Enhedslisten og det nødvendige opgør med Rødt Venstre
Når Enhedslisten har fået taget opgøret med Rødt Venstre, kan det give venstrefløjen overskuddet til at udvikle de progressive reformer, Danmark har brug for. Det skriver Jørgen Alfastsen i denne kommentar
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Enhedslisten er ved at gøre op med nogle lettere ufokuserede medlemmer i en selvbestaltet fraktion, der hedder Rødt Venstre. Medlemmerne af fraktionen har i lang tid været uenige i og utrygge ved udviklingen i Enhedslisten. De har valgt at bruge en regulær terroraktion til at skille sig ud med. Det kan man da vist kalde at skyde sig selv platfodet med en kanon – i begge fødder på en gang?
I denne højst nødvendige proces i Enhedslisten kan man opleve, at der er en diskussion, om hvorvidt partiet skal være et indflydelsesparti eller et protestparti? Det er drevet frem af politiske kommentatorer, der elsker at operere med denne lidt banale skelnen.
Men et socialistisk parti, der tager sig selv alvorligt, bør jo være et forandringsparti, der ønsker at flytte nogle ideologiske hegnspæle. Ikke bare administrere det bestående. Derfor har regeringssamarbejde en anden lyd end for borgerlige partier. Det synes SF at have glemt, så man må håbe for Enhedslisten, at de er klar over det.
Rødt Venstre stjæler fokus
Ved folketingets åbningsdebat afleverede Pelle Dragsted en velformuleret tale, hvor hovedtemaet var at bekæmpe den stigende ulighed i Danmark.
Budskabet var: Ved et fremtidigt folketingsflertal, hvor Enhedslisten er støtteparti, der skal uligheden mindskes i modsætning til sidst, hvor Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for den socialdemokratiske mindretalsregering.
Diskussionen kom ikke i gang under åbningsdebatten, fordi højrefløjen hellere ville angribe Enhedslisten ved at sende udtalelser fra Rødt Venstre i hovedet på Enhedslistens politiske ordfører. En vigtig debat blev afsporet med Rødt Venstre som middel.
Parlament eller bevægelser?
Der er også en diskussion i Enhedslisten om parlamentarisk arbejde over for arbejde i basis – ude blandt græsrødderne. Rødt Venstre mener, at der fokuseres for meget på det parlamentariske ben.
Men i Danmark kan man ikke komme uden om, at der også føres klassekamp i parlamentet. Det er jo dét, højrefløjen gør, når de lemper skatten for de rigeste og skærer ned på kontanthjælpen. Eller skaber børnefattigdom i tusindvis af familier.
Folketinget er ikke bare en talerstol, der skal fremføre kravene fra basis, i en tid hvor der i øvrigt ikke er meget gang i bevægelserne. Det er selvfølgelig venstrefløjens opgave at føre klassekamp i parlamentet med modsat fortegn af de borgerlige. Hvor svært kan det være at forstå?
Kan det tænkes, at godt parlamentarisk arbejde motiverer til øget aktivitet i bevægelserne? Absolut. Kan det tænkes, at bevægelser kan understøtte og presse på for at skabe politisk fornyelse? Absolut. Det er den politiske Danmarkshistorie rig på eksempler på. Kan der opstå en vekselvirkning mellem basis og parlament, vil det selvsagt fremme en progressiv politisk udvikling, der kan medføre varige forandringer.
Venstrefløjen skal i offensiven
Der hersker megen modløshed i folket for tiden, og tilliden til de folkevalgte er på et historisk lavpunkt. Folketingsmedlemmer siver ud til andet arbejde, og forskning kan dokumentere, at mange folketingsmedlemmer føler sig magtesløse. Er det så mærkeligt, at store dele af folket har det på samme måde?
Når nu Enhedslisten forhåbentlig snart har fået sat tingene på plads i forhold til Rødt Venstre, må venstrefløjen bruge energien på at fremlægge et politisk program for et ægte rødt flertal efter næste folketingsvalg.
Et program, der kan revitalisere folk og indgyde håb om en progressiv politisk udvikling, hvor der gennemføres mærkbare, socioøkonomiske, grønne og strukturelle ændringer til gavn for almindelige mennesker og kloden som sådan.
Held og lykke med opgøret med platfødderne, og lad os så komme videre med vigtigere dagsordener. Fokus må fastholdes på kampen mod stigende ulighed og klimakampen, hvor oprustning og krig direkte modvirker en bæredygtig planet. Der hviler et stort ansvar på venstrefløjen, som verden ser ud for tiden. Lad os håbe, den kan leve op til dette ansvar.
Ellers er vi ilde stedt.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
