Anmeldelse: Klaustrofobisk flugtmareridt fra nazitiden

I november 1938 blev en tysk diplomat skudt i Paris af en polsk jøde. Det gav Goebbels anledning til at sætte gang i forfølgelsen af tyske jøder under dække af, at det var en folkestemning, der rejste sig, fordi ”jøderne havde erklæret det tyske folk krig”.

På det tidspunkt var der stadig mange udlændinge i Tyskland, som kunne berette til deres hjemlande om, hvad der foregik. Men det medførte ikke, at det blev nemmere for jøder at få indrejsetilladelse til andre lande.

Det er om den tid, at Ulrich Alexander Boschwitz har skrevet romanen ´Den Rejsende´.

Han havde selv forladt Tyskland i 1935 og kom via Sverige, Norge og Frankrig til England i 1939. Her blev han som tysk statsborger interneret for senere at blive deporteret til Australien. I 1942 blev han frigivet, men omkom, da det skib, han var ombord på tilbage til England, blev torpederet af en tysk ubåd.

Romanen udkom i England i 1939 og i USA i 1940, men efter krigen var der ingen tyske forlag, der var interesserede i at udgive den. Det skete først i 2018.

Hovedpersonen, gennem hvem vi oplever mareridtet, er en assimileret jødisk forretningsmand, Silbermann, hvis søn allerede er rejst til Paris, mens han selv lige vil se tiden an. Han har jo sin virksomhed og udlejningsejendom, som han ikke bare kan forlade.

Men så kommer Krystalnatten, og da nogen næste morgen hamrer på døren, ved han, hvem det er, og smutter ud af bagdøren. Konen, der er arier og derfor uden for fare, bliver tilbage.

Herefter begynder en klaustrofobisk odyssé for Silbermann. Han flakker om på må og få, tager toget fra et sted til et andet og tilbage igen, møder bekendte, der ser væk, eller som han ser væk fra.

Hans fordel er, at han ikke ser jødisk ud og har en pæn sum penge med sig, i hvert fald et stykke henad vejen. Pengene har han fået af sin ariske kompagnon, der har presset en anden jødisk forretningsforbindelse i en handel.

Det bringer Silbermann i et moralsk dilemma, men han har ikke råd til at være moralsk i den situation, han er i.

Hele tiden er han vægelsindet. Hvor skal han tage hen, hvem tør han kontakte. Hans humør svinger fra afmagt til kampmod. Det var nemmere, dengang han var soldat i verdenskrigen. Da var man mange sammen, nu er han alene.

På et tidspunkt lykkes det ham at komme over den belgiske grænse, men han bliver opdaget af gendarmerne og sendt retur.

For at leve kræves der mod, for at begå selvmord kræves der kun fortvivlelse, ræsonnerer han. Men da han når til det sidste, lykkes ikke engang det for ham.

Silbermann er ingen helt, han er ikke engang særlig sympatisk, Han er bare et skrøbeligt menneske, som vi er flest, som når han i sin angst og kvide forfalder til selv at blive antisemit.

Forlaget skal have ros for, at romanen nu udkommer på dansk. Den er et vægtigt og aktuelt, vigtigt vidnesbyrd om, hvor let det er at manipulere med folkestemningen, Ikke mindst i forhold til vores behandling af flygtninge. Den er samtidig en imponerende indsigtsfuld psykologisk beskrivelse – forfatteren var kun 23 år, da han skrev den – af hvordan mennesker reagerer, når deres trygge tilværelser falder fra hinanden, og af diktaturets indvirkning på de menneskelige relationer.

Ulrich Alexander Boschwitz: Den rejsende – Oversat af Ann-Claire Olsen – Forlaget KLARA W.