Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
23. november. 2024

Eksilet som grundvilkår – skriften som modstand

Tre forfatterstemmer i eksil mødtes på Screaming Books Festival, som blev afholdt i København i oktober 2024. Solidaritet var til stede for at høre Shadi Angelina Bazeghi, Khaled Alesmael og Odai Al Zoubi fortælle om de eksistentielle vilkår som menneske i eksil

Fra venstre mod højre: Odai Al Zoubi, Khaled Alesmael og Shadi Angelina Bazeghi

Man kan skrive for integritetens skyld eller for at bevidne en minoritetskultur fra en særlig tid og et særligt sted. Eller for at opnå en mere reel selvforståelse – men ord er også utilstrækkelige.

Tre forfattere udgiver litteratur på tværs af livserfaringer i Syrien, Iran og Danmark – og endnu flere lande. På forskellig vis er de alle tre eksilerede – de kan ikke besøge steder og pårørende i deres fødelande.

Sproget

Digter Shadi Angelina Bazeghi skriver ud fra eksilet som et menneskeligt grundvilkår. Hun bemærker med en snert af humor, at hun “har det med at gøre folk bange”.

For Bazeghi bliver selve sproget i yderste konsekvens magtesløst. Eksempelvis når hun lytter til holocaust-beretninger: “På et tidspunkt holder de op med at tale og græder bare. Der er ikke flere ord for oplevelserne.” Det samme sker ifølge Bazeghi, når vi vil skrive om krig: “Hvordan beskriver man lydmuren, der brydes? … Og en eksplosion på nippet til at komme?”

Romanforfatter Khaled Alesmael lader derimod ikke til at savne ord – tværtimod opdager han under nedskrivningen af erindringer og fantasier fra Syriens homo-subkultur, at “det arabiske sprog er fuld af queer!” og uddyber: “I ‘queer Syrien’ talte vi ofte engelsk i offentligheden. Men det arabiske sprog er SÅ queer! Feminiseret, queer… Ud af de 60 millioner arabiske ord, må mindst 1 million af dem være queer!”

Hvad gør eksilet ved skrivningen?

For novelleforfatter og essayist Odai Al Zoubi ser skrivningen og eksilet igen anderledes ud: “Du bærer din litterære arv med dig ind i eksilet. […] Finder dit hjem i dine litterære helte.” Efterhånden er det blevet mere banalt for Al Zoubi: “Mit hjem er hvor min søn er”, uanset om det er Danmark, Sverige eller Berlin.

“Min skrivning beskæftiger sig med spørgsmål, som er meget personlige for mig. Men også enormt normale.
Som at fylde 40 år, det prøver de fleste. Eller at ens bedstemor dør. Det er normalt i de fleste menneskers liv, at bedstemødre dør — men når du ikke er i nærheden!?” Så bliver det anderledes. Så er eksilet blandet sammen med den ‘normale’ livsbegivenhed.

Bazeghi overvejer i sine digtes grundstemning “… om vi nogensinde kan tale om en krig som ‘overstået’?” og henviser til George Orwells fremtids-dystopiske idé om ‘the perpetual war’, ’den altid-igangværende krig’ (i romanen ”1984”, red.).

Derimod har Alesmaels bevidst skrevet om ‘før’ og ‘efter’ krigen i Syrien: “Vil denne verden [af urbane bøsse- og queer] i Syrien forsvinde?”. Han søger altså gennem skriften at “bevare og bevidne, hvordan kulturen i Syrien var” før og i starten af Det Arabiske Forår.

At forstå sig selv gennem at skrive

For Al Zoubi er et ‘før’ og et ‘efter’ godt nok adskilte, men mindre forskellige end hos Alesmael og mere i tråd med Bazeghis forståelse af krig og eksilet som noget ’konstant’:

Al Zoubis skrivning er en søgen efter at forstå sig selv, også i ‘det normale’, som de fleste alligevel ikke forstår: “Danskere forstår heller ikke ‘de normale ting’. (…) Folk som ikke er i eksil, forstår heller ikke sig selv”.  “Jeg forstod heller ikke mig selv i Syrien, eller i Danmark … I eksil kunne jeg sige tingene, såsom ‘Jeg er agnostiker’ eller ‘Jeg kan ikke lide syrisk mad.’ ”

