stærke fokus på ejerskabets karakter synes at fjerne blikket fra den nære klassekamp fra neden. Om en ny selskabslov med et tokammersystem skriver Pelle Dragsted således: ”De beslutninger, der i dag træffes i de kapitalejede selskabers bestyrelser, vil dermed fremover skulle godkendes i de to kamre. Formen på den daglige drift i virksomheden vil ikke blive grundlæggende ændret og varetages stadig af en professionel direktion.”

Jeg anfægter den sidste sætnings løfte til det bestående. En vej til mere magt over dagligdagen og demokratisk indflydelse er ansattes ret til at udnævne eller godkende deres nærmeste leder, magten til at bestemme arbejdsgangene i det daglige arbejde o.lign. Enhedsliste-politikeren kunne her med fordel have trukket på Enhedslistens faglige program og det ”produktionspolitiske program”.

”Nordisk socialisme” er et godt udgangspunkt for at diskutere netop markedets og reformernes rolle, og jeg kan kun anbefale bogen på det varmeste.”

Det gode spørgsmål er, om denne vej skal være et alternativ til at reformere den økonomiske ejerform? Man når imidlertid ikke ret langt, f.eks. til magten over indførelse af ny teknologi, før vi står i en lignende situation som ved ændringer i det økonomiske ejerskab: Ansvaret for, om virksomheden kan klare sig på markedet, fordi man også her reelt forrykker ejerskabet til virksomheden. En forskel er dog, om man ved siden af sit job på forskellig vis har egne penge og sin formue i klemme.

Mange reformer byder på udfordringer. Men at holde fingrene fra landvindinger i forhold til ejendomsretten er vel ikke en socialist værdigt? De enkelte virksomheders ejere og ansattes (herunder fagbevægelsen) magt i forhold til markedet, skal ikke alene indhegnes og afbalanceres af statsmagten, men også forbrugernes – og i nogle sammenhænge brugernes – magt.

Flere almene boliger uden om markedet er et udmærket reforminitiativ. Fordelingen af ”bolig-varen” kan her ske efter andre kriterier end efterspørgerens økonomiske formåen på markedet. Offentligt eller almennyttig ejerskab til jorden under privatejede boliger, der sælges og købes på markedet, er sympatisk (s. 313). Det er her et problem at fastsætte den ubebyggede jords værdi og dermed jordlejen i ubebygget tilstand. Problemet vokser i takt med, at mere og mere jord tages ud af markedet.

Det er ikke let at spalte et gode i en markedsdel og en del, der står uden for markedet. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre. Er det en farbar vej for venstrefløjen, eller skal den alene nøjes med beskatningsvejen til at inddrage kapitalgevinster fra besiddelse af fast ejendom?

At værket således ægger til spørgsmål og kritik, at det puster til politisk uenighed og diskussion, gør det dog ikke til en ringere bog. Overordnet set handler diskussionen om forståelsen af markedskræfterne og den kapitalistiske produktionsmåde og det præg, forskellige opfattelser af marked og produktionsmåde sætter på udformningen af centrale reformer. ”Nordisk socialisme” er et godt udgangspunkt for at diskutere netop markedets og reformernes rolle, og jeg kan kun anbefale bogen på det varmeste.

---