Anmeldelse: Kapitalens Europa

​​ 

Af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion

Med titlen ”Kapitalens Europa – lobbyisterne, konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud” fører Kenneth Haar læseren gennem mange af EUs uigennemskuelige og bureaukratiske kringelkroge. Kringelkroge som almindelige mennesker opgiver at finde rundt i, men som er et paradis for lobbyister. Ingen kender det nøjagtige antal, men det vurderes, at der i dag er mellem 25-30.000 lobbyister i Bruxelles omkring EU-kommissionen og parlamentet (s. 8). Alene antallet af lobbyister siger lidt om, hvilke enorme summer der bruges for at få indflydelse på lovgivningen.

​​ 

Kenneth Haar ved, hvad han taler om. Siden 2008 har han arbejdet som forsker for Corporate Europe Observatory (CEO), en lobbyvagthund med hovedsæde i Bruxelles. Utallige er de rapporter, som han og hans kolleger i CEO har skrevet om lobbyisternes skjulte, men afgørende indflydelse på lovgivningen i og fra EU.

Blandt lobbyisterne er nogle mere værdsatte end andre. Sådan ca. en gang om året mødes den tyske kansler, den franske præsident og kommissionsformanden med det europæiske erhvervslivs absolutte topledere samlet i European Roundtable for Industry (ERT). Her er det ikke småfnidder om, hvorvidt dette eller hint stof burde forbydes. Det er de store linjer eller EU’s strategiske udviklingsvej, der diskuteres og fastlægges på disse møder. Det kunne så være fair nok, såfremt det var udtryk for kommissionens ønske om at få en bredere orientering om de samfundsmæssige udfordringer belyst fra forskellige vinkler. Sådan forholder det sig bare ikke. Kansler, præsident og kommissionsformand har ikke lignende møder med folkelige organisationer som den europæiske faglige sammenslutning ETUC, forbrugerorganisationen eller internationale miljøorganisationer. Det er alene toppen af det europæiske erhvervsliv, der har denne privilegerede adgang til den politiske ledelse i EU. For som en embedsmand i apparatet engang fortalte til Kenneth Haar: Han måtte jo forstå, at de netop var sat i verden for at sikre, at virksomheder har optimale betingelser i EU” (s. 12).

Eurokrisen er et illustrativt eksempel på, hvorledes EU i det stille tildeles eller tiltager sig magt på borgernes bekostning. På et topmøde i juni 2010 blev det europæiske semester vedtaget, og kommissionsformand José Manuel Barrosos kommentar hertil var: ”Det, som foregår, er en stille revolution, en revolution der handler om økonomisk styring … de (Euro-landene) har accepteret at give EU-institutionerne en meget stor magt, hvad angår overvågning og en meget strengere kontrol af de offentlige udgifter” (s. 86). Som om dette ikke var tilstrækkeligt, skulle Euro-landene underlægge sig en disciplin, der ikke kunne ændres af nogen regering, som centralbankchef Mario Draghi så diplomatisk udtrykte det. Det skete med Finanspagten, hvis krav i dansk sammenhæng blev indført med Budgetloven fra 2012. Hvor mange gange landene er blevet bedt om at hæve pensionsalderen, skride ind mod en for positiv lønudvikling eller sænke overførselsindkomsterne skal tælles i mange hundreder. Hvad der ved Danmarks indtræden i EF i 1972 var et fælles marked, er nu i stadig stigende grad blev til noget, der minder om en fælles konkurrencestat. Kommissionens magt handler ikke kun længere om, at den alene har ret til at fremsætte lovforslag, den handler i lige så høj grad om, hvorledes den kan gribe ind i de enkelte landes beslutninger om den økonomiske politik - og oftere og oftere også på andre politikområder som beskæftigelse og socialpolitikken.

Magten forskydes i det skjulte fra medlemslandene til EU

Noget af det mest bekymrende, er den stigende men skjulte magtforskydning fra medlemslandene til EU. Grundlæggende findes der to måder at lovgive på – direktiver og forordninger. Direktiver skal gennemføres via national lovgivning og giver derfor rum for fortolkninger og mulighed for tilpasninger. Herover for står forordninger, som efter vedtagelse er umiddelbart gældende i alle landene - og således ikke giver plads til nationale tilpasninger. Kenneth Haar skriver, at i 2012 var der 1.525 direktiver og 1.347 forordninger i kraft. Bare 8 år senere var der 1.027 direktiver - men ikke mindre end 5.409 forordninger (s. 36). En dramatisk stigning i antallet af direkte lovgivning.

