Anmeldelse: Debatten om ‘nordisk socialisme’ er også en diskussion af selve socialismens natur

I bogen Kritik af Nordisk socialisme – en aftegning af den gradualistiske position finder vi en kritik af Pelle Dragsteds seneste bog. Den har en akademisk tilgang til stoffet, og afdækker på udmærket vis både Pelle Dragsteds position i forhold til forskellige antikapitalistiske og socialistiske retninger samt uklarheder og selvmodsigelser. Det gælder f.eks. i forståelsen af begrebet produktionsmåde (Pelle Dragsted reducerer oftest begrebet til et spørgsmål om beslutningstagning og styring af virksomheder og sektorer) og i forståelsen af forholdet mellem aktørers vilje og den kapitalistiske produktionsmådes (i Marx’ forstand) strukturelle magt, spidsformuleret i ”markedet trumfer alt”.

Skriftet ligger på det punkt i forlængelse af undertegnedes debatbog, der vel at mærke præsenterer forskellige modstridende synsvinkler: ”Er nordisk socialisme farbar vej – diskussion af Pelle Dragsteds ”nordisk socialisme”. Uklarheder og selvmodsigelser hos Pelle Dragsted er dog ikke det bærende i Hansen og Boschs modsvar. Det er forskelle i de to parters position. Men måske også muligheden for broer mellem positionerne?

Gradualistisk eller revolutionær position

Alternativet til Pelle Dragsteds position centreres om opfattelserne af kapitalisme, magt og socialisme. Forskelle i opfattelsen af staten er ét tværgående element. Et andet er gradualismen.

“En revolution eller et brud fremstår hos Hansen og Bosch som en engangsforestilling. Men kan forløbet være en perlerække?”

Gradualisme er betegnelsen for en gradvis, evolutionær udvikling i forskydning af magt og forandring af produktionsmåden fra kapitalistisk til socialistisk. Pelle Dragsted bryder sig ikke om det, men hans position minder umiskendeligt om en klassisk reformistisk vej. Hansen og Bosch stiller gradualisme over for revolution, altså en omvæltning i magtforhold og produktionsmåde. Revolution i form af et brud anses som nødvendig for realisering af socialisme, mener Hansen og Bosch.

En klassisk revolutionær position er nært forbundet med, at den revolutionære situation og muligheden for, at socialismen opstår som følge af en ultimativ katastrofe – altså en krise i form af et sammenbrud i det økonomiske system – men kan også være afledt af eller kombineret med en krig som i Rusland i 1917, en klimakatastrofe og meget andet.

Den såkaldte revisionist Eduard Bernstein advarer imod, at man binder sig til katastrofeteorien i talen om gennemførelsen af en socialistisk samfundsforandring, og anbefaler en gradvis reformvej i takt med magtforskydninger i arbejderklassens favør som følge af øget bevidsthed og klassekamp.

Han advarer ligeledes mod den revolutionære traditions enøjede fokus på nedrivningen af kapitalismen i stedet for at have blikket rettet mod opbygningen gennem en socialistisk reformpolitik. Hans budskab er at forene nedrivning og opbygning. Modsætningen ophæves, og er således noget andet end et kompromis.

En katastrofe kan føre til systemforandringen, men katastrofer kan også gradbøjes til kriser af forskelligt omfang og karakter, der giver mulighed for at afmontere dele eller aspekter af dagens kapitalisme og erstatte dem med skelsættende reformer med socialistiske perspektiver. De blev ikke realiseret med Finanskrisen i 2007-10. Det mindste, men ikke eneste vi kan gøre, er at forberede et socialistisk orienteret udspil til en samfundsnyttig finanssektor til næste gang, en mulighed åbner sig.

En revolution eller et brud fremstår hos Hansen og Bosch som en engangsforestilling. Men kan forløbet være en perlerække? Og revolutionen er vel blot den antydede perlerække og beskrevne evolution i højt tempo? Tempoet i processen, som på en eller anden måde allerede er begyndt jf. kim-forestillingen, som vi vender tilbage til, forholder ingen af parterne i diskussionen sig til. Konkretiseringer af tempoet vil da også blive rene skud i tågen. Og skud i tågen skal man undlade.

