Anmeldelse: Vidnesbyrd eller kampskrift – Amina Elmis ”Barbar” rammer en rigtig digternerve

Barbar har meget på hjerte. Mest påtrængende er digtene om det at have hjemme. Hjemmet fremstår som et ledemotiv i værket. Det lurer i baggrunden gennem hele samlingen, og i enkelte digte af mere filosofisk karakter bliver det undersøgt nærmere. Der vendes og drejes i et forsøg på at finde ind til kernen af, hvad der udgør et hjem. Tonen slås an igen og igen, for eksempel her:

»Da jeg var væk, savnede jeg ikke København på den måde jeg forestiller mig at man skal savne det sted man kommer fra. Jeg har ikke den slags tilknytning til denne by. Til nogen som helst by, egentlig. Jeg spekulerer på om der bor en ældre hukommelse i mig om umuligheden af et hjem. Alt dette for at sige at jeg er meget god til at forlade.«

Og her:

»peg på hvad end du kalder for hjem
& hold det tæt ind til kroppen
du bliver til et træ«

Hjemme

Hjemmet har gennem generationer været umuligt for jeg’et, men det er også noget, man kan skabe. Disse to grundlæggende modstridende motiver om hjemmet løber side om side gennem digtsamlingen. Det er en af dens styrker, at den ikke prøver at samle dem.

På den ene side et motiv af rastløshed – den, der ikke har hjemme nogen steder, er tvunget til at være i evig bevægelse: »Legenden om haawadle-klanen beretter om en fyr / som stak af og dannede sin egen familie / min rastløshed er ældre end jeg / (…) når jeg søger en elsker, forvandler jeg ham til en stol, / siger at jeg snart vender hjem, og søger ud i en ny retning«.

Når kærligheden – og dermed muligheden for et hjem – opstår, opstår også en frygt for at slå sig ned, og jeg’et stikker af. Det er en dobbelthed, for selv i rastløsheden finder Elmi et hjem – denne gang i historien.

På den anden side er kærligheden også et motiv. Hjem er ikke et sted, man kan være, men noget eller nogen man kan tage med sig. »Kom og bo i mit åndedræt«, siger jeg’et senere. Der er et ønske om at gøre sig selv til et hjem, ligesom en snegl, der bærer sit hus på ryggen. Det hjem ville være rodløst, hvis ikke det var fordi, hun gav det rødder. Bogstaveligt talt, for digtsamlingen er fyldt med træer, og træerne er hjem: »jeg drømte jeg var et træ / under det fødte jeg en søn jeg opkaldte efter mig selv / drømmer du også om at give liv til en hjemstavn«.

Barbar deler spørgsmålet om, i hvilken udstrækning man har et hjem, med diaspora-litteraturen, som Barbar i dette aspekt kan forstås som en fortsættelse af. Det er dog ikke diaspora-litteraturen, men vidnesbyrd-litteraturen, som Barbar i andre anmeldelser bliver fortolket op ad.

Et vidnesbyrd om ironi

»Ceci n’est pas une pipe« skrev belgiske Réne Magritte under et maleri af en pibe, som de fleste kender, eftersom det hænger snart sagt overalt. Jeg kom tilfældigvis forbi det på en café, samme dag som jeg satte mig til at læse Barbar. Selvom det er kliché at skrive, så har jeg flere gange tænkt på det, mens jeg har forsøgt at forholde mig til Elmis digte. På bagsiden af samlingen er der nemlig trykt et digt, som er endt med at fylde meget i modtagelsen af samlingen, og som lyder sådan her:

»et vidnesbyrd
kæft jeg hader ordet vidnesbyrd
lad os kalde det et kampskrift
kæft jeg hader det ord endnu mere«

Digtet er også at finde inde i bogen, hvor det er omgivet af andre digte, der har grundlæggende samme motiv. Et af de andre digte konstaterer at »minoritetslitteraturen her til lands er alt sammen vidnesbyrd« og spørger herefter: »fx hvem kan bruge ironi som litterært redskab, hvem er ironi designet for?«.

Man skal ikke forstå digtning alt for bogstaveligt, men alligevel slår det mig, at Barbar trods disse digte – på grund af disse digte – bliver fortolket som et vidnesbyrd.