Hos Alesmael skete også et skift i eksilet, som desuden kom til at bevæge sig mellem arabisk og engelsk – og mellem tavshed og arabisk:

Der kom et vendepunkt efter flugten fra Syrien til Sverige, hvor han tænkte: “Ikke mere tavshed!” Han fortsætter: “I asylboligen i Sverige var jeg bange for konfrontationen [om at være bøsse], at jeg hellere forlod rummet end at fortælle de andre en løgn om, hvorfor jeg valgte Sverige. Jeg skrev mine historier som en dagbog på engelsk, som de andre ikke kunne læse, men fandt at jeg selv konfronterede mig selv! Så skiftede jeg til arabisk skrift, som jeg behersker bedst og tænkte ‘fuck det; de kan finde det, og så snakker vi’ “.

Alesmaels drivkraft i at konfrontere sig selv og potentielt andre på modersmålet ledsages af refleksionen, at “revolutionen er ikke én hændelse”. Denne håbefulde rebelskhed bag skrivningen står i kontrast til de mere resignerede toner i både Bazeghis og Al Zoubis skrivning.

Kategoriseret som flygtning

En ting som Bazeghi og Alesmael nemt enes om i panelet er, at det er ekstremt begrænsende og frustrerende i Danmark og Sverige systematisk at blive kategoriseret som ‘flygtning’.

“Man kommer i en fastlåst kasse,” hvor man aldrig før har været, og kassen rummer slet ikke de forskellige personligheder, identiteter, interesser og baggrunde, som flygtede personer har. Sprogskolen, forklarer Alesmael med oprørt ironi, “vil lære en varieret gruppe mennesker de samme ting!”

Bazeghi fortæller om en markant orgie-scene fra Alesmaels roman, hvor sprogskoleklassen koger over i frustration, “ikke nødvendigvis en seksuel frustration”, men frustrationen over at være presset ind i den lille og ens-gørende kasse, som systemet kalder ‘flygtninge’, og som ignorerer alle forskelligheder i den meget varierede sprogskoleklasse.

Samfund, følelser og modstand

Skrivningen fra vilkåret ‘eksil’ kan derfor ses som modstandsstrategi. Skønt Alesmaels rebelske armbevægelser er lette at opfatte som ‘modstand’ og ‘politiske’, så udøver også Bazeghis og Al Zoubis skrivepraksis modstand:

Mod et nordisk politisk system der belaster flygtede eller eksilerede mennesker – eller simpelthen mod den verdenspolitiske situation at ‘leve i eksil’.

De udøver modstanden dels ved at bearbejde de følelsesmæssige og eksistentielle erfaringer, og dels ved at gøre disse erfaringer offentlige.

Al den snak om selvet kan måske virke navlepillende og apolitisk. Hvad betyder det for samfundsforhold i Danmark eller verden, om Al Zoubi finder ”sit sande jeg” eller om Alesmael ”konfronterer sig selv”?

At flytte fra land til land uden vished for opholdstilladelse — det er et livsvilkår, som kommer af bestemte politiske tilstande i disse årtier. Fra hændelser og fra beslutninger foretaget af personer med stor indflydelse. Globalt og nationalt.

Ligesom livsvilkåret at kunne vælge at leve på nogenlunde samme sted hele livet; at kunne besøge familie og venner ufarligt og alt efter relationens kvalitet; eller at kunne bevare rimelig stabile indtægtskilder efter lyst og evne også kommer af bestemte politiske tilstande og beslutninger.

For læsere med lignende livsvilkår kan dette være en støtte til at genkende sig selv og finde styrke.

For ikke-eksilerede læsere er her righoldige og nuancerede indblik i, hvilke levede liv vores tidsalder producerer – med sine krige og med sit fokus på statsborgerskaber og opholdstilladelser.

Bazeghi, Al Zoubi og Alesmael, giver godt stof til at overveje, hvordan vi alle kan løfte et medansvar for en mere lige verden.


Om skribenten

Freddy Frederiksen

Freddy Frederiksen

Freddy Frederiksen er uddannet i antropologi og arabisk, samt engageret i kønstemaer, migranters liv og sociale forhold. De er fast læser af historiske romaner og LGBTQIA+-litteratur fra fagstof til fantasy. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER