12 min. læsetid

Judith Butlers nyklassiker om sprogets sårende kraft – og modstandskraft – er et vigtigt bidrag til den racismedebat, der omsider er brudt frem herhjemme. Timingen for den danske oversættelse af Judith Butlers Ordenes vold kunne ikke være bedre. Laura Luise Schultz uddyber her.


Af Laura Luise Schultz

Selvom den engelske udgave (Excitable Speech) er helt tilbage fra 1997, er den fortsat et af de mest nuancerede indlæg i debatten om hadtale og ytringsfrihed. Den kommer på dansk, netop som racismedebatten omsider er blevet uomgængelig herhjemme. Forhåbentlig kan bogen være med til at kvalificere debatten. For Ordenes vold tilbyder et kritisk bud på, hvordan man kan vende hadtale til modstand mod racistiske og sexistiske strukturer.

Judith Butler: Ordenes vold, Forlaget Klim 2020 Oversat af Peter Borum. 280 sider, 299 kr.

Performativer – Sproget og kroppen

Udgangspunktet for Butlers analyse af sproglig vold er hendes queerpolitiske kritik af køn og seksualitet i bøger som Kønsballade (da. 2010) og Kroppe af betydning (da. 2021). Her afdækker hun, hvordan vores kønsidentitet er performativt konstrueret gennem sociale diskurser, der regulerer samfundets normer for adfærd.

Performativer er ytringer, der samtidig er handlinger. Fx bliver et løfte til, ved at man udtaler ordene ’jeg lover.’ På samme måde bliver også kønnet bestemt af, om man bliver defineret som en pige eller dreng: I det øjeblik, jordemoderen siger ’det blev en pige…’ starter et fintmasket net af sociale reguleringer, der kommer til at definere, hvordan dette barn får mulighed for at bevæge sig gennem verden, hvordan det kan bruge sin krop, hvilke sociale og økonomiske muligheder det får, osv.

” Hele Butlers forfatterskab handler om, hvordan sociale og sproglige strukturer former og begrænser vores kroppe og materielle livsmuligheder. Derfor er hun optaget af, hvorfor voldelige ytringer kan ramme lige så brutalt som et fysisk overfald.”

Samtidig er det først, når barnet træder ind i sproget og underordner sig de sociale normer, at det kan blive genkendt som et subjekt og medlem af samfundet, der passer ind i de samfundsmæssige kategorier som fx kvinde eller mand. Den normative, diskursive struktur, der definerer og begrænser subjektets livsmuligheder, sikrer altså samtidig dets muligheder for at overleve som samfundsindivid.

Ord der sårer og kvæster

Hele Butlers forfatterskab handler om, hvordan sociale og sproglige strukturer former og begrænser vores kroppe og materielle livsmuligheder. Derfor er hun optaget af, hvorfor voldelige ytringer kan ramme lige så brutalt som et fysisk overfald.

Judith Butler (1956-) er professor ved UC Berkely. Hun er en af vor tids mest indflydelsesrige post-strukturalistiske filosoffer, og er en markant skikkelse i udviklingen af kønsteori og queer-teori. Billede fra wikimedia.commons.org

+

Ofte rummer hadtalen et element af trussel i sig. Når Rasmus Paludan brænder koraner af i kvarterer med mange muslimske beboere, er det et signal om, at han ønsker at fordrive muslimske medborgere. Men hadtalen virker også ekskluderende ved at forvise modtageren til en underordnet position og dermed indskrænke vedkommendes ret til at deltage i det menneskelige fællesskab.  Fordi vi bliver til som sociale individer gennem det sproglige fællesskab, truer hadtalen selve vores overlevelse. Det er derfor, udskamning og ydmygelse kan være lige så ødelæggende som fysisk vold. Det er også derfor, vi ofte klynger os til en undertrykkende identitet, fordi den ”som minimum tilbyder os en eller anden form for social og diskursiv eksistens.” (s. 61).

Fra skade til modstand

De sociale normer og diskurser hviler på deres egen gentagelse: Hvert individ er tvunget til at leve op til normerne i sit eget liv for at blive anerkendt som fx en rigtig kvinde eller mand. Men lige præcis her åbner der sig et handlerum, fordi der er mulighed for at fejlcitere disse normer, fx ved at queere dem: Ved at blande kønnenes karakteristika på nye måder er det muligt at forskyde og udvide rammerne for, hvad der er acceptabel adfærd for henholdsvis kvinder og mænd – og i sidste ende skabe mulighed for, at man ikke behøver at definere sig entydigt inden for en af disse to kategorier.