Langsigtede socialistiske perspektiver

Det er lige så uklogt at tænke bestemte faser ind i en revolution såvel som en evolution, selvom ændringer i produktionsmåde naturligt forudsætter ændringer i magtforhold. Hvordan ændringerne i magtforholdene konkret vil forløbe, er det vanskeligt at gisne om. Men det er i begge tilfælde klogt at skitsere reformpolitikker med et socialistisk sigte. Det er en del af Dragsteds bud. Det savnes hos Hansen og Bosch. Blokerer den revolutionære enøjethed?

Det er naturligvis rigtigt, som Enhedslisten fremfører i sit principprogram, at ”et fremtidigt socialistisk samfund hverken kan eller skal beskrives i detaljer, men skal udvikles og formes af de mennesker, som lever i det. For Enhedslisten er socialisme ikke en færdig opskrift på et samfund…”. Men meningen er nok ikke, at vi skal være uforberedte.

Historien er dynamisk. Begivenheder og forandringer vil løbende ændre forudsætninger og muligheder, sådan må det være. Strategi og politik er således altid noget, der ligner et øjebliksbillede af det, vi vil – herfra hvor vi står. Den umiddelbare ledetråd er at søge at slå bro mellem de kortsigtede afhjælpninger af kapitalismens mangeartede kriser: økologisk, økonomisk, socialt, mentalt…, der trænger sig på, og de langsigtede løsninger, der rummer et socialistisk perspektiv.

Den revolutionære position udelukker ifølge de to skribenter på ingen måde reformer. Pelle Dragsteds binære skildring af reform eller revolution regner de for en stråmand. Men reformernes status i forhold til revolutionen er ubeskrevet. Måske frygter de to kritikere, at reformarbejdet bliver overskygget af agitationen for en temmelig ukonkret revolution på trods af, at det er i kritikken af kapitalismen, at socialismen træder frem?

Hvad enten man forestiller sig en evolutionær eller revolutionær proces, så er det svært at få folk til at følge en vej uden nogen konkret forestilling om – hvordan man giver sig ud på den, og hvor den fører hen. Her har Pelle Dragsted en pointe, selvom han ikke selv når i mål med de 10 reformer, han opridser i sin bog.

Socialisme er i Pelle Dragsteds version i al væsentlighed reduceret til og gjort identisk med en økonomisk demokratisering, hvor man i form af enhver ansat, forbruger, leverandør, borger eller deres politiske repræsentanter, hver har én stemme. Man stemmer efter hoveder og ikke høveder. Det handler om driften af både virksomheder og den offentlige sektor. Pelle Dragsteds position er således, at socialismen ikke er dominerende, men er til stede i vort samfund og konkurrerer med den kapitalistiske produktionsmåde.

At fremmane socialistiske øer i et kapitalistisk præget Danmark er efter min smag at rutte lidt for meget med socialismebegrebet, selvom socialisme er uløseligt forbundet med demokrati og demokratiets fuldbyrdelse. Men foruden noget, der nærmer sig socialistiske øer, taler Pelle Dragsted også om erosion af kapitalismen og inddrager her begrebet funktionssocialisme.

Kim til socialisme

Pelle Dragsted erstatter nogle steder realiseret socialisme med kim til socialisme. En udfoldet kim-til-socialisme tankegang bliver mere interessant.

Et kim til socialisme er efter min opfattelse f.eks. gennemførelsen af funktionssocialistiske reformer, hvor almenvellet på demokratisk vis i form af lovgivningen indskrænker den frie udfoldelse, som ejeren direkte eller indirekte har i forhold til sin private ejendom. Det handler om planlovgivning, arbejdsmiljølovgivning, CO_2-afgiftregulering og meget andet.

Funktionssocialisme kan set med mine øjne også handle om arbejdspladsernes ansattes ”nedefra” tilkæmpede og til tider nedfældede rettigheder i forhold til ansættelser og fyringer, indflydelse på arbejdsgange, ny teknologi osv.

Hansen og Bosch griber kim-billedet, som de kalder en af de vigtigste elementer i ”Nordisk Socialisme”. Der eksisterer tendenser til nye produktionsmåder i den eksisterende og kim til socialisme. Muligvis opererer de ligefrem med en uafklaret særlig overgangsproduktionsmåde?

Jeg mener som sagt ikke, at vi skal i gang med at faseopdele hverken den ene eller anden type overgang til socialisme og med dette konkretisere en særlig overgangsproduktionsmåde, for ikke at ”besmitte” socialisme-begrebet. Men fred være med det, hvis det er her uenigheden ligger? – Det kan man så være usikker på, for et enkelt sted distancerer de to forfattere sig fra kim-billedet med, at det er deres forsøg på ”at lege med på” den gradualistiske tankegang, som de forkaster.

Ét er sikkert: Et kim er ikke planten i form af socialisme. Socialisme er noget, kimene forvandler sig til gennem den nødvendige revolution. De reducerer Pelle Dragsteds position til at være en kvantitativ forøgelse af de demokratiske øer – frem for en kvalitativ forandring til noget helt andet. Det nærmeste, vi kommer den kvalitative forandring hos de to forfattere, er et radikalt demokrati.

Kim til socialisme udgøres ifølge Hansen & Bosch af de mest avancerede dele af kapitalismen. Som kim opfattes ansatte i velfærdsstaten, der selvstændigt arbejder med mennesker ud fra deres behov, altså ikke i overensstemmelse med velfærdsinstitutionernes funktion i kapitalismen.

Andetsteds tenderer velfærdsstaten i sig selv til at være et kim, endog ligefrem et skridt mod socialismen, og ses som et resultat af arbejderklassens kamp. Foruden skolebestyrelser nævnes også organiseringer i civilsamfundet, som socialistiske kim.

Det gode spørgsmål er, om velfærdsstat og civilsamfund i virkeligheden rummer de mest avancerede dele af kapitalismen? Det er for mig at se uomgængeligt, at begrebet kim til socialisme i al fald også må udfoldes i noget, der har med produktionen at gøre. Har Pelle Dragsted i virkeligheden gode kim-pointer i sine beskrevne 10 reformforslag, der går i kødet på ledelse og finansiering af produktionen? Hvor står de to forfattere i forhold til Pelle Dragsteds reformforslag?

Visionen om den visnende stat

Socialisme er ifølge Hansen og Bosch bl.a. kendetegnet ved statens bortdøen, forstået som afløst af organiseringer, som ”drives direkte af de mennesker, som arbejder, lever og leger i de områder, staten (i form af den offentlige sektor, PB) før organiserede”.

Det er en fin vision, men hvordan forestiller man sig den realiseret, for det smager unægtelig af, at alt kan skabes og drives af ”basisdemokratiske fællesskaber”, der ikke må vokse sig for store for ikke at degenerere. Men hvorledes koordinerer og udvikler man et helt samfund og en verden, hvor alle ”på gulvet” deltager?

Visionen om, at staten visner væk, må formuleres inden for et mere realiserbart demokrati af god kvalitet, der bl.a. koordinerer og træffer beslutninger på forskellige niveauer fra det meget lokale over det nationale til det globale, og som forener forskellige interessenter som arbejdende, brugere, forbrugere og almenvellet i form af borgerne, der ikke er i direkte berøring med området. Det handler f.eks. om at sikre den læring, den opvoksende generation har brug for. Den kan ikke blot overlades til de ansatte.

Ideen om den visnende stat må gradbøjes bl.a. med udgangspunkt i nogle af de karakteristika, Hansen og Bosch tilskriver arbejderstaten, som ”enhver køkkenpige” vel at mærke ikke vil kunne drive – underforstået på grund af manglende faglighed. Det handler om rotation især på valgte såvel som ledende administrative poster, udligning af lønforskelle og demokratiske afskedigelser.

Frigørende socialistiske gradbøjninger af kapitalismen

Hos Hansen og Bosch identificeres socialisme ikke med en fuldendelse af demokratiet, men en almen frigørelse. Den sker gennem afskaffelsen af staten, altså en institution over og over for borgeren, der er udstyret med ret og magt til at gribe ind i samfundet.

Den almene frigørelse rummer også frihed fra udbytning og frigørelse fra lønarbejdet. Det kræver Pelle Dragsteds demokrati ikke, men et radikalt demokrati. Men hvad er forskellen? Man kan efter min opfattelse nærme sig problemet ved i første omgang jordnært at skildre principperne for et demokrati af god kvalitet, der rækker ud over mindre enheders basisdemokrati.

Frigørelse fra udbytning og lønarbejde betyder for mig at se endvidere, at en kreds af arbejdere, alle arbejdere i fællesskab eller/og samfundet i form af borgerne (hvor flertallet tilhører arbejderklassen) reelt har magten over værdien af deres fulde arbejde. Dette er inklusiv det overskud, der går til investeringer og fælles goder. Produktionen af merværdi, som andre tilegner sig, er forsvundet. Kapitalejerne og deres magt er ude af billedet.