At blive fortolket som et vidnesbyrd betyder i én forstand, at det man skriver bliver taget alvorligt. At blive fortolket ironisk er derimod at få lov til at give den som ironiker – noget, der sjældent er minoritetsforfatteren forundt. I nyere poetisk historie er Theis Ørntofts Yeahsuiten eller Caspar Eris 7/11 (med et elleve sider langt digt om at købe yoghurt, som Barbar giver et kort nik til) to af de bedre kendte eksempler. Jeg ved ikke, hvor ironisk Barbar er, men måske placerer den sig derved bare ude i den store mængde af digtning, der hverken er vidnesbyrd eller ironi.

Barbar handler i ringe grad om egentlige begivenheder eller forhold, hvilket er sjovt, når digtsamlingen samtidig er opdelt i akter. De begivenheder, der optræder i samlingen, er mest af alt punkter, som digtene udgår fra, hvorefter de forsvinder fra digtet. Et digt, hvor jeg’et er ude at bade med en kæreste, munder fx ud i en frihedssang (»frihed er hvad vi selv vælger at kalde det / jeg giver det min mormors navn / mine kærligheders navne / mine landes navne / mit eget, mit eget navn«).

Livet i døden

Barbar er ikke noget, man kalder en enkelt person. En barbar betegner en, der er en del af en større gruppe af fremmede. Barbaren er ikke dén anden, men de andre. Jeg’et i Barbar er heller ikke alene, men får undervejs i samlingen selskab af så forskellige litterære skikkelser som den katolsk-melankolske filosof Simone Weil, sangeren Prince og den somaliske kærlighedsdigter Elmi Boodhari. Blandingen af det pop- og finkulturelle er helt i tråd med tiden: Det er prætentiøst at høre Mozart, men det er pænt cool at høre Medina og Mozart.

Barbars primære selskabsdame er dog mytologien. Ligesom romantikkens digtere hentede mange af sine figurer og metaforer i de nordiske myter og sagn, henter Amina Elmi flere af sine i den somaliske.

I epilogen lander en stor fugl, Huur, på siderne. Huur er en figur fra præislamisk somalisk tro, der varsler døden: »Nogle gange kan jeg høre vingeslag i luften, blot for at opdage at de undviger mig. Nogen holder mig stadig i live ved at række ud efter mit navn. Det er i genklang, vi redder hinanden.« Elmi er bestemt ikke en ensom digter. Jeg fornemmer, at det ikke bare handler om at træde til for hinanden, når livet sortner, men også om udødeligheden. Det er gennem vores navn, vi skal leve, når vores legeme er gået i graven.

Når Barbar udforsker døden, er det ikke et rent eksistentielt anliggende, men også en udforskning af sorg. Her er for eksempel et digt om at gå til begravelse:

»Ved du hvad jeg ikke vidste om døden? Det er ikke en begivenhed, en mærkedag i en kalender der kan markeres ved at besøge en grav på en kirkegård to timer fra hvor du bor. Det er noget der bliver ved med at ske. Du begraver de døde to gange. En gang i jorden og igen inde i dig selv.«

På den måde kommer vi tilbage til hjemmet. Hvis vi er en grav for dem, vi har mistet, er det ikke et bundløst hul af sorg, men en måde at finde ro i tabet på. Skønt Barbar er optaget af døden, er det hovedsageligt et livsbekræftende værk.

I sin undersøgelse af hjemmet lander Barbar et sted mellem rodløsheden og rødderne. Det er et godt eksempel på, hvordan digtning kan endevende de begreber, vi tager for givet (her: hjemmet), uden at være underkastet den videnskabelige trang til ikke at modsige sig selv – og stadig ende et sted, der er meningsfuldt. Forhåbentlig er det også begyndelsen til enden på, at minoritetslitteratur nødvendigvis skal bære vidnesbyrd om sig selv.

Det ville imidlertid være forkert at skrive, at det er det, der gør Barbar til sådan en god digtsamling. For det, der gør Barbar god, bærer den i sig selv. Det, der kan gøre digte til en ubarmhjertig genre, er, at der i sidste ende kun er ét spørgsmål at stille – rammer de en følelsesmæssig nerve eller ej? Denne gang er svaret ja.