​​ 

En af bogens stærke sider er, at den er meget konkret. Der bruges ikke plads på at opkaste teorier om imperialismen, i stedet vises konkrete eksempler på, hvorledes magtmisbrug til fremme af EU-koncernerne og konkurrencestaten er fokuspunkt frem for menneskelighed og social retfærdighed.

Et eksempel herpå er EUs totale opbakning bag medicinalindustrien under Corona- epidemien. EU blev den globale forsvarer for intellektuel ejendomsret, så medicinalindustrien virkelig kunne tjene milliarder på udviklingen af vacciner. Ja, i det hele taget medicin. Det betød for det første, at EU hellere ville bortgive nogle millioner Corona- vacciner frem for at tillade produktion rundt i verden til en væsentlig lavere pris. Og det betyder for det andet, at borgere i EU betaler dyrt for medicin.

Et andet eksempel er hvorledes kampen mod techgiganterne handler mindre om deres dominans på verdensmarkedet, men mere om deres forretningsmodel, der ikke giver megen plads for udviklingen af europæiske techvirksomheder.

​​ 

Et tredje eksempel er de særdomstole, kaldet ISDS, som skal sikre virksomhedsinteresserne på bekostning af befolkningen. I bogen fortæller Kenneth Haar historien om, hvordan Algeriet måtte betale en erstatning til A. P. Møller Mærsk på ikke mindre end 5 mia. kr., fordi regeringen indførte en ekstra afgift på udenlandske selskabers olieudvinding i landet (s. 102). Den tyske stat måtten indgå forlig med svenske Vattenfall, da staten strammede reglerne for forurening fra kulkraftværker. I Kapitalens Europa findes mange flere eksempler. Listen er desværre lang.

Naturligvis er alt, der kommer fra EU ikke udelukkende afskrifter af de multinationale selskabers ønsker, små sejre vindes nu og da. Sejre, som naturligvis er vigtige, men som ikke rykker fundamentalt i den politiske tilgang. Som Kennet Haar skriver, - Er EU ikke konkurrencestaten i sig selv, EU er den koordinerende instans, som driver udviklingen på nationalt niveau (s. 199). Således følger kommissionen de enkelte landes finanspolitik - herunder ikke mindst udviklingen i de offentlige udgifter - tæt; og holder landene sig ikke inden for bestemte indikatorer, ja, så har kommissionen i dag magtmidler til at få den til enhver tid siddende regering til at rette ind. Udviklingen med stadig mere magt til EU og kommissionen synes ustoppelig, for det kræver en traktatændring, hvor alle 27 lande skal være enige om at bremse den udvikling. Det er netop den udvikling, som er med til at øge det demokratiske underskud.

​​ 

Ingen anmeldelse uden kritiske bemærkninger. Der er enkelte irritationsmomenter i bogen. Der bruges – med rette – en del plads på de fem formænds rapport fra 2015 om den langsigtede integration. Men af uransalige årsager nævnes kun de fire af formændene - nemlig ECB-formand Draghi, kommissionsformand Juncker, rådsformand Tusk og parlamentsformand Schulz. Hvorfor Euro-gruppeformand Jeroen Dijsselbloem ikke er nævnt, må stå hen i det uvisse.

Kenneth Haar oversætter European Semester med Det europæiske Halvår. Den oversættelse har jeg i hvert fald aldrig set tidligere. Så en enkel gang eller to måtte jeg lige tilbage for at huske, hvad ordene dækkede over.

Når det så er skrevet, kan bogen varmt anbefales. Med mange konkrete eksempler dokumenterer den, hvordan forretningsgangen i EU er indrettet således, at alle andre samfundsinteresser er underlagt konkurrenceevnen.

Bogen slutter med Kenneth Haars ideer til - hvordan man kan starte med at gentænke og genopbygge samarbejdet i Europa. Også derfor kan alle, uanset om man er tilhænger eller modstander af EU, få meget ud af at læse bogen.

Kenneth Haar, Kapitalens Europa – Lobbyisterne. Konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud, 175 kr., udgivet af oplysningsforbundet Demokrati i Europa, DEO. 2022.