Afskaffelse af ejendom overhovedet er Hansen og Boschs mål. Muligvis er det identisk med det fuldstændige fælleseje? På den anden side er det nødvendigt at differentiere det fælles ejede i formuleringen af demokratiske strukturer omkring det fælles på lokalt, nationalt og globalt niveau.

Afskaffelsen af lønarbejdet indebærer en afskaffelse af arbejdsmarkedet, hvor udbyderne af arbejdskraft, altså lønarbejderne, konkurrerer om at sælge deres arbejdskraft til de såkaldte arbejdsgivere. Afskaffelsen af enhver form for arbejdsmarked stiller spørgsmålet: Hvordan sikrer vi allokeringen af arbejdskræfter til at skabe det, der opfylder vore individuelle og i fællesskab definerede materielle og ikke materielle behov?

I det omfang de, der skaber merværdien – baseret på arbejdspladsdemokrati, medeje eller det politiske demokrati – har indflydelse på anvendelse af merværdien, bliver udbytningen mindre absolut og må gradbøjes. Det samme gælder begrebet lønarbejde.

I det omfang andres arbejde primært i den offentlige sektor er en betingelse for skabelsen af værdierne i samfundet eller er af værdi for samfundet, er det vel rimeligt, at de har indflydelse på merværdiens anvendelse – og for os som tilhængere af skabelsen af en altfavnende solidaritet, borgerne i almindelighed.

De omtalte typer af demokratisk indflydelse på anvendelse af merværdien er indskrænkning af fremmede kapitalejeres magt og dermed en begrænsning i eller socialistisk gradbøjning af deres tilegnelse af merværdi.

Samarbejde stækker kapitalen

Et er hel eller delvis frihed fra udbytning og lønarbejde, noget andet er frigørelse fra kapitalakkumulationstvangen. Det sidste bliver stedmoderligt behandlet hos både Hansen og Bosch og Pelle Dragsted.

“Afskaffelsen af enhver form for arbejdsmarked stiller spørgsmålet: Hvordan sikrer vi allokeringen af arbejdskræfter til at skabe det, der opfylder vore individuelle og i fællesskab definerede materielle og ikke materielle behov?”

Det frie valg inden for demokratiske ejerformer kommer fra første færd i konflikt med akkumulationstvangen formidlet af ønsket om ikke at bukke under i konkurrencen med andre.

Konkurrencen kan stækkes med forskellige typer af samarbejdsrelationer. Her kan basisdemokratier og deres overbygning f.eks. i form af rådsstrukturer sættes i spil.

Ved at stække konkurrencen, der ikke alene drives af ønsket om den højst mulige profit, men også af at overleve på et marked, dæmpes akkumulationstvangen. Også den kan gradbøjes. I det omfang kapitalakkumulationstvangen gradbøjes kan den mere reelt erstattes demokratiske beslutninger som drivkraft i økonomien.

Systemgennembrydende reformer med et socialistisk perspektiv

At vi tillader os at gradbøje stat, merværdi, udbytning, lønarbejde og kapitalakkumulationstvang er en betingelse for at kunne tale om en reformpolitik med et socialistisk perspektiv. Hvordan, vi nærmere forstår en socialistisk gradbøjningen af kapitalismen og får formuleret nogle centrale reformforslag og placeret dem i en større helhed, er et arbejde, der ikke helt, men i vidt omfang ligger foran os. Spørgsmålet er, om dette er en vej i den videre diskussion af en virkeliggørelse af socialismen og en overvindelse af de forskellige positioner, der er markeret i debatten?

Udmærkede reformer kan afhjælpe kapitalismens mangeartede kriser og problemer. De antager en systemgennembrydende, altså antikapitalistisk karakter og har et socialistisk perspektiv, når de flytter magt og beføjelser fra kapitalejere til lønarbejdere, borgere i forskellige roller og almenvellet. Udviklingen af basisdemokratier og deres overbygning f.eks. i form af rådsstrukturer står centralt i realiseringen af dette. Reformer med et socialistisk perspektiv rummer endvidere en afkobling af den kapitalistiske vækstmaskine båret af kapitalakkumulationstvangen.

---