Der går en lige linje fra dette kønspolitiske udgangspunkt til Butlers analyse af verbal vold i krydsfeltet mellem hadtale og ytringsfrihed, som den kommer til udtryk i retssager og debatter om bl.a. abort, kunst, pornografi, homoseksualitet og politisk aktivisme. Butler er betænkelig over for juridiske indskrænkninger i ytringsfriheden som svar på racistisk og sexistisk sprogbrug, fordi en sådan lovgivning ofte ender med at ramme de undertrykte grupper selv. I stedet vil hun undersøge, hvordan man kan udnytte den performative mulighed for at fejlcitere og forskyde den hadefulde tale, så den i stedet for at såre modtageren kan mobilisere til modstand.

Sårbarhedens styrke

”Butlers tilgang til ordenes vold bygger på et opgør med forestillingen om det stærke subjekt, der har fuld magt over sine ord og handlinger. Tværtimod involverer selve det at være til en grundlæggende sårbarhed. Allerede inden vi selv får sproget, bliver vi defineret af andre og sociale normer – med den sårbarhed og risiko for undertrykkelse og diskrimination, som det indebærer.”

Butlers tilgang til ordenes vold baserer sig på et opgør med forestillingen om det stærke subjekt, der har fuld magt over sine ord og handlinger. Tværtimod involverer selve det at være til en grundlæggende sårbarhed. Allerede inden vi selv får adgang til sproget, bliver vi defineret af andre og af sociale normer – med den sårbarhed og risiko for undertrykkelse og diskrimination, som det indebærer. Denne grundlæggende sårbarhed kan ikke overvindes – men den kan vendes til modstand.

Når demonstranter går på gaden og protesterer mod uretfærdighed, udsætter de sig selv for risikoen for vold fra politiet og statsmagten. De overvinder ikke deres sårbarhed – tværtimod så øger de den – men de omsætter den samtidig til handlekraft. Butlers pointe er, at vi heller ikke kan beskytte os mod ordenes sårende kraft. Tværtimod er det på godt og ondt vores sårbarhed, der motiverer os til at handle. Sårbarhed og modstandskraft er bundet sammen af performativitetens paradoksale dobbelthed, nemlig at vi både udsættes for andres talehandlinger og samtidig selv udfører talehandlinger – og dermed besidder muligheden for at gå op imod de ytringer, vi bliver udsat for.

Jura eller politik? Hævnporno som eksempel

I en tid, hvor højre-ekstremister målrettet chikanerer bestemte borgere og hænger dem ud i medierne, forekommer det helt nødvendigt, at borgerne er juridisk sikret mod de værste overgreb. Ikke desto mindre har Butler en række velbegrundede forbehold mod at gøre modstanden mod hadtale (fra fx Martin Henriksen eller Rasmus Paludan) til et spørgsmål om lovgivning.

Butler analyserer en række eksempler på, hvordan domstolenes retskendelser forskyder beskyttelsen fra den sårede til krænkeren, fordi retsvæsenet grundlæggende bekræfter staten og de herskende magtstrukturer. Det er et stort problem, at for at kunne retsforfølge et overgreb, må det nødvendigvis genfortælles og dermed gentages. Vi genkender mekanismen fra voldtægtssager, hvor mødet med politi og retsvæsen nærmest kan være mere traumatiserende end selve overgrebet. Derfor må det handle om, at gentagelsen tager en form, der fremtvinger en forandring. Og det er ifølge Butler vanskeligere at gøre under en retssag end gennem politisk aktivisme.

Et dansk eksempel på aktivistisk modstand og omdirigering af hadtalen kunne fx være Emma Holtens projekt Samtykke, hvor hun gik op imod hævnpornoens tingsliggørelse ved at gøre sig selv til subjekt for fremstillingen af sin egen krop. Holtens enorme personlige indsats har været med til at rykke politiets, domstolenes og offentlighedens opfattelse af hævnporno og ikke mindst ofrene for den. På den måde demonstrerer Holtens eksempel faktisk et samspil mellem aktivisme og øget retssikkerhed.

Emma Holten er et dansk eksempel på at det at subjektivisere sig selv i en aktivisme, kan gøre en stor forskel til det bedre. Emma Holten har i den grad været med til at ændre på billedet af hævnporno, som noget der ikke kun er relevant ift. jura eller med fokus på gerningsmanden. Billede fra flickr.com

Hermed er vi fremme ved Butlers påpegning af risikoen for at miste den strukturelle racisme og sexisme af syne, når vi går efter at dømme enkeltindivider. Frem for at tilskrive den enkelte afsender magten til at såre, må vi forstå, at selve den diskriminerende diskurs går forud for den enkeltes hadtale. Derfor er ligestilling ifølge Butler en politisk kamp, der ikke kan løses gennem jura.

Når Holtens kritiske modtræk mod hævnporno har haft så stor gennemslagskraft, er det netop, fordi hun har formået at forbinde sin egen erfaring med en blotlægning af den strukturelle sexisme, der overhovedet muliggør et fænomen som hævnporno, gentages i retsvæsenets håndtering af overgrebene.

De sårende udtryk skal afcensureres, for at vi kan ændre dem

For at åbne sproget mod det som endnu ikke er muligt at forestille sig, må vi begå en form for ”krænkelse” eller overskridelse af de sproglige normer og grænser. Kun på grænsen til det usigelige og utænkelige kan vi forny sproget og legitimere nye måder at leve, tale og tænke på. Det er nødvendigt at insistere på denne ret til at queere sproget – frem for at indskrænke den. Censuren eller bandlysningen af bestemte sårende udtryk risikerer at blokere muligheden for at bearbejde og reformulere deres traumatiske betydningsindhold.

Det gælder ikke mindst for kunstneriske udtryk. Butler påpeger, at i kunsten kan et krænkende udtryk bringes i en kritisk eller historisk eller på anden måde reflekteret sammenhæng: ”Dette skal ikke betyde, at ordet mister sin sårende magt, men at vi gives ordet på en sådan måde, at vi kan begynde at stille spørgsmålet: Hvordan bliver et ord til den sårende magts sted?” (s. 148). Butlers eksempel er bl.a. den ”aggressive tilbagevinding af den sårgørende tale” hos rapperen Ice T, hvor de voldelige ord stadig er traumatiske – men samtidig bliver vist frem og dermed åbnet for kritisk refleksion og fornyet brug. Det at vi må ophæve censuren for at ændre udtrykkenes sårende effekt, er en væsentlig pointe hos Butler.

En vigtig bog

”I den aktuelle danske virkelighed når forfølgelsen af især asylansøgere og muslimer nye højder i disse år, og her forekommer det nødvendigt at gribe til bl.a. racismeparagraffen. Butler minder os om, at den mere gennemgribende kamp mod sproglig vold må tages gennem politisk og kulturel modstand – ved at vende hadtalen om til et modsprog, der kan ændre selve præmisserne for samtalen.”

Butlers bog er fra 1997 og skrevet ind i en amerikansk sammenhæng. I den aktuelle danske virkelighed når forfølgelsen af især asylansøgere og muslimer nye højder i disse år, og her forekommer det nødvendigt at gribe til bl.a. racismeparagraffen. Butler minder os om, at den mere gennemgribende kamp mod sproglig vold må tages gennem politisk og kulturel modstand – ved at vende hadtalen om til et modsprog, der kan ændre selve præmisserne for samtalen.

Bogen er ikke specielt let at læse, men den giver en grundig forståelse af, hvordan sprog og magt cirkulerer i samfundet. Carsten Stage giver en kort indføring i Butlers filosofi, og Peter Borums oversættelse er smuk og lydhør. Som bonus indeholder bogen et essay fra 2016 – ”At gentænke sårbarhed og modstand” – der sætter bogens tanker i relation til de folkelige protester, som har præget det seneste årtis globale politik, og til Butlers aktuelle refleksioner over mulighederne i den ikkevoldelige, politiske kamp. Ordenes vold lover godt for Forlaget Klims kommende udgivelser af Butlers hovedværk Betydningsfulde kroppe (Bodies that matter, 1993) samt hende nye bog Ikkevoldens styrke (The Force of Nonviolence, 2020).


Laura Luise Schultz forsker og underviser i Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder både med aktuelle og aktivistiske former for kunst og teater. Hun ser kunst og kulturliv som vigtige steder at forsvare de demokratiske principper, og at levere modtræk til tidens forsøg på værdipolitisk styring af kulturområdet.